Kan et medikament forebygge depression og PTSD?

Vejen til bedre medicin er brolagt med tilfældige, men revolutionerende opdagelser. I denne flotte fortælling om, hvordan forskning nogle gange kommer bag på videnskaben, deler neurovidenskabskvinden Rebecca Brachman den nyeste forskning, som er opstået på baggrund af et heldigt gennembrud, der måske kan forebygge psykiske sygdomme som depression og PTSD fra nogensinde at opstå. Og lyt efter en uventet -- og kontroversiel -- drejning.

Dette er en tuberkuloseafdeling.

Da dette billede blev taget
i slutningen af 1800-tallet

døde ét ud af syv mennesker i verden

af tuberkulose.

Vi anede ikke,
hvad der forårsagede sygdommen.

Hypotesen var faktisk,

at det var din menneskelige tilstand,
der gjorde dig modtagelig.

Det var en meget romantiseret sygdom.

Sygdommen blev også kaldt konsumption,

og var anset for at være
en sygdom for poeter,

kunstnere og intellektuelle.

Nogle mennesker troede faktisk,
at sygdommen gjorde dig ekstra følsom,

og gav dig ekstraordinære kreative evner.

Omkring 1950'erne

vidste vi dog at tuberkulose
var forårsaget af en

yderst smitsom, bakteriel infektion,

som er noget mindre romantisk.

Dog havde det den positive egenskab,

at vi nu kunne udvikle medicin,
som måske kunne behandle sygdommen.

Læger havde opdaget
et nyt medikament, iproniazid,

som de optimistisk troede
kunne kurere tuberkulose.

De gav det til patienter

og patienterne blev opstemte.

De blev mere sociale, mere energiske.

En medicinsk rapport fortæller faktisk,
at de "dansede på gangene".

Men desværre,

var det ikke nødvendigvis fordi,
de fik det bedre.

Mange af patienterne døde stadig.

En anden medicinsk rapport
beskrev dem som "upassende glade".

Og således blev det
første antidepressivum opdaget.

Opfindelser ved en fejl er således ikke
sjælden indenfor videnskaben,

men det kræver noget mere
end blot held i uheld.

Man bliver nødt til at kunne genkende det
for at kunne opdage det.

Som forsker i neurovidenskab,
vil jeg fortælle en smule om

min egen oplevelse med

hvad end du ønsker at kalde
det modsatte af ren og skær held --

lad os kalde det intelligent held.

Men først lidt mere baggrundsviden.

Gudskelov, har vi siden 1950'erne

udviklet andre typer medicin,
og kan nu kurere tuberkulose.

I USA i hvert fald,
ikke nødvendigvis i andre lande,

har vi lukket vores sanatorier,

og de fleste af jer er formentlig ikke
særligt bekymrede for TB.

Men meget af det,
vi vidste i det tidlige 1900-tal

om smitsomme sygdomme,

kan vi nu sige om psykiatriske sygdomme.

Vi står midt i en epidemi
af psykiske sygdomme,

som depression og posttraumatisk
stress syndrom, eller PTSD.

Én ud af fire af alle voksne i USA

lider af en psykisk sygdom,

som betyder, at hvis du ikke
har oplevet det personligt

og ingen i din familie har,

er det stadig meget sandsynligt
at nogen du kender har,

selv om de ikke snakker om det.

Depression har faktisk nu overhalet

HIV/AIDS, malaria, diabetes og krig,

som den førende årsag
til uarbejdsdygtighed i verden.

Og som tuberkulose i 1950'erne,

ved vi ikke hvad der forårsager det.

Når det er udviklet, er det kronisk,

varer livet ud,

og der er ingen kendte kure for det.

Det andet antidepressivum, vi opdagede,

også ved et uheld i 1950'erne,

fra en antihistamin
der gjorde folk maniske,

var imipramin.

