Hvordan man kan opdrage børn som kan overkomme angst.

At vokse op betyder at møde nye udfordringer -- men for nogle børn, usikre situationer leder til angst som forældre ofte søger at dulme. Psykolog Anne Marie Albano forklare hvordan konstant at komme farende for at fikse et barns problemer kan lede til en livslang cyklus af afhængighed og vrede -- og deler hvad en sund dosis af risiko kan hjælpe børn med at udvikle varig selvsikkerhed.

Som barn, var jeg meget bange.

Jeg var bange for lyn, insekter,

høje lyde og udklædte personer.

Jeg havde også to meget alvorlige fobier

for læger og injektioner.

Da jeg kæmpede for at flygte
fra vores familielæge,

ville jeg blive så fysisk kampklar

at han rent faktisk slog mig
i ansigtet for at bedøve mig.

Jeg var 6 år gammel.

Jeg var "fight-or-flight" dengang,

og at holde mig nede for en enkelt vaccine
tog tre eller fyre voksne,

inklusivt mine forældre.

Senere, flyttede vores familie
fra New York til Florida

da jeg var ved at starte High School,

og at være den nye elev
på en katolsk skole,

som ikke kender nogen

og er nervøs for at passe ind,

på den allerførste skoledag

en lærer laver navneopråb og siger
"Anne Marie Albano",

for jeg svarer,
[i en Staten Island accent]: "Her!"

Hun griner og siger,
"Oh, sødt, stå op.

Sig H-U-N-D."

Og jeg svarer,
[I en Staten Island accent] "Hund?"

Klassen bryder ud i grin
sammen med læreren.

Og sådan fortsat det,

for hun havde mange flere ord
at ydmyge mig med.

Jeg gik hjem grædende,

oprevet

og bad om at blive sendt hjem til New York

eller til et kloster.

Jeg ville ikke gå tilbage
til den skole igen. Aldrig.

Mine forældre lyttede

Og fortalte mig at de ville undersøge
med monseigneur i New York,

men at jeg skulle blive ved med at gå
i skole så jeg havde nok fremmøde

til at skifte til niende klasse
på Staten Island.

Alt dette var før email og mobiltelefoner,

så over de næste mange uger,

angiveligt, var der breve sendt mellem
ærkebiskopdømmet af Manhattan

og Miami

og med Vatikanet,

og hver dag, gik jeg i skole grædende
og kom hjem grædende,

og så ville min mor give mig en opdatering
fra en kardinal eller biskop

som sagde "bliv ved med at gå i skole
indtil vi finder en ny plads."

Var jeg naiv eller hvad?

(Griner)

Nå, efter et par uger, en dag,
mens jeg ventede på skolebussen,

mødte jeg en pige som hed Debbie,

hun introducerede mig til hendes venner.

Og de blev til mine venner,

og så var Paven ude af kniben.

(Griner)

Jeg begyndte at slappe af og passe ind.

Mine sidste tre årtier med
at studere angst i børn

stemmer tildels fra min egen søgen
på selvforståelse.

Og jeg har lært meget.

For unge mennesker, angst den mest
normale barndoms psykiatriske tilstand.

Disse problemer starter tidligt,
omkring 4 år gammel,

og ved ungdomsalderen, 1 ud af 12 unge
er alvorligt nedsat

i deres evne til at fungere derhjemme,
i skolen og med vennerne.

Disse børn er så bange,

bekymret,

bogstaveligt talt fysisk utilpasse
grundet deres angst.

Det er svært for dem
at være opmærksomme i skolen,

slappe af og have det sjovt,

få nye venner

og gøre alle de ting
som børn skulle gøre.

Angst kan skabe fortvivelse i barnet,

og forældrene er først til at
vidne deres barn's pine.

Som jeg mødte flere og flere børn
med angst gennem mit arbejde,

blev jeg nødt til at gå tilbage til min
mor og far og stille dem nogle spørgsmål.

"Hvorfor holdte du mig nede

da jeg var så bange for
at få indsprøjtninger

og tvang dem på mig?

Og hvorfor fortalte du mig de fortællinger
for at få mig til at gå i skole

da jeg var så bekymret for
at blive gjort til grin igen?"

De sagde, "Vores hjerter
knuste for dig hver gang,

men vi vidste at de var ting
du blev nødt til at gøre.

Vi måtte risikere at du blev ked af det

mens vi ventede på at du
vænnede dig til situationen

med tid og med mere erfaring.

Du var nødt til at blive vaccineret.

Du blev nødt til at gå i skole."

