0:00:00.428,0:00:03.425
Livet handler om muligheder,

0:00:03.425,0:00:06.575
at skabe dem og omfavne dem, og for mig,

0:00:06.575,0:00:08.506
var det den Olympiske drøm.

0:00:08.506,0:00:11.952
Det er det der definere mig. Det var min lykke!

0:00:11.952,0:00:15.701
Som langrendsløber og medlem af det australske ski team,

0:00:15.701,0:00:17.346
på vej til vinterolympiaden,

0:00:17.346,0:00:21.575
var jeg på en træningscykeltur med mine holdkammerater.

0:00:21.575,0:00:23.519
I takt med at vi var på vej op imod

0:00:23.519,0:00:26.669
de spektakulære Blue Mountains vest for Sydney,

0:00:26.669,0:00:29.133
det var en perfekt forårsdag:

0:00:29.133,0:00:33.318
solskin, duften af eukalyptus og en drøm.

0:00:33.318,0:00:34.751
Livet var godt.

0:00:34.751,0:00:37.649
Vi havde været på vores cykler i cirka fem og en halv time

0:00:37.649,0:00:40.043
da vi kom til den del af turen jeg elskede,

0:00:40.043,0:00:43.080
og det var bakkerne, fordi jeg elskede bakkerne.

0:00:43.080,0:00:45.778
Og jeg rejste mig i sadlen, og jeg begyndte

0:00:45.778,0:00:48.731
at pumpe med benene, og i takt med at jeg sugede den kolde bjergluft ind,

0:00:48.731,0:00:51.386
kunne jeg mærke det brænde i mine lunger, og jeg kiggede op

0:00:51.386,0:00:55.073
og kunne se solen skinne på mit ansigt.

0:00:55.073,0:00:58.157
Og så blev alt sort.

0:00:58.157,0:01:01.151
Hvor var jeg? Hvad skete der?

0:01:01.151,0:01:04.752
Min krop var opslugt af smerte.

0:01:04.752,0:01:07.576
Jeg var blevet ramt af et køretøj der kørte for hurtigt

0:01:07.576,0:01:10.895
med kun 10 minutter tilbage af cykelturen.

0:01:10.895,0:01:12.743
Og jeg blev hentet på ulykkestedet

0:01:12.743,0:01:16.351
af en redningshelikopter til en stor rygmarvsafdeling i Sydney

0:01:16.351,0:01:19.403
Jeg havde omfattende og livstruende skader.

0:01:19.403,0:01:23.539
Jeg havde brækket nakken og min ryg seks steder.

0:01:23.539,0:01:26.116
Jeg brækkede fem ribben i venstre side.

0:01:26.116,0:01:28.923
Jeg brækkede min højre arm. Jeg brækkede kravebenet.

0:01:28.923,0:01:31.169
Jeg brækkede nogle knogler i fødderne.

0:01:31.169,0:01:34.429
Hele min højre side var flænset op, fyldt med grus.

0:01:34.429,0:01:36.723
Mit hoved var skåret åben foran, løftet tilbage,

0:01:36.723,0:01:38.184
viste kraniet indenunder.

0:01:38.184,0:01:40.547
Jeg havde hovedskader. Jeg havde indvendige skader.

0:01:40.547,0:01:43.228
Jeg havde mistet meget blod. Faktisk, havde jeg mistet cirka fem liter

0:01:43.228,0:01:46.423
blod, hvilket er alt der er i en person på min størrelse.

0:01:46.423,0:01:49.214
Til den tid helikopteren ankom ved Prince Henry Hospital

0:01:49.214,0:01:53.585
i Sydney, var mit blodtryk 40 over ingenting.

0:01:53.585,0:01:58.988
Jeg havde en virkelig dårlig dag. (Latter)

0:02:02.635,0:02:07.732
I mere end 10 dage, svævede jeg mellem to dimensioner.

0:02:07.732,0:02:10.961
Jeg havde en bevidsthed om at være i min krop, men også

0:02:10.961,0:02:13.290
at være uden for min krop, et andet sted, betragtende

0:02:13.290,0:02:15.188
ovenfra, som om det skete for en anden.

