Okay, så kører vi: et sammendrag af leg. Det må være alvorligt, hvis New York Times laver en forsidehistorie i deres magasin om leg søndag den 17 februar. I bunden af dette, står der: "Det er mere dybdegående end køn. Alvorligt, men faretruende sjovt. Og en sandkasse for nye ideer om evolution." Ikke dårligt, bortset fra at når man kigger på forsiden, hvad mangler der så? Kan I se nogen voksne? Jamen, lad os gå tilbage til det 15. århundrede. Dette er en gårdsplads i Europa, og en blanding af 124 forskellige former for leg. Alle aldre, sololeg, kropsleg, spil, spot. Og der er det. Og jeg tror, dette er et typisk billede af hvordan det var på en gårdsplads dengang. Jeg tror, vi måske har mistet noget i vores kultur. Så jeg vil vise jer de ting, som jeg mener er et bemærkelsesværdigt forløb. Nord for Churchill, Manitoba, i oktober og november, er der ikke nogen is på Hudson Bay. Og denne isbjørn som man ser, denne 550 kilo tunge han, han er vild og forholdsvis sulten. Og Norbert Rosing, en tysk fotograf, er på stedet og laver en fotoserie af de slædehunde, der er tøjret. Og fra scenen til venstre kommer denne vilde isbjørnehan med et rovdyrs blik. Har nogen af jer været i Afrika eller har oplevet, en vild hund komme efter jer? Der er det her fastlåste rovdyrsblik, hvor man ved, at man er i knibe. Men på den anden side af det rovdyrsblik er en hunhund i færd med at lege buk, mens hun logrer med halen. Og der sker noget meget usædvanligt. Den fastlåste opførsel -- som er streng og stereotyp og ender med et måltid -- ændrer sig. Og denne her isbjørn står hen over slædehunden, ingen kløer er slået ud, ingen hugtænder der stikker ud. Og de begynder en utrolig ballet. En lege-ballet. Det lægger til naturen: Det tilsidesætter en kødædende natur og det der ellers ville have været en kort kamp til døden. Og begynder man at kigge nærmere på slæde- hunden der blotter sin strube for bjørnen, og kigger lige lidt nærmere, er de i en forandret tilstand. De er i en legetilstand. Og det er den tilstand, der tillader disse to væsner at udforske det mulige. De begynder at gøre noget, som ingen af dem ville have gjort uden signalerne til leg. Og dette er et vidunderligt eksempel på hvordan en forskel i kræfter kan tilsidesættes af en process i naturen, der er inden i os alle. Hvordan blev jeg involveret i dette? John nævnte, at jeg har arbejdet med mordere, og det har jeg. Texas Tower-morderen åbnede mine øjne, set i bakspejlet, da vi studerede hans tragiske massemord, for vigtigheden af leg, på den måde, at det individ, ved dyb undersøgelse, havde haft en alvorlig berøvelse af leg. Charles Whitman var hans navn. Og vores udvalg, der bestod af mange hårde forskere, følte i slutningen af det studie at fraværet af leg og en gradvis under- trykkelse af udviklingsmæssig normal leg, førte ham til at være mere sårbar overfor den tragedie, som han begik. Og den konklusion har stået sin prøve, desværre også selv i nyere tid, ved Virginia Tech. Og andre studier af befolkningsgrupper i fare gjorde mig mere opmærksom på vigtigheden af leg, men jeg forstod ikke rigtig, hvad det var. Og det tog mange års indsamling af historier om leg fra individer, før jeg virkelig begyndte at anerkende, at jeg ikke havde fuld forståelse for det. Og jeg tror ikke nogen af os har fuld forståelse for det, på nogen måde. Men der er måder at se på det på, som jeg mener kan give en -- give os alle en måde at tænke over det på. Og dette billede er, for mennesker, udgangspunktet for leg. Når moren og barnet kigger hinanden i øjnene, og spædbarnet er gammelt nok til at have et socialt smil, sker der det, at - spontant - udbrydes lykke fra moderens side. Og hun begynder at pludre og kurre og smile, og babyen gør det samme. Hvis vi har koblet dem til et elektroencefalogram, bliver den højre hjernedel hos dem hver især tilpasset, så den lykkelige fremkomst af disse tidligste legescener og fysiologien bag det, er noget vi begynder at forstå. Og jeg vil gerne have jer til at tro, at hver lille del af mere kompleks leg bygger på denne base for os mennesker. Nu vil jeg vise jer en måde at betragte leg på, men det er aldrig kun én ting. Vi kommer til at se