Hvorfor du burde blive klima-aktivist

"Jeg drømmer om en verden, hvor vi i geografitimerne lærer om klimakrisen som en enestående udfordring, der blev overvundet af folk som dig og mig.", siger klima-aktivisten Luisa Neubauer. Sammen med Greta Thunberg var Neubauer med til at starte "Fredage for Fremtiden", den skelsættende internationale skolestrejkebevægelse, der protesterer mod mangel på handling for klimaet. Hun fortæller om de fire trin alle, uanset alder, kan tage, og bliver klima-aktivister. "Det her er ikke en opgave for én generation.", siger hun. "Det er en opgave for menneskeheden."

Det var aldrig planen,
at jeg skulle blive klima-aktivist

Men situationen har forandret sig

og nu står jeg her,
som klima-aktivist

og beder jeg alle
om også at blive det.

Nu vil jeg fortælle hvorfor,

og endnu vigtigere: hvordan.

For ti år siden,
da jeg var 13,

lærte jeg første gang
om drivhuseffekten.

Vi brugte 90 minutter
på emnet,

og jeg kan huske,
at det irriterede mig,

at noget så fundamentalt

blev kogt ned til kun én geografitime.

Den irritation gik aldrig helt væk,
så da jeg blev student,

besluttede jeg at læse geografi,

for at sikre at jeg forstod
det med klimaforandringerne.

Og det vendte op
og ned på det hele.

Det var første gang,
jeg så på tallene,

på videnskaben bag klimakrisen

og jeg troede ikke mine egne øjne.

Som de fleste

vidste jeg nok, at planeten
ikke havde det så godt.

Men jeg anede ikke, at vi
nærmer os en selvskabt katastrofe

med så hastige skridt.

Det var også første gang jeg forstod,

hvor stor forskel det gør
at se på det store billede.

Tag for eksempel koncentrationen af CO2;

den vigtigste faktor i global opvarmning.

Det her ser jo slemt ud.

Det ser ud som om
det går den forkerte vej.

Men når man ser
ikke bare på de sidste 60 år,

men de sidste 10.000 år,

forstår man hvor uhyggeligt,
det her faktisk er.

Og det er kun ét aspekt
af den krise, vi er midt i.

Jeg vil ikke gå i detaljer,
men lad mig sige én ting:

Vi lever i en tid

hvor den mest ødelæggende kraft
på planeten, er menneskeheden selv.

Vi lever i en tid

som ingen videnskabsfolk
kan love, at du overlever.

Vi lever i en tid,

hvor vi skaber et miljø,

der ikke længere er
sikkert for mennesker.

Så der sad jeg,

første år på geografi,

og følte mig ret overvældet.

Men ...

der var også gode nyheder.

Det samme år
jeg hørte om alt det her,

gik ledere fra hele verden
sammen i Paris

og aftalte et fælles mål
om global opvarmning på max 2 grader.

Billederne gik verden rundt,

og folk sagde til mig,
at det var en historisk dag.

Sikke en lettelse, hva'?

Bortset fra ...

at der var noget,
der ikke helt stemte.

Efter aftalen var underskrevet,

blev situationen ikke bedre.

Faktisk blev den meget værre.

Beslutningstagere,
industrier, ledere og politikere.

fortsatte som før

og udnytter vores ressourcer
uden tanke for fremtiden,

og bygger flere kulkraftværker

selvom vi godt ved,
at der står i Paris-aftalen,

at vi skal holde op med det.

Så selvom der naturligvis
også sker noget positiv --

der bliver installeret vind-
og solenergi verden over, ja --

men de forandringer
går langsomt -- alt for langsomt, faktisk.

Så efter Paris-aftalen blev underskrevet,

fortsætter graferne
deres himmelflugt

og sætter nye rekorder hvert år.

De fem varmeste år,
vi nogensinde har målt

er de sidste fem år,

og vi har aldrig udledt mere,
på globalt plan, end vi gør i dag.

Så der stod jeg

på én gang kunne jeg se
og forstå videnskaben,

og se, at der ikke kom svar,
at der ikke kom handling.

Og så fik jeg nok.

Jeg besluttede mig for
at tage med til FN's Klimakonvention,

det forum, der blev oprettet
for at bringe folk sammen

for at få styr på klimaet --

men åbenbart ikke sådan rigtigt.

Det var sidste år.

Jeg rejste over til Klimakonventionen
for at finde ud af

hvad der foregår,
hvad det egentlig handler om.

Hvis du er politisk realist,
er det måske ikke overraskende,

men for mig var det svært at tage:

Olieindustrien
og politiske ledere

gør alt, alt hvad de kan
for at forhindre réel forandring.

De vil helst ikke sætte mål,
der er ambitiøse nok

til at holde os under de 2 grader.

De er jo dem, der som de eneste,
har gavn af denne klimakrise, ikke?

Olieindustrien genererer profit,

og de politiske ledere,
overvejer næste valg,

og det der er populært

og det er åbenbart ikke
at stille de svære spørgsmål

De har ingen grund
til at ændre spillets regler.