Lidt vidste mine forældre,

men de gjorde mere end at
inokulere mig fra mæslinger.

De var også ved at inkoluere mig
fra en livstid af angstsygdomme.

Overdreven angst i et ungt barn
er ligesom en superbakterie --

og smitsom, endda mangedoblende,

sådan at mange at de unge som jeg ser

kommer ind med mere end en angstsygdom
forkommende på samme tid.

For eksempel, de har en specifik fobi

plus seperationsangst
plus social angst lagt sammen.

Hvis det forbliver ubehandlet,

angst i tidlig barndom
kan føre til depression i ungdommen.

Det kan også føre til misbrug
og til selvmordstanker.

Mine forældre var ikke terapeuter.

De kendte ikke nogle psykologer.

Alt de vidste var at disse situationer
var ubehagelige for mig,

men de var ikke skadelige.

Min overdrevne angst ville skade mig
meget mere over længere tid

hvis de tillod mig at undgå
og flygte fra de situationer

og ikke lære hvordan man tolerer
lejlighedsvis pine.

Så essentielt, mor og far udførte
deres hjemmelavet udgave

af eksponeringsterapi,

hvilket er den centrale og nøglekomponent

af kognitive adfærds-
behandling af angst.

Mine kollegaer og jeg udførte
den største lodtrækningstudie

af behandlingerne af angst
hos børn i alderen 7 til 17.

Vi lærte at børne-fokuserede
kognitive adfærd eksponeringsterapi

eller medicin med SSRI-præparater

er effektive for 60 procent
af behandlede unge.

Og deres kombination hjælper
80 procent af børn indenfor 3 måneder.

Dette er godt nyt.

Og hvis de fortsætter med medicinen

eller udfører månedlige eksponeringsterapi
som vi gjorde i længden af studiet,

kan de have det bedre
i op til et år.

Men, efter dette behandlingsstudie endte,

tog vi tilbage og udførte en
opfølgelsesstudie af vores deltagere,

og vi fandt at mange af disse børn
havde haft tilbagefald siden.

Og, skønt de bedste
evidensbaseret behandlinger,

fandt vi også at for omkring
40 procent af børnene med angst,

de var fortsat syge i tiden
mellem studierne.

Vi tænkte meget over disse resultater.

Hvad havde vi glemt?

Vi lavede en hypotese om
at fordi vi fokuserede

på kun børne-fokuseret intervention,

måske var der noget vigtigt i
at henvende sig til forældrene

og involvere dem i behandlingerne også.

Studier fra mit eget laboratorium
og fra kollegaer rundt om verden

har vist en konsekvent trend:

velmenende forældre er ofte
uforvarende draget ind i

angstcyklussen.

De giver efter, og de laver for
mange kompromisser for deres børn,

og de lader deres børn
undgå udfordrende situationer.

Jeg vil have jer tænke på det sådan her:

Dit barn kommer hjem til dig
grædende, i tåre.

De er 5 eller 6 år gamle.

"Ingen på skolen kan lide mig!
Børnene er onde.

Ingen ville lege med mig."

Hvordan har du det når dit
barn er så oprørt?

Hvad gør du?

Det naturlige forældre instinkt
er at trøste barnet, berolige dem,

beskytte dem og fikse situationen.

Ringe til læreren for at gribe ind
eller andre forældre for at lave legedage,

det er måske også når de er 5 år gamle.

Men hvad gør du hvis dit barn
bliver ved med at komme hjem i tåre?

Fikser du stadig tingene for dem
når de er 8, 10, 14 år gamle?

For børn, gennem deres udvikling,

kommer de uværgerligt til at
møde nogle udfordrende situationer:

overnatninger, mundtlige opgaver,

en udfordrende og uventet test,

prøve på at komme på sportsholdet
eller få en rolle i skolestykket,

konflikter med vennerne ...

Alle disse situationer involvere fare:

fare for at klare det dårligt,
for ikke at få hvad de vil have,

fare for måske at lave fejl

eller blive ydmyget.

For børn med angst

som ikke tager chancer og engagerer sig,

de lærer ikke hvordan de skal
håndtere disse typer situationer.

Ja?

Fordi evner udvikler sig med
eksponering over tid,

gentaget eksponering til
hverdagssituationer som børn møder:

selv-beroligende evner

eller evnen til at slappe af
når man er oprørt;

problemløsnings evner,

inklusiv evnen til at løse
konflikter med andre;

udsættelse af glæde,

eller evnen til at blive ved med at prøve

selvom du bliver nødt til at vente
på resultatet.

