WEBVTT

00:00:00.428 --> 00:00:03.425
Livet handler om muligheder,

00:00:03.425 --> 00:00:06.575
at skabe dem og omfavne dem, og for mig,

00:00:06.575 --> 00:00:08.506
var det den Olympiske drøm.

00:00:08.506 --> 00:00:11.952
Det er det der definere mig. Det var min lykke!

NOTE Paragraph

00:00:11.952 --> 00:00:15.701
Som langrendsløber og medlem af det australske ski team,

00:00:15.701 --> 00:00:17.346
på vej til vinterolympiaden,

00:00:17.346 --> 00:00:21.575
var jeg på en træningscykeltur med mine holdkammerater.

00:00:21.575 --> 00:00:23.519
I takt med at vi var på vej op imod

00:00:23.519 --> 00:00:26.669
de spektakulære Blue Mountains vest for Sydney,

00:00:26.669 --> 00:00:29.133
det var en perfekt forårsdag:

00:00:29.133 --> 00:00:33.318
solskin, duften af eukalyptus og en drøm.

00:00:33.318 --> 00:00:34.751
Livet var godt.

00:00:34.751 --> 00:00:37.649
Vi havde været på vores cykler i cirka fem og en halv time

00:00:37.649 --> 00:00:40.043
da vi kom til den del af turen jeg elskede,

00:00:40.043 --> 00:00:43.080
og det var bakkerne, fordi jeg elskede bakkerne.

00:00:43.080 --> 00:00:45.778
Og jeg rejste mig i sadlen, og jeg begyndte

00:00:45.778 --> 00:00:48.731
at pumpe med benene, og i takt med at jeg sugede den kolde bjergluft ind,

00:00:48.731 --> 00:00:51.386
kunne jeg mærke det brænde i mine lunger, og jeg kiggede op

00:00:51.386 --> 00:00:55.073
og kunne se solen skinne på mit ansigt.

NOTE Paragraph

00:00:55.073 --> 00:00:58.157
Og så blev alt sort.

00:00:58.157 --> 00:01:01.151
Hvor var jeg? Hvad skete der?

00:01:01.151 --> 00:01:04.752
Min krop var opslugt af smerte.

00:01:04.752 --> 00:01:07.576
Jeg var blevet ramt af et køretøj der kørte for hurtigt

00:01:07.576 --> 00:01:10.895
med kun 10 minutter tilbage af cykelturen.

00:01:10.895 --> 00:01:12.743
Og jeg blev hentet på ulykkestedet

00:01:12.743 --> 00:01:16.351
af en redningshelikopter til en stor rygmarvsafdeling i Sydney

00:01:16.351 --> 00:01:19.403
Jeg havde omfattende og livstruende skader.

00:01:19.403 --> 00:01:23.539
Jeg havde brækket nakken og min ryg seks steder.

00:01:23.539 --> 00:01:26.116
Jeg brækkede fem ribben i venstre side.

00:01:26.116 --> 00:01:28.923
Jeg brækkede min højre arm. Jeg brækkede kravebenet.

00:01:28.923 --> 00:01:31.169
Jeg brækkede nogle knogler i fødderne.

00:01:31.169 --> 00:01:34.429
Hele min højre side var flænset op, fyldt med grus.

00:01:34.429 --> 00:01:36.723
Mit hoved var skåret åben foran, løftet tilbage,

00:01:36.723 --> 00:01:38.184
viste kraniet indenunder.

00:01:38.184 --> 00:01:40.547
Jeg havde hovedskader. Jeg havde indvendige skader.

00:01:40.547 --> 00:01:43.228
Jeg havde mistet meget blod. Faktisk, havde jeg mistet cirka fem liter

00:01:43.228 --> 00:01:46.423
blod, hvilket er alt der er i en person på min størrelse.

00:01:46.423 --> 00:01:49.214
Til den tid helikopteren ankom ved Prince Henry Hospital

00:01:49.214 --> 00:01:53.585
i Sydney, var mit blodtryk 40 over ingenting.

00:01:53.585 --> 00:01:58.988
Jeg havde en virkelig dårlig dag. (Latter)

NOTE Paragraph

00:02:02.635 --> 00:02:07.732
I mere end 10 dage, svævede jeg mellem to dimensioner.

00:02:07.732 --> 00:02:10.961
Jeg havde en bevidsthed om at være i min krop, men også

00:02:10.961 --> 00:02:13.290
at være uden for min krop, et andet sted, betragtende

00:02:13.290 --> 00:02:15.188
ovenfra, som om det skete for en anden.

