Jeg hedder Jens Bergensten, men er mere kendt som Jeb. Jeg er chefudvikler på Minecraft her hos mojang.com. Jeg tror jeg var 11 eller måske 12, da jeg startede med at programmere, fordi jeg ville lave spil. En af min fars venner fortalte mig, at for at lave spil skal man lære at programmere. Så det var sådan jeg fik begyndt. Jeg kan lide at designe og finde ud af hvordan ting er bygget op. Det er det jeg rigtig godt kan li' ved Minecraft. I den næste times tid skal du lære det grundlæggende i programmering, ved at kode Alex eller Steve til at flytte sig rundt i et simuleret stykke af en Minecraft verden. Normalt er programmering en masse tekst, men i dag vil vi bruge blockly: et system som bruger blokke, som du kan trække og slippe, for at skrive programmer. I virkeligheden skriver du JavaScript-kode. Begreberne du skal lære er de samme som programmører bruger hver eneste dag, og er grundlaget for al programmering. Hos Mojang bruger vi de samme begreber, for at få Minecraft til at fungere. Før du begynder, skal du vælge din spiller. Jeg vælger Alex. Lad os bygge noget kode, som kan flytte hende rundt på skærmen. Din skærm er delt op i tre områder. Til venstre er Minecraft-spilområdet, hvor din kode vil køre. Der er en vejledning til hver opgave lige nedenfor. I midten af skærmen er værktøjskassen, hvor hver blok er en kommando som får Alex til at udføre bestemte handlinger. Det hvide område til højre er arbejdsområdet, hvor vi opbygger vores programmer. Hvis vi trækker en moveForward()-blok til arbejdsområdet, og så klikker på "Kør", hvad sker der mon så? Alex flytter et felt frem i spilområdet. Og hvis vi vil gøre mere bagefter? Så kan vi bare tilføje en blok mere til vores program. Jeg vælger turnRight()-blokken og trækker den hen under min moveForward()-blok indtil jeg kan se den orange markering. Så slipper jeg og de to blokke hænger sammen. Når vi trykker på "Kør" igen, vil Alex udføre alle kommandoerne i arbejdsområdet - fra top til bund. Og hvis du får brug for at slette en blok, så træk den bare tilbage i værktøjskassen. Hvis du vil fortryde og starte forfra, kan du bruge "Start forfra"-knappen øverst til højre i arbejdsområdet. Én ting mere: Kan du se den lille trekant på "drej"-blokkene? Når du ser sådan en trekant, kan du vælge mellem flere muligheder. Lad os komme i gang med at kode!