En båd med 500 flygtninge sank til søs. Historien om to overlevende

En ung kvinde, ombord på et overbelastet skib med mere end 500 flygtninge, bliver en uventet helt. Denne enkeltstående, mægtige historie, fortalt af Melissa Fleming fra FN's Flygtningehøjkommissariat, giver et menneskeligt ansigt til det store antal mennesker, der forsøger at flygte mod et bedre liv ... samtidig som flygtningeskibene fortsætter med at komme ...

Hver dag lytter jeg til rystende historier
om mennesker, der flygter for sine liv,

over farlige grænser
og fjendtlige have.

Men der er én historie,
som holder mig vågen om natten,

og den handler om Doaa.

En syrisk flygtning, 19 år gammel,

hun levede en kummerlig tilværelse,
som daglønnet arbejder i Egypten.

Hendes far tænkte konstant på
sin blomstrende forretning i Syrien,

som var blevet sprunget i luften
af en bombe.

Krigen som havde tvunget dem dertil
rasede stadig, på sit fjerde år.

Og samfundet
som tidligere bød dem velkommen,

var blevet træt af dem.

En dag forsøgte mænd på motorcykler
at kidnappe hende.

Hun var tidligere en dygtig studerende,
som kun tænkte på fremtiden

og nu var hun konstant bange.

Men hun var også fuld af håb

for hun var forelsket i
en anden syrisk flygtning ved navn Bassem.

Bassem kæmpede også i Egypten
og han sagde til Doaa,

"Lad os tage til Europa;
søge asyl og sikkerhed.

Jeg kan arbejde og du kan studere --
løftet om et nyt liv."

Og han spurgte hendes far
om lov til at gifte sig med hende.

De vidste dog, at for at komme til Europa
måtte de risikere deres liv

ved at krydse Middelhavet,

og sætte deres lid til smuglere,
som er notoriske for deres ondskab.

Og Doaa var skrækslagen for vand.

Det havde hun altid været.
Hun havde aldrig lært at svømme.

Det var august det år
og 2000 mennesker var allerede døde,

i forsøg på at krydse Middelhavet.

Men Doaa kendte en ven,
der havde taget sig helt til Nordeuropa,

og hun tænkte, "Det kan vi måske også."

Så hun spurgte sine forældre
om tilladelse til at rejse,

og efter en smertefuld diskussion,
gav de deres samtykke,

og Bassem betalte med sin livsopsparing --
2500 dollars for hver af dem --

til smuglerne.

Det var en lørdag morgen,
da opkaldet kom,

og de blev ført i bus til en strand
med hundredevis af mennesker.

De blev ført i små både
ombord på en gammel fiskebåd,

500 trængte sig sammen på båden,

300 over dæk, [200] under.

Der var syrier, palæstinensere,
afrikanere, muslimer og kristne,

100 børn, deriblandt Sandra
-- lille Sandra, seks år gammel --

og Masa, 18 måneder gammel.

Der var familier på båden,
trængt tæt sammen skulder mod skulder,

fødder mod fødder.

Doaa sad med sine ben trykt mod brystet,

Bassem holdt hendes hånd.

Dag to på havet var de syge af uro

og frygteligt søsyge af det barske hav.

Dag tre fik Doaa en forudanelse.

Hun sagde til Bassem, "Jeg er bange for,
at vi ikke overlever dette.

Jeg frygter, at båden vil synke."

Og Bassem sagde til hende,
"Vær tålmodig.

Vi skal nok klare det til Sverige,
hvor vi gifter os

og vil have en fremtid."

Dag fire begyndte passagererne
at blive mere urolige.

De spurgte kaptajnen,
"Hvornår er vi fremme?"

Han bad dem om at holde kæft
og han fornærmede dem.

Han sagde,
"Vi når Italiens kyster om 16 timer."

De var svage og udmattede.

Snart så de en båd nærme sig --
en mindre båd med 10 mænd ombord,

som begyndte at råbe efter dem,
og skrige fornærmelser,

kaste pinde
og bede dem alle om at forlade båden

for at gå ombord på den mindre,
usødygtige båd.

Forældrene var livrædde
for deres børns skyld,

og de nægtede kollektivt at forlade båden.

Så bådfolkene vendte om i vrede

og kom tilbage en halv time senere

og begynde bevidst at borre hul
i siden på Doaa's båd,

lige neden for, hvor hun og Bassem sad.

Hun hørte, hvordan de råbte,

"Lad fiskene spise jeres kød!"

Og de begyndte at le,
da båden kæntrede og sank.

De 300 mennesker under dæk var dødsdømt.

Doaa holdt fast i bådens side
mens den sank,

og så skrækslagen på, mens et lille barn
blev skåret i stykker af en propel.

Bassem sagde til hende, "Slip mig,

ellers bliver du suget ind
og propelleren vil også dræbe dig."

Og husk -- hun kan ikke svømme.