00:02:15.188 --> 00:02:18.941
Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage tilbage til den krop der var så ødelagt?

NOTE Paragraph

00:02:18.941 --> 00:02:24.663
Men denne stemme blev ved med at sige til mig: "Kom nu, bliv hos mig."

NOTE Paragraph

00:02:24.663 --> 00:02:27.168
"Nej. Det er for hårdt."

NOTE Paragraph

00:02:27.168 --> 00:02:30.121
"Kom nu. Dette er vores mulighed."

NOTE Paragraph

00:02:30.121 --> 00:02:34.090
Nej. Den krop er ødelagt. Den kan ikke længere tjene mig."

NOTE Paragraph

00:02:34.090 --> 00:02:39.594
"Kom nu. Bliv hos mig. Vi kan gøre det. Vi kan gøre det sammen."

NOTE Paragraph

00:02:39.594 --> 00:02:41.877
Jeg stod ved en krydsvej.

00:02:41.877 --> 00:02:45.745
Jeg vidste at hvis jeg ikke vendte tilbage til min krop, måtte jeg efterlade denne verden for altid.

00:02:45.745 --> 00:02:49.903
Det var mit livs kamp.

00:02:49.903 --> 00:02:54.653
Efter 10 dage, tog jeg beslutningen at vende tilbage til min krop,

00:02:54.653 --> 00:02:59.045
og de indvendige blødninger holdte op.

NOTE Paragraph

00:02:59.045 --> 00:03:02.161
Den bekymring var om jeg kom til at gå igen,

00:03:02.161 --> 00:03:04.691
fordi jeg var lammet fra taljen og ned.

00:03:04.691 --> 00:03:07.413
De sagde til mine forældre, at bruddet i nakken var en stabil fraktur,

00:03:07.413 --> 00:03:09.103
men ryggen var fuldstændig knust.

00:03:09.103 --> 00:03:13.050
Ryghvirvlen ved L1 svarede til at man havde tabt en jordnød,

00:03:13.050 --> 00:03:16.268
trådt på den, smadret den i tusinde stykker.

00:03:16.268 --> 00:03:18.699
De skulle operere.

00:03:18.699 --> 00:03:21.599
De gik ind. De lagde mig på en sækkestol. De skar mig,

00:03:21.599 --> 00:03:23.893
skar mig bogstavelig talt halvt over, jeg har et ar

00:03:23.893 --> 00:03:26.809
der går hele vejen rundt hele min krop.

00:03:26.809 --> 00:03:29.419
De samlede så mange brækkede knogler som de kunne

00:03:29.419 --> 00:03:31.181
der havde sat sig fast i rygsøjlen.

00:03:31.181 --> 00:03:35.292
De tog to af mine brækkede ribben ud, og de genopbyggede min ryg,

00:03:35.292 --> 00:03:38.126
L1, de genopbyggede den, de tog et andet brækket ribben,

00:03:38.126 --> 00:03:41.346
de smeltede T12, L1 og L2 sammen.

00:03:41.346 --> 00:03:44.378
Så syede de mig sammen. De tog en hel time om at sy mig sammen.

00:03:44.378 --> 00:03:47.385
Jeg vågnede på intensiv afdelingen, og lægerne var virkelig begejstrede

00:03:47.385 --> 00:03:50.409
over at operationen var en succes fordi på det tidspunkt

00:03:50.409 --> 00:03:53.494
havde jeg en lille smule bevægelse i en af mine storetæer,

00:03:53.494 --> 00:03:56.835
og jeg tænkte, "Fedt, fordi jeg kommer til Olympiaden!"

00:03:56.835 --> 00:03:58.721
(Latter)

00:03:58.721 --> 00:04:00.994
Jeg havde ingen anelse. Det er den slags ting

00:04:00.994 --> 00:04:04.081
der sker for en anden, ikke mig, selvfølgelig.

NOTE Paragraph

00:04:04.081 --> 00:04:06.191
Men så kom lægen over til mig, og hun sagde,

00:04:06.191 --> 00:04:09.617
"Janine, operationen var en succes, og vi samlede

00:04:09.617 --> 00:04:12.969
så meget knogle ud af din rygsøjle som vi kunne,

00:04:12.969 --> 00:04:14.073
men skaden er permanent.

00:04:14.073 --> 00:04:17.390
Det centrale nervesystem, der er ikke nogen kur.

00:04:17.390 --> 00:04:20.440
Du er det man kalder delvis paraplegisk, og du kommer til at have

00:04:20.440 --> 00:04:23.432
alle skaderne der følger med det.

