Det var aldrig planen,
at jeg skulle blive klima-aktivist
Men situationen har forandret sig
og nu står jeg her,
som klima-aktivist
og beder jeg alle
om også at blive det.
Nu vil jeg fortælle hvorfor,
og endnu vigtigere: hvordan.
For ti år siden,
da jeg var 13,
lærte jeg første gang
om drivhuseffekten.
Vi brugte 90 minutter
på emnet,
og jeg kan huske,
at det irriterede mig,
at noget så fundamentalt
blev kogt ned til kun én geografitime.
Den irritation gik aldrig helt væk,
så da jeg blev student,
besluttede jeg at læse geografi,
for at sikre at jeg forstod
det med klimaforandringerne.
Og det vendte op
og ned på det hele.
Det var første gang,
jeg så på tallene,
på videnskaben bag klimakrisen
og jeg troede ikke mine egne øjne.
Som de fleste
vidste jeg nok, at planeten
ikke havde det så godt.
Men jeg anede ikke, at vi
nærmer os en selvskabt katastrofe
med så hastige skridt.
Det var også første gang jeg forstod,
hvor stor forskel det gør
at se på det store billede.
Tag for eksempel koncentrationen af CO2;
den vigtigste faktor i global opvarmning.
Det her ser jo slemt ud.
Det ser ud som om
det går den forkerte vej.
Men når man ser
ikke bare på de sidste 60 år,
men de sidste 10.000 år,
forstår man hvor uhyggeligt,
det her faktisk er.
Og det er kun ét aspekt
af den krise, vi er midt i.
Jeg vil ikke gå i detaljer,
men lad mig sige én ting:
Vi lever i en tid
hvor den mest ødelæggende kraft
på planeten, er menneskeheden selv.
Vi lever i en tid
som ingen videnskabsfolk
kan love, at du overlever.
Vi lever i en tid,
hvor vi skaber et miljø,
der ikke længere er
sikkert for mennesker.
Så der sad jeg,
første år på geografi,
og følte mig ret overvældet.
Men ...
der var også gode nyheder.
Det samme år
jeg hørte om alt det her,
gik ledere fra hele verden
sammen i Paris
og aftalte et fælles mål
om global opvarmning på max 2 grader.
Billederne gik verden rundt,
og folk sagde til mig,
at det var en historisk dag.
Sikke en lettelse, hva'?
Bortset fra ...
at der var noget,
der ikke helt stemte.
Efter aftalen var underskrevet,
blev situationen ikke bedre.
Faktisk blev den meget værre.
Beslutningstagere,
industrier, ledere og politikere.
fortsatte som før
og udnytter vores ressourcer
uden tanke for fremtiden,
og bygger flere kulkraftværker
selvom vi godt ved,
at der står i Paris-aftalen,
at vi skal holde op med det.
Så selvom der naturligvis
også sker noget positiv --
der bliver installeret vind-
og solenergi verden over, ja --
men de forandringer
går langsomt -- alt for langsomt, faktisk.
Så efter Paris-aftalen blev underskrevet,
fortsætter graferne
deres himmelflugt
og sætter nye rekorder hvert år.
De fem varmeste år,
vi nogensinde har målt
er de sidste fem år,
og vi har aldrig udledt mere,
på globalt plan, end vi gør i dag.
Så der stod jeg
på én gang kunne jeg se
og forstå videnskaben,
og se, at der ikke kom svar,
at der ikke kom handling.
Og så fik jeg nok.
Jeg besluttede mig for
at tage med til FN's Klimakonvention,
det forum, der blev oprettet
for at bringe folk sammen
for at få styr på klimaet --
men åbenbart ikke sådan rigtigt.
Det var sidste år.
Jeg rejste over til Klimakonventionen
for at finde ud af
hvad der foregår,
hvad det egentlig handler om.
Hvis du er politisk realist,
er det måske ikke overraskende,
men for mig var det svært at tage:
Olieindustrien
og politiske ledere
gør alt, alt hvad de kan
for at forhindre réel forandring.
De vil helst ikke sætte mål,
der er ambitiøse nok
til at holde os under de 2 grader.
De er jo dem, der som de eneste,
har gavn af denne klimakrise, ikke?
Olieindustrien genererer profit,
og de politiske ledere,
overvejer næste valg,
og det der er populært
og det er åbenbart ikke
at stille de svære spørgsmål
De har ingen grund
til at ændre spillets regler.
Der findes ingen lande,
hvor virksomheder eller politiske kræfter
bliver underlagt sanktioner,
når de smadrer klimaet.
Hvor underlig og trist,
den konvention end var,
så var der én, der var anderledes,
én som virkede ret bekymret,
og det var Greta Thunberg.
I dét øjeblik besluttede jeg
at alt andet virkede håbløst
og meningsløst
så jeg gik med i hendes klimastrejke,
lige der på konventionen.
