William Ury: Gåturen fra "nej" til "ja"

William Ury, forfatter af "Få 'ja' når du forhandler" giver en elegant, enkel (dog ikke nem) måde at opnå enighed på i selv de vanskeligste situationer - fra familiekonflikter til, måske, Mellemøsten.

Nå, emnet om vanskelige forhandlinger

minder mig om en af mine foretrukne historier

fra Mellemøsten,

om en mand, der efterlod sine 3 sønner 17 kameler.

Den første søn efterlod han halvdelen af kamelerne.

Til den anden søn efterlod han en tredjedel af kamelerne,

og til den yngste søn, efterlod han en niendedel af kamelerne.

så, de tre sønner gik i forhandling.

Sytten kan ikke divideres med to.

Det kan ikke divideres med tre.

Det kan ikke divideres med ni.

Brødrenes temperements begyndte at blive anstrengte.

Endelig, i desperation,

konsulterede en klog gammel kone.

Den kloge gamle kone tænkte længe over deres problem,

og hun kom endelig tilbage og sagde,

"Jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe jer,

men, hvis i ønsker det, kan i få min kamel."

Så havde de 18 kameler.

Den første søn tog sin halvdel - halvdelen af 18 er ni.

Den anden søn tog sin tredjedel - en tredjedel af 18 er seks.

Den yngste søn tog sin niended el -

en niendedel af 18 er to.

Du får 17.

De havde en kamel tilovers.

De gav det tilbage til den kloge gamle kvinde.

(Latter)

Hvis du tænker over denne historie et øjeblik,

tror jeg den ligner

mange af de vanskelige forhandlinger, vi bliver involveret i.

De starter som 17 kameler -- ingen måde at løse dem.

på en måde, er det vi burde gøre

at tage et skridt tilbage fra de situationer, ligesom den kloge gamle kone,

Se på situationen gennem friske øjne

og finde en attende kamel.

At finde denne attende kamel i verdens konflikter

har været min passion i livet.

Jeg ser dybest set menneskeheden lidt
ligesom de tre brødre.

Vi er alle én familie.

Vi ved, at videnskabeligt,

takket være den kommuniktive revolutionen,

alle stammerne på planeten, alle 15.000 stammer,

er i kontakt med hinanden.

Og det er en stor familie sammenkomst,

og alligevel, som mange familie sammenkomster,

er det ikke bare fred og glæde.

Der er en masse konflikter,

og spørgsmålet er,

Hvordan håndterer vi vores forskelle?

Hvordan håndterer vi vores dybeste forskelle,

givet den menneskelige tilbøjelighed til konflikt

og det menneskelige talent for

at udtænke våben med enorm ødelæggelseskraft?

Det er spørgsmålet.

idet jeg har brugt den bedre del af tre årtier,

næsten fire,

på at rejse rundt i verden,

forsøgt at arbejde, at blive
involveret i konflikter

lige fra Jugoslavien til Mellemøsten

til Tjetjenien til Venezuela,

nogle af de mest vanskelige konflikter på planeten,

Jeg har spurgt mig selv om dette spørgsmål.

Og jeg tror jeg har fundet, på nogle måder,

Hvad der er hemmeligheden til fred.

Det er faktisk overraskende nemt.

Det er ikke let, men det er simpelt.

Det er ikke engang nyt.

Det er måske vores ældste arv som mennesker.

Hemmeligheden til fred, er os.

Det er os, der handler

som det omgivende samfund

omkring enhver konflikt,

der kan spille en konstruktiv rolle.

Lad mig give dig en historie, et eksempel.

Omkring 20 år siden, var jeg i Sydafrika

jeg arbejdede med parterne i denne konflikt,

og jeg havde en ekstra måned,

så jeg tilbragte noget tid boende

med flere grupper af San Bushmen.

Jeg var nysgerrig omkring dem og om den måde, hvorpå de kan løse konflikter.

Fordi, trods alt, inden for mands minde

var de jægere og samlere,

de levede stort set som vores forfædre levede

i måske 99 procent af den menneskelige historie.

Og alle mændene har disse giftige pile, som de bruger til at jagte --

fuldstændig dødelig.