00:04:23.432 --> 00:04:26.640
Du kommer ikke til at have nogen følelse fra taljen og ned, og højest,

00:04:26.640 --> 00:04:29.661
kunne du få 10 til 20 procent tilbage.

00:04:29.661 --> 00:04:32.782
Du kommer til at have indvendige skader resten af livet.

00:04:32.782 --> 00:04:35.200
Du kommer til at have et kateter resten af dit liv.

00:04:35.200 --> 00:04:40.702
Og hvis du kommer til at gå igen, vil det være med en skydelære og et gangstativ."

00:04:40.702 --> 00:04:42.313
Og så sagde hun, "Janine,

00:04:42.313 --> 00:04:44.416
du skal revurdere alt du gør i dit liv,

00:04:44.416 --> 00:04:49.176
fordi du kommer aldrig til at gøre de ting du gjorde før."

NOTE Paragraph

00:04:49.176 --> 00:04:51.889
Jeg prøvede at forstå hvad hun sagde.

00:04:51.889 --> 00:04:54.351
Jeg var en atlet. Det var det eneste jeg viste. Der var det eneste jeg havde lavet.

00:04:54.351 --> 00:04:57.599
Hvis jeg ikke kunne regne med det, hvad kunne jeg så gøre?

00:04:57.599 --> 00:05:01.469
Og spørgsmålet jeg stillede mig selv er, hvis jeg ikke kunne gøre det,

00:05:01.469 --> 00:05:03.320
hvem var jeg så?

NOTE Paragraph

00:05:07.735 --> 00:05:11.055
De flyttede mig fra intensiv afdelingen til akut rygmarv.

00:05:11.055 --> 00:05:13.474
Jeg lå på et tyndt, hårdt rygmarvsbræt.

00:05:13.474 --> 00:05:16.017
Jeg havde ingen bevægelse i benene. Jeg havde stramme nylonstrømper på

00:05:16.017 --> 00:05:17.931
til at beskytte mig mod blodpropper.

00:05:17.931 --> 00:05:21.056
Min ene arm var i gips, en arm blev holdt nede med et drop.

00:05:21.056 --> 00:05:23.813
Jeg havde en nakke afstivning og sandsække på begge sider af mit hoved

00:05:23.813 --> 00:05:25.742
og jeg så min verden gennem et spejl

00:05:25.742 --> 00:05:29.100
der var hængt op over mit hoved.

00:05:29.100 --> 00:05:32.577
Jeg delte afdeling med fem andre mennesker,

00:05:32.577 --> 00:05:34.832
og det fantastiske er, at fordi vi alle sammen lå

00:05:34.832 --> 00:05:39.903
lamme på en rygmarvsafdeling, viste vi ikke hvordan de andre så ud.

00:05:39.903 --> 00:05:43.040
Hvor utroligt er det? Hvor tit i livet

00:05:43.040 --> 00:05:47.754
kommer man til at lave venskaber, fordomsfri,

00:05:47.754 --> 00:05:50.488
udelukkende baseret på humør?

00:05:50.488 --> 00:05:52.999
Og der var ikke nogen overfladiske samtaler

00:05:52.999 --> 00:05:56.327
hvor vi delte vores inderste tanker, vores frygt,

00:05:56.327 --> 00:06:00.985
og vores håb for livet efter rygmarvsafdeling.

NOTE Paragraph

00:06:00.985 --> 00:06:03.702
Jeg kan huske en nat, kom en af sygeplejerne ind,

00:06:03.702 --> 00:06:07.892
Jonathan, med en masse plastik sugerør.

00:06:07.892 --> 00:06:10.561
Han lagde en bunke oven på os, og han sagde,

00:06:10.561 --> 00:06:13.313
"Begynd at sætte dem sammen."

00:06:13.313 --> 00:06:16.614
Jamen, der var ikke meget andet at lave i rygmarvsafdeling, så det gjorde vi.

00:06:16.614 --> 00:06:20.255
Og da vi var færdige, gik han stille rundt

00:06:20.255 --> 00:06:22.740
og forbandt alle sugerørene

00:06:22.740 --> 00:06:26.313
indtil den snoede sig gennem hele afdelingen, og så sagde han,

00:06:26.313 --> 00:06:30.245
"Okay, alle sammen, hold fast i jeres sugerør."

00:06:30.245 --> 00:06:37.220
Og det gjorde vi. Og han sagde, "Okay. Nu er vi alle forbundet."

00:06:37.220 --> 00:06:42.680
Og som vi holdte fast, og vi åndede som en,

00:06:42.680 --> 00:06:47.033
vidste vi at vi ikke var alene i denne rejse.

