Hvorfor vi skal konfrontere de smertefulde dele af USAs historie.

For at komme videre i USA, skal vi kigge tilbage og konfrontere den svære historie som formede omfattende uretfærdigheder. Ved at genbesøge en vigtig men overset stykke af historie, Hasan Kwame Jeffries fremhæver behovet for at væve historisk kontekst, uanset hvor smertefuldt, ind i vores forståelse af moderne samfund -- så vi kan forstyrre det kontinuum af uretfærdigheder rettet mod marginaliserede samfund.

For ikke særlig lang tid siden,

modtog jeg en invitation

til at tilbringe et par dage i
James Madison's historiske hjem.

James Madison, selvfølgelig,

var den fjerde præsident
i USA,

Forfatningens fader,

arkitekten af de 10 første
tillægsparagraffer.

Som en historiker,

var jeg meget spændt på
at besøge dette historiske sted,

fordi jeg forstår og værdsætter
kraften ved stedet.

Madison kaldt hans ejendom
Montpelier.

Og Montpelier er så smuk.

Der er flere tusinde hektar
af rullende bakker,

landbrugsjord og skove,

men fuldstændig betagende udsigt
over Blue Ridge bjergene.

Men det er en hjemsøgende
skønhed,

fordi Montpelier var også en
slavearbejdslejr.

Du ved, James Madison gjorde
mere end 100 mennesker til slaver

over hans levetid.

Og han befriede ikke en
eneste sjæl,

ikke engang da han døde.

Hovedattraktionen i Montpelier
er Madison's palæ.

Det var her James Madison voksede op,

det var her han tog tilbage til
efter hans præsidentembede sluttede,

det var her han til sidst døde.

Og hovedattraktionen ved Madison's
palæ er hans bibliotek.

Dette værelse er på anden sal,

hvor Madison undfangede og
dannede de 10 forfatningstillæg.

Da jeg besøgte første gang,

uddannelsesdirektøren,
Christian Cotz --

sej, hvid fyr --

(Latter)

tog mig, næsten med det samme,
ind i biblioteket.

Og det var fantastisk,
at være i stand til at stå i det sted

hvor så vigtige øjeblikke i
Amerikansk historie skete.

Men så, efter et lille stykke tid der,

Christian tog mig med nedenunder
til palæets kældre.

Nu, i palæets kældre,

det var der de Afro-Amerikanske slaver
som arbejdede i huset

tilbragte det meste af deres tid.

Det var også der hvor de var ved at bygge
en ny udstilling om slaveri i USA.

Og mens vi var der,

bad Christian mig om at gøre noget
jeg tænkte var en smule mærkeligt.

Han bad mig om at tage min hånd

og løbe den hen ad murstensvæggen
i kældren,

indtil jeg kunne mærke aftryk eller
riller i facaden af murstenene.

Hør nu her,

Jeg skulle være på denne
tidligere slave plantage

i et par dage,

så jeg ville ikke irritere
de hvide mennesker.

(Latter)

Fordi når dette var over,

ville jeg gerne sikre mig
at jeg kunne komme ud.

(Latter)

Men da jeg løb min hånd
henover kælder væggen,

kunne jeg ikke lade være med
tænke på mine døtre,

og specielt min yngste,

som kun var omkring 2 eller 3 år
på dette tidspunkt,

fordi hver gang hun hoppede
ud af vores bil,

ville hun tage sin hånd og
løbe den hen ad bilens ydre,

hvilket er fuldstændig modbydeligt.

Og så --

og så, hvis jeg ikke nåede hende i tide,

ville hun tage hendes fingre
og putte dem i munden,

hvilket drev mig fuldstændig sindsyg.

Så dette var hvad jeg tænkte på
mens jeg skulle være en historiker.

(Latter)

Men så, følte jeg rent faktisk disse
aftryk i murstenene.

jeg følte rillerne i murstenene.

Og det tager et sekund at indse
hvad de er.

