En deprimeret komikers bekendelser

Kevin Breel lignede ikke et deprimeret barn: Holdkaptajn, tilstede ved alle festerne, sjov og selvsikker. Men han fortæller historien om den nat, han indså, at for at redde sit eget liv, blev han nødt til at sige fire simple ord.

I en stor del af mit liv

har jeg følt, at jeg har
levet to forskellige liv.

Der er livet, alle ser,

og så er der livet, kun jeg ser.

Og livet, alle ser;

hvem jeg er, er en ven,

en søn, en bror,

en stand-up-komiker og en teenager.

Der er livet, alle ser.

Bad man mine nærmeste beskrive mig,

så er det hvad, de ville fortælle.

Det er en stor del af mig.
Det er mig.

Bad du mig om at beskrive mig selv,

ville jeg højst sandsynligt sige
nogle af de samme ting.

Og det ville ikke være løgn,

men det ville heller ikke
være hele sandheden,

for sandheden er,

at det kun er det liv, som alle ser.

I livet, som kun jeg ser, er hvem, jeg er,

hvem jeg virkelig er,

en, der intenst kæmper med depression.

Det har jeg de sidste seks år af mit liv,

og det fortsætter jeg
med at gøre hver eneste dag.

Nogen, der aldrig
har oplevet depression -

ikke ved, hvad det betyder -

vil måske være overraskede,

for der er en ret populær misforståelse,

at depression bare er, at være ked af det,

når noget i ens liv går galt,

når man slår op med sin kæreste,

når man mister en elsket,

når man ikke får det job,
man ønskede.

Men det er sorg.
Det er en naturlig ting.

Det er en naturlig menneskelig følelse.

Rigtig depression er ikke
at være ked af det,

når noget i ens liv går galt.

Rigtig depression er
at være ked af det,

når alt i ens liv går som det skal.

Det er rigtig depression,
og det er, hvad jeg lider af.

Og for at være helt ærlig,

er det svært for mig
at stå heroppe og sige.

Det er svært for mig at tale om,

og det virker til at være
svært for alle at tale om,

i sådan en grad at ingen taler om det.

Og ingen taler om depression,
men det skal vi,

for lige nu er det et massivt problem.

Det er et massivt problem.

Vi ser det ikke
på sociale medier, vel?

Vi ser det ikke på Facebook eller Twitter.

Vi ser det ikke i nyhederne.

Det er ikke sjovt, ikke lyst.

Og fordi vi ikke ser det,
ser vi alvoren af det.

Men alvoren og seriøsiteten
af det er det her:

Hver 30. sekund,

hver 30. sekund et eller andet sted

tager nogen i verden deres eget liv

på grund af depression.

Og det er måske to gader væk;
to lande væk;

to kontinenter væk, men det sker,

og det sker hver evig eneste dag.

Og vi som samfund har tendens til

at kigge på det og sige: "Og hvad så?"

Og hvad så? Vi kigger på det
og siger: "Det er dit problem.

Det er deres problem."

Vi siger, at vi er kede af det,

men vi siger også: "Og hvad så?"

For to år siden var det mit problem,

for jeg sad på kanten af min seng,

hvor jeg havde siddet
en million gange før,

og jeg havde selvmordstanker.

Jeg havde selvmordstanker,
og kiggede man på mit liv på overfladen,

ville man ikke se et barn
med selvmordstanker.

Man ville se et barn, der var holdkaptajn,

årets drama- og teaterelev,

årets engelskelev,

en æresstuderende,

der altid var til alle festerne.

Man ville ikke tro,
jeg var deprimeret,

at jeg havde selvmordstanker,
men man ville tage fejl.

Man ville tage fejl.

Så jeg sad ved siden af en flaske piller
med papir og blyant i hånden

og overvejede at tage mit eget liv,

og jeg var så tæt på at gøre det.

Jeg var så tæt på at gøre det.

