Shawn Achor: Den lykkelige hemmelighed bag bedre arbejde

Vi mener, at vi bør arbejde for at blive lykkelige, men kunne det være omvendt? I dette tempofyldte og underholdende foredrag fra TEDxBloomington argumenterer psykologen Shawn Achor for, at det faktisk er lykke, der skaber produktivitet.

Da jeg var syv år gammel, og min søster var fem,

sad vi og legede på en køjeseng.

Jeg var på det tidspunkt to år ældre end min søster --

jeg er også to år ældre end hende i dag --

men på det tidspunkt betød det, at hun var nødt til altid at lege det, jeg ville lege,

og jeg ville lege krig.

Så vi sad ovenpå køjesengen.

På den ene side af køjesengen

stod alle mine actionmænd og deres våben.

Og på den alle side stod alle min søsters My Little Pony figurer

klar til et kavaleriangreb.

Der er forskellige beretninger om, hvad der egentlig skete den eftermiddag,

men siden min søster ikke er her i dag,

får I den sande historie --

(Latter) --

som er, at min søster er lidt småklodset.

På en eller anden måde, helt uden nogen form for skub fra sin bror,

røg Amy pludselig af køjesengen

og landede med et brag på gulvet.

Jeg kiggede nervøst ud over sengekanten

for at se, hvad der var sket min faldne søster,

og så, at hun var landet hårdt på sine hænder og knæ

på alle fire på jorden.

Jeg var urolig, fordi mine forældre havde givet mig til opgave

at sørge for, at min søster og jeg

legede så sikkert og lydløst som muligt.

Og eftersom jeg ved et uheld havde brækket Amys arm

blot en uge tidligere...

(Latter)

... ved heroisk at skubbe hende

ud af et imaginært geværskuds bane,

(Latter)

hvilket jeg stadig ikke har fået tak for,

gjorde jeg mit bedste --

hun nåede ikke engang at opdage det --

gjorde jeg mit bedste for at opføre mig forbilledligt.

Og jeg kunne se i min søsters ansigt,

at et overraskelsens og smertens vræl

truede med at undslippe hendes mund og dermed vække

mine forældre fra deres lange vinterlur.

Så jeg gjorde det eneste

min lille overvældede syvårige hjerne kunne finde på for at foregribe denne tragedie.

Og enhver, der har børn, vil have set dette hundredvis af gange.

Jeg sagde, "Amy, Amy, vent. Græd ikke. Græd ikke.

Så du, hvordan du landede?

Mennesker lander ikke sådan på alle fire.

Amy, jeg tror du er en enhjørning."

(Latter)

Det var et trick, fordi der var intet, min søster hellere ville,

end ikke at være Amy den skadede femårige lillesøster

men Amy den særlige enhjørning.

Dette var selvfølgelig på intet tidligere tidspunkt faldet hende ind.

Og man kunne se, at min stakkels, manipulerede søsters

hjernes ressourcer var splittet mellem

at mærke den smerte og det chok,

hun netop havde oplevet,

og at tænke nærmere over sit nye liv som enhjørning.

Hun valgte det sidste.

I stedet for at græde, i stedet for at stoppe vores leg,

i stedet for at vække mine forældre

med alle de negative følger, det ville have haft for mig,

bredte der sig i stedet et smil på hendes ansigt,

og hun hastede op igen på sengen med en ung enhjørnings ynde...

(Latter)

... med et brækket ben.

Det, vi var stødt på

som kun fem- og syvårige --

vi anede det ikke dengang --

var noget, der skulle udgøre frontlinjen i en videnskabelig revolution

to årtier senere indenfor studiet af den menneskelige hjerne.

Det, vi var stødt på, er noget, der kaldes positiv psykologi,

som er grunden til, at jeg er her i dag,

og grunden til, at jeg vågner hver morgen.

Da jeg begyndte at tale om denne forskning

udenfor akademiske kredse, ude i virksomheder og skoler,

var det første jeg fik at vide, at jeg ikke

måtte indlede et foredrag med en graf.

Jeg kunne godt tænke mig at indlede mit foredrag med en graf.

Denne graf ser kedelig ud,

men denne graf er årsagen til, at jeg er så spændt og står op hver morgen.