Så hvordan håndterer de deres forskelle?

altså, hvad jeg lærte

er, når temperamentet stiger i disse samfund,

går nogen ud og skjuler de gift pile i bushen,

og så sætter alle sig i en cirkel som denne,

og de sidder, og de taler, og de taler.

Det kan tage to dage, tre dage, fire dage,

men de hviler ikke

indtil de finder en løsning,

eller bedre endnu, en forsoning.

Og hvis temperament stadig er for højt,

sender de nogen ud for at besøge
nogle slægtninge

som noget betænkningstid.

altså, det system

er nok det system,
der holdte os i live på dette punkt,

givet vores menneskelige tendenser.

Dette system, jeg kalder "den tredje side."

Fordi hvis du tænker over det,

normalt når vi tænker på konflikt,
når vi beskriver det,

er der altid to sider --

Det er araberne kontra israelerne,
arbejdskraft kontra ledelsen,

mand kontra kone,
Republikanerne kontra Demokraterne.

Men hvad vi ofte ikke kan se

er, at der altid er en tredje side,

og den tredje side af konflikten er os,

det er det omkringliggende samfund,

det er vennerne, de allierede,

familiemedlemmerne, naboerne.

Og vi kan spille en utrolig konstruktiv rolle.

Måske den mest grundlæggende måde

hvorpå den tredje side kan hjælpe

er at minde parterne om hvad der virkelig er på spil.

Af hensyn til børnene, af hensyn til familien,

af hensyn til fællesskabet, af hensyn til fremtiden,

lad os holde op med at kæmpe et øjeblik
og begynde at tale.

Fordi, sagen er,

når vi er involveret i konflikt,

er det meget nemt at miste perspektivet.

det er meget nemt at reagere.

Mennesker -- vi er reaktions maskiner.

Og som man siger,

Når du er vred, vil du lave den bedste tale

du nogensinde vil fortryde.

Så den tredje side minder os om dét.

Den tredje side hjælper os ud på altanen,

som er en metafor for et sted der giver perspektiv,

hvor kan vi holde vores øjne på trofæet.

Lad mig fortælle dig en lille historie
fra min egen forhandlings erfaring.

For nogle år siden var jeg involveret
som facilitator

i nogle meget vanskelige forhandlinger

mellem lederne i Rusland

og ledere i Tjetjenien.

Der var en krig, som du ved.

Og vi mødtes i Haag,

i Fredspaladset,

i det samme rum, hvor den
jugoslaviske krigsforbryderdomstol

fandt sted.

Og forhandlingerne fik en temmelig vanskelig start

da vicepræsidenten for Tjetjenien

begyndte ved at pege på russerne og sige,

"I burde blive lige her i jeres sæder,

fordi i vil blive anklaget for krigsforbrydelser."

Og da han fortsatte, og han vendte sig mod mig og sagde,

"Du er en amerikansk.

Se på hvad i amerikanere laver i Puerto Rico."

og mine tanker begyndte at løbe,
"Puerto Rico? hvad ved jeg om Puerto RIco?"

Jeg begyndte at reagere,

men så prøvede jeg at huske at gå ud på altanen.

Og så da han standsede,

og alle kiggede på mig efter et svar,

fra balkonens perspektiv var jeg i stand til
at takke ham for hans bemærkninger

og sige, "Jeg sætter pris på din kritik af mit land,

og jeg tager det som et tegn på, at vi er blandt venner

og kan tale oprigtigt med hinanden.

Og hvad vi er her for er ikke at tale om Puerto Rico eller fortiden.

Hvad vi her at gøre er, at se om vi kan finde en måde

at stoppe lidelserne og blodsudgydelsen i Tjetjenien."

Samtalen kom tilbage på sporet.

Det er rollen af den tredje side,

at hjælpe parterne til at gå ud på altanen.

Lad mig for et kort sekund tage jer

til hvad der er bredt anerkendt som
verdens mest vanskelige konflikt,

eller den mest umulige konflikt,

nemlig Mellemøsten.

Spørgsmålet er: hvor er den tredje side der?

Hvordan kunne vi overhovedet gå ud på balkonen?