Og jeg gjorde det ikke, så det
gør mig til en af de heldige,

en af dem, der træder hen til afsatsen

og kigger ned, men lader være
med at springe.

En af de heldige, der overlever.

Jeg overlevede, og nu
har jeg bare min historie,

og min historie er denne:

Med fire simple ord:
Jeg lider af depression.

Jeg lider af depression,

og i lang tid, tror jeg,

jeg levede to vidt forskellige liv,

hvor den ene var bange for den anden.

Jeg var bange for, at folk
så mig for hvem, jeg var,

at jeg ikke var den perfekte,
populære dreng, alle troede, jeg var.

At bag mit smil var en kamp,

og bag mit lys var der mørke,

og under min store personlighed
gemte jeg endnu større smerte.

Nogle folk frygter at piger
ikke også kan lide dem.

Nogle frygter hajer. Nogle frygter døden.

Men jeg, i en stor del af mit liv,
frygtede mig selv.

Jeg frygtede min sandhed,
min ærlighed, min svaghed,

og den frygt fik mig til at føle,

at jeg var tvunget i et hjørne.

At jeg var tvunget i et hjørne,
og der var kun én vej ud,

og det tænkte jeg på hver evig eneste dag.

Jeg tænkte på det
hver eneste dag,

og er jeg helt ærlig,

har jeg tænkt på det igen
senere hen, for det er sygdommen,

det er kampen, det er depression,

og depression er ikke skoldkopper.

Du overvinder det ikke én gang.

Det er noget, du lever med.
Det er noget, du lever i.

Det er roomien, du ikke kan smide ud.
Det er stemmen, du ikke kan ignorere.

Det er følelserne, du ikke kan undslippe.

For en tid er det mest skræmmende,

at man bliver følelsesløs over for det.
Det bliver normalt,

og hvad, man faktisk frygter mest,

er ikke lidelserne inde i en.

Det er andres stigmatisering,

det er skammen, det er forlegenheden,

det er det misbilligende blik
fra en vens ansigt,

det er hvisken fra gangen,
der siger, du er svag,

kommentarerne om,
at du er skør.

Det er det, der forhindrer
en i at søge hjælp.

Det er hvad, der får en til
at holde det inde og skjule det.

Det er stigmatiseringen.
Så man skjuler det,

og man holder det inde og skjuler det,

og selvom det holder en i sengen

og får ens liv til at føles tomt
lige meget hvad man gør,

skjuler man det, for stigmatiseringen

omkring depression er meget virkelig.

Den er meget virkelig, og tror du,
den ikke er, spørg dig selv dette:

Ville du foretrække din næste status

siger, at du ikke
kan forlade sengen,

fordi du er kommet til skade med ryggen,

eller du ikke kan
forlade sengen hver dag,

fordi du er deprimeret?

Det er stigmatiseringen, for desværre

lever vi i en verden, hvor,
hvis du brækker armen,

kommer alle hen for at skrive på gipsen,

men er du deprimeret,
løber alle den anden vej.

Det er stigmatiseringen.

Vi er accepterende over for at
hvilken som helst kropsdel går i stykker

udover vores hjerne. Og det er uvidenhed.

Det er ren og skær uvidenhed,
der har skabt

en verden, der ikke
forstår depression,

der ikke forstår mentalt helbred.

Og det virker ironisk, for depression

er en af de mest dokumenterede
problemer i verden,

og alligevel en af de mindst diskuterede.

Vi skubber det til side og ind i et hjørne

og lader som om, det ikke er der
i håb om, at det ordner sig selv.

Men det gør det ikke. Det har det ikke,
og det kommer det ikke til,

for det er ønsketænkning,

og ønsketænkning er ikke en plan,
men en overspringshandling,

og vi kan ikke trække tiden ud
over noget så vigtigt.

Første skridt mod at løse ethvert problem

er at indse, at der er et.

Det har vi ikke gjort,
så vi kan ikke forvente

at finde et svar, når vi stadig
er bange for spørgsmålet.

