Da jeg var barn,
lavede jeg en aftale med min mor.
Jeg kunne tage tre fridage hvert semester,
for at pleje mit mentale helbred
så længe jeg klarede mig godt i skolen.
Det var fordi,
jeg startede min mentale rejse
allerede da jeg var seks år.
For mine klasselærere var jeg en,
der altid bekymrede sig,
men senere fandt vi ud af,
at jeg har traumeinduceret angst
og klinisk depression.
Det gav mig en hård opvækst.
Jeg bekymrede mig om mange ting,
som andre børn ikke gjorde,
og generelt
blev skolen ofte overvældende.
Det endte i mange sammenbrud,
panikanfald -
Nogle gange
var jeg super produktiv
andre dage
kunne jeg ikke få noget gjort.
Alt det her skete i en tid
hvor man ikke talte om mental sundhed
så meget som man gør nu,
særligt unges mentale sundhed.
Nogle semestre
brugte jeg alle fridagene fuldt ud.
Andre behøvede jeg ikke en eneste.
Men det faktum
at de altid var en mulighed,
var det, der gjorde mig glad,
sund og en dygtig elev.
Nu bruger jeg de værktøjer,
jeg lærte som barn
til at hjælpe andre elever
med mentale sundhedsproblemer.
Jeg er her i dag for at give et indblik
i teenagers mentale sundhed:
hvad sker der, hvordan kom vi hertil
og hvad kan vi gøre?
Men først skal I forstå,
at selvom alle ikke har
en diagnosticeret psykisk sygdom som jeg,
så har alle -
alle jer har en mental sundhed.
Vi har alle en hjerne,
der har brug for at blive plejet
på samme måde,
som vi tager os af vores fysiske sundhed.
Vores hoved og krop er forbundet
gennem meget andet end vores nakke.
Mental sundhed
viser sig endda på fysiske måder
som kvalme, hovedpine,
træthed og åndenød.
Siden mental sundhed
påvirker os alle,
burde vi så ikke komme op med løsninger,
der er tilgængelige for alle?
Det fører mig til
anden del af min historie.
Da jeg gik i gymnasiet
var jeg blevet ret god til
at håndtere min mentale sundhed.
Jeg var en dygtig elev,
og jeg var formand for
Oregon Association's studenterråd.
Men det var omkring det her tidspunkt,
at jeg indså
mental sundhed er et meget større problem
end blot for mig personligt.
Desværre var min hjemby
udsat for flere selvmord
i løbet af mit første år i gymnasiet.
Jeg så hvordan disse tragedier
rystede hele lokalsamfundet,
og som formand
for et statsråd
hørte jeg flere og flere historier
fra elever
der havde oplevet det samme i deres by.
Så til vores årlige sommerlejr i 2018
afholdte vi et forum
for 100 gymnasieelever
for at diskutere mental sundhed.
Hvad kunne vi gøre?
Vi gik til diskussionen
med en enorm stor del empati
og ærlighed,
og resultaterne var forbløffende.
Hvad der ramte mig mest
var at hver eneste elev havde en historie
om en mental sundhedskrise i deres skole,
uanset om de var fra en lille by
i det østlige Oregon
eller fra hjertet af Portland.
Det her skete alle steder.
Ud fra nogle undersøgelser
fandt vi ud af, at selvmord
er den næsthyppigste årsag til dødsfald
for unge mellem 10 og 24 år i Oregon.
Den næsthyppigste årsag.
Vi blev nødt til at gøre noget.
Så over de næste måneder
nedsatte vi en komité
under navnet "Elever for et sundt Oregon",
med missionen om at ende
stigmatiseringen af mental sundhed.
Vi ønskede også
at prioritere mental sundhed i skolerne.
Med hjælp fra nogle lobbyister
og nogle få mentale sundhedsfagfolk
fremlagde vi et kongressforslag.
Forslaget tillod elever
at tage mentale sygedage
på samme måde som at tage
en almindelig sygedag.
Fordi ofte betød den ene dag
forskellen på at have det en hel del bedre
eller en hel del værre -
lidt ligesom de dage
min mor gav mig, da jeg var yngre.