Nu påstår jeg ikke at have et svar

til konflikten i Mellemøsten,

men jeg tror jeg har fået et første skridt,

bogstaveligt talt, et første skridt,

noget, som nogen af os kunne gøre som tredjeparter.

Lad mig blot stille jer et spørgsmål først.

Hvor mange af jer

i de sidste år

har nogensinde fundet jer selv bekymrede om Mellemøsten

og spekuleret på hvad nogen kunne gøre?

Bare af nysgerrighed, hvor mange af jer?

Okay, så et stort flertal af os.

Og her, det er så langt væk.

Hvorfor skal vi bruger vi så meget opmærksomhed på denne konflikt?

Er det antallet af dødsfald?

Der er hundrede gange flere mennesker, der dør

i en konflikt i Afrika end i Mellemøsten.

Nej, det er på grund af historien,

fordi vi føler personligt involveret

i historien.

Uanset om vi er kristne, muslimer eller jøder,

religiøse eller ikke-religiøse,

føler vi, at vi har en personlig interesse i den.

Fortællinger betyder noget.
Som antropolog ved jeg det.

Historier er, hvad vi bruger til at overføre viden.

De giver mening til vores liv.

Det er, hvad vi fortæller her på TED, vi fortæller historier.

Historier er nøglen.

Og så er mit spørgsmål er,

Ja, lad os prøve og løse politikken

i Mellemøsten,

men lad os også tage et kig på historien.

Lad os prøve at nå til roden af hvad det hele handler om.

Lad os se om vi kan anvende den tredje side på det.

Hvad ville det betyde? Hvad er historien der?

Nu som antropologer, ved vi

at hver kultur har en oprindelse historie.

Hvad er oprindelses historien om Mellemøsten?

I en sætning, det er:

4.000 år siden, en mand og hans familie

gik på tværs af Mellemøsten,

og verden har aldrig været den samme siden.

Manden, selvfølgelig,

var Abraham.

Og hvad han stod for var enhed,

enhed af familien.

Han er far til os alle.

Men det er ikke bare, hvad han stod for,
det er hvad hans budskab var.

Hans grundlæggende budskab var også enhed,

forbundetheden af det hele, enheden af det hele,

og hans grundlæggende værdi var respekt,

var venlighed mod fremmede.

Det er hvad han er kendt for, sin gæstfrihed.

Så i den forstand,

er han den symbolske tredje side

i Mellemøsten.

Han er den, der minder os om

at vi er alle en del af en større helhed.

Nu hvordan ville du --

tænk over det et øjeblik.

Vi står i dag over for plagen af terrorisme.

Hvad er terrorisme?

Terrorisme tager dybest set en uskyldig fremmed

og behandler dem som en fjende, som man dræber

for at skabe frygt.

Hvad er det modsatte af terrorisme?

Det er at tage en uskyldig fremmed

og behandle ham som en ven

hvem du byder velkommen ind i dit hjem

for at så og skabe forståelse,

eller respekt, eller kærlighed.

Så hvad så hvis

du tog historien om Abraham,

der er en "tredje side"-historie,

Hvad hvis det kunne være --

fordi Abraham står for gæstfrihed --

Hvad hvis det kunne være en modgift mod terrorisme?

Hvad hvis det kunne være en vaccine

mod religiøs intolerance?

Hvordan ville du give liv til den historie?

Nu er det ikke nok bare at fortælle en historie --

det er magtfuldt --

men folk er nødt til at opleve historien.

De skal være i stand til at leve historien.
Hvordan ville du gøre det?

Og det var mine tanker om, hvordan ville du gøre det.

Og det er hvad der kommer til det første trin her.

Fordi den enkle måde at gøre det

er at du går en tur-

Du går en tur i fodsporene på Abraham.

Du genoptegner fodsporene fra Abraham.

Fordi at gå har en virkelig magt.

Du ved, som antropolog, at gå er hvad der gjorde os til mennesker.

At gå, det er sjovt, når du går

går du side om side

i den samme generelle retning

Hvis jeg kom til dig ansigt til ansigt

og kommer så tæt på dig,

ville du føle dig truet.

Men hvis jeg går skulder til skulder,

tilmed rører skuldrene,

er det ikke noget problem.

hvem kæmper mens de går?