kropsleg, som er et spontant behov for at løsrive os fra tyngdeloven. Dette er en bjergged. På en dårlig dag, prøv det her: hop op og ned, vrik lidt -- man kommer til at føle sig bedre. Og du føler dig måske som denne skikkelse, der også bare gør det for sin egen skyld. Det behøver ikke have et bestemt formål, og det er det der er det fede ved leg. Hvis formålet med at gøre det er det er vigtigere end selve handlingen, er det nok ikke leg. Og der er en hel anden type leg, som er objektleg. Og denne japanske makak har lavet en snebold, og han eller hun ruller den ned af en bakke. De kaster dem ikke efter hinanden, men dette er fundamentalt ved at være legesyg. Den menneskelige hånd, når den manipulerer objekter, er hånden der leder efter en hjerne; hjernen der leder efter en hånd; og leg er mediet hvorved disse to ting bliver forbundet bedst men hinanden. Vi hørte om JPL i morges -- JPL er et fantastisk sted. De har fundet to konsulenter, Frank Wilson og Nate Johnson, der er -- Frank Wilson er en neurolog, Nate Johnson er mekaniker. Han underviste i mekanik på et gymnasie i Long Beach, og mente, at hans studerende ikke længere var i stand til at løse problemer. Og han prøvede at finde ud af hvorfor, og kom til konklusionen, at de studerende, der ikke længere kunne løse problemer, ikke havde arbejdet med deres hænder. Frank Wilson havde en bog kaldet "Hånden". De fandt sammen -- JPL ansatte dem. Nu, inden JPL, NASA og Boeing vil ansætte en forsknings- og udviklingsproblemknuser -- selv hvis de er dimittender med største ros fra Harvard eller Cal Tech -- hvis de ikke har repareret biler, ikke har brugt deres hænder førhen, leget med deres hænder, så kan de ikke løse problemer lige så godt. Så leg er praktisk, og det er meget vigtigt. En af tingene ved leg er, at det er født ud af nysgerrighed og udforskning. Men det skal være sikker udforskning. Det her er okay -- den lille dreng er interesseret i anatomi, og det er hans mor. Andre situationer ville ikke være helt lige så gode. Men nysgerrighed, opdagelse, er en del af legescenen. Hvis man vil høre til, må man lege socialt. Og social leg er noget af det, det handler om i dag, og er et biprodukt af legescenen. Grov og tumlet leg. Disse løvinder, set på afstand, så ud til at være oppe og slås. Men ved eftersyn, er det ligesom isbjørnen og slædehunden: ingen klør, flad pels, bløde øjne, åben mund uden tænder, balletagtige bevægelser, buelinjede bevægelser -- alt sammen knyttet til leg. Og grov-og-tumlet leg er en fantastisk måde at lære på for os alle. Børn i daginstitutioner, for eksempel, bør have lov til at dykke, slå, fløjte, skrige, være kaotiske, og derigennem udvikle stor følelsesmæssig regulering og mange af de andre sociale biprodukter -- kognitive, følelsesmæssige og fysiske -- der følger med som en del af grov og tumlet leg. Tilskuerleg, ritualleg -- vi er involveret i noget af det. Dem af jer der kommer fra Boston ved at dette var øjeblikket -- sjældent -- hvor Red Sox vandt World Series. Men ser man på ansigtet og kropssproget af dem alle i dette slørede billede, får man en fornemmelse af, hvordan de alle leger. Fantasifuld leg. Jeg elsker dette billede, fordi min datter, der næsten er 40 nu, er med i det, men det minder mig om hendes fortællekunst og hendes fantasi, hendes evne til at spinde historier i denne alder -- daginstitutionsalderen. En virkelig vigtig del af at være en spiller er fantasifuld sololeg. Og jeg elsker det her, fordi det er også det vi handler om. Vi har alle et indvendigt narrativ, der er vores egen indre fortælling. Måleenheden af forståelighed i de fleste af vores hjerner er fortællingen. Jeg fortæller jer i dag en historie om leg. Jamen, denne buskmand, tror jeg, taler om fisken der slap væk, der var så lang, men det er en fundamental del af legescenen. Så hvad gør leg for hjernen? Jamen, ret meget. Vi ved ikke forfærdelig meget om, hvad det gør for den menneskelige hjerne, fordi finansieringen ikke har været særlig høj til forskning i leg. Jeg gik ind til Carnegie og bad om et legat. De havde givet mig et legat, da jeg var akademiker til studiet om spritbilister, og jeg mente, at jeg havde et godt