0:02:15.188,0:02:18.941
Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage tilbage til den krop der var så ødelagt?

0:02:18.941,0:02:24.663
Men denne stemme blev ved med at sige til mig: "Kom nu, bliv hos mig."

0:02:24.663,0:02:27.168
"Nej. Det er for hårdt."

0:02:27.168,0:02:30.121
"Kom nu. Dette er vores mulighed."

0:02:30.121,0:02:34.090
Nej. Den krop er ødelagt. Den kan ikke længere tjene mig."

0:02:34.090,0:02:39.594
"Kom nu. Bliv hos mig. Vi kan gøre det. Vi kan gøre det sammen."

0:02:39.594,0:02:41.877
Jeg stod ved en krydsvej.

0:02:41.877,0:02:45.745
Jeg vidste at hvis jeg ikke vendte tilbage til min krop, måtte jeg efterlade denne verden for altid.

0:02:45.745,0:02:49.903
Det var mit livs kamp.

0:02:49.903,0:02:54.653
Efter 10 dage, tog jeg beslutningen at vende tilbage til min krop,

0:02:54.653,0:02:59.045
og de indvendige blødninger holdte op.

0:02:59.045,0:03:02.161
Den bekymring var om jeg kom til at gå igen,

0:03:02.161,0:03:04.691
fordi jeg var lammet fra taljen og ned.

0:03:04.691,0:03:07.413
De sagde til mine forældre, at bruddet i nakken var en stabil fraktur,

0:03:07.413,0:03:09.103
men ryggen var fuldstændig knust.

0:03:09.103,0:03:13.050
Ryghvirvlen ved L1 svarede til at man havde tabt en jordnød,

0:03:13.050,0:03:16.268
trådt på den, smadret den i tusinde stykker.

0:03:16.268,0:03:18.699
De skulle operere.

0:03:18.699,0:03:21.599
De gik ind. De lagde mig på en sækkestol. De skar mig,

0:03:21.599,0:03:23.893
skar mig bogstavelig talt halvt over, jeg har et ar

0:03:23.893,0:03:26.809
der går hele vejen rundt hele min krop.

0:03:26.809,0:03:29.419
De samlede så mange brækkede knogler som de kunne

0:03:29.419,0:03:31.181
der havde sat sig fast i rygsøjlen.

0:03:31.181,0:03:35.292
De tog to af mine brækkede ribben ud, og de genopbyggede min ryg,

0:03:35.292,0:03:38.126
L1, de genopbyggede den, de tog et andet brækket ribben,

0:03:38.126,0:03:41.346
de smeltede T12, L1 og L2 sammen.

0:03:41.346,0:03:44.378
Så syede de mig sammen. De tog en hel time om at sy mig sammen.

0:03:44.378,0:03:47.385
Jeg vågnede på intensiv afdelingen, og lægerne var virkelig begejstrede

0:03:47.385,0:03:50.409
over at operationen var en succes fordi på det tidspunkt

0:03:50.409,0:03:53.494
havde jeg en lille smule bevægelse i en af mine storetæer,

0:03:53.494,0:03:56.835
og jeg tænkte, "Fedt, fordi jeg kommer til Olympiaden!"

0:03:56.835,0:03:58.721
(Latter)

0:03:58.721,0:04:00.994
Jeg havde ingen anelse. Det er den slags ting

0:04:00.994,0:04:04.081
der sker for en anden, ikke mig, selvfølgelig.

0:04:04.081,0:04:06.191
Men så kom lægen over til mig, og hun sagde,

0:04:06.191,0:04:09.617
"Janine, operationen var en succes, og vi samlede

0:04:09.617,0:04:12.969
så meget knogle ud af din rygsøjle som vi kunne,

0:04:12.969,0:04:14.073
men skaden er permanent.

0:04:14.073,0:04:17.390
Det centrale nervesystem, der er ikke nogen kur.

0:04:17.390,0:04:20.440
Du er det man kalder delvis paraplegisk, og du kommer til at have

0:04:20.440,0:04:23.432
alle skaderne der følger med det.