I begge tilfælde, både ved
tuberkuloseafdelingen og antihistaminet,

skulle nogen kunne genkende,

at medicin som var
designet til at gøre én ting --

at behandle tuberkulose
eller holde allergi i skak --

kunne anvendes til
at gøre noget helt andet --

at behandle depression.

Denne form for nyorientering
er meget udfordrende.

Da læger først så denne
stemningsændrende effekt af iproniazid,

vedkendte de sig faktisk ikke,
hvad de så.

De var så vante til,
at tænke på det

ud fra den ramme,
at det var tuberkulosemedicin,

at de blot oplistede
den opløftende effekt,

som en bivirkning, en ugunstig bivirkning.

Som I kan se her,

oplevede mange patienter i 1954
gennemgribende eufori.

Lægestanden var bekymrede for,
at dette ville gribe ind

i patienternes helbredelse
af tuberkulose.

Så de anbefalede kun iproniazid
i ekstreme TB-tilfælde,

og kun til patienter der var
enormt emotionelt stabile,

som er den helt modsatte effekt af,
hvordan vi bruger det som antidepressivum.

De var så vant til at anskue dette,
fra denne ene sygdoms perspektiv,

at de ikke kunne gennemskue,
at det kunne anvendes til en anden sygdom.

Det er ikke kun deres fejl alene.

Fastlåst fokus er en partiskhed,
der påvirker os alle.

Det er tendensen til kun,
at kunne tænke på et objekt

ud fra dets traditionelle
formål eller funktion.

Og egen tankegang har også betydning.

Det er sådan set den forudindtagede ramme,

hvormed vi tilgår problemer.

Og det gør faktisk nyorientering
ret svært for os alle,

hvilket formentligt er årsagen til,
at de gav et helt TV-show til fyren,

som var god til nyorientering.

(Latter)

Effekten af iproniazid
og imipramin i begge tilfælde

var så stærke,

at der opstod mani
eller dans på gangene.

Det er faktisk ikke overraskende
at disse blev opdaget.

Men det rejser spørgsmålet om,
hvad vi ellers har overset.

Så, iproniazid og imipramin

er mere end blot eksempler på
nyorientering.

De har to andre ting til fælles,
som er virkelig vigtige.

Et er at de har forfærdelige bivirkninger.

Det inkluderer leverforgiftning,

vægtforøgelser på over 25 kg,

selvmordstanker.

Og to, de øger begge serotonin-niveauet,

som er et kemisk signalstof i hjernen,

eller neurotransmitter.

De to ting tilsammen, eller en eller to,

var måske ikke så vigtig,

men de to tilsammen betød,
at vi måtte udvikle sikrere medikamenter,

og serotonin virkede
som et godt udgangspunkt.

Så vi udviklede medicin
som fokuserede mere på serotonin,

de selektive serotonin-
genoptagelseshæmmere, altså SSRI'erne,

hvoraf den mest berømte nok er Prozac.

Det er 30 år siden,

og sidenhen har vi mest arbejdet med
at optimere disse medikamenter.

SSRI'erne er bedre end
den medicin, der kom før dem,

men de har stadig mange bivirkninger,

inklusiv vægtforøgelse, søvnløshed,

selvmordstanker --

og det tager utroligt
lang tid før de virker,

omkring fire til seks uger
for mange patienter.

Og det er for patienterne,
hvor det virker.

Der er mange patienter,
hvor medikamenterne ikke virker.

Og det betyder, at vi i 2016

stadig ingen kur
har mod psykiske lidelser,

blot medicin der hæmmer symptomerne.

Hvilket faktisk er forskellen mellem,
at tage en smertestillende imod infektion

versus et antibiotikum.

Smertestillende gør dig bedre tilpas,

men behandler ikke
den underliggende sygdom.

Det var fleksibiliteten
i vores måde at tænke på,

der lod os anerkende,
at iproniazid og imipramin

kunne anvendes på en anden måde,

som ledte os til serotonin-hypotesen,

som vi så, ironisk nok, fastlåste os på.