Hvad de er

er små håndaftryk.

Fordi alle murstenene i
James Madison's palæ

er lavet af børnene som
var slaver der.

Og det var der det slog mig

at biblioteket

hvor James Madison undfangede og
dannede de 10 forfatningstillæg

hviler på et fundament af
mursten

lavet af børnene han havde som
slaver.

Og dette er hård historie.

Det er hård historie fordi
det er svært at forestille sig

den slags umenneskelighed

som leder en til at slavebinde børn

til at lave mursten for din egen
komfort og behagelighed.

Det er hård historie,

fordi det er hårdt at tale om
volden i slaveri,

slagene, piskene,
bortførelserne,

de tvungne familieadskillelser.

Det er hård historie, fordi det er hårdt
at undervise i hvid herredømme,

hvilket er ideologien som
refærdiggør slaveri.

Og så, i stedet for at konfrontere
hård historie,

har vi tendens til at undgå det.

Men, sommetider betyder det
at finde på andre ting.

Jeg kan ikke fortælle jer hvor
mange gange jeg har hørt folk sige

at "staternes rettigheder" var
skyld i borgerkrigen.

Det ville faktisk være en overraskelse

for de mennesker som kæmpede
i borgerkrigen.

(Latter)

Sommetider, prøver vi at rationalisere
hård historie.

Når folk besøger Montpelier --

og med "folk", mener jeg i dette tilfælde
hvide folk --

når de besøger Montpelier

og lærer om Madison's slaveri,

spørger de ofte,

"Men var han ikke en god herre?"

En "god herre"?

Der findes ikke en god herre.

Der var kun slem og værre.

Og sommetider,

lader vi bare som om at fortiden
ikke skete.

Jeg kan ikke fortælle jer hvor
mange gange jeg har hørt folk sige,

"Det er svært at forestille slaveri
eksisterede udenfor plantagerne i Syden."

Nej, det er ikke.

Slaveri eksisterede i alle
Amerikanske kolonier,

slaveri eksisterede i min hjemstat
New York

i 50 år efter den
Amerikanske Revolution.

Så hvorfor gør vi dette?

Hvorfor undgår vi at konfrontere
hård historie?

Literær kunstner og
underviser Regie Gibson

havde sandheden da han sagde

at vores problem som Amerikanere
er at vi faktisk hader historie.

Hvad vi elsker

er nostalgi.

Nostalgi.

Vi elsker historier om fortiden

som for os til at føle os trygge
omkring nutiden.

Men vi kan ikke blive ved
med at gøre dette.

George Santayana, den Spanske
forfatter og filosof,

sagde at de som ikke kan
huske fortiden

er dømt til at gentage den.

Nu, som en historiker, bruger jeg meget
tid på at tænke over denne udtalelse,

og på en måde,
gælder det os i USA.

Men på en måde gør det ikke.

Fordi, væsentligt i denne udtalelse,

er idéen at på et tidspunkt,

stoppede vi med at gøre de ting

som havde skabt ulighed
i første omgang.

Og den hårde sandhed er at,

det har vi ikke.

Overvej race-velstandskløften.

Velstand er skabt ved at samle
ressourcer i en generation

og videregive dem til de
efterfølgende generationer.

Median hvide husstandes velstand

er 147.000 dollars.

Median sorte husstands velstand

er 4 tusinde dollars.

Hvordan forklarer du denne
voksende kløft?

Hård historie.

Min tipoldefar var født
en slave

i Jasper kommune, Georgia, i 1850'erne.

Mens slavebundet, var han aldrig tilladt
at samle noget,

og han blev befriet med ingenting.

Han blev aldrig kompenseret
for de mursten han lavede.

Min oldefar var også født i Jasper
kommune, Georgie, i 1870'erne,

og han formåede faktisk at samle
en god del jord.

Men så, i 1910'erne, Jim Crow
tog det jord fra ham.

Og så tog Jim Crow hans liv.