Og jeg ved ikke, hvad løsningen er.

Jeg ville ønske, jeg gjorde
- men jeg tror,

jeg tror at det skal starte her.

Det bliver nødt til at starte
med mig og med jer,

starte med de folk, der lider,

dem der er gemt i skyggerne.

Vi bliver nødt til at råbe op.

Vi skal være modige for det, vi tror på,

for er der én ting, jeg har indset,

er der én ting, jeg ser som
værende det største problem,

så er det ikke at bygge en verden,

hvor vi eliminerer andres uvidenhed.

Det er at bygge en verden,
hvor vi lærer at acceptere os selv,

og er okay med os selv,

for når vi er ærlige,

ser vi, at vi alle kæmper
og vi alle lider.

Om det er med det ene eller det andet,

ved vi alle hvordan det
føles at være såret.

Vi kender alle til smerter i hjertet,

og ved alle hvor vigtigt det er at hele.

Men lige nu er depression
samfundets dybe flænge,

som vi er okay med at putte
et plaster på og ignorere.

Men det er der.
Og ved I hvad? Det er okay.

Depression er okay. Hvis du går
igennem det, vær klar over, at du er okay.

Vid at du er syg - du er ikke svag,

og det er et problem, ikke en identitet,

for når man kommer forbi
frygten og latterliggørelsen,

og dommene og stigmaet fra andre,

kan man se depression
for hvad, det virkelig er,

og det er bare en del af livet,

bare en del af livet.
Og så meget som jeg hader,

så meget som jeg hader nogle af de steder,

nogle af de dele af mit liv,
depression har ført mig til,

er jeg på mange måder taknemmelig for det.

For ja, det har taget mig i dale,

men kun for at
vise mig toppene.

Og ja, det har slæbt mig gennem mørke,

men kun for at minde mig om,
at der er lys.

Mere end alt andet i mit 19-år
lange liv har mine kvaler

givet mig perspektiv, og min smerte,

min smerte har tvunget
mig til at have håb,

have håb og tro, tro på mig selv,

troen på andre, tro på
at det kan blive bedre,

at vi kan ændre det her, at vi kan råbe op

og kæmpe tilbage mod uvidenhed,

kæmpe tilbage mod uvidenhed,

og mere end alt andet

lære at elske os selv,

lære at acceptere os selv for hvem vi er,

personerne vi er, ikke personerne
verden vil have os til at være.

For verden, jeg tror på, er en,

hvor omfavnelse af sit lys
ikke betyder ignorering af sit mørke.

Verden, jeg tror på, er en, hvor vi måles

på vores evne til at overkomme modgang
- ikke undgå dem.

Verden, jeg tror på, er en,
hvor jeg kan kigge nogen i øjnene

og sige: "Jeg går gennem helvede,"

og de kan kigge tilbage på mig
og sige: "Også mig," og det er okay.

Og det er okay, fordi depression er okay.
Vi er mennesker.

Vi er mennesker, og vi lider, og vi kæmper,

og vi bløder, og vi græder.
Og hvis man tror, ægte styrke

betyder aldrig at vise svaghed,
så er jeg her

for at fortælle, at man tager fejl.

Man tager fejl, for det er det modsatte.

Vi er mennesker, og vi har problemer.

Vi er ikke perfekte,
og det er okay.

Så vi bliver nødt til
at stoppe uvidenheden,

stoppe intolerancen, stoppe stigmaet,

og stoppe stilheden, og vi
bliver nødt til at fjerne tabuerne,

se på sandheden, og begynde at snakke,

for den eneste måde,
vi kan overvinde et problem,

folk kæmper mod alene,

er ved at stå sammen.

Ved at stå stærkt sammen.

Og jeg tror på, at vi kan gøre det.

Jeg tror på, vi kan gøre det.
Tusind tak, allesammen.

Det her er en drøm,
der bliver til virkelighed. Tak

Tak.