Det vi ikke ved om Europas muslimske børn

Som barn af en afghansk mor og en pakistansk far og opvokset i Norge ved Deeyah Khan, hvordan det er at være et ungt menneske fanget mellem dit fællesskab og dit land. I denne kraftfulde, følelsesmæssige tale afdækker filmskaberen den afvisning og isolation mange muslimske børn oplever, når de vokser op i Vesten - og de dødelige konsekvenser af ikke at favne de unge, før ekstremistiske grupper gør det.

Som barn vidste jeg,
at jeg havde superkræfter

Det er sandt.

(Latter)

Jeg mente, jeg var fantastisk,
fordi jeg kunne forstå og relatere

til følelserne hos
brune mennesker,

såsom min bedstefar,
en konservativ muslim.

Jeg kunne også forstå min
afghanske mor og pakistanske far,

ikke videre religiøse, men
afslappede og ret liberale.

Og selvfølgelig kunne jeg forstå

og relatere til følelserne
hos hvide mennesker.

De hvide nordmænd i mit land.

I ved, hvide, brune, ligemeget

Jeg holdt af dem alle.

Jeg forstod dem alle,

selv når de ikke altid forstod hinanden;

de var alle som mig.

Min far var dog altid bekymret.

Han sagde altid at selv med
den bedste uddannelse,

ville jeg ikke få en fair chance.

Jeg ville stadig blive
diskrimineret, ifølge ham.

Og at den eneste måde at blive
accepteret på af hvide,

var at blive berømt.

Den samtale tog han med mig,
da jeg var syv år gammel.

Så til mig på syv, sagde han

"Hør, det skal enten være noget
med sport eller indenfor musik."

Han vidste intet om sport ...
så det blev altså musikken.

Så da jeg var syv, samlede han alt
mit legetøj, alle mine dukker sammen

og smed dem ud.

I bytte fik jeg et elendigt
lille Casio keyboard og ...

(Latter)

Jo! Og sangtimer.

Og han tvang mig til at øve
i timevis hver eneste dag.

Ganske hurtigt fik han mig også til at
optræde for større og større publikum,

og mærkeligt nok blev jeg
nærmest indbegrebet af

norsk multikulturalisme

Jeg var naturligvis meget stolt.

For nu var selv aviserne

begyndt at skrive pæne ting
om brune mennesker,

så jeg følte mine
superkræfter vokse.

Da jeg var tolv år gammel
på vej hjem fra skole,

tog jeg en lille omvej,

fordi jeg ville købe noget af mit
favoritslik kaldet "salte fødder."

Jeg ved godt navnet er frastødende,

men jeg er helt vild med dem.

De er egentlig bare små
fodformede saltlakridser.

Og nu jeg siger det højt, indser jeg,
hvor forfærdeligt det lyder,

men sådan er det altså.
Jeg elsker dem.

På vej ind i butikken,

står der en fuldvoksen hvid fyr
i døråbningen og blokerer den.

Jeg prøver at gå udenom ham
og da jeg gør det, stopper han mig

og han stirrer på mig,

og spytter mig i ansigtet og siger

"Flyt dig ...

din lille sorte tæve,
din lille Paki tæve,

rejs hjem til hvor du kommer fra"

Jeg var fuldstændig i chok.

Jeg stirrede på ham.

Jeg var for bange til at
tørre spyttet af mit ansigt,

selv da det blandede sig med mine tårer.

Jeg husker jeg kiggede rundt og
håbede på at der snart

ville komme en voksen
og stoppe denne fyr.

Men i stedet skyndte folk sig forbi mig
og lod som om de ikke så mig.

Jeg var meget forvirret,
for jeg tænkte jo

"Mit hvide folk, kom nu!
Hvor er I? Hvad sker der?

Hvorfor kommer de ikke og redder mig?"

Behøver jeg sige
at jeg ikke købte slikket.

Jeg løb bare hjem så hurtigt jeg kunne.

Livet var stadig OK, tænkte jeg.

Som tiden gik og jo mere succes jeg fik,

begyndte jeg også at blive
chikaneret af brune mennesker.

Visse mænd i mine forældres
omgangskreds fandt det uacceptabelt

og æreskrænkende for en kvinde
at være indenfor musikken

og være så synlig i medierne.

Kort tid efter, begyndte jeg også at blive
angrebet under mine egne koncerter.

Jeg husker en af koncerterne. Jeg er på
scenen og læner mig ud mod publikum,

og det sidste jeg ser er
et ungt brunt ansigt,

og i næste øjeblik får jeg kastet
et eller andet kemikalie i øjnene,

og jeg husker at jeg nærmest intet kan se
og mine øjne løber i vand

men jeg fortsætter med at synge.

Jeg blev spyttet i ansigtet på gaden i
Oslo, denne gang af brune mænd.