Min bedstefar, Leonard Jeffries Senior,

var født i Georgia,

men der var intet tilbage for ham der,

så han voksede faktisk op i
Newark, New Jersey.

Og han brugte størstedelen af hans liv
som en inspektør.

Job diskrimination,
segregeret uddannelse, og redlining

afholdte ham fra at slå igennem
til middelklassen.

Og så da han gik bort
i starten af 1990'erne,

efterlod han til sine to sønner

intet mere end en livsforsikringspolice

som var knap nok til at dække
begravelsesudgifterne.

Mine forældre, begge socialarbejdere,

de har faktisk formået at købe et hjem

i Crown Heights sektionen af Brooklyn,
New York, i 1980,

for 55.000 dollars.

Crown Heights, på det tidspunkt,
var et helt-sort kvarter,

og det var en smule råt.

Min bror og jeg ville ofte falde i søvn,

i mid-80'erne,

til pistolskud.

Men mine forældre beskyttede os,

og mine forældre holdte ved dette hjem.

I 40 år.

Og de er der stadig.

Men noget grundlæggende
Amerikansk skete

omkring 20 år siden.

Omkring 20 år siden,

gik de i seng en aften i et
helt-sort kvarter,

og de vågnede op den næste morgen

i et helt-hvidt kvarter.

(Latter)

Og som et resultat af gentrifikation,

ikke kun forsvandt deres naboer
på mystisk vis,

men værdien af deres hjem

steg dramatisk.

Så det hjem som de købte
for 55.000 dollars --

med 29% rente, så I ved det --

det hjem er nu værd 30 gange
hvad de betalte for det.

30 gange.

Regn det ud med mig.

Det er 55.000 gange 30, flyt nullerne --

Det er mange penge.

(Latter)

Så det betyder,

som deres eneste ejendom,

når tiden kommer til dem at give
den ejendom videre til min bror og mig,

vil det være første gang i
min familie's historie,

mere end 150 år efter
slutningen af slaveri,

at der vil være en betydningsfuld
videregivning af rigdom i min familie.

Og det er ikke fordi familiemedlemmerne
ikke har samlet,

ikke har arbejdet hårdt,

ikke har værdsat uddannelse.

Det er på grund af hård historie.

Så når jeg tænker over fortiden,

min bekymring om ikke at huske den

er ikke at vi vil gentage den
hvis vi ikke husker den.

Min bekymring, min frygt
er at hvis vi ikke husker fortiden,

vil vi fortsætte den.

Vi vil fortsætte med at gøre de ting

som skabte ulighed og uretfærdighed
i første omgang.

Så det vi må gøre

er at forstyrre den fortsættelse
af hård historie.

Og vi kan gøre dette ved
at søge sandheden.

Ved at konfrontere hård historie direkte.

Ved at forstørre hård historie
for hele verden.

Vi kan gøre dette ved
at fortælle sandheden.

Lærere som underviser deres
elever i hård historie.

Ved at gøre andet er at begå
undervisnings pligtforsømmelse.

Og forældre skal fortælle deres børn
sandheden,

så de forstår

hvor vi er kommet fra
som en nation.

Og til sidst, vi må handle på sandheden.

Individuelt og kollektivt,

offentligt og privat,

på små måder og store måder.

Vi må gøre de ting som kan
bøje buen af det moralske univers

mod retfærdighed.

At gøre ingenting er
at være medskyldig

i ulighed.

Historien minder os om

at vi, som en nation,

står på skulderne af politiske giganter

som James Madison.

Men hård historie minder os om
at vi, som nation,

også står på skulderne af
slavebundne Afro-Amerikanske børn.

Små sorte drenge og små sorte piger

som, med deres bare hænder,
lavede murstenene

som danner fundamentet
for denne nation.

Og hvis vi er seriøse om at
skabe et fair og lige samfund,

så ville vi gøre godt af at huske det,

og vi ville gøre godt af at huske dem.

Tak.

(Bifald)