00:06:47.033 --> 00:06:51.537
Og selv da jeg lå lammet på rygmarvsafdeling,

00:06:51.537 --> 00:06:54.759
var der øjeblikke med utrolig dybde og rigdom,

00:06:54.759 --> 00:06:58.011
af ægthed og forbindelse

00:06:58.011 --> 00:07:02.355
som jeg aldrig havde oplevet før.

00:07:02.355 --> 00:07:06.836
Og vi vidste hver især at når vi forlod rygmarvsafdeling

00:07:06.836 --> 00:07:11.655
ville vi aldrig blive den samme.

NOTE Paragraph

00:07:11.655 --> 00:07:15.817
Seks måneder efter, var det tid til at tage hjem.

00:07:15.817 --> 00:07:19.283
Jeg kan huske min far der skubbede mig ud i en kørestol,

00:07:19.283 --> 00:07:22.144
pakket ind i en gipsbandage der dækkede kroppen,

00:07:22.144 --> 00:07:25.115
og mærkede solen på mit ansigt for første gang.

00:07:25.115 --> 00:07:27.053
Jeg sugede det hele til mig og undrede mig over,

00:07:27.053 --> 00:07:30.927
hvordan jeg nogensinde kunne have taget dette for givet?

00:07:30.927 --> 00:07:35.204
Jeg følte mig så taknemmelig for mit liv.

00:07:35.204 --> 00:07:37.199
Men inden jeg forlod sygehuset, oversygeplejersken

00:07:37.199 --> 00:07:39.418
sagt til mig, "Janine, du skal være klar,

00:07:39.418 --> 00:07:42.153
for når du kommer hjem, kommer der til at ske noget."

00:07:42.153 --> 00:07:44.045
Og jeg sagde, "Hvad?" Og hun sagde,

00:07:44.045 --> 00:07:46.151
"Du bliver deprimeret."

00:07:46.151 --> 00:07:48.866
Og jeg sagde, "Ikke mig, ikke Janine the Machine,"

00:07:48.866 --> 00:07:51.046
hvilket var mit kælenavn.

00:07:51.046 --> 00:07:53.912
Hun sagde, "Det bliver du, fordi, ser du, det sker for alle.

00:07:53.912 --> 00:07:56.659
På rygmarvsafdeling er det normalt.

00:07:56.659 --> 00:07:57.972
Du er i en kørestol. Det er normalt.

00:07:57.972 --> 00:08:00.142
Men du kommer hjem og opdager

00:08:00.142 --> 00:08:02.238
hvor anderledes livet er."

NOTE Paragraph

00:08:02.238 --> 00:08:06.071
Og jeg kom hjem og der skete noget.

00:08:08.641 --> 00:08:11.660
Jeg blev klar over at søster Sam havde ret.

00:08:11.660 --> 00:08:14.554
Jeg blev deprimeret.

00:08:14.554 --> 00:08:17.925
Jeg sad i min kørestol. Jeg havde ikke nogen følelse fra taljen og ned,

00:08:17.925 --> 00:08:21.494
og sad fast til en kateter flaske. Jeg kunne ikke gå.

00:08:21.494 --> 00:08:23.627
Jeg havde tabt så meget vægt på sygehuset

00:08:23.627 --> 00:08:27.389
at jeg nu vejede omkring 36 kilo.

00:08:27.389 --> 00:08:29.910
Og jeg havde lyst til at give op.

00:08:29.910 --> 00:08:33.340
Det eneste jeg ville var at tage mine løbesko på og løbe ud af døren.

00:08:33.340 --> 00:08:36.727
Jeg ville have mit gamle liv tilbage. Jeg ville have min krop tilbage.

NOTE Paragraph

00:08:36.727 --> 00:08:39.247
Og jeg kan huske min mor sidde i fodenden af sengen,

00:08:39.247 --> 00:08:43.140
og sagde, "Jeg spekulerer over om livet nogensinde bliver godt igen."

NOTE Paragraph

00:08:43.140 --> 00:08:47.436
Og jeg tænkte, "Hvordan kan det? Fordi jeg har mistet alt

00:08:47.436 --> 00:08:51.636
jeg værdsatte, alt som jeg havde arbejdet hen imod.

00:08:51.636 --> 00:08:54.513
Væk."

00:08:54.513 --> 00:08:59.537
Og spørgsmålet jeg stillede var, "Hvorfor mig? Hvorfor mig?"