Disse og mange andre evner
udvikler sig i børn

som tager chancer og engagerer sig.

Og selvværd tager form,

hvilket, simpelt sagt,
er at tro på sig selv

at man kan overkomme
udfordrende situationer.

For børn med angst som
flygter fra og undgår disse situationer

og for andre folk til at gøre det for dem,

de får mere og mere
angst med tiden

og bliver mindre selvsikre.

I modsætningen til deres venner
som ikke lider af angst,

de kommer til at tro at de ikke
er i stand til at klare disse situationer.

De tror at de har bruge for nogen,
nogen som deres forældre,

for at gøre tingene for dem.

Nu, mens det naturlige forældreinstinkt
er at trøste og beskytte

og berolige børn,

i 1930, psykologen Alfred Adler

havde allerede advaret forældrene

at vi kan elsker vores børn
lige så meget vi ønsker,

men vi må ikke gøre barnet afhængigt.

He rådgivede forældrene til at begynde at
træne deres børn fra starten

til at stå på deres egne to fødder.

Han advarede også at hvis
børnene får det indtryk

at deres forældre ikke har andet at lave
end at være til deres rådighed,

ville de få en falsk ide om kærlighed.

For børn med angst,
i denne tid,

de ringer altid til deres forældre

eller sender nødopkald
i alle døgnets timer.

Så hvis børn med angst ikke lærer ordent-
lige forsvarsmekanismer når de er unge,

hvad sker der så når de bliver voksne?

Jeg har en gruppe for forældre
af unge voksne med angstsygdomme.

Disse unge er mellem
18 og 28 år gamle.

De lever for det meste hjemme,

afhængige af deres forældre.

Mange af dem har gået
i skole eller på videregående uddannelser.

Nogle er gradueret.

Næsten alle har ikke et arbejde,

de er bare hjemme og
laver ikke meget af noget.

De har ikke meningsfyldte
forhold med andre,

og de er meget, meget
afhængige af at deres forældre

ordner alle mulige ting for dem.

Deres forældre arrangerer stadig
lægeaftaler for dem.

De ringer til deres gamle venner
og beder dem om at komme på besøg.

De ordner deres vasketøj
og laver mad til dem.

Og de har mange konflikter
med deres voksne barn,

da angsten er blomstrede
men barnet er ikke.

Disse forældre føler enormt meget skyld,

men så vrede,

og så mere skyld.

OK, hvad med nogle gode nyheder?

Hvis forældre og nøglepersoner
i et barn's liv

kan hjælpe barnet, hjælpe dem
med at konfrontere deres frygter

og lære at løse problemer,

så er det mere sandsynligt
at barnet begynder at udvikle

deres egen indre håndteringsmekanismer
for at håndtere deres angst.

Vi lærer forældre nu
at være opmærksom i øjeblikket

og tænke over deres reaktioner
til barnet's angst.

Vi spørger dem,

"Kig på situationen og spørg,
"Hvad sker der i denne situation?

Hvor truende er det for mit barn?

Og hvad vil jeg i sidste ende
have at de skal lære af det?"

Nu, selvfølgelig, vi vil have forældre
til at lytte omhyggeligt,

fordi hvis barnet bliver alvorligt
mobbet eller bliver skadet,

så skal forældrene blande sig,

absolut.

Men i typiske, hverdags,
angst-fremkaldende situationer,

forældre kan hjælpe
børnene bedst

hvis de forholder sig rolige,
faktuelle og imødekommende,

hvis de validere barnets følelser

men så hjælper barnet,

hjælper dem med at finde ud af
hvordan barnet skal klare situationen.

Og så -- dette er nøglen --

have barnet rent faktisk
håndtere situationen selv.

Selvfølgelig er det hjerteskærende
at se et barn lide,

som mine forældre fortalte mig
flere år senere.

Når du ser dit barn lide

men du tænker at du kan komme ind
og redde dem fra smerten,

det er alt, er det ikke?

Det er hvad vi gerne vil gøre.

Men uanset om vi er unge eller gamle,

overdreven angst lader os
overvurdere risiko og nød

og vi undervuderer vores håndteringsevne.

Vi ved at gentaget eksponering til
hvad vi frygter svækker angsten,

mens det bygger evner og modstandskraft.

Mine forældre havde gang i noget.

Idag's hyper-angste ungdom
er ikke hjulpet

af overbeskyttende forældre.

Rolighed og selvsikkerhed
er ikke kun følelser.

De er håndteringsevner
som forældre og børn kan lære.

Mange tak.

(Bifald)