Dyan deNapoli: Den store pingvinredning

En personlig fortælling, en kollektiv triumf: Dyan deNapoli fortæller historien om verdens største frivillige dyreredning, som reddede mere end 40.000 pingviner efter et oliespild udfor kysten af Sydafrika. Hvordan bliver et så stort job udført? Pingvin efter pingvin efter pingvin...

Så længe som jeg kan huske

Har jeg følt en meget dyb forbindelse

til dyr og til havet,

og i den her alder,

var mit personlige idol

delfinen Flipper.

Og da jeg første gang lærte om truede dyrearter,

var jeg fortvivlet over at lære

at hver dag blev dyr udslettet fra jordens overflade for evigt,

og jeg ville gøre noget for at hjælpe,

men jeg undrede mig altid over:

hvad kunne en person gøre for at gøre en forskel?

og der ville gå 30 år,

men til sidst ville jeg få svaret på spørgsmålet,

da disse hjerteskærende billeder af fugle indsmurte i olie

endeligt begyndte at komme frem fra den Mexicanske Golf sidste år,

under det frygtelige BP oiliespild,

blev en tysk biolog ved navn Silvia Gaus

citeret for at sige:

"Vi bør aflive alle olieindsmurte fugle

for studier har vist

at mindre end en procent af dem

overlever efter at være blevet sluppet fri."

Og jeg kunne ikke være mere uenig,

og oveni det, tror jeg på at ethvert olieindsmurt dyr

fortjener endnu en chance i livet.

Og jeg vil fortælle jer

hvorfor jeg føler så stærkt for det her.

Den 23. juni, 2000,

sank et skib ved navn Treasure

udfor kysten af Capetown, Sydafrika,

og spildte 1.300 ton brændstof,

som forurenede levestederne

for næsten halvdelen af alle verdens

afrikanske pingviner.

Skibet sank imellem Robben Island imod syd

og Dassen Island imod nord,

og disse øer er to af pingvinernes vigtigste ynglepladser.

Præcist seks år og tre dage tidligere

den 20. juni, 1994

Sank et skib ved navn Apollo Sea nær Dassen Island,

og indsmurte 10.000 pingviner i olie --

hvoraf halvdelen døde.

Da Treasure sank i 2000,

var det på højdepunket af den bedste ynglesæson

forskere nogensinde havde registreret for den afrikanske pingvin --

som på det tidspunkt var listet som en truet dyreart.

Snart var næsten 20.000 pingviner

dækket i denne giftige olie,

og det lokale havfugle redningscenter ved navn SANCCOB,

søsatte med det samme en massiv redningsoperation --

og dette ville hurtigt blive

den største dyreredning nogensinde igangsat.

Dengang arbejdede jeg længere nede af gaden her,

jeg var en pingvinpasser hos New England Aquarium,

og for præcist 11 år siden i går,

ringede telefonen i pingvinkontoret.

Med det opkald ville mit liv blive forandret,

Det var Estelle van der Meer der ringede fra SANCCOB,

og sagde "Kom og hjælp os.

Vi har tusinder af olieindsmurte pingviner

og tusinder af villige,

men fuldstændigt uerfarne, frivillige,

og vi har brug for pingvin eksperter til at komme og træne og føre opsyn med dem."

Så to dage senere,

var jeg på et fly på vej imod Capetown,

med et hold af pingvin specialister,

og scenen inde i denne bygning

var knusende og uvirkelig.

Faktisk sammenlignede mange folk det med en krigszone,

og sidste uge, spurgte en 10-årig pige mig:

"Hvordan føltes det

da du første gang gik ind i den bygning

og så de mange olieindsmurte pingviner?"

og det her er hvad der skete.

Jeg var øjeblikkeligt transporteret

tilbage til dét tidspunkt,

Pingviner er meget snakkende fugle

og virkeligt, virkeligt larmende.

Så jeg forventede at gå ind i den her bygning

og blive mødt af en mur

af hylen, brægen og skræppen

men i stedet,

da vi trådte igennem de døre og ind i bygningen,

var det uhyggeligt stille.