0:04:23.432,0:04:26.640
Du kommer ikke til at have nogen følelse fra taljen og ned, og højest,

0:04:26.640,0:04:29.661
kunne du få 10 til 20 procent tilbage.

0:04:29.661,0:04:32.782
Du kommer til at have indvendige skader resten af livet.

0:04:32.782,0:04:35.200
Du kommer til at have et kateter resten af dit liv.

0:04:35.200,0:04:40.702
Og hvis du kommer til at gå igen, vil det være med en skydelære og et gangstativ."

0:04:40.702,0:04:42.313
Og så sagde hun, "Janine,

0:04:42.313,0:04:44.416
du skal revurdere alt du gør i dit liv,

0:04:44.416,0:04:49.176
fordi du kommer aldrig til at gøre de ting du gjorde før."

0:04:49.176,0:04:51.889
Jeg prøvede at forstå hvad hun sagde.

0:04:51.889,0:04:54.351
Jeg var en atlet. Det var det eneste jeg viste. Der var det eneste jeg havde lavet.

0:04:54.351,0:04:57.599
Hvis jeg ikke kunne regne med det, hvad kunne jeg så gøre?

0:04:57.599,0:05:01.469
Og spørgsmålet jeg stillede mig selv er, hvis jeg ikke kunne gøre det,

0:05:01.469,0:05:03.320
hvem var jeg så?

0:05:07.735,0:05:11.055
De flyttede mig fra intensiv afdelingen til akut rygmarv.

0:05:11.055,0:05:13.474
Jeg lå på et tyndt, hårdt rygmarvsbræt.

0:05:13.474,0:05:16.017
Jeg havde ingen bevægelse i benene. Jeg havde stramme nylonstrømper på

0:05:16.017,0:05:17.931
til at beskytte mig mod blodpropper.

0:05:17.931,0:05:21.056
Min ene arm var i gips, en arm blev holdt nede med et drop.

0:05:21.056,0:05:23.813
Jeg havde en nakke afstivning og sandsække på begge sider af mit hoved

0:05:23.813,0:05:25.742
og jeg så min verden gennem et spejl

0:05:25.742,0:05:29.100
der var hængt op over mit hoved.

0:05:29.100,0:05:32.577
Jeg delte afdeling med fem andre mennesker,

0:05:32.577,0:05:34.832
og det fantastiske er, at fordi vi alle sammen lå

0:05:34.832,0:05:39.903
lamme på en rygmarvsafdeling, viste vi ikke hvordan de andre så ud.

0:05:39.903,0:05:43.040
Hvor utroligt er det? Hvor tit i livet

0:05:43.040,0:05:47.754
kommer man til at lave venskaber, fordomsfri,

0:05:47.754,0:05:50.488
udelukkende baseret på humør?

0:05:50.488,0:05:52.999
Og der var ikke nogen overfladiske samtaler

0:05:52.999,0:05:56.327
hvor vi delte vores inderste tanker, vores frygt,

0:05:56.327,0:06:00.985
og vores håb for livet efter rygmarvsafdeling.

0:06:00.985,0:06:03.702
Jeg kan huske en nat, kom en af sygeplejerne ind,

0:06:03.702,0:06:07.892
Jonathan, med en masse plastik sugerør.

0:06:07.892,0:06:10.561
Han lagde en bunke oven på os, og han sagde,

0:06:10.561,0:06:13.313
"Begynd at sætte dem sammen."

0:06:13.313,0:06:16.614
Jamen, der var ikke meget andet at lave i rygmarvsafdeling, så det gjorde vi.

0:06:16.614,0:06:20.255
Og da vi var færdige, gik han stille rundt

0:06:20.255,0:06:22.740
og forbandt alle sugerørene

0:06:22.740,0:06:26.313
indtil den snoede sig gennem hele afdelingen, og så sagde han,

0:06:26.313,0:06:30.245
"Okay, alle sammen, hold fast i jeres sugerør."

0:06:30.245,0:06:37.220
Og det gjorde vi. Og han sagde, "Okay. Nu er vi alle forbundet."

0:06:37.220,0:06:42.680
Og som vi holdte fast, og vi åndede som en,

0:06:42.680,0:06:47.033
vidste vi at vi ikke var alene i denne rejse.