Det var min første klimastrejke,
og det var en meget
mærkelig kulisse,
bare hun og jeg, der sad
der i konferencelokalet,
omringet af et virvar
af jakkeklædte konferencedeltagere,
som slet ikke anede,
hvad de skulle stille op med os.
Og alligevel føltes det mere kraftfuldt,
end jeg længe
havde turde håbe på.
Og det var lige der,
jeg fik følelsen af, at det var tid til
at begynde at strejke i Tyskland.
Jeg var blevet overbevist om,
at ingen andre ville gøre det for os,
og var der den mindste chance for,
at det kunne gøre en forskel
virkede det dumt ikke at prøve.
Så jeg --
(klapsalver)
Så jeg rejste tilbage til Berlin.
Jeg fik allierede, som havde fået
den samme idé på det tidspunkt.
og sammen ville vi afprøve
"Fredage for fremtiden".
Vi anede naturligvis ikke,
hvad vi rodede os ud i.
Før vores første strejke
havde mange af os, inklusive mig
aldrig organiseret en demonstration
eller nogen form for protestaktion før.
Vi havde ingen penge, ingen ressourcer
og overhovedet ingen idé om
hvad klimastrejke er.
Så vi begyndte med noget, vi var gode til:
at sende tekstbeskeder
vi skrev dag og nat,
til så mange som muligt,
og vi organiserede vores første
klimastrejke gennem WhatsApp.
Natten før vores første strejkeaktion
kunne jeg ikke sove af nervøsitet.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente,
men havde bange anelser.
Måske var det fordi
vi ikke var de eneste,
der havde længtes efter
at få en stemme i et politisk miljø
der lod til at have glemt
at inkludere de unges perspektiv
i beslutningsprocessen.
Måske.
Men på en eller anden måde
viste det sig at virke.
Og fra den ene dag til den anden
var vi over det hele.
Og jeg var, fra den ene
dag til den anden
blevet en klima-aktivist.
Normalt,
i den her slags TED Talk,
er vi nu kommet dertil,
hvor jeg skal sige, at der er håb,
at vi unge mennesker
nok skal få styr på det
at vi redder fremtiden
og planeten og det hele
at vi unge mennesker,
der strejker for klimaet,
kan løse det her problem.
Sådan er det normalt.
Men ikke med det her.
Sådan fungerer den her krise ikke.
Her kommer plot-twistet:
Når vi ser på videnskaben i dag,
tre-et-halvt år efter Paris-aftalen,
kan vi se, det stadig er muligt
at holde den globale opvarmning
under to grader --
teknisk muligt.
Og vi kan også se, det stadig er muligt
at stoppe andre katastrofer
der er ved at ske, såsom
masseudryddelser og jordforringelse --
ja, teknisk set.
Det er bare helt utrolig usandsynligt.
Og uanset hvad,
kræver det forandring
i en skala, vi aldrig har set før.
Vores økonomier skulle
blive carbon-uafhængige før 2050
og vi skulle omvælte den magtfordeling
der i øjeblikket tillader oliegiganterne
sammen med politiske ledere
at blive siddende på magten.
Vi taler om intet mindre
end den største omvæltning
siden den industrielle revolution.
Vi taler, om man vil,
om en klimarevolution.
på rekordtid.
Der ville ikke være ét år mere at spilde
Og uanset hvad,
kræver den slags forandring
at verden ikke forventer,
at en eller tre millioner
skolestrejkere kan ordne det her.
Jo, vi er ret seje,
og vi bliver ved,
og vi kommer til at udrette ting,
som ingen havde forestillet sig. Ja.
Men det slutter ikke med os;
det begynder med os.
Det her er ikke
en opgave for én generation.
Det er en opgave for menneskeheden.
Og det er nu,
at alle øjne vender sig mod jer.
Hvis det her skal lykkes
skal vi få styr
på en million ting
Det er trods alt
en meget kompleks problemstilling.
Men ...
der er nogle ting,
vi allesammen kan gå i gang med.
De dårlige nyheder først: Hvis I troede,
jeg ville bede Jer om at cykle mere
spise mindre kød, flyve mindre,
eller tage en tur i genbrugsbutikken;
beklager, så nemt er det ikke.
Men her er de gode nyheder:
I er mere end bare
købere og forbrugere
selvom industrien gerne ser,
at I begrænser Jer dertil.
Nej, du og jeg --
vi er allesammen politiske væsner
og vi kan allesammen
være en del af svaret på det her.
Vi kan alle være det,
som mange kalder klima-aktivister.
yay?
(latter)
Hvad er de første skridt så?
Fire trin er nødvendige,
før resten lader sig gøre.
De fire første skridt,
som alle kan tage
De fire første skridt,
som er afgørende.
Og hvad er de så?
