Giv dig selv tilladelse til at være kreativ

Reflekterer på øjeblikke, som formede hans liv, skuespiller Ethan Hawke undersøger hvordan modig udfoldelse promoverer helbredelse og sammenføring med andre -- og inviterer dig til at opdage din egen skamløse kreativitet. "Der er ingen vej indtil du tager den," siger han.

Jeg håbede på, i dag, at tale
en smule om kreativitet.

Du ved, en masse mennesker kæmper meget

med at give sig tilladelse
til at være kreativ.

Og rimeligt nok,

Jeg mener, vi er alle lidt suspekte
over vores eget talent.

Og jeg kan huske en historie
jeg hørte første i mine 20'ere

som egentlig betyder meget for mig.

Jeg var fan af Allen Ginsberg,

og jeg læste his poesi,

og jeg læste --
han lavede mange interviews --

og en gang, William F. Buckley
havde dette TV program

kaldet "Firing Lane,"

og Ginsberg deltog
og sang en Hara Krishna sang

mens han spillede stueorgel.

Og han tog tilbage til New York
til hans intelligentsia venner

og de fortalte ham,

"Ved du ikke at alle
synes du er en idiot,

og at hele landet
laver grin med dig?"

Og han sagde, "Det er mit job.

Jeg er en poet, og jeg kommer
til at spille narren.

De fleste mennesker skal gå
på arbejde hele dagen,

og de kommer hjem
og de skændes med deres partner,

og de spiser, og de tænder for
det gamle TV

og nogle prøver på
at sælge dem noget,

og det ødelagde jeg fuldstændig.

Jeg gik på og sang om Krishna

og nu sidder de i sengen
og siger, "Hvem er den dumme poet?"

og de kan ikke falde i søvn, ikke?"

Og det er hans job som poet.

Og så, jeg finder det meget befriende,

fordi jeg tror at de fleste af os
virkelig gerne vil tilbyde verden

noget af kvalitet,

noget som verden vil anse
som godt eller vigtigt.

Og det er den sande fjende,

fordi det er ikke op til os om
hvad vi gør er noget godt,

og hvis historien har lært os noget,

verden er en ekstremt
upålidelig kritiker.

Ikke?

Så du siger til dig selv:

Tror du vores kreativitet har betydning?

Men, hmm.

De fleste mennesker bruger ikke meget tid
på at tænke på poesi. Ikke?

De har et liv at leve,

og de er egentlig ikke så bekymret
om Allen Ginsberg's digte

eller nogens digte,

indtil deres far dør,

de tager til begravelse,

du mister et barn,

nogle knuser dit hjerte,
de elsker dig ikke mere,

og lige pludeslig,

er du desperat efter at forstå
mening med dette liv,

og, "Har nogen nogensinde
haft det så dårligt før?

Hvordan kom de ud af denne sky?"

Eller det modsatte -- noget skønt.

Du møder nogen og dig hjerte eksploderer.

Du elsker dem så meget,
du kan ikke engang se lige.

Du ved, du er svimmel.

"Har nogen følt sådan her før?
Hvad sker der med mig?"

Og der er kunst ikke en luksus,
det er faktisk næring.

Vi har brug for det.

OK. Men, hvad er det?

Menneskelig kreativitet er
naturen inden i os.

Vi kigger på, øhm ...

nordlyset. Ikke?

Jeg var med i filmen
"White Fangs", da jeg var barn,

og vi filmede i Alaska,

og du gik ud om natten

og himlen var fyldt med
lilla og pink og hvid,

og det var det smukkeste
syn jeg har set.

Det så ud som om himlen legede.

Smukt.

Du ser Grand Canyon ved solnedgang

Det er smukt.

Vi ved det er smukt.

Men at være forelsket?

Din elsker er ret smuk.

Jeg har fire børn.

At se dem lege?

Se dem lade som om at de er sommerfugle

eller løbe rundt i huset
og gøre alt muligt,

det er så smukt.

Og jeg tror på at vi er her
på denne stjerne i universet

for at prøve at hjælpe hinanden. Ikke?

Og først skal vi overleve,

og så skal vi trives.

Og for at trives, udtrykke os selv,

okay, men, her er tricket:
vi skal kende os selv.

Hvad elsker du?

Og hvis du kommer tæt på hvad du elsker,

hvem du er bliver afsløret for dig,

og det udvides.

For mig, det var virkelig nemt.

Jeg havde min første professionelle rolle.
Jeg var 12.

Jeg var i stykket "Saint Joan"
af George Bernard Shaw

i McCarter teateret,

og -- boom! -- jeg var forelsket.

Min verden blev større.

Og den karriere --
Jeg er snart 50 år nu --

den karriere har aldrig stoppet
med at give mig tilbage,

og den giver mere og mere,

mest, mærkeligt nok,

gennem karakterne som jeg har spillet.