De forsøgte endda at kidnappe mig en gang.

Jeg fik dødstrusler konstant.

Jeg husker en ældre mand med skæg,
der stoppede mig på gaden og sagde

"Årsagen til at jeg hader dig så meget er

at du får vores døtre til at tro at

de kan gøre hvad der passer dem"

En yngre fyr advarede mig
at jeg skulle passe på.

Han sagde musik brød med
islamisk lære og var et job for ludere,

og at hvis jeg fortsatte,
ville jeg blive voldtaget

og få min mave skåret op, så jeg ikke
kunne føde horeunger som mig.

Igen var jeg virkelig forvirret.

Jeg forstod ikke hvad der foregik.

Mit eget folk var begyndt at behandle
mig sådan her - hvorfor dog det?

I stedet for at bygge bro mellem verdener,
mine to verdener,

følte jeg, at jeg faldt ned mellem dem.

På en måde var spyt mit kryptonit.

Så da jeg var fyldt 17 år,

var dødstruslerne endeløse
og chikanen konstant.

Det blev så slemt på et tidspunkt,
at min mor sagde til mig

"Hør, vi kan ikke længere beskytte dig
eller garantere din sikkerhed,

så du må afsted."

Jeg købte en enkeltbillet til London,
pakkede min kuffert og rejste.

Det der gjorde mest ondt på mig
dengang, var at ingen sagde noget.

Det var offentlig kendt
at jeg rejste fra Norge.

Mit brune folk, mit hvide folk -
ingen sagde noget.

Ingen sagde "Stop, det her er forkert.

Støt denne pige, beskyt denne pige,
for hun er en af os."

Det var der ingen der sagde.

I stedet følte jeg mig som ...
I ved nok ude i lufthavnen

på bagagebåndet er der
alle disse kufferter,

der kører rundt og rundt,

og der er altid en efterladt kuffert,

som ingen vil have,
ingen kommer og henter.

Sådan følte jeg mig.

Jeg havde aldrig følt mig så alene.
Aldrig følt mig så fortabt.

Så efter min ankomst til London,
genoptog jeg min musikkarriere.

Et nyt sted, men desværre
den samme gamle historie.

Jeg husker en besked jeg modtog,
at jeg ville blive dræbt

og at floder af blod ville flyde

og at jeg ville blive voldtaget
mange gange før jeg døde.

På det tidspunkt

var jeg faktisk vant til at
få beskeder som den,

men det var nyt at de også
truede min familie.

Endnu engang pakkede jeg kufferten,
forlod musikken og flyttede til USA.

Jeg havde fået nok.

Jeg ville ikke have noget
med det at gøre mere.

Og jeg ville helt sikkert
ikke dø for noget,

der ikke engang var min drøm -
det var min fars valg.

Jeg mistede mig selv.

Jeg gik i stykker indeni.

Men så besluttede jeg
at det jeg ville

var at bruge de næste år, uanset
hvor mange, af mit liv

på at støtte unge mennesker

og være der for dem, bare en smule

på alle de måder jeg kunne.

Jeg lavede frivilligt arbejde
for mange organisationer,

der arbejdede med unge muslimer i Europa.

Til min store overraskelse, opdagede jeg

at mange af disse unge mennesker
både kæmpede og led.

De kæmpede med problemer i deres
familier og samfundet omkring dem,

som tilsyneladende gik mere
op i deres ære og omdømme

end deres egne børns liv og lykke.

Jeg følte snart at jeg måske ikke var helt
alene og måske ikke så anderledes.

Måske der var flere af min slags derude.

Det som de fleste mennesker ikke forstår

er at så mange af os,
der vokser op i Europa,

ikke er frie til at være os selv.

Vi må ikke være dem vi er.

Vi kan ikke gifte os frit

eller være i forhold med dem vi vælger.

Vi kan ikke vælge vores karrierer.

Det er normen i de muslimske
højborge i Europa.

Selv i verdens mest frie samfund,
er vi ikke frie.

Vores liv, vores drømme, vores fremtid
tilhører ikke os selv,

de tilhører vores forældre
og samfundet omkring dem.

Jeg fandt utallige historier om unge,

som er tabt af os alle,

som er usynlige for os,

og som lider - helt alene.

Unge vi mister til tvangsægteskaber,
til æresrelateret vold og misbrug.

Til sidst indså jeg efter mange års
arbejde med disse unge mennesker,

at jeg ikke kan blive ved med at flygte.

Jeg kan ikke bruge resten af mit liv
på at være bange og gemme mig

og at jeg er nødt til at gøre noget.

Og jeg indså også at
min tavshed, vores tavshed

tillader misbruget at fortsætte.

Så jeg besluttede mig for at bruge min
barndoms superkræfter til noget

ved at prøve at få folk på begge sider
af disse udfordringer til at forstå

hvordan det er at være et ungt menneske
fanget mellem sin familie og sit land.