Dette er hjernesignaler, serotonin,

fra en SSRI-reklame.

Dette en illustration.

Og i videnskaben forsøger vi
at fjerne vores partiskhed

ved at foretage
dobbeltblindede eksperimenter.

eller være statistisk agnostiske
overfor hvad vores resultater måtte blive.

Men partiskhed sniger sig ind i hvad,
vi vælger at studere,

og hvordan vi vælger,
at studere det.

Så vi har fokuseret
på serotonin de sidste 30 år

ofte på bekostning af andre løsninger.

Vi har stadig ingen kur,

og hvad nu hvis serotonin ikke er
det altomfattende svar på depression?

Hvad hvis det ikke
er en central del af det?

Det betyder,
at uanset hvor meget tid

eller penge eller arbejde vi hælder i det,

vil det aldrig lede til en kur.

I de senere år har lægestanden opdaget

det formentlig eneste rigtigt
nye antidepressivum siden SSRI'erne,

Calypsol,

og det virker rigtigt hurtigt,
inden for få timer eller en dag,

og det virker ikke på serotonin.

Den virker på glutamat,
som er en anden neurotransmitter.

Det er også en nyorientering.

Det blev oprindeligt brugt
som anæstesi under operationer.

Men modsat de andre medikamenter,

som blev opdaget relativt hurtigt,

tog det os 20 år

for at indse at Calypsol
var et antidepressivum,

til trods for at det formentlig
er et bedre antidepressivum

end de andre typer medicin.

Det er angiveligt på grund af det faktum,
at det er et bedre antidepressivum,

at det var sværere for os at opdage.

Der var ingen mani
som tegn på dets effekt.

I 2013, på Columbia University,

samarbejdede jeg med min kollega,

Dr. Christine Ann Denny,

hvor vi studerede Calypsol
som et antidepressivum på mus.

Calypsol har rigtigt kort halveringstid,

hvilket betyder det er ude
af din krop indenfor få timer.

Dette var blot testforsøg.

Vi gav mus en indsprøjtning

og ventede så en uge,

for så at lave et nyt forsøg
for at spare penge.

I et af de forsøg jeg foretog

stressede vi musene

og brugte det som
en simulation af depression.

I første omgang
så det slet ikke ud til at virke.

Så vi kunne have stoppet der.

Men jeg har brugt denne
simulation af depression i mange år,

og dataene så mærkelige ud.

Det så forkert ud for mig.

Så jeg startede forfra,

og reanalyserede dataene

baseret på, hvorvidt musene havde
fået den ene indsprøjtning af Calypsol

ugen forinden.

Og det så nogenlunde sådan ud.

Hvis I ser længst mod venstre,

og hvis vi putter
en mus ind i det nye rum,

dette er boksen,
det er meget spændende,

så vil en mus krybe rundt og udforske,

og den lyserøde streg forestiller sporet,
hvor musene har gået.

Og vi gav dem en
anden mus i en blyantholder,

som den kan beslutte at interagere med.

Dette er også en dramatisering,
hvis der skulle herske tvivl om det.

En normal mus vil
udforske sine omgivelser,

være social.

Prøv at se hvad der sker.

Hvis man stresser en mus
i denne depressionssimulation,

som er den midterste boks,

er de ikke sociale,
de udforsker ikke.

De gemmer sig for det meste
i det bageste hjørne, bag en kop.

Men musene som havde fået
den ene indsprøjtning af Calypsol,

her til højre,

udforskede, og de var sociale.

De så ud til aldrig
at have været udsat for stress,

hvilket er en umulighed.

Vi kunne have valgt at stoppe dér,

men Christine havde også
brugt Calypsol som anæstesi før,

og for nogle år siden, så hun,

at det lod til at have
en mærkelig effekt på celler

og anden adfærd,

som lod til at virke lang tid
efter medicinens indtag,

til et par uger efter.

