Kirby Ferguson: Omfavn remixet.

Intet er originalt, siger Kirby Ferguson, skaberen af "Alt er et Remix". Han siger at vores mest fejrede kreative , fra Bob Dylan til Steve Jobs, låner, stjæler og omdanner.

Vi begynder tilbage i 1964.

Bob Dylan er 23 år gammel og hans karriere

er netop ved at nå dets højdepunkt.

Han har været døbt talerør for en generation

og han sprøjter klassiske sange ud

en tilsyneladende umulig hastighed.

Men der er et lille mindretal mener noget andet, og de hævder

at Bob Dylan stjæler andre folks sange.

2004. Brian Burton, aka Danger Mouse,

tager Beatles' "Det hvide album"

kombinerer det med Jay-Z "The Black Album"

og laver "Det grå Album."

"Det grå Album" bliver en øjeblikkelig sensation online,

og Beatles' pladeselskab udsender utallige

trusselsbreve for "illoyal konkurrence

og forvanskning af vores værdifulde ejendom."

Nu er "Det Grå Album" et remix.

Det er nye medier oprettet fra gamle medier.

Det blev gjort brug af disse tre teknikker:

Kopiere, omdanne og kombinere.

Det er sådan du remixer. Du tage eksisterende sange,

Du klipper dem itu, du omdanner delene,

du kombinerer dem sammen igen,

og du har en ny sang, men denne nye sang

består klart af gamle sange.

Men jeg tror ikke, at remix bare er summen af delene.

Jeg tror at de er de grundlæggende elementer i alt kreativitet.

Jeg mener, alt er et remix

og jeg tror, dette er en bedre måde at forstå kreativitet.

Okay, lad os gå tilbage til 1964 og lad os høre

hvor nogle af Dylan's tidlige kom sange fra.

Vi vil lave nogle sammenligninger her.

Okay, den første sang I skal høre

er "Nottamun town." Det er en traditionel folkemusik melodi.

Efter det vil skal I høre Dylans "Masters og war."

Jean Ritchie: ♫ I Nottamun Town, not a soul would look out, ♫

♫ not a soul would look out, not a soul would look out. ♫

Bob Dylan: ♫ Come you masters of war, ♫

♫ you that build the big guns, you that build the death planes, ♫

♫ you that builds all the bombs. ♫

Kirby Ferguson: Okay, så det er den samme grundlæggende melodi

og overordnede struktur. Denne næste her er "The Patriot Game"

af Dominic Behan. Sideløbende hermed

kommer du til at høre "With God on our side" af Dylan.

Dominic Behan: ♫ Come all ya young rebels, ♫

♫ and list while I sing, ♫

♫ for the love of one's land is a terribel thing. ♫

BD: ♫ Oh my name it is nothin', ♫

♫ my age it means less, ♫

♫ the country i come from is called the Midwest. ♫

KF: Okay, så i dette tilfælde indrømmer Dylan

at han må have hørt "The Patriot Game", men glemt det,

hvorefter sangen er dukket op

i hans hjerne og han troede at det var hans sang.

Den sidste er "Whos's Going to boy your ribbons"

en anden traditionel folkemusiksang.

Som svarer til "Don't think twice, it's all right"

Denne her er mere om teksterne.

Paul Clayton: ♫ It ain't use sit and sigh now, ♫

♫ darlin', and it ain't use sit and cry now. ♫

BD: ♫ It ain't use to sit and wonder why, babe, ♫

♫ if you don't now by now, ♫

♫ and it ain't use to sit and wonder why, babe, ♫

♫ it'll never do somehow. ♫

KF: Okay, nu, er der masser eksempler.

Det er blevet anslået, at to tredjedele af melodierne

Dylan brugte i hans tidlige sange var lånt.

Det er temmelig typisk blandt folkemusiksangere.

Her er rådet fra Dylans idol, Woody Guthrie.

"Ordene er det vigtigste.

Bekymre dig ikke om melodier. Tag en melodi,

syng højt når de synger lavt,

syng hurtigt når de synger langsomt, og du har en ny melodi."

(Latter) (Bifald)

Og det er hvad Guthrie gjorde

og jeg er sikker på, du alle genkender resultaterne.

(Musik)

Vi kender denne melodi, ikke sandt? Vi kender den?

Faktisk gør I det ikke.

Det er "When the World's on Fire" en meget gammel melodi,

i dette tilfælde spillet af the Carter family.

Guthrie tilpassede den til "This Land is your Land."

Så, Bob Dylan, som alle andre folkemusiksangere, kopierede melodier,

Han omdannede dem, han kombinerede dem med nye sangtekster

som var ofte selv var sammenkogt

af tidligere materiale.

I dag er amerikansk ophavsrets- og patentretlove i modstrid

med forestillingen om, at vi bygger på arbejde udført af andre.

I stedet bruger disse love og love i andre lande,

den lidt akavede analogi med fast ejendom.

Nu, kreative værker kan faktisk være en slags ejendom,

men det er en ejendom, som vi alle bygger på

og skabelse kan kun tage rod og vokse

når jorden er blevet forberedt.

