Som barn, var jeg meget bange. Jeg var bange for lyn, insekter, høje lyde og udklædte personer. Jeg havde også to meget alvorlige fobier for læger og injektioner. Da jeg kæmpede for at flygte fra vores familielæge, ville jeg blive så fysisk kampklar at han rent faktisk slog mig i ansigtet for at bedøve mig. Jeg var 6 år gammel. Jeg var "fight-or-flight" dengang, og at holde mig nede for en enkelt vaccine tog tre eller fyre voksne, inklusivt mine forældre. Senere, flyttede vores familie fra New York til Florida da jeg var ved at starte High School, og at være den nye elev på en katolsk skole, som ikke kender nogen og er nervøs for at passe ind, på den allerførste skoledag en lærer laver navneopråb og siger "Anne Marie Albano", for jeg svarer, [i en Staten Island accent]: "Her!" Hun griner og siger, "Oh, sødt, stå op. Sig H-U-N-D." Og jeg svarer, [I en Staten Island accent] "Hund?" Klassen bryder ud i grin sammen med læreren. Og sådan fortsat det, for hun havde mange flere ord at ydmyge mig med. Jeg gik hjem grædende, oprevet og bad om at blive sendt hjem til New York eller til et kloster. Jeg ville ikke gå tilbage til den skole igen. Aldrig. Mine forældre lyttede Og fortalte mig at de ville undersøge med monseigneur i New York, men at jeg skulle blive ved med at gå i skole så jeg havde nok fremmøde til at skifte til niende klasse på Staten Island. Alt dette var før email og mobiltelefoner, så over de næste mange uger, angiveligt, var der breve sendt mellem ærkebiskopdømmet af Manhattan og Miami og med Vatikanet, og hver dag, gik jeg i skole grædende og kom hjem grædende, og så ville min mor give mig en opdatering fra en kardinal eller biskop som sagde "bliv ved med at gå i skole indtil vi finder en ny plads." Var jeg naiv eller hvad? (Griner) Nå, efter et par uger, en dag, mens jeg ventede på skolebussen, mødte jeg en pige som hed Debbie, hun introducerede mig til hendes venner. Og de blev til mine venner, og så var Paven ude af kniben. (Griner) Jeg begyndte at slappe af og passe ind. Mine sidste tre årtier med at studere angst i børn stemmer tildels fra min egen søgen på selvforståelse. Og jeg har lært meget. For unge mennesker, angst den mest normale barndoms psykiatriske tilstand. Disse problemer starter tidligt, omkring 4 år gammel, og ved ungdomsalderen, 1 ud af 12 unge er alvorligt nedsat i deres evne til at fungere derhjemme, i skolen og med vennerne. Disse børn er så bange, bekymret, bogstaveligt talt fysisk utilpasse grundet deres angst. Det er svært for dem at være opmærksomme i skolen, slappe af og have det sjovt, få nye venner og gøre alle de ting som børn skulle gøre. Angst kan skabe fortvivelse i barnet, og forældrene er først til at vidne deres barn's pine. Som jeg mødte flere og flere børn med angst gennem mit arbejde, blev jeg nødt til at gå tilbage til min mor og far og stille dem nogle spørgsmål. "Hvorfor holdte du mig nede da jeg var så bange for at få indsprøjtninger og tvang dem på mig? Og hvorfor fortalte du mig de fortællinger for at få mig til at gå i skole da jeg var så bekymret for at blive gjort til grin igen?" De sagde, "Vores hjerter knuste for dig hver gang, men vi vidste at de var ting du blev nødt til at gøre. Vi måtte risikere at du blev ked af det mens vi ventede på at du vænnede dig til situationen med tid og med mere erfaring. Du var nødt til at blive vaccineret. Du blev nødt til at gå i skole." Lidt vidste mine forældre, men de gjorde mere end at inokulere mig fra mæslinger. De var også ved at inkoluere mig fra en livstid af angstsygdomme. Overdreven angst i et ungt barn er ligesom en superbakterie -- og smitsom, endda mangedoblende, sådan at mange at de unge som jeg ser kommer ind med mere end en angstsygdom forkommende på samme tid. For eksempel, de har en