Og denne graf betyder ikke engang noget; det er falske data.

Vi har fundet ud af --

(Latter)

Hvis jeg fik disse data ved at undersøge jer i lokalet, ville jeg være lykkelig,

for man kan helt klart se en sammenhæng ud af dem,

og det betyder, at jeg kan få min forskning udgivet,

hvilket er det vigtigste.

Det faktum, at der er en mærkelig rød prik, der er over kurven,

en særling i lokalet --

jeg ved, hvem du er, jeg så dig før --

det gør ikke noget.

Det er ikke noget problem, som de fleste af jer ved,

for jeg kan bare slette punktet.

Det kan slettes, fordi det helt klart er en målefejl.

Og vi ved, at det er en målefejl,

fordi det ødelægger mine data.

Så en af de første ting, vi lærer folk

i økonomi- og statistik- og forretnings- og psykologikurser,

er, hvordan man statistisk forsvarligt slipper af med særlingene.

Hvordan slipper man af med afvigerne,

så man kan finde den bedste regressionslinje?

Hvilket er fantastisk, hvis man prøver at finde,

hvor mange hovedpinepiller en gennemsnitlig person bør tage -- to.

Men hvis man er interesseret i ens potentiale,

lykke eller produktivitet

eller energi eller kreativitet,

skaber vi i stedet en gennemsnittets kult indenfor videnskaben.

Hvis jeg stillede et spørgsmål som,

"Hvor hurtigt kan et barn lære at læse i et klasseværelse?"

tænker videnskabsmænd "Hvor hurtigt lærer barnet i gennemsnit

at læse i det klasseværelse?"

og så skræddersyes undervisningen til gennemsnittet.

Hvis man er under gennemsnittet på denne kurve,

bliver psykologerne glade,

for så er man enten deprimeret eller har en forstyrrelse

eller forhåbentligt begge dele.

Vi håber på begge dele, fordi vores forretningsmodel består i,

at hvis man ankommer til en konsultation med ét problem,

forlader man den overbevist om, at man har 10,

så man bliver ved med at komme.

Vi går tilbage til din barndom om nødvendigt,

men i det lange løb vil vi gøre dig normal igen.

Men normal er bare gennemsnitlig.

Og hvad jeg og positiv psykologi fremfører,

er, at hvis vi kun studerer det gennemsnitlige,

forbliver vi gennemsnitlige.

Så i stedet for at slette de positive afvigere

hvad jeg bevidst gør, er at se på et sæt som dette

og sige hvorfor?

Hvorfor er der nogle af jer, der er så højt over kurven

angående intellektuelle, atletiske, musikalske evner,

kreativitet, energiniveau,

evnen til at overkomme udfordringer, den humoristiske sans?

Uanset hvad det er, i stedet for at slette jer vil jeg undersøge jer.

For måske kan det give os mere viden --

ikke kun om, hvordan man får folk op til gennemsnittet,

men hvordan man flytter hele gennemsnittet opad

i vore virksomheder og skoler, hele verden over.

Grunden til, at denne graf er vigtig for mig, er,

at når jeg tænder for nyhederne, virker det som om, de fleste historier

ikke er positive, de er ligefrem negative.

De fleste handler om mord, korruption, sygdomme, naturkatastrofer.

Og meget hurtigt begynder min hjerne at tro,

at det er det sande forhold mellem negativt og positivt i verden.

Det skaber noget, man kalder

medicinstuderende-syndrom --

som er, hvis I kender nogen, der har læst medicin,

i deres første år på studiet

mens man læser listen over alle symptomerne og sygdommene, man kan have,

opdager man pludselig, at man har dem alle.

Jeg har en svoger, der hedder Bobo -- hvilket er en helt anden historie.

Bobo blev gift med enhjørningen Amy.

Bobo ringede til mig

fra Yale Medical School,

og Bobo sagde, "Shawn, jeg har spedalskhed."

(Latter)

Hvilket, selv på Yale, er utrolig sjældent.

Men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle trøste stakkels Bobo,

for han var lige var kommet sig ovenpå en uges overgangsalder.

(Latter)

Det, vi er ved at indse, er, at virkeligheden ikke nødvendigvis former en,

men derimod former det syn, man har på verden, ens virkelighed.