NOTE Paragraph

00:08:59.537 --> 00:09:03.436
Og jeg kunne huskede på mine venner

00:09:03.436 --> 00:09:05.839
der stadig var på rygmarvsafdeling,

00:09:05.839 --> 00:09:07.483
især Maria.

00:09:07.483 --> 00:09:09.593
Maria havde været i en bilulykke, og hun vågnede

00:09:09.593 --> 00:09:14.440
på sin 16 års fødselsdag til nyheden om at hun var ramt af quadreplegi,

00:09:14.440 --> 00:09:16.733
havde ingen bevægelse fra halsen og ned,

00:09:16.733 --> 00:09:20.422
havde beskadiget sit stemmebånd, og hun kunne ikke tale.

00:09:20.422 --> 00:09:22.696
De fortalte mig, "Vi flytter hende ind ved siden af dig

00:09:22.696 --> 00:09:24.991
fordi vi tror det vil være godt for hende."

00:09:24.991 --> 00:09:28.321
Jeg var bekymret. Jeg viste ikke hvordan jeg ville reagere

00:09:28.321 --> 00:09:30.270
på at være ved siden af hende.

00:09:30.270 --> 00:09:34.194
Jeg viste det ville være udfordrende, men det var faktisk en velsignelse,

00:09:34.194 --> 00:09:39.436
fordi Maria smilede altid.

00:09:39.436 --> 00:09:43.858
Hun var altid glad, og selv da hun begyndte at tale igen,

00:09:43.858 --> 00:09:49.935
omend hun var svær at forstå, hun klagede aldrig, ikke en gang.

00:09:49.935 --> 00:09:55.758
Og jeg undrede mig over hvordan hun havde fundet den grad af accept.

NOTE Paragraph

00:09:55.758 --> 00:10:00.477
Og jeg blev klar over, at dette ikke kun var mit liv.

00:10:00.477 --> 00:10:04.782
Det var selve livet. Jeg blev klar over at dette ikke kun var min smerte.

00:10:04.782 --> 00:10:09.925
Det var alles smerte. Og da vidste jeg, ligesom før,

00:10:09.925 --> 00:10:14.257
at jeg havde et valg. Jeg kunne blive ved med at bekæmpe dette

00:10:14.257 --> 00:10:19.278
eller jeg kunne give slip og acceptere ikke kun min krop

00:10:19.278 --> 00:10:22.661
men omstændighederne for mit liv.

00:10:22.661 --> 00:10:26.476
Og så holdte jeg op med at spørge, "Hvorfor mig?"

00:10:26.476 --> 00:10:29.429
Og jeg begyndte at spørge, "Hvorfor ikke mig?"

00:10:29.429 --> 00:10:33.556
Og jeg tænkte for mig selv, måske er det at ramme bunden,

00:10:33.556 --> 00:10:40.447
faktisk det perfekte sted at starte.

NOTE Paragraph

00:10:40.447 --> 00:10:44.439
Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som en kreativ person.

00:10:44.439 --> 00:10:48.103
Jeg var en atlet. Min krop var en maskine.

00:10:48.103 --> 00:10:52.794
Men nu var jeg ved at gå i gang med det mest kreative projekt

00:10:52.794 --> 00:10:54.729
som nogen af os nogensinde kunne:

00:10:54.729 --> 00:10:57.449
genopbygningen af et liv.

00:10:57.449 --> 00:11:00.008
Og selvom jeg ikke havde nogen anelse om

00:11:00.008 --> 00:11:02.863
hvad jeg ville gøre, kom i den usikkerhed

00:11:02.863 --> 00:11:05.307
en følelse af frihed.

00:11:05.307 --> 00:11:08.061
Jeg var ikke længere bundet til et fast vej.

00:11:08.061 --> 00:11:14.183
Jeg var fri til at udforske livets uendelige muligheder.

00:11:14.183 --> 00:11:20.403
Og den erkendelse kom til at ændre mit liv.

NOTE Paragraph

00:11:20.403 --> 00:11:25.207
Da jeg sad hjemme i min kørestol og min krop bundet ind i gibs,

00:11:25.207 --> 00:11:29.096
fløj et fly henover hovedet, og jeg kiggede op,

00:11:29.096 --> 00:11:32.003
og jeg tænkte, "Det er det!

00:11:32.003 --> 00:11:36.366
Hvis jeg ikke kan gå, så kan jeg lige så godt flyve."

00:11:36.366 --> 00:11:39.002
Jeg sagde, "Mor, jeg vil lære at flyve."