Jeg har spillet politibetjente, kriminelle

jeg har spillet præste og syndere,

og magien af dette over en livstid,
over 30 år med det her,

er at du begynder at se
at mine oplevelser,

mig, Ethan, er ikke nær så unikke

som jeg troede.

Jeg har så meget til fælles
med alle disse mennesker.

Og så har de også noget
til fælles med mig.

Du begynder at se hvor
forbundet vi alle er.

Min oldemor,
Della Hall Walker Green,

på hendes dødsleje,

skrev hun en lille biografi
på hospitalet,

og den var kun 36 sider lang,

og hun brugte omkring fem sider

på om dengang
hun lavede kostumer til et stykke.

Hendes første mand fik,
jamen, en paragraf.

Bomuldshøstning, som hun gjorde
i 50 år, blev kort nævnt.

Fem sider om at lave kostumer.

Og jeg kigger -- min mor gav mig
et af de tæpper hun lavede,

og du kan føle det.

Hun udtrykte sig selv,

og det har en kraft som er virkelig.

Jeg kan huske min stedbror og jeg
tog i biografen for at se "Top Gun",

det år den udkom.

Og jeg kan huske vi gik ud af
storcenteret, det var stegende hedt,

Jeg kiggede bare på ham,

og vi følte begge den film
var et kald fra Gud.

Du ved? Bare ...

Men komplet anderledes.

Ja, jeg ville være skuespiller

Jeg tænkte, jeg skal lave noget som
får folk til at føle.

Jeg ville gerne være en del af det.

Og han ville være i militæret.

Det var alt vi gjorde, legede FBI,
legede militær,

legede riddere, du ved,
og jeg ville posere med mit sværd

og han lavede en fungerende armbrøst

så du kunne skyde en pil ind i træet.

Så han begynder i hæren.

Altså, han er pensioneret
oberst i De Grønne Baratter.

Han er multi dekoreret krigsveteran
fra Afghanistan og Irak.

Han underviser nu en sejllads lejr
for børn af faldne soldater.

Han gav hans liv til hans passion.

Hans kreativitet var lederskab,

at lede andre,

hans mod, at hjælpe andre.

Det var det han følte hans kald var,

og det gav tilbage til ham.

Vi ved dette -- denne tid
i vores liv er så kort,

og hvordan vi bruger den

bruger vi den på hvad
der er vigtigt for os?

De fleste af os gør ikke.

Jeg mener, det er hårdt.

Vaner er så svære at bryde,

og det er hvad der gør børn
så fantastisk kreative,

at de ikke har nogle vaner,

og de tænker ikke over
om de er gode eller ej, ikke?

De bygger ikke et sandsolt og siger,

"Jeg tror at jeg bliver en
rigtig god sandslotsbygger."

De kaster bare sig selv ind i de
opgaver du stille foran dem ---

dans, at lave et maleri,

at bygge noget:

hvilken mulighed de har,

de bruger den til at vise dig
deres individualitet.

Det er så smukt.

Det er en ting som bekymrer mig sommetider
når du snakker om kreativitet,

fordi det kan have den følelse af
at det bare er rart,

du ved, eller det er varmt
eller noget behageligt.

Det er det ikke.

Det er livsvigtigt.

Det er en måde at helbrede hinanden på.

Ved at synge vores sang,

ved at fortælle vores historie,

at invitere dig til at sige,

"Hey, lyt til mig,
og jeg vil lytte til dig,"

Vi starter en dialog.

Og når du gør det,
så starter helbredningen,

og vi kommer ud af vores hjørner,

og vi begynder at vidne
hinanden's fælles menneskehed.

Vi begynder at fastholde det.

Og når vi gør det,
sker virkelig gode ting.

Så, hvis du vil hjælpe dit samfund,
hvis du vil hjælpe din familie,

hvis du vil hjælpe dine venner,

skal du udtrykke dig selv.

Og for at udtrykke dig selv,
skal du kende dig selv.

Det er egentlig super nemt.

Du skal bare følge din kærlighed.

Der er ingen sti.

Der er ingen sti indtil du går på den,

og du skal være villig til at
spille fjolset.

Så læs ikke bogen som du skal læse,

læs bogen du har lyst til at læse.

Lyt ikke til det musik som
du plejede at kunne lide.

Brug noget tid på at lytte
til noget nyt musik.

Brug noget tid på at tale med nogen
som du normalt ikke taler med.

Jeg lover, at hvis du gør det,

du vil føle dig fjollet.

Det er meningen.

Spil fjolset.

(Spiller guitar)

(Synger) Men, jeg vil til Austin,
og jeg vil blive hjemme.

Invitere vores venner over
men stadig være alene.

Leve for fare.

Vær sej.

Have alle respektere mig
for at være et fjols.