Så vi tænkte: Okay,

måske er det ikke en total umulighed,

men vi var virkelig skeptiske.

Så vi gjorde hvad man gør,
når man ikke er sikker:

Vi gentog forsøgene.

Jeg kan huske
at jeg var i dyre-afsnittet,

ved at flytte mus fra
boks til boks for at teste dem,

og Christine sad faktisk på gulvet
med sin computer i skødet,

så musene ikke
kunne se hende,

og hun analyserede dataene i realtid.

Jeg kan huske, at vi råbte,

som man faktisk ikke må
i et dyre-afsnit, hvor dyrene testes,

fordi det havde virket.

Det virkede som om,
at musene var immune overfor stress,

eller var upassende glade,
eller hvordan man nu vil beskrive det.

Vi var virkelig forventningsfulde.

Og så blev vi virkelig skeptiske
fordi det var for godt til at være sandt.

Så vi gjorde det igen.

Så eksperimenterede vi igen
imod en PTSD-simulation,

og gentog det igen
i en fysiologisk simulation,

hvor vi kun uddelte stresshormoner.

Og vores studerende lavede det.

Og så havde vi vores samarbejdspartnere
i Frankrig til at gøre forsøgene.

Hver eneste gang nogen kørte forsøgene,
bekræftede de det samme.

Det virkede til,
at en enkelt indsprøjtning af Calypsol,

på en eller anden måde
beskyttede mod stress i ugevis.

Vi publicerede dette for et år siden,

men siden da, har andre laboratorier,
uafhængigt, bekræftet denne virkning.

Vi ved ikke
hvad der skyldes depression,

men vi ved,
at stress er den første udløser

i 80 procent af tilfældene,

og at depression og PTSD
er forskellige sygdomme,

men dette har de til fælles.

Det er traumatisk stress,

såsom i kampzoner, ved naturkatastrofer,

vold i samfundet eller seksuelle overfald,

som udløser posttraumatisk stress syndrom,

ikke alle der udsættes for stress
udvikler en psykisk lidelse.

Denne evne til at opleve stress,
og være resilient i forhold til den,

at komme igennem den,
og ikke udvikle depression eller PTSD,

kendes som stress-resiliens,

og varierer fra person til person.

Vi har altid tænkt på det
som en passiv egenskab.

Det er fraværet af modtagelighed

og risikofaktorer for disse sygdomme.

Men hvad hvis det var aktiv?

Måske kunne vi forbedre det

lidt ligesom at tage en rustning på.

Vi havde ved et tilfælde opdaget
det første resiliens-forbedrende stof.

Vi indsprøjtede kun
en meget lille dosis af stoffet,

og det varede i ugevis,

meget ulig hvad
vi ellers ser med antidepressiva.

Men det er sammenligneligt med,
hvad vi ser i immunitetsvacciner.

Ved immunitetsvacciner
får du en indsprøjtning,

og uger, måneder eller år senere,

når du faktisk udsættes for bakterier,

er det ikke vaccinen i din krop,
der beskytter dig.

Det er dit eget immunsystem,

som har udviklet resistens og resiliens
overfor disse bakterier, og nedkæmper dem,

så du faktisk aldrig får den infektion.

Hvilket er ganske forskelligt fra
f.eks. behandlinger.

I tilfælde af at du får infektionen,
er du eksponeret for bakterien,

du bliver syg, og så indtager du
et antibiotikum, som så kurerer det,

og de stoffer arbejder faktisk
på at slå bakterien ihjel.

Som jeg sagde tidligere,
med dette palliativ

tager du noget som vil
undertrykke symptomerne,

men som ikke behandler
den underliggende infektion,

og du får det kun bedre
mens du tager stoffet,

og derfor skal man fortsætte indtaget.

Ved depression og PTSD --

her er din eksponering for stress --

så har vi kun palliativ hjælp.