Men hun slap
og begyndte at bevæge arme og ben,

og tænkte, "Jeg svømmer."

Mirakuløst nok
fandt Bassem en svømmering.

Det var sådan en ring,

som børn leger med i swimmingpoolen
og i stille vand.

Og Doaa kravlede op i ringen,

hendes arme og ben dinglede ud til siden.

Bassem var en god svømmer,

så han holdt hendes hånd og trådte vande.

Der var lig omkring dem.

Cirka 100 mennesker
overlevede indledningsvis,

og de begyndte at samle sig i grupper
og bede for at blive reddet.

Men da en dag var gået og ingen kom,

begyndte en del at opgive håbet,

og Doaa og Bassem så på,

da mænd længere væk tog redningsvestene af
og sank ned i vandet.

En mand nærmede sig
med en lille baby på skulderen,

ni måneder gamle Malek.

Manden holdt sig flydende ved hjælp
af en gascylinder og sagde til dem,

"Jeg er bange for,
at jeg ikke vil overleve.

Jeg er for svag og
jeg har ikke længere modet."

Han overrækkede Malek
til Bassem og Doaa,

og de anbragte hende på ringen.

Nu var de tre,
Doaa, Bassem og lille Malek.

Lad mig foretage en pause i historien

og stille spørgsmålet:

Hvorfor tager flygtninge som Doaa
sådanne risikoer?

Millioner af flygtninge lever i eksil,
i limbo.

De lever i lande [er flygtet]
fra en krig, der har raset

i fire år.

Selv om de skulle ønske at vende tilbage,
så kan de ikke.

Deres hjem, deres forretninger,

deres landsbyer og byer
er blevet fuldstændig ødelagte.

Dette er en af UNESCO's verdensarvsbyer,

Homs, i Syrien.

Folk bliver ved med at flygte
til nærliggende lande,

og vi bygger flygtningelejre
i ørkenen til dem.

Hundredevis af mennesker
lever i flygtningelejre som disse,

og mange flere tusinde, millioner,
bor i byer.

Og samfundene,

nabolande, som tidligere tog imod dem

med åbne arme og hjerter

er overvældede.

Der er helt enkelt ikke nok skoler,
vand- og sanitetssystemer.

Selv Europas rige lande ville have svært
ved at klare sådan en tilstrømning

uden massive investeringer.

Krigen i Syrien har drevet næsten
fire millioner mennesker over grænserne,

men over syv millioner mennesker
er på flugt inde i landet.

Det betyder,
at over halvdelen af Syriens befolkning

er blevet tvunget på flugt.

Lad os vende tilbage til nabolandene,
der nu er værtslande for så mange.

De føler, at den rigere del af verden
har gjort for lidt for at støtte dem.

Dage er blevet til måneder
måneder er blevet til år.

En flygtnings ophold
bør være midlertidig.

Tilbage til Doaa og Bassem i vandet.

Det var deres anden dag,
og Bassem begyndte at blive meget svag.

Nu var det Doaas tur at sige til Bassem,

"Min elskede, bevar håbet
om vores fremtid. Vi klarer det."

Og han sagde til hende,

"Jeg er ked af det, min elskede,
at jeg satte dig i denne situation.

Jeg har aldrig elsket nogen så højt
som jeg elsker dig."

Så slap han grebet og forsvandt i vandet,

og Doaa så sin elskede
drukne foran øjnene på hende.

Senere samme dag

kom en mor op til Doaa med sin
lille 18 måneder gamle datter, Masa.

Det var den lille pige på billedet,
jeg viste jer tidligere

med redningsvestene.

Hendes ældre søster Sandra
var lige druknet,

og hendes mor vidste,
at hun måtte gøre alt i sin magt

for at redde sin datter.

Hun sagde til Doaa,
"Vær sød at tage dette barn.

Lad hende blive en del af dig.
Jeg vil ikke overleve."

Og så flød hun væk og druknede.

Så den 19-årige flygtning Doa,
der var bange for vand

og ikke kunne svømme,

var pludselig ansvarlig for to små børn.

De var tørstige, sultne og urolige,

og hun gjorde sit bedste
for at underholde dem,

synge for dem, sige ord fra Koranen.

Omkring dem var opsvulmede kroppe,
som blev sorte.

Solen strålede varmt om dagen.

Om aftenen var en kold måne og tåge.

Det var utrolig skræmmende.

Dette er formentlig sådan Doaa så ud
efter fire dag i vandet,

på ringen med hendes to børn.

På den fjerde dag
nærmede en kvinde sig hende

og bad hende tage yderligere et barn --

en lille dreng på kun fire år.

Da Doaa tog barnet
og moderen druknede,

sagde hun til det hulkende barn,

"Hun er bare ude
for at finde vand og mad til dig."

Men hans hjerte stoppede snart,

og Doaa måtte slippe
den lille dreng ned i vandet.