Og hvis man ændrer dette syn, kan man ikke kun blive mere lykkelige,

man kan også ændre alle uddannelses- og forretningsudfald.

Da jeg søgte ind på Harvard, gjorde jeg det efter en udfordring.

Jeg regnede ikke med at komme ind, og min familie havde ikke råd til universitetet.

Da jeg fik et militært stipendie to uger senere, lod min familie mig tage afsted.

Pludselig blev noget, som slet ikke havde været en mulighed, til en realitet.

Da jeg kom dertil, gik jeg ud fra, at alle andre også ville se det som et privilegium,

at de ville være lykkelige for at være der.

Selv hvis man er i et klasseværelse fyldt med mennesker, der er klogere,

ville man være glad bare for at være i det værelse. Sådan havde jeg det.

Men hvad jeg indså der, er,

at selvom nogen oplever det på den måde,

da jeg dimitterede efter mine fire år

og så brugte de næste otte år i kollegierne sammen med de studerende --

Harvard bad mig gøre det; Så det var ikke på dén måde.

(Latter)

Jeg var studievejleder på Harvard og hjalp elever gennem de fire svære år.

Og hvad jeg så ved min forskning og undervisning,

var, at disse studerende, uanset hvor tilfredse

de først havde været med at blive optaget,

blot to uger senere var de fokuserede, ikke på privilegiet at være der,

eller på deres filosofi eller fysikken.

De var fokuserede på konkurrencen, arbejdsbyrden,

problemerne, stressen, beklagelserne.

Da jeg først ankom, kom jeg ind i førsteårsspisesalen,

som er, hvor mine venner fra Waco, Texas, hvor jeg voksede op --

jeg ved nogle af jer har hørt navnet.

De besøgte mig og så sig om og sagde:

"Spisesalen ligner noget

som hører til i Hogwarts fra filmen "Harry Potter,"" hvilket den gør.

Dette er Hogwarts fra filmen "Harry Potter" og det er Harvard.

Og når de ser det, siger de,

"Shawn, hvorfor spilder du din tid på at studere lykke på Harvard?

Hvad i alverden kunne en Harvard-studerende have

at være ulykkelig over?"

Skjult i det spørgsmål

er nøglen til at forstå lykkevidenskaben.

Fordi præmissen for det spørgsmål

er, at det er verden omkring os, der bestemmer vores lykkeniveau,

men i virkeligheden kan jeg, selvom jeg ved alt om verden omkring dig,

kun forudsige 10 procent af din langsigtede lykke.

90 procent af din langsigtede lykke

bestemmes ikke udefra,

men af måden din hjerne behandler indtrykkene udefra.

Og hvis vi ændrer den,

hvis vi ændrer vores formel for lykke og succes,

kan vi ændre måden, hvorpå

vi kan påvirke virkeligheden.

Vi fandt ud af, at kun 25 procent af ens arbejdssucces

kan forudsiges ved I.K.

75 procent af ens succes

bestemmes af dit optimismeniveau, din sociale støtte

og din evne til at se stress som en udfordring i stedet for en trussel.

Jeg talte på en kostskole i New England, nok den mest prestigefyldte

kostskole, og de sagde "Det ved vi allerede.

Så hvert år, i stedet for bare at undervise eleverne, har vi også en sundhedsuge.

Og det er så spændende. Mandag aften har vi et foredrag fra verdens førende

ekspert indenfor ungdomsdepression.

Tirsdag aften handler det om skolevold og mobning.

Onsdag aften handler om spiseforstyrrelser.

Torsdag aften er stofmisbrug.

Og fredag aften skal vi vælge mellem usikker sex og lykke."

(Latter)

Jeg svarede: "Sådan er de fleste menneskers fredag aften."

(Latter)

(Bifald)

Jeg er glad for, at I kunne lide den, men de syntes spor om den.

Der var stille i telefonen.

Og i stilheden sagde jeg, "Jeg vil meget gerne holde et foredrag på jeres skole,

men bare så I ved det, så er det ikke en sundheds-, men en sygdomsuge.

I har beskrevet alle de negative ting, der kan ske,

men ikke nævnt de positive."