Antidepressiva undertrykker
blot symptomer,

og derfor er du nødt til,
at blive ved med at tage dem

hele sygdommens liv,

som tit korrelerer med længden af dit liv.

Så vi kalder vore resiliens-forbedrende
stoffer for "paravacciner",

som betyder
"vaccine-lignende",

fordi det virker til
at de måske har potentialet til

at beskytte mod stress,

og forhindre mus i at udvikle

depression og posttraumatisk
stress syndrom.

Det er ikke alle antidepressiva,
der også fungerer som paravacciner.

Vi prøvede også med Prozac,

og det havde ingen effekt.

Så hvis vi skal
overføre dette til mennesker,

så er vi muligvis
i stand til at beskytte folk,

som antageligt er i fare for

at udvikle stress-inducerede lidelser
som depression og PTSD.

Det er f.eks. ambulancepersonnel
og brandmænd,

flygtninge, indsatte i fængsler
og fængselsbetjente,

soldater og så videre.

For at formidle en fornemmelse
af omfanget af disse sygdomme,

var den samlede globale byrde
af sygdom i 2010

estimeret til 2,5 billioner dollars,

og eftersom de er kroniske,

tiltager omkostningerne betragteligt,
og forventes at stige

til op mod seks billioner dollars
alene indenfor de næste 15 år.

Som jeg nævnte før,

kan nyorientering være en udfordring
grundet vores forudindtagethed.

Calypsol har et andet navn,

ketamin,

som igen kaldes noget andet,

Special K,

som er et feststof
og et misbrugsstof.

Det anvendes stadig globalt
som et anæstesi-præparat.

Det anvendes til børn.
Vi bruger det på slagmarker.

Det er faktisk det foretrukne præparat
i mange udviklingslande,

fordi det ikke påvirker vejrtrækning.

Den er på WHO's liste over
de mest uundværlige mediciner i verden.

Havde vi opdaget ketamin
som en paravaccine først,

havde det været let for os
at udvikle stoffet yderligere,

men vi skal bekæmpe vores fastlåste fokus

og vores respektive udgangspunkt.

Heldigvis er det ikke
det eneste medikament, vi har opdaget,

som har disse profylaktiske
og paravaccinale egenskaber,

men alle de andre medikamenter,
vi har opdaget,

eller blandinger
af medikamenter, er helt nye.

De skal igennem hele
den medicinske godkendelsesproces --

hvis de da overhovedet bliver mulige
at godkende til brug for mennesker.

Og det tager årevis.

Så, hvis vi vil have noget
til at ske tidligere,

så er ketamin allerede
godkendt til medicinbrug.

Det er godkendt og tilgængeligt
til menneskeligt forbrug.

Vi kan udvikle det for
en brøkdel af prisen og tiden.

Men ud over fastlåst fokus,
og mentalt udgangspunkt,

så er der en anden udfordring
med at anvende medikamenter på ny,

som er politik.

Der er ikke noget incitament,

når et medikament ikke er patenteret
og dermed ikke længere ekslusivt

for medicinalindustrien
til at udvikle dem,

fordi de ikke tjener penge.

Det gælder ikke kun ketamin.
Det gælder alle stoffer.

Uanset hvad er idéen i sig selv
en nyskabelse i psykiatrien,

at bruge medicin til
at forebygge psykiske sygdomme

modsat blot at behandle dem.

Det er muligt,
at vi om 20, 50, 100 år,

vil se tilbage på depression og PTSD

på samme måde, som vi ser
tilbage på tuberkulosesanatorier

som et fortidslevn.

Dette kunne være begyndelsen på enden
af den psykiske lidelses epidemi.

Men som en stor videnskabsmand
engang sagde:

"Kun en tåbe er skråsikker
på noget som helst.

En vis mand bliver ved med at gætte."

Tak skal I have.

(Bifald)