specifik fobi plus seperationsangst plus social angst lagt sammen. Hvis det forbliver ubehandlet, angst i tidlig barndom kan føre til depression i ungdommen. Det kan også føre til misbrug og til selvmordstanker. Mine forældre var ikke terapeuter. De kendte ikke nogle psykologer. Alt de vidste var at disse situationer var ubehagelige for mig, men de var ikke skadelige. Min overdrevne angst ville skade mig meget mere over længere tid hvis de tillod mig at undgå og flygte fra de situationer og ikke lære hvordan man tolerer lejlighedsvis pine. Så essentielt, mor og far udførte deres hjemmelavet udgave af eksponeringsterapi, hvilket er den centrale og nøglekomponent af kognitive adfærds- behandling af angst. Mine kollegaer og jeg udførte den største lodtrækningstudie af behandlingerne af angst hos børn i alderen 7 til 17. Vi lærte at børne-fokuserede kognitive adfærd eksponeringsterapi eller medicin med SSRI-præparater er effektive for 60 procent af behandlede unge. Og deres kombination hjælper 80 procent af børn indenfor 3 måneder. Dette er godt nyt. Og hvis de fortsætter med medicinen eller udfører månedlige eksponeringsterapi som vi gjorde i længden af studiet, kan de have det bedre i op til et år. Men, efter dette behandlingsstudie endte, tog vi tilbage og udførte en opfølgelsesstudie af vores deltagere, og vi fandt at mange af disse børn havde haft tilbagefald siden. Og, skønt de bedste evidensbaseret behandlinger, fandt vi også at for omkring 40 procent af børnene med angst, de var fortsat syge i tiden mellem studierne. Vi tænkte meget over disse resultater. Hvad havde vi glemt? Vi lavede en hypotese om at fordi vi fokuserede på kun børne-fokuseret intervention, måske var der noget vigtigt i at henvende sig til forældrene og involvere dem i behandlingerne også. Studier fra mit eget laboratorium og fra kollegaer rundt om verden har vist en konsekvent trend: velmenende forældre er ofte uforvarende draget ind i angstcyklussen. De giver efter, og de laver for mange kompromisser for deres børn, og de lader deres børn undgå udfordrende situationer. Jeg vil have jer tænke på det sådan her: Dit barn kommer hjem til dig grædende, i tåre. De er 5 eller 6 år gamle. "Ingen på skolen kan lide mig! Børnene er onde. Ingen ville lege med mig." Hvordan har du det når dit barn er så oprørt? Hvad gør du? Det naturlige forældre instinkt er at trøste barnet, berolige dem, beskytte dem og fikse situationen. Ringe til læreren for at gribe ind eller andre forældre for at lave legedage, det er måske også når de er 5 år gamle. Men hvad gør du hvis dit barn bliver ved med at komme hjem i tåre? Fikser du stadig tingene for dem når de er 8, 10, 14 år gamle? For børn, gennem deres udvikling, kommer de uværgerligt til at møde nogle udfordrende situationer: overnatninger, mundtlige opgaver, en udfordrende og uventet test, prøve på at komme på sportsholdet eller få en rolle i skolestykket, konflikter med vennerne ... Alle disse situationer involvere fare: fare for at klare det dårligt, for ikke at få hvad de vil have, fare for måske at lave fejl eller blive ydmyget. For børn med angst som ikke tager chancer og engagerer sig, de lærer ikke hvordan de skal håndtere disse typer situationer. Ja? Fordi evner udvikler sig med eksponering over tid, gentaget eksponering til hverdagssituationer som børn møder: selv-beroligende evner eller evnen til at slappe af når man er oprørt; problemløsnings evner, inklusiv evnen til at løse konflikter med andre; udsættelse af glæde, eller evnen til at blive ved med at prøve selvom du bliver nødt til at vente på resultatet. Disse og mange andre evner udvikler sig i børn som tager chancer og engagerer sig. Og selvværd tager form, hvilket, simpelt sagt, er at tro på sig selv at man kan overkomme