0:06:47.033,0:06:51.537
Og selv da jeg lå lammet på rygmarvsafdeling,

0:06:51.537,0:06:54.759
var der øjeblikke med utrolig dybde og rigdom,

0:06:54.759,0:06:58.011
af ægthed og forbindelse

0:06:58.011,0:07:02.355
som jeg aldrig havde oplevet før.

0:07:02.355,0:07:06.836
Og vi vidste hver især at når vi forlod rygmarvsafdeling

0:07:06.836,0:07:11.655
ville vi aldrig blive den samme.

0:07:11.655,0:07:15.817
Seks måneder efter, var det tid til at tage hjem.

0:07:15.817,0:07:19.283
Jeg kan huske min far der skubbede mig ud i en kørestol,

0:07:19.283,0:07:22.144
pakket ind i en gipsbandage der dækkede kroppen,

0:07:22.144,0:07:25.115
og mærkede solen på mit ansigt for første gang.

0:07:25.115,0:07:27.053
Jeg sugede det hele til mig og undrede mig over,

0:07:27.053,0:07:30.927
hvordan jeg nogensinde kunne have taget dette for givet?

0:07:30.927,0:07:35.204
Jeg følte mig så taknemmelig for mit liv.

0:07:35.204,0:07:37.199
Men inden jeg forlod sygehuset, oversygeplejersken

0:07:37.199,0:07:39.418
sagt til mig, "Janine, du skal være klar,

0:07:39.418,0:07:42.153
for når du kommer hjem, kommer der til at ske noget."

0:07:42.153,0:07:44.045
Og jeg sagde, "Hvad?" Og hun sagde,

0:07:44.045,0:07:46.151
"Du bliver deprimeret."

0:07:46.151,0:07:48.866
Og jeg sagde, "Ikke mig, ikke Janine the Machine,"

0:07:48.866,0:07:51.046
hvilket var mit kælenavn.

0:07:51.046,0:07:53.912
Hun sagde, "Det bliver du, fordi, ser du, det sker for alle.

0:07:53.912,0:07:56.659
På rygmarvsafdeling er det normalt.

0:07:56.659,0:07:57.972
Du er i en kørestol. Det er normalt.

0:07:57.972,0:08:00.142
Men du kommer hjem og opdager

0:08:00.142,0:08:02.238
hvor anderledes livet er."

0:08:02.238,0:08:06.071
Og jeg kom hjem og der skete noget.

0:08:08.641,0:08:11.660
Jeg blev klar over at søster Sam havde ret.

0:08:11.660,0:08:14.554
Jeg blev deprimeret.

0:08:14.554,0:08:17.925
Jeg sad i min kørestol. Jeg havde ikke nogen følelse fra taljen og ned,

0:08:17.925,0:08:21.494
og sad fast til en kateter flaske. Jeg kunne ikke gå.

0:08:21.494,0:08:23.627
Jeg havde tabt så meget vægt på sygehuset

0:08:23.627,0:08:27.389
at jeg nu vejede omkring 36 kilo.

0:08:27.389,0:08:29.910
Og jeg havde lyst til at give op.

0:08:29.910,0:08:33.340
Det eneste jeg ville var at tage mine løbesko på og løbe ud af døren.

0:08:33.340,0:08:36.727
Jeg ville have mit gamle liv tilbage. Jeg ville have min krop tilbage.

0:08:36.727,0:08:39.247
Og jeg kan huske min mor sidde i fodenden af sengen,

0:08:39.247,0:08:43.140
og sagde, "Jeg spekulerer over om livet nogensinde bliver godt igen."

0:08:43.140,0:08:47.436
Og jeg tænkte, "Hvordan kan det? Fordi jeg har mistet alt

0:08:47.436,0:08:51.636
jeg værdsatte, alt som jeg havde arbejdet hen imod.

0:08:51.636,0:08:54.513
Væk."

0:08:54.513,0:08:59.537
Og spørgsmålet jeg stillede var, "Hvorfor mig? Hvorfor mig?"

0:08:59.537,0:09:03.436
Og jeg kunne huskede på mine venner

0:09:03.436,0:09:05.839
der stadig var på rygmarvsafdeling,

0:09:05.839,0:09:07.483
især Maria.