generalieblad, og på det tidspunkt hvor jeg havde brugt en halv time på at tale om leg, var det tydeligt at de ikke var -- ikke følte at leg var alvorligt. Jeg tror at -- det er et par år siden -- jeg tror den bølge er ovre, og legebølgen topper, fordi der er noget god videnskab. Der er ikke noget, der får gang i hjernen, som leg. Tre-dimensionel leg får gang i lillehjernen, sender mange impulser ind i frontallapperne -- den ledende del -- hjælper med at udvikle kontekstuel hukommelse, og -- og, og, og. Det er -- for mig, har det været et utroligt nærende videnskabeligt eventyr at se neurovidenskaben, der er associeret med leg, og at samle mennesker, der i deres individuelle discipliner ikke havde tænkt på det på den måde. Og det er en del af det "The National Institue for Play" handler om. Og dette er en af måderne, man kan studere leg på -- det er at skaffe et 256-strenget electroencefalogram. Jeg beklager, at jeg ikke har et legesygt- lignende emne, men det tillader mobilitet, som har begrænset det faktiske studie af leg. Og vi har et mor-barn legescenarie, som vi håber på, at sætte i gang i øjeblikket. Grunden til jeg satte den her, er også at sætte min tanker på række, om at objektgøre, hvad leg gør. Dyreverdenen har objektgøre det. I dyreverdenen, hvis man ser på rotter, der er bygget til at lege i en bestemt periode af deres ungdommelige år og man undertrykker leg -- de piber, de bryder, holder hinanden nede, som en del af deres leg. Hvis man stopper den adfærd i én gruppe, som man eksperimenterer med, og man tillader det i en anden gruppe man eksperimenterer med og så præsenterer et halsbånd for dem, der er gennemvædet med katteduft, er de bygget til at flygte og gemme sig. Temmelig smart -- de vil ikke dræbes af katten. Hvad sker der så? De gemmer sig begge. Dem, der ikke legede, kommer aldrig ud -- de dør. Dem, der legede, udforsker langsomt omgivelserne, og begynder igen at afprøve ting. Det fortæller, i hvert fald hos rotter - og jeg tror, de har de samme neurotransmittere, som vi har og en lignende kortikal struktur -- at leg nok er temmelig vigtig for vores overlevelse. Og, og, og -- der er mange flere dyrestudier, som jeg kunne tale om. Dette er konsekvensen af berøvelse af leg. Dette tog lang tid -- jeg skulle få fat i Homer og placere ham i fMRI'en og SPECT'en og adskillige EEG'er, men som sofakartoffel, er hans hjerne krympet. Og vi ved at hos husdyr og andre, når de bliver berøvet for leg, udvikler de ikke en hjerne, der er normal. Programmet siger, at det modsatte af leg ikke er arbejde, det er depression. Og jeg tror, at hvis man tænker på livet uden leg -- ingen humor, ingen flirteri, ingen film, ingen spil, ingen fantasi og, og, og. Prøv at forestil jer en kultur eller et liv, voksen eller andet uden leg. Og det der er så unikt ved vores art er, at vi er designet til at lege gennem hele vores liv. Og vi har alle kapacitet til at forstå signaler til leg. Ingen undgår den hund jeg tog et billede af på Carmel beach for et par uger siden. Det der følger efter sådan en adfærd er leg. Og man kan stole på det. Grundlaget for menneskelig tillid er grundlagt gennem legesignaler. Og vi begynder at miste de signaler, kulturelt og på andre måder, som voksne. Det er en skam. Jeg tror, vi har meget at lære. Jane Goodall har her et lege-ansigtsudtryk sammen med en af sine yndlingschimpanser. En del af signalsystemet hos leg har at gøre med stemme, ansigt, krop, gestik. I ved, man kan se -- og jeg tror, det er vigtigt, når vi kommer til kollektiv leg, er det virkeligt vigtigt for grupper at opnå en sans for sikkerhed gennem deres egen deling af legesignaler. I kender måske ikke dette ord, men det bør være ens biologiske fornavn og efternavn. Fordi neoteni betyder bevarelsen af umodne kvaliteter ind i voksenlivet. Og vi er, af fysiske antropologer, ud af mange, mange studier, de mest neoteniske, de mest ungdommelige, de mest fleksible, de mest formbare af alle væsner. Og derfor, de mest legesyge. Og dette giver os en håndsrækning i tilpasningsevne. Men der er en måde at se på leg på som jeg også vil fremhæve her, som er legehistorien. Ens egen personlige legehistorie er unik, og ofte er det