Så jeg begyndte at lave film
og fortælle disse historier.

Og jeg ønskede også at folk skulle forstå
de fatale konsekvenser

ved ikke at tage problemerne alvorligt.

Min første film handlede om Banaz.

Hun var en kurdisk pige på 17 år,
der boede i London

Hun var lydig, hun gjorde alt
hvad hendes forældre bad om.

Hun forsøgte at gøre alting rigtigt.

Hun giftede sig med den mand
hendes forældre havde valgt

selvom han slog og voldtog hende konstant.

Og da hun søgte hjælp
hos sin familie, sagde de

"Gå tilbage og vær en bedre hustru."

For de ville ikke have en
fraskilt datter i familien,

fordi, selvfølgelig, det ville
kaste skam over familien.

Hun blev tævet til hendes ører blødte,

og da hun endelig gik fra ham og
fandt en ung mand efter eget valg

og blev forelsket i ham,

fandt samfundet og familien ud af det

og hun forsvandt.

Hun blev fundet 3 måneder senere.

Hun var mast ned i en kuffert
og begravet under huset.

Hun var blevet kvalt
og tævet til døde

af tre mænd, hendes tre fætre,
efter ordre fra faren og onklen.

Hendes historie bliver kun mere tragisk af

at hun havde været hos det engelske politi
5 gange for at bede om hjælp,

hvor hun fortalte dem at hendes
familie ville slå hende ihjel.

Politiet troede ikke på hende,
så de gjorde ingenting.

Og problemet ved det

er at ikke bare har mange af
vores unge de samme problemer

med deres familier og
deres familiers omgangskreds,

men de møder også misforståelser

og ligegyldighed i de lande,
de vokser op i.

Når deres egne familier svigter dem,
så vender de sig mod os andre

og når vi ikke forstår dem,

så mister vi dem.

Mens jeg lavede denne film,
var der mange der sagde til mig

"Jamen, Deeyah, du ved jo
at sådan er deres kultur,

det er bare sådan de behandler deres børn

og vi bør ikke blande os."

Jeg kan love jer at mord
ikke er en del af min kultur.

Forstår I?

Selvfølgelig skal folk som mig,

unge kvinder med samme baggrund som jeg,

have de samme rettigheder
og den samme beskyttelse

som alle andre i vores land - hvad ellers?

Så i min næste film
ville jeg prøve at forstå

hvorfor nogle af vores
unge muslimer i Europa

bliver tiltrukket af ekstremisme og vold.

Og med valget af det emne

indså jeg, at jeg selv var nødt
til at se min værste frygt i øjnene:

de brune mænd med skæg.

De samme mænd eller mænd som dem,

der havde forfulgt mig
det meste af mit liv.

Mænd jeg havde været bange for
det meste af mit liv.

Mænd, jeg havde næret et dybt had til

i mange, mange år.

Så jeg brugte de næste to år på
at interviewe dømte terrorister,

jihadister og tidligere ekstremister.

Hvad jeg allerede vidste
og tidligt stod klart

var at religion, politik,
Europas fortid som kolonimagt

og Vestens udenrigspolitiske
fejltrin i nyere tid,

alle var en del af billedet.

Men jeg var mere interesseret i at
finde ud af hvad de menneskelige,

hvad de personlige årsager var

til at nogle af vores unge mennesker
var modtagelige overfor grupper som disse.

Og hvad der virkeligt overraskede mig,
var at jeg fandt sårede mennesker.

I stedet for de monstre
jeg var på udkig efter,

som jeg håbede at finde -

for, ærligt talt, ville det
være meget tilfredsstillende -

fandt jeg nedbrudte mennesker.

Ligesom Banaz,

var disse unge mænd dybt splittede

i forsøget på at bygge bro

mellem deres familier og
de lande, som de var født i.

Og jeg lærte også at ekstremistgrupper,
terroristgrupper

udnytter disse følelser hos
vores unge til deres fordel

og styrer dem - kyniskt -
styrer dem mod vold.

"Kom til os", siger de.

"Afvis begge sider,
din familie og dit land,

for de afviser dig.

For din familie, er deres ære
vigtigere end dig

og for dit land,

vil en ægte nordmand, englænder eller
franskmand altid være hvid og ikke dig."

De lover også vores unge
de ting de higer efter:

at betyde noget, heltemod,
tilhørsforhold og mening,

et fællesskab der elsker
og accepterer dem.

De får de magtesløse
til at føle sig magtfulde.

De usynlige og de stumme
bliver pludselig set og hørt.

Det er hvad de gør for vores unge.

Hvorfor er det disse grupper,
der gør det og ikke os?

Sagen er,

jeg prøver ikke at retfærdiggøre

eller undskylde for volden.