Nummer ét:
Vi skal drastisk omdefinere
forståelse af en klima-aktivist
vores opfattelse af,
hvem der er svaret på det.
En klima-aktivist er ikke én
der har læst alle videnskabelige artikler
og nu bruger hver eftermiddag
på at uddele brochurer om vegetarisme
i indkøbscentre.
Nej.
En klima-aktivist kan være hvem som helst.
Enhver der vil være med
i en bevægelse for dem, der vil bo
på en planet, der prioriterer
at beskytte naturlige miljøer
og glæde og sundhed for de mange
fremfor at ødelægge klimaet
og smadre planeten
så nogle få kan score profit.
Og fordi klimakrisen påvirker
hver eneste del af vores sociale,
vores politiske, og vores private liv,
har vi brug for klima-aktivister overalt
på hvert gadehjørne,
og ikke bare i alle værelser,
men i alle byer, lande,
stater og kontinenter.
Nummer to:
I skal komme ud af jeres komfortzone
Det vi plejer at gøre,
er der ingen fremtid i.
Alle her i salen,
I er nogens venner eller familie,
I er arbejdere, kolleger,
elever, lærere
og måske er I også
stemmeberettigede.
Det medfører altsammen et ansvar
som denne krise kræver, at I tager.
Det firma, du er ansat i,
eller som sponsorerer dig,
overholder de Paris-aftalen?
Ved din repræsentant i Folketinget,
at du går op i det her,
og at du vil have det
på dagsordenen til valget?
Har din bedste ven
hørt om det her?
Læser du avis,
eller skriver du for en avis? Fedt.
Så fortæl den, at der skal skrives
om det her i hver eneste udgave,
og at beslutningstagerne
skal udfordres hver dag.
Er du sanger? Så syng om det her.
Er du lærer? Så undervis i det.
Og hvis du har en bankkonto,
så sig til din bank, at du skrider,
hvis de bliver ved med
at investere i olie
Og så, selvfølgelig,
om fredagen, der ved I, hvad I skal.
Nummer tre:
At forlade komfortzonen,
fungerer bedst i fællesskab.
Én person, der kalder
på besværlige forandringer,
er mest bare besværlig.
To, fem, ti, hundrede personer,
der kalder på besværlige forandringer
er svære at ignorere.
Jo flere I er, des sværere
bliver det for folk at forsvare
et system, der ikke har nogen fremtid.
Magt er ikke noget,
man enten har eller ikke har.
Magt er noget, man enten
tager eller overlader til andre,
og som bliver større,
når man deler det.
Vi unge mennesker på gaden,
vi skolestrejkende,
viser jer, hvordan det kan fungere.
Én skolestrejkende vil altid blot være
én skolestrejkende --
eller Greta Thunberg.
To-, fem-, titusinde, der strejker,
er en bevægelse,
og det er det, vi mangler, overalt.
Så det er jo en smal sag.
(latter)
Og sidst, men ikke mindst, nummer fire:
Det her er måske
det allervigtigste i alt det her.
I bliver nødt til
at tage jer selv mere alvorligt.
Hvis jeg har lært én ting
af at organisere klima-aktioner
i syv måneder,
så er det, at hvis man
ikke giver noget et forsøg
er der sandsynligvis
heller ikke andre, der gør.
Verdens mest magtfulde institutioner
har ikke tænkt sig at lave om
på det spil, de tjener så godt på,
så der er ingen grund til
at overlade det til dem.
Jeg ved godt, det er skræmmende.
Det er et enormt ansvar,
en enorm vægt på alles skuldre, ja.
Men det betyder også,
at hvis vi vil,
kan vi gøre noget ved det her.
Vi kan være en del af forandringen.
Vi kan være en del af svaret.
Og er det ikke ret smukt?
Så lad os komme derudad.
Lad os oversvømme verden
med klima-aktivister.
Lad os komme ud af
vores komfortzoner
gå sammen og begynde
at tage os selv mere alvorligt.
Forestil jer, hvordan
denne verden ville se ud,
hvis børn kunne vokse op
i vished om, at fremtiden
er et eventyr de kan glæde sig til
og ikke noget at være bange for,
hvordan verden ville se ud,
hvis den næste klimakonvention
er en stor begivenhed
hvor de der mødes,
har hørt millioner af stemmer,
og trækker i arbejdstøjet
for at skabe ægte forandring.
Altså,
jeg drømmer om en verden,
hvor man i geografitimerne
lærer om klimakrisen
som den her enestående,
store udfordring
der blev overvundet af
folk som dig og mig
som handlede i tide
fordi de forstod,
de ikke havde noget at tabe
men alt at vinde.
Så hvorfor ikke forsøge?
Der kommer ikke andre
og redder fremtiden.
Det her er mere end en invitation.
Sig det videre.
Tak.
(klapsalver)