Sundhed er ikke bare fraværet af sygdom.

Sådan her når vi til sundhed:

Vi skal vende formlen for lykke og succes på hovedet.

Gennem de sidste tre år har jeg rejst til 45 forskellige lande

og arbejdet med skoler og virksomheder

midt under en økonomisk tilbagegang.

Og jeg har indset, at de fleste virksomheder og skoler

følger denne formel for succes:

Hvis jeg arbejder hårdere, får jeg mere succes.

Hvis jeg får mere succes, bliver jeg lykkeligere.

Det er grundlæggende for vores opdragelsesmetoder, ledelsesmetoder

og for motivationen af vores handlinger.

Problemet er, at det videnskabeligt set er omvendt af to årsager.

For det første, hver gang man oplever succes,

flytter man overliggeren for succes.

Hvis man fik gode karakterer, må man nu få bedre,

hvis man kom ind på en god skole, må man komme ind på en bedre,

hvis man fik et godt arbejde, må man få et bedre,

hvis man når sit salgsmål, må vi ændre målet.

Og hvis lykken venter på den anden side af succesen, når man aldrig lykken.

Vi har som samfund skubbet lykken

forbi den kognitive horisont.

Og det skyldes, vi tror, at vi er nødt til at få succes,

og så bliver vi lykkelige.

Men problemet er, at i hjernen er rækkefølgen modsat.

Hvis man kan hæve nogens positivitetsniveau i nuet,

så gennemlever hjernen, hvad vi kalder en lykkefordel,

hvilket vil sige, at den positive hjerne

præsterer betydeligt bedre

end den negative, neutrale, eller stressede gør.

Ens intelligens og kreativitet stiger, man får mere energi.

Det viser sig, at udfaldene af

alle forretningssituationer forbedres.

Er ens hjerne positiv, er den 31 procent mere produktiv,

end hvis den er negativ, neutral eller stresset.

Man er en 37 procent bedre sælger.

Læger er 19 procent hurtigere og

mere præcise i deres diagnosticering,

hvis de er positive fremfor negative, neutrale eller stressede.

Dette betyder, at vi kan vende formlen om.

Hvis vi kan finde ud af, hvordan man bliver positiv i nuet,

så virker vores hjerne bedre,

og vi kan arbejde hårdere, hurtigere og klogere.

Vi er nødt til at vende formlen på hovedet,

så vi kan se, hvad vores hjerner rent faktisk er i stand til.

For dopamin, som oversvømmer ens system, når man er positiv,

har to funktioner.

Det gør ikke kun en mere lykkelig,

det aktiverer også alle indlæringscentrene i hjernen,

hvilket lader en tilpasse sig verden anderledes.

Vi har fundet ud af, at man kan træne sin hjerne

til at blive mere positiv.

Ved at bruge kun to minutter hver dag i 21 dage

kan man faktisk omkode hjernen,

hvilket lader den fungere

mere optimistisk og med mere succes.

Vi har gjort dette i forskningen

i alle de virksomheder, jeg har arbejdet med,

fået dem til at skrive tre ting ned, som de er taknemmelige for,

21 dage i træk, tre nye ting hver dag.

Og efter de 21 dage

er der skabt et mønster i hjernen,

hvor man ikke kigger efter det negative, men det positive.

En dagbog om en positiv oplevelse, man har haft i det sidste døgn,

lader hjernen genopleve den.

Motion lærer din hjerne, at din opførsel gør en forskel.

Vi ser, at meditation lader din hjerne

komme ud over den kulturelle ADHD, der er blevet skabt ved, at vi

prøver at løse for mange opgaver ad gangen,

og tillader hjernen at fokusere på den nærværende opgave.

Og endelig, tilfældige venligheder er overlagte venligheder.

Vi får folk til, når de åbner deres e-mail,

at skrive en positiv e-mail,

der anerkender eller takker nogen i deres sociale støttenetværk.

Og ved hjælp af disse aktiviteter

og ved at træne hjernen, som man træner kroppen,

har vi set, at vi kan vende formlen for lykke og succes på hovedet

og derved skaber vi ikke blot en dominoeffekt af positivitet,

men også en sand revolution.

Mange tak.

(Bifald)