udfordrende situationer. For børn med angst som flygter fra og undgår disse situationer og for andre folk til at gøre det for dem, de får mere og mere angst med tiden og bliver mindre selvsikre. I modsætningen til deres venner som ikke lider af angst, de kommer til at tro at de ikke er i stand til at klare disse situationer. De tror at de har bruge for nogen, nogen som deres forældre, for at gøre tingene for dem. Nu, mens det naturlige forældreinstinkt er at trøste og beskytte og berolige børn, i 1930, psykologen Alfred Adler havde allerede advaret forældrene at vi kan elsker vores børn lige så meget vi ønsker, men vi må ikke gøre barnet afhængigt. He rådgivede forældrene til at begynde at træne deres børn fra starten til at stå på deres egne to fødder. Han advarede også at hvis børnene får det indtryk at deres forældre ikke har andet at lave end at være til deres rådighed, ville de få en falsk ide om kærlighed. For børn med angst, i denne tid, de ringer altid til deres forældre eller sender nødopkald i alle døgnets timer. Så hvis børn med angst ikke lærer ordent- lige forsvarsmekanismer når de er unge, hvad sker der så når de bliver voksne? Jeg har en gruppe for forældre af unge voksne med angstsygdomme. Disse unge er mellem 18 og 28 år gamle. De lever for det meste hjemme, afhængige af deres forældre. Mange af dem har gået i skole eller på videregående uddannelser. Nogle er gradueret. Næsten alle har ikke et arbejde, de er bare hjemme og laver ikke meget af noget. De har ikke meningsfyldte forhold med andre, og de er meget, meget afhængige af at deres forældre ordner alle mulige ting for dem. Deres forældre arrangerer stadig lægeaftaler for dem. De ringer til deres gamle venner og beder dem om at komme på besøg. De ordner deres vasketøj og laver mad til dem. Og de har mange konflikter med deres voksne barn, da angsten er blomstrede men barnet er ikke. Disse forældre føler enormt meget skyld, men så vrede, og så mere skyld. OK, hvad med nogle gode nyheder? Hvis forældre og nøglepersoner i et barn's liv kan hjælpe barnet, hjælpe dem med at konfrontere deres frygter og lære at løse problemer, så er det mere sandsynligt at barnet begynder at udvikle deres egen indre håndteringsmekanismer for at håndtere deres angst. Vi lærer forældre nu at være opmærksom i øjeblikket og tænke over deres reaktioner til barnet's angst. Vi spørger dem, "Kig på situationen og spørg, "Hvad sker der i denne situation? Hvor truende er det for mit barn? Og hvad vil jeg i sidste ende have at de skal lære af det?" Nu, selvfølgelig, vi vil have forældre til at lytte omhyggeligt, fordi hvis barnet bliver alvorligt mobbet eller bliver skadet, så skal forældrene blande sig, absolut. Men i typiske, hverdags, angst-fremkaldende situationer, forældre kan hjælpe børnene bedst hvis de forholder sig rolige, faktuelle og imødekommende, hvis de validere barnets følelser men så hjælper barnet, hjælper dem med at finde ud af hvordan barnet skal klare situationen. Og så -- dette er nøglen -- have barnet rent faktisk håndtere situationen selv. Selvfølgelig er det hjerteskærende at se et barn lide, som mine forældre fortalte mig flere år senere. Når du ser dit barn lide men du tænker at du kan komme ind og redde dem fra smerten, det er alt, er det ikke? Det er hvad vi gerne vil gøre. Men uanset om vi er unge eller gamle, overdreven angst lader os overvurdere risiko og nød og vi undervuderer vores håndteringsevne. Vi ved at gentaget eksponering til hvad vi frygter svækker angsten, mens det bygger evner og modstandskraft. Mine forældre havde gang i noget. Idag's hyper-angste ungdom er ikke hjulpet af overbeskyttende forældre. Rolighed og selvsikkerhed er ikke kun følelser. De er håndteringsevner som forældre og børn kan lære. Mange tak. (Bifald)