Det er derfor i forhandlingerne, ofte, når tingene bliver hårde,

går folk en tur i skoven.

Så ideen kom til mig

om hvad med at inspirere

en sti, en rute --

tænk silkeruten, tænk den appalachiske sti --

der fulgte i fodsporene

på Abraham.

Folk sagde: "det er vanvittigt. Du kan ikke.

Du kan ikke genoptegne fodsporene af Abraham. Det er alt for usikkert.

Du er nødt til at krydse alle disse grænser.

Det går på tværs af 10 forskellige lande i Mellemøsten,

fordi den forener dem alle."

Og så studerede vi den idé på Harvard.

Vi lavede vores undersøgelse.

Og så for et par år siden, en gruppe af os,

omkring 25 af os fra omkring 10 forskellige lande,

besluttede at se, om vi kunne genoptegne fodsporene af Abraham,

startende fra hans oprindelige fødested i byen Urfa

i det sydlige Tyrkiet, nordlige Mesopotamien.

Og vi tog en bus og tog nogle gåture

og gik til Harran,

hvor, i Bibelen, han starter sin rejse.

Så vi krydsede grænsen til Syrien, gik til Aleppo,

som, viser det sig, er opkaldt efter Abraham.

Vi gik til Damaskus,

som har en lang historie forbundet med Abraham.

Vi kom derefter til det nordlige Jordan,

til Jerusalem,

som handler om Abraham, til Betlehem,

og endelig til det sted, hvor han er begravet

i Hebron.

Så strengt taget gik vi fra livmoderen til graven.

Vi viste det kunne gøres. Det var en fantastisk rejse.

Lad mig stille jer et spørgsmål.

Hvor mange af jer har haft oplevelsen

af at være i et mærkeligt kvarter,

eller et fremmet land,

og en totalt fremmed, fuldstændig fremmed,

kommer hen til dig og viser dig noget venlighed,

måske inviterer dig ind i deres hjem, giver dig noget at drikke,

giver dig en kop kaffe, giver dig et måltid?

Hvor mange af jer har haft denne oplevelse?

Det er essensen

af Abrahams sti.

Men det er hvad du opdager, at du går ind i disse landsbyer i Mellemøsten

hvor du forventer fjendtlighed,

og du får den mest fantastiske gæstfrihed,

alt forbundet med Abraham.

"I navnet på Faderen Abraham,

Lad mig byde dig noget mad."

Så, hvad vi opdagede

er, at Abraham ikke er bare en figur i en bog for disse mennesker.

Han er i live; Han er tilstedeværende.

Og for at gøre en lang historie kort,

i de sidste par år,

er tusindvis af mennesker

begyndt at gå dele af Abrahams sti

i Mellemøsten,

og nyder gæstfriheden af folkene der.

De er begyndt at gå

i Israel og Palæstina,

i Jordan, i Tyrkiet, i Syrien.

Det er en fantastisk oplevelse.

Mænd, kvinder, unge, gamle --

flere kvinder end mænd, faktisk, sjovt nok.

For dem, der ikke kan gå,

som er afskåret fra at nå dertil lige nu

er folk begyndt at organisere ture

i byer, i deres egne samfund.

I Cincinnati, for eksempel, der organiserede en tur

fra en kirke til en moske til en synagoge

og alle havde en abrahamistik måltid sammen.

Det var Abrahams Vej Dag.

I Sao Paulo, Brasilien, er det blevet en årlig begivenhed

for tusindvis af mennesker til at løbe

i en virtuel Abrahams Vej Løb,

der forener de forskellige samfund.

Medierne elsker det; de elsker det virkelig.

De ødsler omærksomhed på det

fordi det er visuelt,

og det spreder ideen,

denne idé om Abrahamistisk gæstfrihed

af venlighed over for fremmede.

Og for bare et par uger siden,

var der en radio historie om det.

Sidste måned,

var der et stykke i the Guardian,

i Manchester Guardian, om det --

to hele sider.

Og de citerede en landsbyboer

der sagde, "denne tur forbinder os til verden."

Han sagde, det var som et lys, der fortsatte i vores liv.

Det bragte os håb.

Så det er hvad det handler om.

