Jeg har stadig et forfærdeligt billede i mit hoved
Jeg kunne se folk falde,
skud.
Jeg var så rædselsslagen.
Jeg græd meget.
Nogen som kendte min far og mor
greb min hånd og han sagde,
"Kom med! Kom med!"
Og jeg var sådan,
"Hvor er min mor? Min mor? Min mor?"
Om nætterne kunne vi høre skud,
Vi kunne høre geværer.
Det var meningen, der skulle være valg.
Vi havde unge mennesker der gik på gaden,
de strejkede.
Og de fleste af de unge mennesker døde.
Vi gik ombord på et fartøj.
Det var overfyldt.
Folk løb for livet.
Det var sådan jeg flygtede fra Somalia.
Min mor savnede mig.
Ingen fortalte hende hvor jeg tog hen.
Det faktum, at vi ikke gik i skole,
og ikke kunne gå på markedet,
men bare sad fast derhjemme,
fik mig til at indse, at hvis jeg fik
chancen for at gå efter noget bedre,
kunne jeg bare gå efter det
og få en bedre fremtid.
(Musik)
På global skala,
er antallet af fordrevne folk steget.
Nu, er der næsten 60 millioner
fordrevne folk i verden.
Og desværre stopper det ikke.
Jeg tror, det humanitære samfund
er begyndt at indse,
udfra forskning og virkeligheden,
at der er tale om et
meget mere permanent problem.
De her studerende har brug for
en tertiær uddannelse,
En afsluttende eksamen, de kan bruge.
Hvis disse studerende bor i Rwanda nu,
og de bliver forflyttet,
kan de stadig fortsætte deres studier.
Deres eksamen kan stadig bruges,
hvorend de er.
Vores dristige projekt var at teste
Southern New Hampshire University's
Global Education Movement's
evne til at skalere,
til at bringe bachelorgrader
og muligheder for ansættelse
til flygtninge og de, der ellers ikke
ville have adgang til højere uddannelse.
Som flygtning, var det næsten umuligt
at fortsætte min uddannelse
og gøre karriere.
Mit navn er Saida Aden Said,
og jeg er fra Somalia.
Jeg var ni år gammel da jeg kom til Kakuma
og jeg startede i skole som 17-årig.
Nu er jeg i gang med min bachelor
hos SNHU.
Mit navn er Noria Dambrine Dusabireme.
Jeg er i gang med min bachelor
i kunst og kommunikation
med fokus på business.
Vi hjælper studerende på tværs af
fem forskellige lande:
Libanon, Kenya, Malawi,
Rwanda og Sydafrika.
Vi er meget stolte over at have
800 AA dimittender til over
400 bachelor dimittender og næsten
1.000 studerende indskrevet lige nu.
Så det magiske her er, at vi adresserer
flygtninges liv mens de eksisterer.
Der er ingen undervisningstimer.
Der er ingen forelæsninger.
Der er ingen afleveringsdatoer.
Der er ingen afsluttende eksaminer.
Denne uddannelse er kompetencebaseret
og ikke tidsbunden.
Du vælger hvornår
du vil starte dit projekt.
Du vælger hvordan
du vil gå til projektet.
Du kan se målene når du åbner platformen.
Under hvert mål kan vi finde projekter.
Når du åbner et projekt,
får du kompetencerne,
som der kræves,
vejledning
og overblik over projektet.
SNHU's hemmelighed
er at kombinere den kompetencebaserede
online læring
med den læring vi får af at arbejde sammen
for at sørge for al den støtte
der er nødvendig.
Det inkluderer akademisk coaching.
Det inkluderer psykologisk støtte,
medicinsk hjælp
og det er også støtte til beskæftigelse
efter uddannelsen.
Det er dét, der resulterer i
de 95 procent beståelse,
de 88 procent ansættelse.
Jeg er en
social media-management praktikant.
Det relaterer sig til dén kommunikations-
grad, jeg er i gang med.
Jeg har lært så mange ting af projektet
og i den virkelige verden.
Det strukturerede praktikforløb
er virkelig en mulighed
for studerende til at øve sig
i deres evner
for at vi kan skabe forbindelser
mellem praktikforløbet
og en senere jobmulighed.
(Musik)
Det her er en model der ikke sætter tid
og universitetspolitikker
og procedurer i centrum
men i stedet sætter
den studerende i centrum.
SNHU-modellen er en
vigtig måde at skabe en ændring.
Enormt vigtig.
Det er en stor ændring
på den traditionelle form
for tertiær uddannelse her.
Den kan forandre studerendes liv
fra disse skrøbelige flygtningesamfund.
Hvis jeg får min uddannelse,
kan jeg bare komme tilbage
og arbejde hvor jeg vil.
Jeg kan tage en kandidatuddannelse
med selvsikkerhed på engelsk,
hvilket er noget, jeg aldrig
ville have drømt om før.
Og jeg har selvtilliden og evnerne
der skal til
for at kunne gå ud
og tackle arbejdspladsen
uden at behøve frygte
at jeg ikke kan klare det.
Jeg har altid villet arbejde
med lokalsamfundet.
Jeg vil gerne etablere en non-profit.
Vi er fortalere for kvinders uddannelse.
Jeg vil være én som er
ligesom en ambassadør
og anspore dem til at lære
og fortælle dem,
at det aldrig er for sent.
Det er en drøm.