Henry Ford sagde engang: "Jeg opfandt ikke noget nyt.

Jeg samlede blot opdagelser af andre mænd

bag hvem, der var århundredevis af arbejde.

Fremskridt sker, når alle nødvendige faktorer for det

er klar og herefter er det uundgåeligt."

2007. IPhone gør sin debut.

Apple var utvivlsomt de første med denne nyskabelse,

men dens tid nærmede sig fordi dens kerne-teknologi

havde været under udvikling i årtier.

Det er multi-touch, det at styre en enhed

ved at røre ved dens skærm.

Her er Steve Jobs som introducerer multi-touch

og siger en temmelig ildevarslende vits.

Steve Jobs: Og vi har opfundet en ny teknologi

kaldet multi-touch.

Du kan bruge flerfingerede håndbevægelser

og drenge, vi har patenteret det. (Latter)

KF: Ja. Men her er multi-touch i aktion.

Dette er faktisk på TED, ca et år tidligere.

Dette er Jeff Han, og jeg mener, der er multi-touch.

Det er det samme dyr, mindst.

Lad os høre hvad Jeff Han har at sige om denne

nymodens teknologi.

Jeff Han: Multi-touch sensing er ikke noget--

er ikke helt nyt. Jeg mener, folk som Bill Buxton

har leget med det i 80'erne.

Teknologien, er ikke den mest spændende ting her

bortset fra sin nyfundne tilgængelighed.

KF: Så han er temmelig åbenhjertig om, at det ikke er nyt.

Det er altså ikke multi-touch som helhed, der er patenteret.

Det er de små dele af det, som er,

og det er i disse små detaljer hvor

vi tydeligt kan se patentretten er i modstrid med dens hensigtserklæring:

At fremme fremskridt af nyttige kundskaber.

Her er det første til stryg-til-oplåsning nogensinde.

Det er alt hvad der er i det. Apple har patenteret det.

Det er et 28-sider langt softwarepatent, som jeg vil opsummere

hvad omfatter. Spoiler advarsel: oplåsning telefonen

ved at stryge et ikon med din finger. (Latter)

Jeg overdriver kun en smule. Det er et bredt patent.

Nå, kan en person eje denne idé?

Tilbage i 80'erne var der ingen softwarepatenter,

og det var Xerox, som var banebrydende med den grafiske brugergrænseflade.

Hvad nu, hvis de havde patenteret pop op-menuer,

rullepaneler, skrivebordet med ikoner, som ligner mapper

og papirark?

Ville et ungt og uerfarent Apple

have overlevet det juridiske angreb fra et meget større

og mere modent selskab som Xerox?

Nu lyder denne idé om at alt er et remix måske

ganske fornuftigt indtil du er den som bliver remixet.

For eksempel...

SJ: Jeg mener, Picasso havde et ordsprog.

Han sagde: "Gode kunstnere kopier. Store kunstnere stjæler."

Og vi har, I ved,

altid været skamløse med at stjæle store ideer.

KF: Okay, så det var i ' 96. Nu i 2010.

"Jeg vil ødelægge Android, fordi det er et stjålet produkt."

(Latter)

"Jeg er villig til at føre termonuklear krig for det." (Latter)

Okay, så med andre ord, store kunstnere stjæler, men ikke fra mig.

(Latter)

Nu, adfærdsøkonomer kan henvise til denne slags ting som modvilje mod tab.

Vi er stærkt prædispositionerede til at beskytte ting

vi føler er vores.

Vi har ikke en sådan modvilje mod kopiering

af hvad andre mennesker har, fordi vi gør det nonstop.

Så her er den slags ligning kigger vi på.

Vi har love, der fundamentalt behandler kreative værker som ejendom,

plus massiv belønninger eller erstatninger

i overtrædelsessager, plus enorme juridiske udgifter

for at beskytte dig selv i retten,

samt en kognitiv modstand mod formodede tab.

Og resultatet er dette .

Det er de sidste fire års retssager

i forbindelse med smartphones.

Er dette at fremme udvikling af nyttige kundskaber?

1983. Bob Dylan er 42 år gamle, og hans tid

i den kulturelle spotlight har varet forbi længe.

Han indspiller en sang kaldet "Blind Willie McTell"

opkaldt efter blues-sangeren, og sangen

er en rejse gennem tidligere tider, en meget mørkere tid,

men en enklere. En tid hvor musikere et Willie McTell

ikke gjorde sig illusioner om hvad de har gjorde.

"Jeg snuppede dem fra andre sangskrivere

men jeg arrangerer dem på min egen måde".

Jeg tror, dette er for det meste hvad vi gør.

Vores kreativitet kommer fra omverdenen, ikke fra vores indre.

Vi er ikke self-made. Vi er afhængige af hinanden,

og at indrømme dette er ikke en omfavnelse

af middelmådighed og afledninger.

Det er en befrielse fra vores misforståelser,

og det er et incitament til at ikke forvente så meget fra vores indre

og bare begynde.

Mange tak. Det var en ære at være her.

Tak. (Bifald)

Tak. Tak. (Bifald)

Tak. (Bifald)