Der findes ingen lande,
hvor virksomheder eller politiske kræfter

bliver underlagt sanktioner,
når de smadrer klimaet.

Hvor underlig og trist,
den konvention end var,

så var der én, der var anderledes,

én som virkede ret bekymret,

og det var Greta Thunberg.

I dét øjeblik besluttede jeg
at alt andet virkede håbløst

og meningsløst

så jeg gik med i hendes klimastrejke,
lige der på konventionen.

Det var min første klimastrejke,

og det var en meget
mærkelig kulisse,

bare hun og jeg, der sad
der i konferencelokalet,

omringet af et virvar
af jakkeklædte konferencedeltagere,

som slet ikke anede,
hvad de skulle stille op med os.

Og alligevel føltes det mere kraftfuldt,

end jeg længe
havde turde håbe på.

Og det var lige der,
jeg fik følelsen af, at det var tid til

at begynde at strejke i Tyskland.

Jeg var blevet overbevist om,
at ingen andre ville gøre det for os,

og var der den mindste chance for,
at det kunne gøre en forskel

virkede det dumt ikke at prøve.

Så jeg --

(klapsalver)

Så jeg rejste tilbage til Berlin.

Jeg fik allierede, som havde fået
den samme idé på det tidspunkt.

og sammen ville vi afprøve
"Fredage for fremtiden".

Vi anede naturligvis ikke,
hvad vi rodede os ud i.

Før vores første strejke
havde mange af os, inklusive mig

aldrig organiseret en demonstration
eller nogen form for protestaktion før.

Vi havde ingen penge, ingen ressourcer

og overhovedet ingen idé om
hvad klimastrejke er.

Så vi begyndte med noget, vi var gode til:

at sende tekstbeskeder

vi skrev dag og nat,
til så mange som muligt,

og vi organiserede vores første
klimastrejke gennem WhatsApp.

Natten før vores første strejkeaktion
kunne jeg ikke sove af nervøsitet.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente,
men havde bange anelser.

Måske var det fordi
vi ikke var de eneste,

der havde længtes efter
at få en stemme i et politisk miljø

der lod til at have glemt
at inkludere de unges perspektiv

i beslutningsprocessen.
Måske.

Men på en eller anden måde
viste det sig at virke.

Og fra den ene dag til den anden

var vi over det hele.

Og jeg var, fra den ene
dag til den anden

blevet en klima-aktivist.

Normalt,

i den her slags TED Talk,

er vi nu kommet dertil,
hvor jeg skal sige, at der er håb,

at vi unge mennesker
nok skal få styr på det

at vi redder fremtiden
og planeten og det hele

at vi unge mennesker,
der strejker for klimaet,

kan løse det her problem.

Sådan er det normalt.

Men ikke med det her.

Sådan fungerer den her krise ikke.

Her kommer plot-twistet:

Når vi ser på videnskaben i dag,

tre-et-halvt år efter Paris-aftalen,

kan vi se, det stadig er muligt
at holde den globale opvarmning

under to grader --

teknisk muligt.

Og vi kan også se, det stadig er muligt
at stoppe andre katastrofer

der er ved at ske, såsom
masseudryddelser og jordforringelse --

ja, teknisk set.

Det er bare helt utrolig usandsynligt.

Og uanset hvad,

kræver det forandring

i en skala, vi aldrig har set før.

Vores økonomier skulle
blive carbon-uafhængige før 2050

og vi skulle omvælte den magtfordeling

der i øjeblikket tillader oliegiganterne
sammen med politiske ledere

at blive siddende på magten.

Vi taler om intet mindre
end den største omvæltning

siden den industrielle revolution.

Vi taler, om man vil,

om en klimarevolution.

på rekordtid.

Der ville ikke være ét år mere at spilde

Og uanset hvad,
kræver den slags forandring

at verden ikke forventer,

at en eller tre millioner
skolestrejkere kan ordne det her.

Jo, vi er ret seje,
og vi bliver ved,

og vi kommer til at udrette ting,
som ingen havde forestillet sig. Ja.

Men det slutter ikke med os;

det begynder med os.

Det her er ikke
en opgave for én generation.

Det er en opgave for menneskeheden.

Og det er nu,
at alle øjne vender sig mod jer.

Hvis det her skal lykkes

skal vi få styr
på en million ting

Det er trods alt
en meget kompleks problemstilling.

Men ...

der er nogle ting,
vi allesammen kan gå i gang med.

De dårlige nyheder først: Hvis I troede,
jeg ville bede Jer om at cykle mere

spise mindre kød, flyve mindre,
eller tage en tur i genbrugsbutikken;

beklager, så nemt er det ikke.

Men her er de gode nyheder:

I er mere end bare
købere og forbrugere

selvom industrien gerne ser,
at I begrænser Jer dertil.

Nej, du og jeg --
vi er allesammen politiske væsner

og vi kan allesammen
være en del af svaret på det her.

Vi kan alle være det,
som mange kalder klima-aktivister.

yay?