Så over de næste måneder,
lavede vi undersøgelser, lobbyarbejde
og førte kampagne for forslaget,
og i juni 2019
blev den endelig underskrevet som lov.
(Bifald og jubel)
Det var et skelsættende øjeblik
for Oregons elever.
Her er et eksempel på,
hvordan det fungerer i dag.
Lad os sige
at en elev har en virkelig hård måned.
Eleven føler sig overvældet, overbebyrdet,
falder bagud i skolen
og ved at de har brug for hjælp.
Måske har de aldrig talt om
mentale problemer med deres forældre før,
men nu har de en lov,
der kan hjælpe med at starte den samtale.
Det er stadig forældrene,
der skal ringe til skolen og bede om fri,
så det ikke er et fripas for børnene,
men vigtist af alt,
nu hvor skolen registrerer fraværet
som mentale fridage,
kan de holde styr på
det antal elever der tager
mentale fridage, og hvor mange.
Hvis en elev tager for mange,
vil de blive henvist
til et check hos skolepsykologen.
Det er vigtigt,
fordi vi kan få fat i elever der kæmper,
før det er for sent.
En af de mest hyppige udsagn
vi hørte ved forummet i 2018
var at det at stå frem og få hjælp
ofte var det sværeste.
Vi håber, at denne lov kan hjælpe med det.
Udover at lære børn
fra en tidlig alder at passe på sig selv
og håndtere egenomsorg og stress,
så kan det bogstavelig talt redde liv.
Elever fra andre stater
forsøger også at få gennemført disse love.
Jeg arbejder sammen med elever
fra både Californien og Colorado
for at indføre det samme,
fordi vi tror på,
at elever alle steder
fortjener at have det bedre.
Ud over alle de praktiske
grunde og teknikaliteter,
er kongresforslaget 2191 særlig speciel
fordi den fundamentalt er baseret på
at fysisk og psykisk sundhed
er lige og bør blive betragtet sådan.
Faktisk er de forbundet.
For eksempel sundhedspleje.
Tænk på førstehjælp.
Hvis du kom i en situation,
hvor du skulle udføre førstehjælp
ville du vide lidt om,
hvad du skulle gøre?
Tænk over det -
sandsynligvis ja, fordi der tilbydes
førstehjælpstræning på arbejdspladser,
skoler og endda online.
Vi har endda sange, der går til det.
Men hvad med mentalt sundhedspleje?
Jeg fik førstehjælpstræning
i min 7. klasses sundhedsundervisning.
Hvad hvis jeg i 7. klasse
blev undervist i mental sundhed
eller hvordan man reagerer
på psykiske problemer?
Jeg ville elske at se en verden
hvor alle ved hvordan man hjælper
en ven, en kollega,
et familiemedlem,
eller endda fremmede
der kæmper med psykiske problemer
Disse resurser skal
særligt være tilgængelige i skoler
fordi det er her elever kæmper mest.
Den anden del
jeg inderligt håber, I tager med jer i dag
er at det altid er okay ikke at være okay,
og det er altid i orden at tage en pause.
Det behøver ikke at være en hel dag
nogle gange er det ikke realistisk.
Men det kan være et par øjeblikke
her og der til lige at tjekke ind.
Tænk på livet som et kapløb...
et langdistanceløb.
Hvis du sprinter i starten,
kommer du til at brænde ud.
Måske du også får en skade
af at presse for hårdt.
Men hvis du tager kontrol,
og tager den med ro,
nogle gange intentionelt,
og andre gange presser dig selv,
kan du være sikker på
at klare dig endnu bedre.
So lov mig
tag jer af hinanden,
se efter børnene
og teenagerne i jeres liv
særligt dem, hvor det ser ud som om,
de har styr på det hele.
Psykiske problemer forsvinder ikke,
men som et samfund,
kan vi lære at håndtere dem
ved at se efter hinanden.
Og husk også at tag jer af jer selv.
Som min mor ville sige,
En gang imellem, så tag en pause.
Tak.
(Bifald)