Så det stod meget klart

at dette var stressede, syge og traumatiserede fugle.

En anden ting der var slående

var det store antal frivillige

op til 1.000 personer om dagen

kom der til redningscentret.

og over tid, igennem denne redning,

kom der mere end tolv et halvt tusinde frivillige

fra hele verden til Capetown

for at redde disse fugle.

og den fantastiske ting

var at ikke en af dem var nødt til at være der --

men der var de.

Så for de få af os der var der som professionelle,

var denne ekstraordinære frivillige respons

på denne dyrekrise

dybt bevægende og ærefrygtindgydende.

Dagen efter vi ankom,

blev to af os fra akvariet sat til at lede rum to

og i rum to var der mere end 4.000 olieindsmurte pingviner.

Husk nu på at tre dage tidligere,

havde vi 60 pingviner at tage os af.

Så vi var afgjort overvældede,

og bare en smule skræmte -- eller jeg var i hvert falde.

Personligt vidste jeg ikke rigtigt

om jeg var i stand til at håndtere

en så gigantisk opgave,

og kollektivt

vidste vi ikke rigtigt om vi kunne klare det.

For alle vidste

at blot seks år tidligere,

var halvt så mange pingviner blevet olieindsmurt og reddet

og kun halvdelen af dem havde overlevet.

Så ville det være muligt

at redde så mange olieindsmurte pingviner?

Det vidste vi simpelthen bare ikke

men det der gav os håb

var at disse utroligt dedikerede og modige frivillige --

Tre af dem ses her imens de tvangsfodrer pingviner.

I bemærker måske at de har meget tykke handsker på.

En ting i skal vide om afrikanske pingviner

er at de har næb der er skarpe som barberblade

og inden længe,

var vores kroppe dækket fra top til tå

med disse grimme sår,

påført af de skrækslagne pingviner.

Dagen efter vi ankom

begyndte en ny krise at udvikle sig,

oliespildet bevægede sig nu mod nord imod Dassen Island,

og redderne var fortvivlede,

for de vidste at hvis olien ramte,

ville det ikke være muligt at redde flere olieindsmurte fugle,

og der var virkeligt ikke nogen gode løsninger

men til sidst,

kom en af forskerne med en skør ide.

Han sagde "Okay, hvorfor prøver vi ikke at samle

de fugle der har størst risiko for at blive smurt ind i olie" --

de samlede 20.000 --

"og så fragter vi dem 800 km op af kysten

til Port Elizabeth i åbne lastbiler

og sætter dem fri i det rene vand der

og lader dem svømme hjem igen."

(Latter)

Så tre af de pingviner -- Peter, Pamela og Percy --

bar satellitsendere,

og forskerne krydsede deres fingre og håbede

at når pingvinerne nåede hjem igen,

ville olien være renset fra deres ø.

og heldigvis, på dagen hvor de ankom,

var den væk.

Så det havde været et enormt sats, men det havde betalt sig,

og så ved de nu

at de kan bruge denne strategi

i fremtidige oliespild.

Så i redning af vilde dyr, som i livet,

lærer vi fra tidligere erfaringer,

og vi lærer både fra vores succeser

og vores nederlag.

Den primære lære

under Apollo Sea redningen i '94

var at de fleste af pingvinerne døde

på grund af den intetanende brug

af dårligt ventilerede

transportkasser og biler --

fordi de simpelthen bare ikke havde været forberedte på

at håndtere så mange olieindsmurte pingviner på en gang.

Så i de seks år imellem de to oliespild,

byggede de tusinder af disse velventilerede kasser,

og som resultat, under Treasure redningen,

døde der kun 160 pingviner

under transport processen,

i modsætning til 5.000.

Dette alene var en stor sejr.

Noget andet lært under Apollo redningen

var hvordan man træner pingvinerne

til at tage fisk direkte fra hænderne,

ved hjælp af disse træningsbokse,

og vi brugte denne teknik igen

under Treasure redningen.

