Jeg er kemilærer. (Eksplosion) Okay, okay. Så udover eksplosioner er kemi alle vegne. Har du nogensinde siddet fraværende på en restaurant og gjort dette igen og igen? Nogle nikker. For nylig viste jeg dette til mine elever, og jeg bad dem bare om at prøve at forklare, hvorfor det skete. Spørgsmålene og samtalerne, der fulgte, var fascinerende. Prøv at tjekke den her video ud, Maddie fra min klasse i 3.lektion, sendte mig den aften. (Klang) (Latter) Selvfølgelig, som Maddies kemilærer elsker jeg, at hun gik hjem og fortsatte med at nørde med den slags fjollede demonstration, vi lavede i timen. Men hvad der fascinerede mig mere, var at Maddies nysgerrighed bragte hende til et nyt niveau. Hvis man kigger inde i det bæger, ser man måske et lys. Maddie bruger temperatur til at udvide fænomenet til et nyt scenarie. Spørgsmål og nysgerrigheds som Maddies er magneter, der drager os mod vores lærere og de overvinder al teknologi eller buzzwords inden for uddannelse. Men hvis vi sætter teknologi højere end elevernes nysgerrighed, berøver vi os selv fra vores bedste redskaber som lærere: Vores elevers spørgsmål. For eksempel kan det at flytte en kedelig time i klasselokalet til en mobilskærm måske spare instruktionstid, men hvis det er det, der er fokus på ved elevernes oplevelse, er det den samme dehumaniserende snak - bare i fancy tøj- Men har vi i stedet modet til at forvirre vores elever, få dem til at undre sig, og fremprovokere virkelige spørgsmål, har vi lærere, gennem de spørgsmål, information, vi kan bruge til at skræddersy robuste og informerede metoder af blandet instruktion. Så 21-århundredets nonsens sat til side, er sandheden, at jeg har undervist i 13 år nu, og det krævede en livstruende situation at rive mig ud af 10 års pseudolæring og hjælpe mig til at indse, at elevers spørgsmål er frøene af rigtig læring, ikke et eller andet nedskrevet pensum, der giver dem godbidder af tilfældig information. I maj 2010, i en alder af 35, med en to-årig derhjemme og et andet barn på vej, blev jeg diagnosticeret med en stor aneurisme i bunden af min thorakale aorta. Det førte til en åben hjerteoperation. Det her er emailen, fra min læge. Da jeg modtog denne, blev jeg - tryk caps lock - gik jeg amok, okay? Men jeg fandt overraskende øjeblikke af komfort i min kirurgs selvtillid. Hvor fik den her fyr sin selvtillid, frækheden af det? Så da jeg spurgte ham, fortalte han mig tre ting. Først sagde han, at hans nysgerrighed drev ham til at stille svære spørgsmål omkring proceduren, om hvad, der virkede og ikke virkede. For det andet, i stedet for at frygte det, tog han den roede proces af forsøg og fejl til sig. Den uundgåelige proces af forsøg og fejl. Og for det tredje, samlede han, gennem intens reflektering, informationen, han behøvede, for at designe og revidere proceduren, og så med en rolig hånd redede han mit liv. Jeg tog en stor del af disse visdomsord til mig, og inden min tilbagevenden til skolen skrev jeg tre af mine egne regler ned, som jeg stadig medtager i min lektionsplanlægning. Regel nummer ét: Nysgerrighed kommer først. Spørgsmål kan være en dør til fantastisk instruktion, men ikke den anden vej rundt. Regel nummer to: Omfavn rodet. Vi er alle lærere. Vi ved, at læring er grimt. Og bare fordi den videnskabelige metode er placeret på side 5 af sektion 1.2 i kapitel 1 af den, vi alle skipper, okay, forsøg og fejl kan stadig være en del af det uformelle, vi tager os til hver evig eneste dag ved Sacred Heart Cathedral i rum 206. Og regel nummer tre: Øv reflektering. Hvad, vi gør, er vigtigt. Det fortjener vores pleje, men det fortjener også vores revision. Kan vi være klasseværelsets kirurger? Som ville det, vi gjorde, en dag redde liv. Vores elever er det værd. Og enhver sag er forskellig. Okay, undskyld. Kemilæreren i mig havde bare brug for at få det ud af mit system, før vi fortsætter. Det her er mine døtre. Til højre har vi lille Emmalou - sydstatsfamilie. Og til venstre, Riley. Riley vil være en stor pige om et par uger. Hun bliver fire år gammel, og alle, der kender en fire-årig, ved, at de elsker at spørge: "Hvorfor?" Ja. Hvorfor? Jeg kunne lære den her unge alt, for hun er nysgerrig omkring alt. Det var vi alle i den alder. Men udfordringen eksisterer virkelig for Rileys fremtidige lærere, dem hun endnu ikke har mødt. Hvordan vil de få den nysgerrighed til at vokse? Se, jeg vil sige, at Riley er en metafor for alle børn, og jeg mener, det at droppe ud af skolen kommer i mange former - fra sidsteårs-eleven, der checkede ud før året overhovedet begyndte, eller den tomme plads bagerst i en urban folkeskoles klasseværelse. Men hvis vi som undervisere ikke udfylder den simple rolle som formidlere af indhold og omfavner et nyt paradigme som kultivatorer af nysgerrighed og undersøgelser, kan vi lige så godt bringe lidt mere mening til deres skoledag og sætte gnist i deres læring. Mange tak.