Hvordan vi bygger en stærk fremtid med fortidens visdom

I hendes globale udforskning af gammeldags designsystemer undersøger arkitekten Julia Watson, standhaftige opfindelser, der kan hjælpe os med at bekæmpe klimaforandringer. Watson introducerer os til nogle af disse stærke løsninger -- fra flydende landsbyer til broer af levende rødder -- og viser, hvordan de kan lære os at designe med naturen fremfor imod den.

Når du forestiller dig verdens
arkitektoniske underværker,

hvad ser du så?

De imponerende pyramider i Giza

eller måske de fantastiske
akvædukter i antikkens Rom?

Begge disse er imponerende
præstationer af menneskelig innovation.

Som arkitekt

har jeg ofte tænkt over,
hvorfor vi beundrer gamle underværker

fra civilisationer, der kollapsede
for længe siden?

Jeg har rejst rundt i verden
for at studere forhistorisk innovation,

og jeg har opdaget, at gamle
teknikker fra levende kulturer,

stadig bruges den dag i dag.

Nogle af disse kulturer
har du måske slet ikke hørt om.

De bor i de fjerneste dele af verden,

hvor de i generationer
har oplevet miljømæssige ekstremer

som tørke og oversvømmelse.

For nogle år siden rejste jeg i Nordindien

til et område med udsigt over Bangladesh.

Her bor Khasi-folket i en skov,

hvor det regner mere
end noget andet sted på kloden.

I løbet af regntiden

er det umuligt at rejse fra landsby
til landsby på grund af floder,

der skærer sig gennem den tætte skov

og forvandler den til et ørige.

Områdets bjergstamme har udviklet
broer af levende rødder,

som skabes ved at føre og gro trærødder,

der er så tykke, at du dårligt
kan få armene omkring dem,

gennem et omhyggeligt flettet skelet.

De mange generationer af Khasi-mænd,
kvinder og børn

tager sig af disse rødder

efterhånden som de vokser
til den anden side,

hvor de plantes for at skabe en struktur,

der bliver stærkere med årene.

Denne 1.500 år gamle tradition
med at dyrke levende rodbroer

har produceret 75 af disse
imponerende strukturer.

Og selvom det tager 50 år
før de er groet færdigt,

kan de holde i århundreder.

Over hele verden

har jeg set kulturer, der i tusinder af år
har levet med oversvømmelser,

ved at udvikle disse gamle teknologier,
hvorved de kan samarbejde med vandet.

I de våde dele af Sydirak,

som formes af sammenløbet mellem
floderne Tigris og Eufrat,

bor en unik civilisation midt i vandet.

I 6000 år har Maʿdān-folket
bygget flydende landsbyer

på kunstige øer, der er skabt af
en særlig slags siv,

som gror omkring dem.

Qasab-sivene er en uundværlig del
af denne civilisations liv.

Det fungerer som foder til vandbøflerne,

mel til menneskene

og byggemateriale til disse
bionedbrydelige, flydende øer

og deres katedrallignende huse,

som bygges på kun tre dage.

Det tørrede Qasab-siv

kan samles til søjler,

kan væves til gulve, tag eller vægge

og kan blive snoet til et reb,

der bruges til at holde bygningerne
sammen uden brug af søm.

Maʿdān-landsbyerne er i generationer

blevet bygget i mosen

på øer, der kan flyde i 25 år.

Selvom verden lige nu fokuserer på
corona-pandemien,

er der stadig byer, som synker,
og vandstande, der stiger.

Højteknologiske løsninger

kan bestemt hjælpe os noget af vejen,

men når vi haster mod fremtiden,

glemmer vi vores fortid.

I andre dele af verden,
hvor floder er forurenet med kloakvand,

renser en by på 15 millioner
alt spildevand med deres flodområder.

På kanten af Calcutta,

langs rygende bunker af skrald

og tværgående motorveje,

renser en gammel teknologi med
300 fiskedamme

byens vand, mens den producerer dens mad.

