Det siges, at græsset altid er grønnere på den anden side af hegnet, og jeg tror på, at dette er sandt, især når jeg hører på Præsident Obama som ofte taler om det koreanske uddannelsessystem som en målestok for succes. Men jeg kan fortælle jer, at i det strengt strukturerede og meget konkurrenceprægede koreanske skolesystem, også kendt som trykkogeren, er det ikke alle som kan klare sig i sådan en omgivelse. Mens mange reagerede på forskellige måder omkring vores uddannelsessystem, var min reaktion på dette pressende miljø, at lave buer med træstykker, som jeg fandt nær mit lejlighedskompleks. Hvorfor buer? Jeg ved det ikke helt. Måske i lyset af konstant pres, blev mit overlevelsesinstinkt forbundet med buen. Hvis man tænker over det, så har buen hjulpet menneskets overlevelse siden oldtiden. Området indenfor 3 kilometer af mit hjem var engang en morbær-skov under Joseon-dynastiet, hvor silkeorme blev fodret med morbærblade. For at øge historisk bevidsthed over dette, har regeringen plantet morbærtræer. Frøene fra disse træer er blevet spredt af fugle her og der tæt på togbanens lydtætte vægge, som er blevet bygget ved de Olympiske Lege i 1988. Området ved væggene, som ingen lægger mærke til havde blevet udeladt fra nogen større indgriben, og det er her, jeg fandt mine første skatte. Mens jeg blev mere opsat på at lave buer, begyndte jeg at lede overalt i mit nabolag. Når jeg tog på studieture, familieferier eller bare på jeg hjem fra fritidsaktiviteter, så gik jeg rundt i de skovbevoksede områder og samlede grene med de værktøjer, jeg sneg ned i min skoletaske. Og det ville være save, knive, segle og økser, som jeg dækkede til med håndklæde. Jeg ville tage grenene med hjem, tage busser og tog, mens jeg knap nok kunne holde dem i mine hænder. Og jeg tog ikke værktøjet med her til Long Beach. Lufhavnssikkerhed. (Latter) I mit værelses privathed, dækket til af savsmuld, ville jeg save, trimme og polere træ hele natten lang indtil en bue fik form. En dag var jeg ved at skifte form på et stykke bambus og endte med at sætte ild til stedet. Hvorhenne? På taget af bygningen, et sted som 96 familier kalder hjem. En kunde fra en butik på tværs af bygningen ringede efter 112. og jeg løb ned for at fortælle min mor med halvdelen af mit hår brændt. Jeg vil gerne bruge denne mulighed til at fortælle min mor, som er blandt publikum i dag: Mor, jeg er virkelig ked af det, og jeg vil være mere forsigtig med åben ild fra nu af. Min mor skulle forklare en masse med at fortælle folk, at hendes søn ikke begik brandstiftelse. Jeg søgte også en masse på buer fra rundt om i verden. Derved prøvede jeg at kombinere de forskellige buer fra tid og sted til at skabe den mest effektive bue. Jeg arbejdede også med forskellige typer af træ, såsom ahorn, taks og morbær, og lavede mange skydeeksperiementer i de skovbevoksede områder tæt på togbanen, som jeg nævnte tidligere. Den mest effektive bue for mig ville være sådan her. Et: Buede ender kan maksimere spændstigheden, når du trækker og skyder buen. To: Maven trækkes inad for højere trækvægt, som giver mere styrke. Tre: Sene brugt i det yderste lag af buebenet for maksimal opbevaring af spænding. Og fire: Horn brugt til at lagre energi i kompression. Efter at fikse, ødelægge, omdesigne, lappe, bøje og ændre, så begyndte min ideele bue at tage form, og da den endelig var færdig, så den sådan her ud. Jeg var så stolt af mig selv for selv at opfinde en perfekt bue. Dette er et billede af traditionelle koreanske buer taget fra et museum, og se hvordan min bue ligner dem. Tak til mine forfædre for at stjæle min opfindelse. (Latter) Ved at lave buer er jeg kommet i kontakt med en del af min kulturarv. Dét at kende til den information, som har oparbejdet sig gennem tiden, og læse beskeden efterladt af mine forfædre, var bedre en enhver form for terapi eller råd givet til mig af nogen voksne. Ser I, jeg søgte langt og bredt, men gad aldrig at lede tæt på og nært. Ved at indse det, begyndte jeg at blive interesseret i koreansk historie, som aldrig havde inspireret mig før. I sidste ende, så er græsset ofte grønnere på min side af hegnet, selvom vi ikke indser det endnu. Nu vil jeg vise jer, hvordan min bue virker. Og lad os se, hvordan den her virker. Dette er en bambusbue, med 20-kilos vægte. (Lyd af flyvende pil) (Bifald) En bue kan fungere som en simpel mekanisme, men for at lave en god bue, kræver det en masse sensivitet. Man er nødt til at forstå og kommunikere med træmaterialet. Ethvert fiber i træet har dets egen årsag og virke for eksistens, og kun igennem samarbejde og harmoni mellem dem bliver en god bue skabt. Jeg er måske en [underlig] studerende med ukonventionelle interesser, men jeg håber på, at jeg yder et bidrag ved at dele min historie med jer. Min ideelle verden er et sted, hvor ingen er efterladt, hvor der er brug for alle lige der, hvor de befinder sig, ligesom fibrene og senerne i en bue, et sted, hvor de stærke er fleksible og de sårbare er modstandsdygtige. Buen minder om mig og jeg minder om buen. Nu skyder jeg en del af mig selv hen til jer. Nej, endnu bedre, en del af mit sind er lige blevet skudt hen til jeres sind. Ramte jeg dig? Tak. (Bifald)