0:09:07.483,0:09:09.593
Maria havde været i en bilulykke, og hun vågnede

0:09:09.593,0:09:14.440
på sin 16 års fødselsdag til nyheden om at hun var ramt af quadreplegi,

0:09:14.440,0:09:16.733
havde ingen bevægelse fra halsen og ned,

0:09:16.733,0:09:20.422
havde beskadiget sit stemmebånd, og hun kunne ikke tale.

0:09:20.422,0:09:22.696
De fortalte mig, "Vi flytter hende ind ved siden af dig

0:09:22.696,0:09:24.991
fordi vi tror det vil være godt for hende."

0:09:24.991,0:09:28.321
Jeg var bekymret. Jeg viste ikke hvordan jeg ville reagere

0:09:28.321,0:09:30.270
på at være ved siden af hende.

0:09:30.270,0:09:34.194
Jeg viste det ville være udfordrende, men det var faktisk en velsignelse,

0:09:34.194,0:09:39.436
fordi Maria smilede altid.

0:09:39.436,0:09:43.858
Hun var altid glad, og selv da hun begyndte at tale igen,

0:09:43.858,0:09:49.935
omend hun var svær at forstå, hun klagede aldrig, ikke en gang.

0:09:49.935,0:09:55.758
Og jeg undrede mig over hvordan hun havde fundet den grad af accept.

0:09:55.758,0:10:00.477
Og jeg blev klar over, at dette ikke kun var mit liv.

0:10:00.477,0:10:04.782
Det var selve livet. Jeg blev klar over at dette ikke kun var min smerte.

0:10:04.782,0:10:09.925
Det var alles smerte. Og da vidste jeg, ligesom før,

0:10:09.925,0:10:14.257
at jeg havde et valg. Jeg kunne blive ved med at bekæmpe dette

0:10:14.257,0:10:19.278
eller jeg kunne give slip og acceptere ikke kun min krop

0:10:19.278,0:10:22.661
men omstændighederne for mit liv.

0:10:22.661,0:10:26.476
Og så holdte jeg op med at spørge, "Hvorfor mig?"

0:10:26.476,0:10:29.429
Og jeg begyndte at spørge, "Hvorfor ikke mig?"

0:10:29.429,0:10:33.556
Og jeg tænkte for mig selv, måske er det at ramme bunden,

0:10:33.556,0:10:40.447
faktisk det perfekte sted at starte.

0:10:40.447,0:10:44.439
Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som en kreativ person.

0:10:44.439,0:10:48.103
Jeg var en atlet. Min krop var en maskine.

0:10:48.103,0:10:52.794
Men nu var jeg ved at gå i gang med det mest kreative projekt

0:10:52.794,0:10:54.729
som nogen af os nogensinde kunne:

0:10:54.729,0:10:57.449
genopbygningen af et liv.

0:10:57.449,0:11:00.008
Og selvom jeg ikke havde nogen anelse om

0:11:00.008,0:11:02.863
hvad jeg ville gøre, kom i den usikkerhed

0:11:02.863,0:11:05.307
en følelse af frihed.

0:11:05.307,0:11:08.061
Jeg var ikke længere bundet til et fast vej.

0:11:08.061,0:11:14.183
Jeg var fri til at udforske livets uendelige muligheder.

0:11:14.183,0:11:20.403
Og den erkendelse kom til at ændre mit liv.

0:11:20.403,0:11:25.207
Da jeg sad hjemme i min kørestol og min krop bundet ind i gibs,

0:11:25.207,0:11:29.096
fløj et fly henover hovedet, og jeg kiggede op,

0:11:29.096,0:11:32.003
og jeg tænkte, "Det er det!

0:11:32.003,0:11:36.366
Hvis jeg ikke kan gå, så kan jeg lige så godt flyve."

0:11:36.366,0:11:39.002
Jeg sagde, "Mor, jeg vil lære at flyve."

0:11:39.002,0:11:43.142
Hun sagde, "Det er fint søde." (Latter)

0:11:43.142,0:11:45.073
Jeg sagde, "Ræk mig de gule sider."