Men det handler ikke bare om psykologi;

Det handler om økonomi,

fordi som folk går bruger de penge.

Og denne kvinde lige her, Um Ahmad,

er en kvinde, der bor på en sti i det nordlige Jordan.

Hun er fortvivlende fattige.

Hun er delvist blind, hendes mand kan ikke arbejde,

Hun har syv børn.

Men hvad hun kan, er at lave mad,

så hun er begyndt at lave mad for nogle grupper af vandrere

der kommer gennem landsbyen og nyder et måltid i hendes hjem.

De sidder på gulvet.

Hun har ikke engang en dug.

Hun laver det mest lækre mad

der er frisk fra krydderurterne i det omkringliggende landskab.

Så flere og flere vandrere er kommet,

og på det sidste er hun begyndt at tjene penge

til at støtte hendes familie.

Så hun fortalte vores team, hun sagde,

"I har gjort mig synlig

i en landsby, hvor folk engang var flove over

at se på mig. "

Der er dét potentiale Abrahams sti har.

Der er bogstaveligt talt hundredvis af disse former for fællesskaber

i hele Mellemøsten, på tværs af stien.

Potentialet er dybest set at ændre spillet.

Og hvis du vil ændre spillet, er du nødt til at ændre rammen,

den måde vi ser ting på--

at ændre rammen

fra fjendtlighed til gæstfrihed,

fra terrorisme til turisme.

og i den forstand, er Abrahams sti

en nøglespiller.

Lad mig bare vise dig én ting.

Jeg har en lille agern her

som jeg samlede op, mens jeg gik på stien

tidligere i år.

agernet er forbundet med egetræet, selvfølgelig --

vokser det op til et egetræ,

som er forbundet med Abraham.

Stien er lige nu ligesom et agern;

Det er stadig i sin tidlige fase.

hvordan ville det egetræ se ud?

altså, tænker jeg tilbage på min barndom,

en god del af hvilken tilbragte, efter at være født her i Chicago,

tilbragte jeg i Europa.

Hvis du havde været

i ruinerne af lad os sige, London

i 1945, eller Berlin,

og du havde sagt,

"Tres år fra nu,

vil dette være den mest fredlige og velstående del af planeten "

folk ville have troet

at du var fuldkommen sindssyg.

Men de gjorde det takket være en fælles identitet --Europa--

og en fælles økonomi.

Så mit spørgsmål er, hvis det kan gøres i Europa,

Hvorfor ikke i Mellemøsten?

Hvorfor ikke, takket være en fælles identitet,

som er historien om Abraham,

og takket være en fælles økonomi

der ville være baseret i stort omfang på turisme?

Så lad mig konkludere,

ved at sige, at i de sidste 35 år,

som jeg har arbejdet

i nogle af de mest farlige, vanskeligt og umedgørlig

konflikter rundt om i verden,

har jeg endnu ikke set en konflikt

som jeg følte kunne ikke ændres.

Det er ikke let, naturligvis,

men det er muligt.

Det blev gjort i Sydafrika.

Det blev gjort i Nordirland.

Det kan ske hvor som helst.

Det bare afhænger af os.

Det afhænger af at vi benytter den tredje side.

Så lad mig inviterer jer

til overveje at benytte den tredje side,

selv som et meget lille skridt.

Vi skal have en pause om et øjeblik.

Bare gå hen til nogen

der er fra en anden kultur, et andet land

en anden etnicitet, med en forskel,

og engager dem i en samtale; Lyt til dem.

Der er handlingen af den tredje side.

Det er at gå Abrahams vej.

Efter en TEDTalk,

Hvorfor ikke en TEDWalk?

Så lad mig bare forlade jer

med tre ting.

En er, hemmeligheden til fred

er den tredje side.

Den tredje side er os.

Hver og en af os,

kan med et enkelt skridt,

tage verden, kan bringe verden

et skridt nærmere til fred.

Der er et gammelt afrikansk ordsprog, der siger:

"Når spindelvævene forenes,

kan de sågar standse en løve."

Hvis vi er i stand til at forene

vores tredje-side spind af fred,

Kan vi endda standse krigs-løven.

Mange tak.

(Bifald)