00:11:39.002 --> 00:11:43.142
Hun sagde, "Det er fint søde." (Latter)

00:11:43.142 --> 00:11:45.073
Jeg sagde, "Ræk mig de gule sider."

00:11:45.073 --> 00:11:47.415
Hun rakte mig telefonbogen, jeg ringede til ringede til flyveskolen,

00:11:47.415 --> 00:11:50.377
Jeg lavede en bestilling, sagde at jeg gerne ville bestille en tid for at komme ud for at flyve.

00:11:50.377 --> 00:11:53.008
De sagde, "I ved, hvornår vil du komme forbi?"

00:11:53.008 --> 00:11:54.861
Jeg sagde, "Jamen, jeg skal have en ven til at køre mig derud

00:11:54.861 --> 00:11:58.170
fordi jeg kan ikke køre. Jeg kan på en måde heller ikke gå.

00:11:58.170 --> 00:11:59.160
Er det et problem?"

00:11:59.160 --> 00:12:01.257
Jeg bestilte en tid, og uger senere kørte min ven Chris

00:12:01.257 --> 00:12:03.034
og min mor mig ud til lufthavnen,

00:12:03.034 --> 00:12:05.727
alle mine 36 kilo dækket i gipsbandager

00:12:05.727 --> 00:12:08.763
i en poset kedeldragt. (Latter)

00:12:08.763 --> 00:12:11.561
Jeg kan fortælle jer, at jeg ikke lignede den ideelle kandidat

00:12:11.561 --> 00:12:14.351
til at få et pilotcertifikat. (Latter)

00:12:14.351 --> 00:12:16.717
Jeg holder fast ved skranken fordi jeg ikke kan stå.

00:12:16.717 --> 00:12:18.531
Jeg sagde, "Hej, jeg er her til min flyvetime."

00:12:18.531 --> 00:12:21.797
Og de kiggede en gang på mig og løb ud bagved for at trække

00:12:21.797 --> 00:12:25.715
"Du får hende." "Nej, nej, du tager hende."

00:12:25.715 --> 00:12:27.045
Til sidst kom denne fyr ud. Han sagde,

00:12:27.045 --> 00:12:28.828
"Hej, jeg er Andrew, og jeg tager dig med ud at flyve."

00:12:28.828 --> 00:12:30.456
Jeg siger, "Fedt." så de kører mig ud,

00:12:30.456 --> 00:12:31.784
de får mig ud på landingsbanen,

00:12:31.784 --> 00:12:33.542
og der var dette røde, hvide og blå fly.

00:12:33.542 --> 00:12:36.876
Det var smukt. De løftede mig op i cockpittet.

00:12:36.876 --> 00:12:39.474
De skulle rutsje mig op på vingen, sætte mig ind i cockpittet.

00:12:39.474 --> 00:12:41.747
De satte mig ned. Der er knapper og skiver over alt.

00:12:41.747 --> 00:12:45.280
Jeg siger, "Wow, hvordan ved du overhovedet hvad alle disse knapper og skiver gør?"

00:12:45.280 --> 00:12:47.823
Instruktøren Andrew satte sig ind foran, startede flyet.

00:12:47.823 --> 00:12:49.885
Han sagde, "Vil du prøve at taxie?"

00:12:49.885 --> 00:12:52.086
Det er når man bruger fødderne til at styre fodhamlen

00:12:52.086 --> 00:12:54.111
til at styre flyet på jorden.

00:12:54.111 --> 00:12:56.458
Jeg sagde, "Nej, jeg kan ikke bruge mine ben."

00:12:56.458 --> 00:12:57.670
Han sagde, "Åh."

00:12:57.670 --> 00:13:00.477
Jeg sagde, "Men jeg kan bruge mine hænder," og han sagde, "Okay."

NOTE Paragraph

00:13:00.477 --> 00:13:03.506
Så han kom over til landingsbanen, og han satte fart på.

00:13:03.506 --> 00:13:06.315
Og som vi kørte ned af landingsbanen,

00:13:06.315 --> 00:13:10.325
og hjulene løftede sig fra landingsbanen, og vi blev luftbårne,

00:13:10.325 --> 00:13:15.356
Jeg havde den mest utrolige følelse af frihed,

00:13:15.356 --> 00:13:17.822
Og Andrew sagde til mig,

00:13:17.822 --> 00:13:20.403
som vi kom hen over trænings området,

00:13:20.403 --> 00:13:22.879
"Kan du se det bjerg derovre?"

00:13:22.879 --> 00:13:24.412
Og jeg sagde, "Ja"

00:13:24.412 --> 00:13:29.168
Og han sagde, "Jamen, du overtager styringen, og du flyver mod det bjerg."