0:11:45.073,0:11:47.415
Hun rakte mig telefonbogen, jeg ringede til ringede til flyveskolen,

0:11:47.415,0:11:50.377
Jeg lavede en bestilling, sagde at jeg gerne ville bestille en tid for at komme ud for at flyve.

0:11:50.377,0:11:53.008
De sagde, "I ved, hvornår vil du komme forbi?"

0:11:53.008,0:11:54.861
Jeg sagde, "Jamen, jeg skal have en ven til at køre mig derud

0:11:54.861,0:11:58.170
fordi jeg kan ikke køre. Jeg kan på en måde heller ikke gå.

0:11:58.170,0:11:59.160
Er det et problem?"

0:11:59.160,0:12:01.257
Jeg bestilte en tid, og uger senere kørte min ven Chris

0:12:01.257,0:12:03.034
og min mor mig ud til lufthavnen,

0:12:03.034,0:12:05.727
alle mine 36 kilo dækket i gipsbandager

0:12:05.727,0:12:08.763
i en poset kedeldragt. (Latter)

0:12:08.763,0:12:11.561
Jeg kan fortælle jer, at jeg ikke lignede den ideelle kandidat

0:12:11.561,0:12:14.351
til at få et pilotcertifikat. (Latter)

0:12:14.351,0:12:16.717
Jeg holder fast ved skranken fordi jeg ikke kan stå.

0:12:16.717,0:12:18.531
Jeg sagde, "Hej, jeg er her til min flyvetime."

0:12:18.531,0:12:21.797
Og de kiggede en gang på mig og løb ud bagved for at trække

0:12:21.797,0:12:25.715
"Du får hende." "Nej, nej, du tager hende."

0:12:25.715,0:12:27.045
Til sidst kom denne fyr ud. Han sagde,

0:12:27.045,0:12:28.828
"Hej, jeg er Andrew, og jeg tager dig med ud at flyve."

0:12:28.828,0:12:30.456
Jeg siger, "Fedt." så de kører mig ud,

0:12:30.456,0:12:31.784
de får mig ud på landingsbanen,

0:12:31.784,0:12:33.542
og der var dette røde, hvide og blå fly.

0:12:33.542,0:12:36.876
Det var smukt. De løftede mig op i cockpittet.

0:12:36.876,0:12:39.474
De skulle rutsje mig op på vingen, sætte mig ind i cockpittet.

0:12:39.474,0:12:41.747
De satte mig ned. Der er knapper og skiver over alt.

0:12:41.747,0:12:45.280
Jeg siger, "Wow, hvordan ved du overhovedet hvad alle disse knapper og skiver gør?"

0:12:45.280,0:12:47.823
Instruktøren Andrew satte sig ind foran, startede flyet.

0:12:47.823,0:12:49.885
Han sagde, "Vil du prøve at taxie?"

0:12:49.885,0:12:52.086
Det er når man bruger fødderne til at styre fodhamlen

0:12:52.086,0:12:54.111
til at styre flyet på jorden.

0:12:54.111,0:12:56.458
Jeg sagde, "Nej, jeg kan ikke bruge mine ben."

0:12:56.458,0:12:57.670
Han sagde, "Åh."

0:12:57.670,0:13:00.477
Jeg sagde, "Men jeg kan bruge mine hænder," og han sagde, "Okay."

0:13:00.477,0:13:03.506
Så han kom over til landingsbanen, og han satte fart på.

0:13:03.506,0:13:06.315
Og som vi kørte ned af landingsbanen,

0:13:06.315,0:13:10.325
og hjulene løftede sig fra landingsbanen, og vi blev luftbårne,

0:13:10.325,0:13:15.356
Jeg havde den mest utrolige følelse af frihed,

0:13:15.356,0:13:17.822
Og Andrew sagde til mig,

0:13:17.822,0:13:20.403
som vi kom hen over trænings området,

0:13:20.403,0:13:22.879
"Kan du se det bjerg derovre?"

0:13:22.879,0:13:24.412
Og jeg sagde, "Ja"

0:13:24.412,0:13:29.168
Og han sagde, "Jamen, du overtager styringen, og du flyver mod det bjerg."