ikke noget, vi tænker særligt over. Dette er en bog skrevet af en fuldbyrdet spiller der hedder Kevin Carroll. Kevin Carroll kom fra ekstremt dårlige kår: alkoholisk mor, fraværende far, den indre by i Philadelphia, sort, skulle tage sig af sin yngre bror. Opdagede, at når han kiggede ud på en legeplads ud af et vindue, han var blevet begrænset af, følte han noget andet. Så han fulgte op på det. Og hans liv -- transformationen af hans liv fra berøvelse og det, som man ville forvente - måske fængsel eller døden - blev han en lingvist, træner for 'the 76ers' og er nu motivationstaler. Og han giver leg en transformerende kraft over hele hans liv. Der er en anden legehistorie, som jeg mener er igangværende arbejde De af jer der kan huske Al Gore, under hans første periode og så under hans succesfulde, men mislykkede præsidentkandidatur, husker ham måske som at være lidt stiv og ikke helt sig selv, i hvert fald i offentligheden. Og ser man på hans historie, som er almindelig i pressen, virker det til på mig, i hvert fald - set fra en hjernevriders synspunkt - at meget af hans liv var programmeret. Somrene var hårde, hårdt arbejde i heden fra Tennessees somre. Han havde forventninger fra sin senator far og Washington, D.C. Og selvom jeg tror, at han bestemt havde kapaciteten for leg -- fordi det ved jeg noget om -- var han ikke så bemyndiget, tror jeg, som han er nu ved at lægge mærke til hvad, der hans egen passion og hans egen indre drivkraft, hvilket jeg mener har sit grundlag hos os alle i vores legehistorie. Det jeg vil opfordre jer til at gøre på individuelt plan, er at udforske baglæns så langt som I kan, til de mest klare, lykkelige, legesyge billede Iman har, hvad enten med legetøj, til en fødselsdag eller på en ferie. Og begynde at bygge fra den følelse af det til hvordan det forbinder sig med ens liv nu. Og man opdager, man skifter måske arbejde -- hvilket er sket for en del mennesker, som jeg har bedt om at gøre dette -- for at blive mere bemyndiget gennem deres leg. Eller man bliver i stand til at berige ens liv ved at prioritere det og lægge mærke til det. De fleste af os arbejder med grupper, og jeg viser dette, fordi d.school, designskolen ved Stanford, takket være David Kelley og mange andre der har været fremsynede omkring denne opbygning, har tilladt en gruppe af os af samles og skabe et kursus, der hedder: "Fra Leg til Innovation." Og man ser, at dette kursus er til for at undersøge, menneskets tilstand under leg, hvilket er lidt som isbjørn-slædehundetilstanden, og dens betydning for kreativ tænkning: "At udforske legeadfærd, dens udvikling og dens biologiske base; at bruge de principper, gennem designtænkning, at fremme innovation i erhvervslivet; og de studerende arbejder med virkelige partnere på designprojekter med en udstrakt anvendelse." Dette er vores jomfrurejse i dette. Vi er omkring to og en halv, tre måneder inde, og det har været virkelig sjovt. Dette er vores bedste elev, denne labrador, der lærte mange af os, hvad en legetilstand er, og en ekstremt gammel og affældig professor i spidsen. Og Brendan Boyle, Rich Crandall -- og helt til højre, en person, der nok vil modtage en nobelpris sammen med George Smoot -- Stuart Thompson, i neurovidenskab. Vi har fået Brendan, der kommer fra IDEO, og resten af os til at sidde på sidelinjen og se på disse studerende mens de fremviste principperne bag leg i klasseværelset. Og et af deres projekter var at se hvad der gør møder kedelige, og prøve at gøre noget ved det. Det jeg nu viser, er en film lavet af de studerende om lige præcis det emne. Kommentator: Flow er den mentale tilstand af åbenbaring hvor personen er fuldt fordybet i det, som han eller hun laver. Karakteriseret af en følelse af energisk fokus, fuldt engagement og succes i aktivitetens process. En vigtig indsigt vi fik omkring møder er, at folk placerer dem lige efter hinanden, hvilket er forstyrrende for dagen. Deltagerne ved ikke, hvornår de kommer tilbage til opgaven de efterlod på deres skrivebord. Men det behøver ikke at være på den måde. Nogle vise og ofte behårede munke ved dette sted, der hedder the d.school, designede et møde, som man bogstavelig talt kan