00:13:29.168 --> 00:13:31.650
Og da jeg kiggede op, opdagede jeg

00:13:31.650 --> 00:13:34.873
at han pegede mod Blue Mountains

00:13:34.873 --> 00:13:37.853
hvor rejsen var startet.

00:13:37.853 --> 00:13:42.438
Og jeg tog styringen, og så fløj jeg.

00:13:42.438 --> 00:13:45.491
Og jeg var langt, langt væk fra rygmarvsafdeling,

00:13:45.491 --> 00:13:49.633
og jeg vidste med det samme, at jeg ville være pilot.

00:13:49.633 --> 00:13:53.503
Anede ikke hvordan jeg nogensinde skulle bestå den lægelige undersøgelse.

00:13:53.503 --> 00:13:56.562
Men det kunne jeg bekymre mig om senere, fordi lige nu havde jeg en drøm.

00:13:56.562 --> 00:14:00.786
Så jeg tog hjem, jeg fandt en trænings dagbog frem, og jeg havde en plan.

00:14:00.786 --> 00:14:03.616
Og jeg øvede mig på at gå så meget som jeg kunne,

00:14:03.616 --> 00:14:06.750
og jeg gik fra punktet hvor to personer holdte mig oppe

00:14:06.750 --> 00:14:09.625
til punktet hvor en person holdte mig oppe

00:14:09.625 --> 00:14:11.527
til det punkt hvor jeg kunne gå rundt om møblerne

00:14:11.527 --> 00:14:14.260
så længe de ikke stod for langt fra hinanden.

00:14:14.260 --> 00:14:16.452
Og så lavede jeg stor fremgang til det punkt

00:14:16.452 --> 00:14:18.684
hvor jeg kunne gå rundt i huset, mens jeg holdte fast i væggene,

00:14:18.684 --> 00:14:22.274
sådan her, og min mor sagde at hun fulgte efter mig altid,

00:14:22.274 --> 00:14:25.927
og tørrede mine fingeraftryk af. (Latter)

00:14:25.927 --> 00:14:30.606
Men hun vidste i det mindste altid hvor jeg var.

NOTE Paragraph

00:14:30.606 --> 00:14:32.992
Så mens lægerne fortsatte med at operere

00:14:32.992 --> 00:14:35.029
og sætte min krop sammen igen,

00:14:35.029 --> 00:14:38.684
jeg fortsatte med at studere teori, og med tiden,

00:14:38.684 --> 00:14:42.119
og utroligt nok, bestod jeg min lægelige undersøgelse,

00:14:42.119 --> 00:14:44.651
og det var dette grønne lys for at jeg kunne flyve.

00:14:44.651 --> 00:14:47.315
Og jeg tilbragte hvert øjeblik jeg kunne ved den flyveskole,

00:14:47.315 --> 00:14:48.853
langt uden for min tryghedszone,

00:14:48.853 --> 00:14:51.255
alle disse unge fyre der ville være Quantas piloter,

00:14:51.255 --> 00:14:54.742
I ved, og lille mig der hoppede med i min første gipsbandage,

00:14:54.742 --> 00:14:57.443
og så min stål skinne, mine posede overalls,

00:14:57.443 --> 00:15:01.009
min pose med medicin og katetere og min haltende gang,

00:15:01.009 --> 00:15:02.270
og de plejede at kigge på mig og tænke,

00:15:02.270 --> 00:15:05.641
"Åh, hvem prøver hun at narre? Hun kommer aldrig til at klare det her."

00:15:05.641 --> 00:15:07.544
Og nogen gange tænkte jeg det også.

00:15:07.544 --> 00:15:12.044
Men det gjorde ikke noget, fordi nu var der noget der brændte inden i mig

00:15:12.044 --> 00:15:16.431
der uden tvivl opvejede mine skader.

NOTE Paragraph

00:15:16.431 --> 00:15:18.396
Og små mål holdte mig fra at komme med,

00:15:18.396 --> 00:15:22.122
og til sidst endte jeg med at få mit pilotcertifikat,

00:15:22.122 --> 00:15:27.352
og jeg lærte at navigere, og jeg fløj mine venner rundt om Australien.

00:15:27.352 --> 00:15:30.180
Og så lærte jeg at flyve et fly med to motorer

00:15:30.180 --> 00:15:32.746
og jeg fik mit certifikat til to motorers fly.

00:15:32.746 --> 00:15:35.691
Og så lærte jeg at flyve i dårligt vejr lige så vel som godt vejr,

00:15:35.691 --> 00:15:38.156
og så fik jeg mit instrument klassificering.

