"Jeg har mennesker i mig."
Sådan sang den afdøde Abbey Lincoln.
Jeg bruger den tekst som mantra.
"Jeg har mennesker i mig."
Jomama Jones er personen i mig
som jeg bruger som en guide.
Hun er mit alter-ego.
Jeg har personificeret hende
i optrædelser siden 1995,
og hun dukker op
når hun har noget indsigt at give folk.
I disse tider med radikale ændringer,
er jeg glad for at være beholderen
til hendes beskeder til jer.
Jomama Jones: Hvad hvis jeg sagde
at det nok skal blive okay ...
men hvad hvis jeg sagde ikke endnu?
Hvad hvis jeg sagde der er prøvelser forud
udover din værste frygt?
Hvad hvis jeg sagde at du vil falde ...
ned, ned, ned?
Men hvad hvis jeg sagde at du
ville overraske dig selv?
Hvad hvis jeg sagde du ville
være modig nok?
Hvad hvis jeg sagde
vi ikke alle vil nå igennem?
Men hvad hvis jeg sagde
at det er sådan det må være?
Hvad hvis jeg sagde at
jeg har set ind i fremtiden?
Kan du lide mine hænder?
De er udtryksfulde, ikke?
Nu, kig på dine hænder -- nu, kom så.
Der er så meget historie optaget
gennem deres berøringer
og tegn på fremtiden
tegnet på deres håndflader.
Nogle gange griber hænder hårdt,
nogle gange giver hænder slip.
Hvad hvis jeg sagde
at det hele bliver trevlet op?
Hm.
Damer og herrer
og ellers beskrevet,
jeg er Jomama Jones.
Nogle kalder mig en
sjælsonisk superstjerne,
og jeg er enig,
dog selv i min fortid
var det fra fremtiden.
Lad mig tage jer tilbage til barndommen.
Forestil jer det her:
Det var Plante Dag,
hvilket var en højtid jeg havde opfundet
for den Sorte ungdomsgruppe
jeg havde stiftet.
Jeg løb hjem for at tage mit
havearbejde udstyr på
da jeg fangede min onkel Freeman
på fersk gerning.
Han stod over min sparegris
med hans hammer hævet højt.
Han ville stjæle mine mønter.
Og ser du,
min onkel Freeman var en
gør-det-selv mand.
Han kunne fikse alt --
en ødelagt stol, en knust krukke --
endda få liv tilbage i
bedstemor's planter.
Han havde det magiske tag
med ødelagte ting ...
og ødelagte mennesker.
Han ville tage mig med på hans jobs
og sige "Kom nu Jo,
Lad os gå ud og gøre noget
for at gøre verdenen til et bedre sted."
Hans hænder var brede og hårdhudet,
og de mindede mig altid om
blottede trærødder.
Når vi arbejdede ville han tale med folk
om den forandring han var sikker på
var lige om hjørnet.
Jeg så ham hele svækkede håb
og forlade folk med
deres hoveder holdt højt.
Hans hænder rørte solskinnet.
Og nu var han ved
at smadre min sparegris.
Jeg sagde "Tag et skridt tilbage, mand,
og vis mig dine hænder."
Du ved, ironien var
at han plejede at give mig alle de gamle
mønter han fandt under gulvet på arbejde.
Og jeg puttede dem i sparegrisen
sammen med de penge jeg tjente
gennem mine barndoms sidejobs.
Men i foråret af 1970,
havde Onkel Freeman mistet hans evne ...
sammen med de fleste af hans jobs.
Han så en hård fremtid
af civile og race uretfærdigheder
i hans håndflader.
Det sidste skub var kommet
den forrige vinter
da de havde skudt Fred Hampton.
Overvældet af frygt
og vrede
og sorg,
prøvede Onkel Freeman at spille på
hans fremtid.
Han greb fat for hårdt,
og han begyndte at spille på tallene.
"Jamen, en af disse tal vil
ramme rigtigt, lille tøs.
Har du en 50 øre til din onkel Free --"
Nu, nogle af jer kender sådan
et familiemedlem.
Men jeg vidste med det samme
at jeg blev nødt til at gøre noget.
Jeg hoppede op og tog hammeren
og jeg hammerede den ned
på den gris.
Og onkel Freeman begyndte at græde
da jeg samlede alle mønterne.
"Vi køber ikke en lotto
kupon, Onkel Freeman.
Kom så."
Vi brugte hver eneste krone
på frø i havecenteret.
Du ved, de børn i min havegruppe?
De blinkede ikke et øje da
jeg fik onkel Freeman ned
og fik hans hænder i jorden igen
og begyndte at gøre jorden klar
til vores frø.
Og min lille ven Taesha kom endda over
og begyndte at klappe ham på ryggen
og sagde, "Græd ud, onkel Freeman.
Græd ud."
"Jeg kan ikke fikse det," hulkede han.
Det er en gammel-fremtids selvfølgelighed.
Han var ikke den første som følte sådan,
og han ville ikke være den sidste.
Lige nu, det føles som om
at alt er fuldstændig ødelagt.
Det er det.
Men den nedbrydning
kan lede til at bryde åben,
uanset hvor voldelig og usikker
og frygtsom det føles.
Tingen er ...
vi kan ikke gøre det alene.
Onkel Freeman græd så meget den dag
da vi såede vores frø,
han var vores helt eget overrislingsystem.
"Jeg ved ikke hvem jeg er
længere, lille tøs,"
sagde han til mig ved solnedgang.
"Godt, onkel Freeman.
Godt.
Du er ny igen,
og det er lige sådan vi har brug for dig."