"Jeg har mennesker i mig." Sådan sang den afdøde Abbey Lincoln. Jeg bruger den tekst som mantra. "Jeg har mennesker i mig." Jomama Jones er personen i mig som jeg bruger som en guide. Hun er mit alter-ego. Jeg har personificeret hende i optrædelser siden 1995, og hun dukker op når hun har noget indsigt at give folk. I disse tider med radikale ændringer, er jeg glad for at være beholderen til hendes beskeder til jer. Jomama Jones: Hvad hvis jeg sagde at det nok skal blive okay ... men hvad hvis jeg sagde ikke endnu? Hvad hvis jeg sagde der er prøvelser forud udover din værste frygt? Hvad hvis jeg sagde at du vil falde ... ned, ned, ned? Men hvad hvis jeg sagde at du ville overraske dig selv? Hvad hvis jeg sagde du ville være modig nok? Hvad hvis jeg sagde vi ikke alle vil nå igennem? Men hvad hvis jeg sagde at det er sådan det må være? Hvad hvis jeg sagde at jeg har set ind i fremtiden? Kan du lide mine hænder? De er udtryksfulde, ikke? Nu, kig på dine hænder -- nu, kom så. Der er så meget historie optaget gennem deres berøringer og tegn på fremtiden tegnet på deres håndflader. Nogle gange griber hænder hårdt, nogle gange giver hænder slip. Hvad hvis jeg sagde at det hele bliver trevlet op? Hm. Damer og herrer og ellers beskrevet, jeg er Jomama Jones. Nogle kalder mig en sjælsonisk superstjerne, og jeg er enig, dog selv i min fortid var det fra fremtiden. Lad mig tage jer tilbage til barndommen. Forestil jer det her: Det var Plante Dag, hvilket var en højtid jeg havde opfundet for den Sorte ungdomsgruppe jeg havde stiftet. Jeg løb hjem for at tage mit havearbejde udstyr på da jeg fangede min onkel Freeman på fersk gerning. Han stod over min sparegris med hans hammer hævet højt. Han ville stjæle mine mønter. Og ser du, min onkel Freeman var en gør-det-selv mand. Han kunne fikse alt -- en ødelagt stol, en knust krukke -- endda få liv tilbage i bedstemor's planter. Han havde det magiske tag med ødelagte ting ... og ødelagte mennesker. Han ville tage mig med på hans jobs og sige "Kom nu Jo, Lad os gå ud og gøre noget for at gøre verdenen til et bedre sted." Hans hænder var brede og hårdhudet, og de mindede mig altid om blottede trærødder. Når vi arbejdede ville han tale med folk om den forandring han var sikker på var lige om hjørnet. Jeg så ham hele svækkede håb og forlade folk med deres hoveder holdt højt. Hans hænder rørte solskinnet. Og nu var han ved at smadre min sparegris. Jeg sagde "Tag et skridt tilbage, mand, og vis mig dine hænder." Du ved, ironien var at han plejede at give mig alle de gamle mønter han fandt under gulvet på arbejde. Og jeg puttede dem i sparegrisen sammen med de penge jeg tjente gennem mine barndoms sidejobs. Men i foråret af 1970, havde Onkel Freeman mistet hans evne ... sammen med de fleste af hans jobs. Han så en hård fremtid af civile og race uretfærdigheder i hans håndflader. Det sidste skub var kommet den forrige vinter da de havde skudt Fred Hampton. Overvældet af frygt og vrede og sorg, prøvede Onkel Freeman at spille på hans fremtid. Han greb fat for hårdt, og han begyndte at spille på tallene. "Jamen, en af disse tal vil ramme rigtigt, lille tøs. Har du en 50 øre til din onkel Free --" Nu, nogle af jer kender sådan et familiemedlem. Men jeg vidste med det samme at jeg blev nødt til at gøre noget. Jeg hoppede op og tog hammeren og jeg hammerede den ned på den gris. Og onkel Freeman begyndte at græde da jeg samlede alle mønterne. "Vi køber ikke en lotto kupon, Onkel Freeman. Kom så." Vi brugte hver eneste krone på frø i havecenteret. Du ved, de børn i min havegruppe? De blinkede ikke et øje da jeg fik onkel Freeman ned og fik hans hænder i jorden igen og begyndte at gøre jorden klar til vores frø. Og min lille ven Taesha kom endda over og begyndte at klappe ham på ryggen og sagde, "Græd ud, onkel Freeman. Græd ud." "Jeg kan ikke fikse det," hulkede han. Det er en gammel-fremtids selvfølgelighed. Han var ikke den første som følte sådan, og han ville ikke være den sidste. Lige nu, det føles som om at alt er fuldstændig ødelagt. Det er det. Men den nedbrydning kan lede til at bryde åben, uanset hvor voldelig og usikker og frygtsom det føles. Tingen er ... vi kan ikke gøre det alene. Onkel Freeman græd så meget den dag da vi såede vores frø, han var vores helt eget overrislingsystem. "Jeg ved ikke hvem jeg er længere, lille tøs," sagde han til mig ved solnedgang. "Godt, onkel Freeman. Godt. Du er ny igen, og det er lige sådan vi har brug for dig."