Men en interessant ting blev bemærket

under træningsprocessen,

de første pingviner

til at gå over til den frie fodring,

var dem der havde et metalbånd på deres vinge

fra Apollo Sea spildet seks år tidligere.

Så pingviner lærer

også fra tidligere erfaringer.

Så alle de pingviner

skulle have deres kroppe omhyggeligt renset for olie,

og det ville tage to folk mindst en time,

bare at rense en pingvin,

og når du renser en pingvin

skal du først sprøjte den med en affedter,

og dette bringer mig til min yndlings historie

fra Treasure redningen.

Omkring et år før oliespildet,

havde en 17 årig studerende

opfundet en affedter,

og de havde brugt den hos SANCCOB med stor succes,

så de begyndte at bruge den under Treasure redningen

men et stykke inde løb de tør,

så i panik ringede Estelle fra SANCCOB til den studerende

og sagde "Du bliver nødt til at lave mere."

Så han skyndte sig til laboratoriet

og lavede nok til at rense resten af fuglene.

Jeg synes bare at det er det sejeste

at en teenager

opfandt et produkt

der hjalp med at redde livene

for tusinder af dyr.

Så hvad skete der med de 20.000 olieindsmurte pingviner?

Og havde Silvia Gaus ret?

Burde vi rutinemæssigt aflive

alle olieindsmurte fugle

fordi de fleste ville dø alligevel?

Hun kunne ikke have taget mere fejl,

efter en halv million timer

hårdt frivilligt arbejde,

blev mere end 90 procent af de olieindsmurte pingviner

succesfuldt sat fri igen,

og vi ved fra opfølgende studier

at de har levet ligeså længe

som pingviner der aldrig har været indsmurte,

og forplantede sig næsten ligeså succesfuld.

udover det, blev omkring 3.000 pingvinunger

reddet og håndfodret,

og igen ved vi fra langtidsstudier

at flere af disse håndfodrede unger

overlever til modenhed

end forældre-opfostrede unger.

Så med denne viden

har SANCCOB et projekt til at styrke ungerne,

og hvert år redder og opfostrer de forladte unger

og de har en meget imponerende

succesrate på 80 procent.

Dette er meget vigtigt

for for et år siden

blev den afrikanske pingvin erklæret udrydningstruet.

og de kan være uddøde

om mindre end 10 år,

hvis vi ikke gøre noget nu for at beskytte dem.

Så hvad lærte vi

fra denne intense og uforglemmelige oplevelse?

Personligt lærte jeg

at jeg er i stand til at håndtere meget mere end jeg nogensinde havde drømt om,

og jeg lærte at en person

kan gøre en kæmpestor forskel.

Bare se på den 17-årige.

Og når vi finder sammen

og arbejder sammen,

kan vi opnå utrolige ting.

Og det at være en del af noget

så meget større end en selv

er den mest belønnende oplevelse

du overhovedet kan have.

Så jeg vil gerne efterlade jer med en sidste tanke,

og en udfordring, hvis i tillader det.

Min mission som pingvindamen

er at skabe opmærksomhed om og midler til

-at beskytte pingviner.

Men hvorfor skulle nogen af os bekymre sig om pingviner?

I skulle bekymre jer

fordi de er en indikator art,

og simpelt sagt, hvis pingvinerne er døende,

betyder det at vores have er døende,

og ultimativ vil vi blive ramt,

for som Sylvia Earle siger:

"Havene er vores livsgivende system."

og de to hovedtrusler til pingviner i dag

er overfiskning og global opvarmning,

og dette er to ting

som hver enkelt af os

faktisk har magten til at gøre noget ved.

Så hvis hver af os gør vores del

kan vi sammen gøre en forskel,

og vi kan hjælpe med til at pingvinerne ikke uddør

mennesker har altid været den største trussel for pingviner,

men nu er vi deres eneste håb.

Mange tak

(Klapsalver)