0:13:29.168,0:13:31.650
Og da jeg kiggede op, opdagede jeg

0:13:31.650,0:13:34.873
at han pegede mod Blue Mountains

0:13:34.873,0:13:37.853
hvor rejsen var startet.

0:13:37.853,0:13:42.438
Og jeg tog styringen, og så fløj jeg.

0:13:42.438,0:13:45.491
Og jeg var langt, langt væk fra rygmarvsafdeling,

0:13:45.491,0:13:49.633
og jeg vidste med det samme, at jeg ville være pilot.

0:13:49.633,0:13:53.503
Anede ikke hvordan jeg nogensinde skulle bestå den lægelige undersøgelse.

0:13:53.503,0:13:56.562
Men det kunne jeg bekymre mig om senere, fordi lige nu havde jeg en drøm.

0:13:56.562,0:14:00.786
Så jeg tog hjem, jeg fandt en trænings dagbog frem, og jeg havde en plan.

0:14:00.786,0:14:03.616
Og jeg øvede mig på at gå så meget som jeg kunne,

0:14:03.616,0:14:06.750
og jeg gik fra punktet hvor to personer holdte mig oppe

0:14:06.750,0:14:09.625
til punktet hvor en person holdte mig oppe

0:14:09.625,0:14:11.527
til det punkt hvor jeg kunne gå rundt om møblerne

0:14:11.527,0:14:14.260
så længe de ikke stod for langt fra hinanden.

0:14:14.260,0:14:16.452
Og så lavede jeg stor fremgang til det punkt

0:14:16.452,0:14:18.684
hvor jeg kunne gå rundt i huset, mens jeg holdte fast i væggene,

0:14:18.684,0:14:22.274
sådan her, og min mor sagde at hun fulgte efter mig altid,

0:14:22.274,0:14:25.927
og tørrede mine fingeraftryk af. (Latter)

0:14:25.927,0:14:30.606
Men hun vidste i det mindste altid hvor jeg var.

0:14:30.606,0:14:32.992
Så mens lægerne fortsatte med at operere

0:14:32.992,0:14:35.029
og sætte min krop sammen igen,

0:14:35.029,0:14:38.684
jeg fortsatte med at studere teori, og med tiden,

0:14:38.684,0:14:42.119
og utroligt nok, bestod jeg min lægelige undersøgelse,

0:14:42.119,0:14:44.651
og det var dette grønne lys for at jeg kunne flyve.

0:14:44.651,0:14:47.315
Og jeg tilbragte hvert øjeblik jeg kunne ved den flyveskole,

0:14:47.315,0:14:48.853
langt uden for min tryghedszone,

0:14:48.853,0:14:51.255
alle disse unge fyre der ville være Quantas piloter,

0:14:51.255,0:14:54.742
I ved, og lille mig der hoppede med i min første gipsbandage,

0:14:54.742,0:14:57.443
og så min stål skinne, mine posede overalls,

0:14:57.443,0:15:01.009
min pose med medicin og katetere og min haltende gang,

0:15:01.009,0:15:02.270
og de plejede at kigge på mig og tænke,

0:15:02.270,0:15:05.641
"Åh, hvem prøver hun at narre? Hun kommer aldrig til at klare det her."

0:15:05.641,0:15:07.544
Og nogen gange tænkte jeg det også.

0:15:07.544,0:15:12.044
Men det gjorde ikke noget, fordi nu var der noget der brændte inden i mig

0:15:12.044,0:15:16.431
der uden tvivl opvejede mine skader.

0:15:16.431,0:15:18.396
Og små mål holdte mig fra at komme med,

0:15:18.396,0:15:22.122
og til sidst endte jeg med at få mit pilotcertifikat,

0:15:22.122,0:15:27.352
og jeg lærte at navigere, og jeg fløj mine venner rundt om Australien.

0:15:27.352,0:15:30.180
Og så lærte jeg at flyve et fly med to motorer

0:15:30.180,0:15:32.746
og jeg fik mit certifikat til to motorers fly.