00:15:38.156 --> 00:15:41.260
Og så fik jeg mit kommercielle pilot certifikat.

00:15:41.260 --> 00:15:43.983
Og så fik jeg min instruktør klassificering.

00:15:43.983 --> 00:15:47.182
Og så fandt jeg mig selv tilbage på den samme skole

00:15:47.182 --> 00:15:49.430
som jeg var taget til, til den aller første flyvetur,

00:15:49.430 --> 00:15:52.576
og lærte andre mennesker at flyve,

00:15:52.576 --> 00:15:56.718
mindre end 18 måneder efter jeg forlod rygmarvsafdeling.

00:15:56.718 --> 00:16:08.272
(Bifald)

NOTE Paragraph

00:16:08.272 --> 00:16:10.423
Og så tænkte jeg, "Hvorfor stoppe her?

00:16:10.423 --> 00:16:13.694
Hvorfor ikke lære at flyve med hovedet ned?"

00:16:13.694 --> 00:16:16.348
Og det gjorde jeg, og jeg lærte at flyve med hovedet nedad

00:16:16.348 --> 00:16:20.406
og jeg blev instruktør i kunstflyvning.

00:16:20.406 --> 00:16:26.589
Og mor og far? De har aldrig været med.

00:16:26.589 --> 00:16:32.304
Men så vidste jeg med sikkerhed at selvom min krop måske var begrænset,

00:16:32.304 --> 00:16:37.466
så var det min ånd der var ustoppelig.

NOTE Paragraph

00:16:37.466 --> 00:16:40.847
Filosoffen Lao Tzu sagde engang,

00:16:40.847 --> 00:16:43.766
"Når man giver slip på hvem man er,

00:16:43.766 --> 00:16:47.197
bliver man det man måske er."

00:16:47.197 --> 00:16:52.102
Jeg ved nu, at det ikke var før jeg gav slip på hvem jeg troede jeg var

00:16:52.102 --> 00:16:56.303
at jeg var i stand til at skabe et helt nyt liv.

00:16:56.303 --> 00:17:00.940
Det var ikke før jeg gav slip på det liv jeg troede jeg skulle have

00:17:00.940 --> 00:17:05.724
før jeg var i stand til at omfavne det liv der ventede på mig.

00:17:05.724 --> 00:17:08.945
Jeg ved at nu min virkelige styrke

00:17:08.945 --> 00:17:12.162
aldrig kom fra min krop,

00:17:12.162 --> 00:17:17.169
og selvom mine fysiske evner har ændret sig drastisk,

00:17:17.169 --> 00:17:20.952
er jeg som person den samme.

00:17:20.952 --> 00:17:25.291
Piloten inden i mig var stadig et lys,

00:17:25.291 --> 00:17:29.988
ligesom det er inden i hver og en af os.

NOTE Paragraph

00:17:29.988 --> 00:17:33.211
Jeg ved at jeg ikke er min krop,

00:17:33.211 --> 00:17:36.659
og jeg ved også at I ikke er jeres.

00:17:36.659 --> 00:17:40.935
Og så betyder det ikke længere noget hvordan man ser ud,

00:17:40.935 --> 00:17:45.253
hvor man kommer fra, eller hvad man arbejder med.

00:17:45.253 --> 00:17:50.700
Det eneste der betyder noget er at vi bliver ved med at puste til menneskehedens flamme

00:17:50.700 --> 00:17:54.752
ved at leve vores liv som det ultimative udtryk

00:17:54.752 --> 00:17:58.518
for hvem vi er i virkeligheden,

00:17:58.518 --> 00:18:01.324
fordi vi er alle forbundet

00:18:01.324 --> 00:18:05.471
af millioner og millioner af sugerør,

00:18:05.471 --> 00:18:08.392
og det er på tide at samle dem op

00:18:08.392 --> 00:18:10.199
og holde fast.

00:18:10.199 --> 00:18:14.563
Og hvis vi skal bevæge os mod vores kollektive lyksalighed,

00:18:14.563 --> 00:18:17.286
er det på tide at vi skiller os af med vores fokus på det fysiske

00:18:17.286 --> 00:18:21.121
og i stedet omfavner hjertets dyder.

NOTE Paragraph

00:18:21.121 --> 00:18:25.200
Så løft jeres sugerør hvis I vil slutte jer til mig.

NOTE Paragraph

00:18:25.200 --> 00:18:31.479
Tak. (Bifald)

00:18:31.479 --> 00:18:36.449
Tak.