Spildevandet nedbrydes

gennem en kombination
af solskind og kloakvand

og en symbiose mellem alger og bakterier.

Fiskedammene fortsætter med at
rense vandet

i en proces, der tager cirka 30 dage.

Og denne opfindelse

er ikke kun en slags naturlig vandrensning
uden brug af kemi og kul.

Fordi centrum af Calcutta ikke har noget
rensningsanlæg,

er det byens eneste mulighed
for at rense vandet i floden

før det når Den Bengalske Bugt.

Noget af det mest utrolige ved
denne infrastrukter er,

at mens byer rundt om i verden
i Asien og i Europa

begyndte at kopiere netop dette system,

kæmper Calcutta nu for at redde det
fra at blive fortrængt af udvikling.

For at håndtere oversvømmelser
på en helt anden måde,

har Tofinu-stammen udviklet
Afrikas største søby.

Ganvié, der betyder "Vi overlevede",

består af huse på stylter,
der er organiseret omkring et kanalsystem,

som du kan komme rundt i med en
stammebåd.

Den kongelige plads ligger mellem
3.000 huse på stylter,

deriblandt et postkontor,

en bank, en moske

og endda et par barer,

der alle er omringet af omkring
12.000 individuelle fiskedamme

eller mangrovekonstruktioner.

Dette kemifrie kunstige rev
dækker næsten halvdelen af lagunen

og leverer mad til en milllion mennesker,
der bor omkring den.

Hvad jeg finder utroligt er,

at hvor en enkel konstruktion
ikke har den store betydning,

vil 12.000 af den slags konstruktioner

skabe en gammel teknologi,
der minder om industriel vandkultur,

hvilket er den største trussel
mod vores mangroveøkosystem...

men denne teknologi

bygger på mere biodiversitet end før.

Da jeg tidligere i år
var hjemme i Australien

skete det mest utrolige.

Asken fra bushbrandede,
der omringede Sydney, faldt på os,

da vi sad på Bondi Beach.

Eftersom vi var bange for forurening --

og ikke virusinfektioner --

bar vi allerede masker.

Luften var tyk af en røgfane,

der var så stor, at den nåede hele vejen
til New Zealand.

I midten af disse naturbrande,

der var de værste vi nogensinde havde set,

skete der noget uventet,

men helt fantastisk.

De gamle områder i Australien,

hvor man dyrker gammeldags
"fire-stick" landbrug,

blev skånet af naturbrandene,
der gik udenom.

Og disse ældgamle skove

overlevede på grund af generationer
af sæsonbestemt afbrænding,

hvor aboriginals tænder små,
langsomme og kolde brande.

Så selvom naturbrande er en
naturkatastrofe,

som en konsekvens af klimaforandringer,

er de også menneskeskabte.

Hvad der er så utrolig ved dette er,
at vi har den gamle teknologi,

som vi ved kan forhindre dem,

og vi har brugt den i tusindvis af år.

Det jeg finder mest fascinerende
ved disse teknologier er,

hvor komplekse de er

og hvor tunede de er til naturen.

Og tænk, hvor stærke vi alle kunne blive,

hvis vi lærte fra dem.

Når vi er i krise, har vi en tendens
til at bygge mure til at forsvare os selv.

Jeg er arkitekt

og jeg er blevet trænet
til at finde permanente løsninger --

cement, stål, glas --

der bruges til at bygge en fæstning
mod naturen.

Men min søgning efter gamle systemer
og gammeldags teknologier

har været anderledes.

Den er blevet inspireret af en idé om,
at kriser gør os kreative.

Vi har årtusinder af gammel viden,

som kan lære os at designe med naturen,

hvis bare vi lytter
og lader den udvide vores horisont

Og ved at lytte,

bliver vi klogere

og parate til at klare det 21. århundredes
udfordringer,

som vi ved vil bringe os og vores planet
i fare.

Og jeg har set det.

Jeg ved, at det er muligt.