Jeg prøver blot at sige at vi må forstå

hvorfor nogle af vores unge
bliver tiltrukket af dette.

Jeg vil også gerne vise jer

disse barndomsbilleder af
nogle af mændene i filmen.

Hvad der virkelig slog mig,
var at så mange af dem -

det ville jeg aldrig have troet -

at så mange af dem havde fædre,
der var fraværende eller voldelige.

Og adskillige af disse unge mænd

fandt omsorgsfulde og
medfølende faderfigurer

i disse ekstremistgrupper.

Jeg fandt også mænd,
ofre for racerelateret vold,

som brød ud af offerrollen

ved selv at blive voldelige.

Til min store skræk fandt jeg
faktisk noget jeg genkendte.

Jeg fandt de samme følelser som jeg følte
som 17-årig, da jeg flygtede fra Norge.

Den samme forvirring, den samme sorg,

den samme følelse af svigt

og ikke at tilhøre nogen.

Den samme følelse af at være fortabt
og splittet mellem kulturer.

Når det så er sagt, så valgte
jeg ikke destruktionen.

Jeg valgte kameraet fremfor våben.

Og årsagen til at jeg gjorde det,
var mine superkræfter.

Jeg kunne se at forståelse
fremfor vold er svaret.

At se mennesker

med alle deres dyder og fejl

fremfor at holde fast i karikaturerne:

os og dem, forbryderne og ofrene.

Jeg accepterede også til sidst det faktum

at mine to kulturer ikke behøvede
at være på kollisionkurs,

men i stedet blev et rum hvor
jeg fandt min egen stemme.

Jeg holdt op med at føle
at jeg skulle vælge side,

men det tog mig mange, mange år.

Der er så mange af vores unge i dag

der kæmper med de selvsamme udfordringer,

og de kæmper med dem helt alene.

Og det efterlader dem åbne som sår.

Og for nogle bliver
radikal islams verdenssyn

en infektion, der gnaver i disse åbne sår.

Der er et afrikansk ordsprog, som lyder:

"Hvis de unge ikke bliver
en del af landsbyen,

så vil de brænde den ned
blot for at føle dens varme."

Jeg vil gerne spørge

muslimske forældre og fællesskaber,

vil I tage jer af jeres børn og elske dem

uden at tvinge dem til
opfylde jeres forventninger?

Kan I vælge børnene fremfor egen ære?

Kan I forstå hvorfor de føler
sig vrede og fremmedgjorte

når I sætter egen ære
højere end deres lykke?

Kan I prøve at være jeres børns ven,

så de kan stole på jer

og har lyst til at dele
deres oplevelser med jer

fremfor at opsøge andre.

Og til vores unge mennesker,
der fristes af ekstremisme,

anerkender I, at jeres vrede
bunder i smerte?

Vil I finde styrken til at modstå
disse kyniske gamle mænd,

der vil udgyde jeres blod
for egen vindings skyld?

Kan I finde en måde at leve på?

Kan I se at den bedste hævn

er at leve et glad, rigt og frit liv?

Et liv bestemt af jer og ingen andre.

Hvorfor blive det næste
muslimske barn, der dør?

Og til resten af os, hvornår vil vi
begynde at lytte til vores unge?

Hvordan kan vi hjælpe dem

med at vende deres smerte
mod noget konstruktivt?

De tror, vi ikke kan lide dem.

De tror, vi er ligeglade
med deres skæbner.

De tror, vi ikke accepterer dem.

Kan vi finde en måde at få
dem til at føle noget andet?

Hvad vil det kræve af os
at se dem og bemærke dem

før de enten bliver ofre for vold
eller dem, der udfører det?

Kan vi få os selv til at bekymre os
om dem og se dem som vores egne?

Og ikke blot være oprørte
når ofre for vold ligner os?

Kan vi finde en måde at modstå had
og fjerne opdelingerne iblandt os?

Det nytter ikke at opgive
hinanden og vores børn,

selv ikke hvis de har opgivet os.

Vi er alle i samme båd.

Og på lang sigt vil vold og hævn
ikke fungere mod ekstremister.

Terrorister vil have os til at
krybe i skjul i vores huse af frygt

og lukke vores døre og vores hjerter.

De vil have os til at rive flere
åbne sår op i vores samfund,

så de kan bruge dem til
at sprede deres smitte.

De vil have at vi skal blive som dem:

intolerante, hadefulde og onde.

Dagen efter angrebene i Paris,

sendte en af mine venner
dette foto af hendes datter.

Det er en hvid pige og en arabisk pige.

De er de bedste venner.

Sådanne billeder er
kryptonit for ekstremister.

Disse to små piger med
deres superkræfter

viser vejen frem

mod det samfund vi skal bygge sammen,

et samfund der inkluderer og støtter,

fremfor at afvise vores børn.

Tak for at I lyttede.

(Bifald)