(latter)

Hvad er de første skridt så?

Fire trin er nødvendige,
før resten lader sig gøre.

De fire første skridt,
som alle kan tage

De fire første skridt,
som er afgørende.

Og hvad er de så?

Nummer ét:

Vi skal drastisk omdefinere
forståelse af en klima-aktivist

vores opfattelse af,
hvem der er svaret på det.

En klima-aktivist er ikke én
der har læst alle videnskabelige artikler

og nu bruger hver eftermiddag
på at uddele brochurer om vegetarisme

i indkøbscentre.

Nej.

En klima-aktivist kan være hvem som helst.

Enhver der vil være med
i en bevægelse for dem, der vil bo

på en planet, der prioriterer
at beskytte naturlige miljøer

og glæde og sundhed for de mange

fremfor at ødelægge klimaet
og smadre planeten

så nogle få kan score profit.

Og fordi klimakrisen påvirker
hver eneste del af vores sociale,

vores politiske, og vores private liv,

har vi brug for klima-aktivister overalt
på hvert gadehjørne,

og ikke bare i alle værelser,

men i alle byer, lande,
stater og kontinenter.

Nummer to:

I skal komme ud af jeres komfortzone

Det vi plejer at gøre,
er der ingen fremtid i.

Alle her i salen,
I er nogens venner eller familie,

I er arbejdere, kolleger,
elever, lærere

og måske er I også
stemmeberettigede.

Det medfører altsammen et ansvar

som denne krise kræver, at I tager.

Det firma, du er ansat i,

eller som sponsorerer dig,

overholder de Paris-aftalen?

Ved din repræsentant i Folketinget,
at du går op i det her,

og at du vil have det
på dagsordenen til valget?

Har din bedste ven
hørt om det her?

Læser du avis,
eller skriver du for en avis? Fedt.

Så fortæl den, at der skal skrives
om det her i hver eneste udgave,

og at beslutningstagerne
skal udfordres hver dag.

Er du sanger? Så syng om det her.
Er du lærer? Så undervis i det.

Og hvis du har en bankkonto,
så sig til din bank, at du skrider,

hvis de bliver ved med
at investere i olie

Og så, selvfølgelig,
om fredagen, der ved I, hvad I skal.

Nummer tre:

At forlade komfortzonen,
fungerer bedst i fællesskab.

Én person, der kalder
på besværlige forandringer,

er mest bare besværlig.

To, fem, ti, hundrede personer,
der kalder på besværlige forandringer

er svære at ignorere.

Jo flere I er, des sværere
bliver det for folk at forsvare

et system, der ikke har nogen fremtid.

Magt er ikke noget,
man enten har eller ikke har.

Magt er noget, man enten
tager eller overlader til andre,

og som bliver større,
når man deler det.

Vi unge mennesker på gaden,
vi skolestrejkende,

viser jer, hvordan det kan fungere.

Én skolestrejkende vil altid blot være
én skolestrejkende --

eller Greta Thunberg.

To-, fem-, titusinde, der strejker,
er en bevægelse,

og det er det, vi mangler, overalt.

Så det er jo en smal sag.

(latter)

Og sidst, men ikke mindst, nummer fire:

Det her er måske
det allervigtigste i alt det her.

I bliver nødt til
at tage jer selv mere alvorligt.

Hvis jeg har lært én ting

af at organisere klima-aktioner
i syv måneder,

så er det, at hvis man
ikke giver noget et forsøg

er der sandsynligvis
heller ikke andre, der gør.

Verdens mest magtfulde institutioner

har ikke tænkt sig at lave om
på det spil, de tjener så godt på,

så der er ingen grund til
at overlade det til dem.

Jeg ved godt, det er skræmmende.

Det er et enormt ansvar,
en enorm vægt på alles skuldre, ja.

Men det betyder også,

at hvis vi vil,

kan vi gøre noget ved det her.

Vi kan være en del af forandringen.
Vi kan være en del af svaret.

Og er det ikke ret smukt?

Så lad os komme derudad.

Lad os oversvømme verden
med klima-aktivister.

Lad os komme ud af
vores komfortzoner

gå sammen og begynde
at tage os selv mere alvorligt.

Forestil jer, hvordan
denne verden ville se ud,

hvis børn kunne vokse op

i vished om, at fremtiden
er et eventyr de kan glæde sig til

og ikke noget at være bange for,

hvordan verden ville se ud,
hvis den næste klimakonvention

er en stor begivenhed
hvor de der mødes,

har hørt millioner af stemmer,

og trækker i arbejdstøjet
for at skabe ægte forandring.

Altså,

jeg drømmer om en verden,

hvor man i geografitimerne
lærer om klimakrisen

som den her enestående,
store udfordring

der blev overvundet af
folk som dig og mig

som handlede i tide

fordi de forstod,
de ikke havde noget at tabe

men alt at vinde.

Så hvorfor ikke forsøge?

Der kommer ikke andre
og redder fremtiden.

Det her er mere end en invitation.
Sig det videre.

Tak.

(klapsalver)