træde ud af, når det er ovre. Fjern mødet, og hav sindsro over at man kan komme tilbage til mig. Fordi når man har brug for det igen, hænger mødet bogstavelig talt i ens skab. Det Bærbare Møde. Fordi når man tager den på, har man med det samme alt det, man har brug for for at have et sjov, produktivt og nyttigt møde. Men når man tager den af -- så er det den rigtigt begynder. Stuart Brown: Så jeg vil opfordre jer alle til at engagere jer, ikke i arbejde-legdifferencen -- hvor man sætter tid af til at lege -- men hvor ens liv minut for minut, time for time, bliver tilført krop, objekt, social, fantasi, forvandlingsformer af leg. Og så er jeg sikker på, at man vil få et bedre og mere beriget liv. Tak. John Hockenberry: Så det lyder på mig til at det, du siger, er at der måske er en vis fristelse i mennesker til at se på dit arbejde og sige -- jeg tror jeg har hørt dette, i min form for lomme-psykologiske forståelse for leg, at på en eller anden måde, måden hvorpå dyr og mennesker håndterer leg, er at det er en slags generalprøve for voksen-aktiviteter. Dit arbejde ser ud til at foreslå, at det er helt forkert. SB: Ja, det tror jeg ikke er nøjagtigt, og det tror jeg muligvis, er fordi dyr har lært os det. Hvis man holder en kat fra at lege -- hvilket man kan, og vi har alle set, hvordan katte slår til ting -- de er lige så gode jagere, som de ville have været, hvis de ikke havde leget. Og hvis man forestiller sig et barn der foregiver at være King Kong, eller en racerkører, eller brandmand, bliver de ikke alle racerkørere eller brandmænd. Så der er en frakobling mellem forberedelse på fremtiden -- hvilket er måden, de fleste folk er bekvemme ved at se leg som -- og tænke på det som et separat biologisk entitet. Og dette er hvor mine jagende dyr i fire, fem år virkelig ændrede min holdning fra en kliniker til det jeg er nu, hvilket er at leg har et biologisk sted, ligesom søvn og drømme har. Og hvis man ser på søvn og drømme biologisk set, dyr sover og drømmer, og de øver sig og de gør nogle andre ting, der hjælper på hukommelsen, og som er virkelig vigtige dele af søvn og drømme. Det næste skridt i evolutionen hos pattedyr og væsener med guddommeligt overflødige neuroner vil være at lege. Og det faktum at isbjørnen og slædehunden eller skader og en bjørn eller du og jeg og vores hunde kan krydse over og have den oplevelse, sætter leg til side som noget andet. Og det er enormt vigtigt i læring og formning af hjernen. Så det er ikke kun noget, man gør i sin fritid. JH: Hvordan holder du - som del af det videnskabelige samfund, hvor du skal retfærdiggøre din eksistens med legater og udspil ligesom alle andre - hvordan forhindrer man -- og nogle af de data, du har frembragt, den gode videnskab, du taler om, er svære at håndtere. Hvordan forhindrer man enten mediernes udlægning af dit arbejde eller det videnskabelige samfunds udlægning af konsekvenserne af dit arbejde, lidt ligesom Mozart-metaforen, hvor, "Åh, MRI'en viser at leg forbedrer ens intelligens. "Jamen, lad os samle de her børn, sætte dem i båse, og få dem til at lege i månedsvis; de bliver alle genier og kommer på Harvard." Hvordan forhindrer man folk i at foretage sådan en handling baseret på den data du udvikler? SB: Den eneste måde, jeg ved hvordan det kan gøres er at samle de konsulenter, jeg har, der går fra at være praktiserende -- der gennem improviseret leg eller klovnen rundt eller noget, kan etablere -- en legetilstand. Så folk ved, det er der. Og så får man fat på en fMRI-specialist, og man får fat i Frank Wilson, og man får fat i andre hårde videnskabs- folk, inklusiv neuroendocrinologer. Og man putter dem i en gruppe, der er fokuseret på leg, og det er temmelig svært ikke at tage det alvorligt. Desværre, er det ikke blevet gjort tilstrækkeligt i National Science Foundation, Institute of Mental Health eller noget andet, virkelig at undersøge dette på en seriøs måde. Jeg mener, man hører ikke noget om, at det er ligesom kræft eller hjertelidelser associeret med leg. Alligevel ser jeg det som noget lige så basalt for overlevelse - på lang sigt - som at lære nogle af grund- reglerne om folkesundhed. JH: Stuart Brown, mange tak.