0:15:32.746,0:15:35.691
Og så lærte jeg at flyve i dårligt vejr lige så vel som godt vejr,

0:15:35.691,0:15:38.156
og så fik jeg mit instrument klassificering.

0:15:38.156,0:15:41.260
Og så fik jeg mit kommercielle pilot certifikat.

0:15:41.260,0:15:43.983
Og så fik jeg min instruktør klassificering.

0:15:43.983,0:15:47.182
Og så fandt jeg mig selv tilbage på den samme skole

0:15:47.182,0:15:49.430
som jeg var taget til, til den aller første flyvetur,

0:15:49.430,0:15:52.576
og lærte andre mennesker at flyve,

0:15:52.576,0:15:56.718
mindre end 18 måneder efter jeg forlod rygmarvsafdeling.

0:15:56.718,0:16:08.272
(Bifald)

0:16:08.272,0:16:10.423
Og så tænkte jeg, "Hvorfor stoppe her?

0:16:10.423,0:16:13.694
Hvorfor ikke lære at flyve med hovedet ned?"

0:16:13.694,0:16:16.348
Og det gjorde jeg, og jeg lærte at flyve med hovedet nedad

0:16:16.348,0:16:20.406
og jeg blev instruktør i kunstflyvning.

0:16:20.406,0:16:26.589
Og mor og far? De har aldrig været med.

0:16:26.589,0:16:32.304
Men så vidste jeg med sikkerhed at selvom min krop måske var begrænset,

0:16:32.304,0:16:37.466
så var det min ånd der var ustoppelig.

0:16:37.466,0:16:40.847
Filosoffen Lao Tzu sagde engang,

0:16:40.847,0:16:43.766
"Når man giver slip på hvem man er,

0:16:43.766,0:16:47.197
bliver man det man måske er."

0:16:47.197,0:16:52.102
Jeg ved nu, at det ikke var før jeg gav slip på hvem jeg troede jeg var

0:16:52.102,0:16:56.303
at jeg var i stand til at skabe et helt nyt liv.

0:16:56.303,0:17:00.940
Det var ikke før jeg gav slip på det liv jeg troede jeg skulle have

0:17:00.940,0:17:05.724
før jeg var i stand til at omfavne det liv der ventede på mig.

0:17:05.724,0:17:08.945
Jeg ved at nu min virkelige styrke

0:17:08.945,0:17:12.162
aldrig kom fra min krop,

0:17:12.162,0:17:17.169
og selvom mine fysiske evner har ændret sig drastisk,

0:17:17.169,0:17:20.952
er jeg som person den samme.

0:17:20.952,0:17:25.291
Piloten inden i mig var stadig et lys,

0:17:25.291,0:17:29.988
ligesom det er inden i hver og en af os.

0:17:29.988,0:17:33.211
Jeg ved at jeg ikke er min krop,

0:17:33.211,0:17:36.659
og jeg ved også at I ikke er jeres.

0:17:36.659,0:17:40.935
Og så betyder det ikke længere noget hvordan man ser ud,

0:17:40.935,0:17:45.253
hvor man kommer fra, eller hvad man arbejder med.

0:17:45.253,0:17:50.700
Det eneste der betyder noget er at vi bliver ved med at puste til menneskehedens flamme

0:17:50.700,0:17:54.752
ved at leve vores liv som det ultimative udtryk

0:17:54.752,0:17:58.518
for hvem vi er i virkeligheden,

0:17:58.518,0:18:01.324
fordi vi er alle forbundet

0:18:01.324,0:18:05.471
af millioner og millioner af sugerør,

0:18:05.471,0:18:08.392
og det er på tide at samle dem op

0:18:08.392,0:18:10.199
og holde fast.

0:18:10.199,0:18:14.563
Og hvis vi skal bevæge os mod vores kollektive lyksalighed,

0:18:14.563,0:18:17.286
er det på tide at vi skiller os af med vores fokus på det fysiske

0:18:17.286,0:18:21.121
og i stedet omfavner hjertets dyder.

0:18:21.121,0:18:25.200
Så løft jeres sugerør hvis I vil slutte jer til mig.

0:18:25.200,0:18:31.479
Tak. (Bifald)

0:18:31.479,0:18:36.449
Tak.