Senere samme dag,

så hun håbefuldt op mod himlen,

for hun så to fly
krydse hinanden i himlen.

Hun vinkede med armene
og håbede de ville se hende,

men flyene var snart væk igen.

Men da solen gik ned den eftermiddag,

så hun en båd, et handelsflådefartøj.

Og hun sagde, "Kære Gud,
lad dem redde mig."

Hun vinkede med armene og det føltes
som om hun råbte i to timer.

Det var blevet mørkt,
men endelig fandt søgelyset hende

og de rækkede et reb ud,

forbløffede over at se en kvinde
holde to børn i et fast greb.

De trak dem ombord på båden,
hvor de fik ilt og tæpper,

og en græsk helikopter kom
for at hente dem

og tage dem til den græske ø Kreta.

Men Doaa kiggede ned og spurgte,
"Hvor er Malek?"

De fortalte hende,
at det lille barn ikke havde overlevet --

hun tog sin sidste vejrtrækning
i bådens klinik.

Men Doaa var sikker på, at idet
de blev trukket op på redningsbåden,

havde den lille pige smilet.

Kun 11 personer overlevede forliset,
ud af de 500.

Der blev aldrig foretaget en
international undersøgelse af det skete.

Der var nogle mediarapporter
om massemord til havs,

en frygtelig tragedie,

men det var kun for en dag.

Indtil nyhedsstrømmen fortsatte.

Under tiden, på et børnesygehus på Kreta

var lille Masa døden nær.

Hun var meget dehydreret.
Hun oplevede nyresvigt.

Hendes glukoseniveauer var farligt lave.

Lægerne gjorde alt de kunne
for at redde dem,

og de græske sygeplejesker
forlod aldrig hendes side,

de holdt om hende, gav hende knus
og sang for hende.

Mine kollegaer besøgte hende også
og sagde smukke ord til hende på arabisk.

Mirakuløst nok overlevede lille Masa.

Den græske presse begyndte snart
at rapportere om mirakelbabyen,

som havde overlevet fire dage i vandet,
uden mad og noget at drikke,

og tilbud om at adoptere hende
kom fra hele landet.

Doaa var imidlertidig
på et andet sygehus på Kreta,

tynd og dehydreret.

En egyptisk familie tog imod hende
i deres hjem så snart hun blev udskrevet.

Snart spredte ordet sig
om Doaas overlevelse,

og et telefonnummer
blev publiceret på facebook.

Beskeder begyndte at komme ind.

"Doaa, ved du,
hvad der er sket med min bror?

Min søster? Mine forældre? Mine venner?
Ved du, om de overlevede?"

I en af disse beskeder stod der,

"Jeg tror du reddede
min lille niece, Masa."

Og det havde dette foto.

Det var fra Masas onkel,

en syrisk flygtning, som havde lykkedes
tage sig til Sverige med sin familie

og Masas ældre søster.

Vi håber snart Masa kan forenes
med ham i Sverige,

indtil da bliver hun taget hånd om
på et smukt barnehjem i Athen.

Og Doaa? Ordet spredte sig også
om hendes overlevelse.

Medierne skrev om denne unge kvinde,

og kunne ikke forestille sig,
hvordan hun kunne overleve

under sådanne forhold til havs,

og samtidig redde et andet liv.

Athens Akademi, en af Grækenlands
mest præstigefyldte institutioner,

tildelte hende en pris for mod,

og hun fortjener al den lovprisning,

og hun fortjener en anden chance.

Men hun vil stadig rejse til Sverige.

Hun vil genforenes med sin familie der.

Hun vil bringe sin mor, far
og yngre søskende

væk fra Egypten og dertil,

og jeg tror, hun vil lykkes.

Hun vil blive advokat eller politiker

eller noget lignende,
som kan hjælpe i kampen mod uretfærdighed.

Hun er en ekstraordinær overlever.

Men jeg er nødt til at spørge:

tænk hvis hun ikke havde behøvet
at løbe den risiko?

Hvorfor skulle hun gå alt det igennem?

Hvorfor var der ikke en lovlig måde
for hende at kunne studere i Europa?

Hvorfor kunne Masa
ikke have taget et fly til Sverige?

Hvorfor kunne Bassem
ikke have fundet arbejde?

Hvorfor er der ikke et enormt
omlokaliseringprogram

for syriske flygtninge,
ofrene for den værste krig i vor tid?

Verden gjorde dette for vietnameserne
i 1970'erne. Så hvorfor ikke nu?

Hvorfor er der så lidt investering
i nabolandene,

som tager imod så mange flygtninge?

Og til hovedspørgsmålet,

hvorfor bliver der gjort så lidt
for at stoppe krige,

forfølgelse og fattigdom,
som driver så mange mennesker

til Europas grænser?

Indtil disse problemer er løst,

vil folk blive ved med at flygte over have

og søge tryghed og asyl.

Hvad sker der nu?

Det er til store dele Europas valg.

Jeg forstår offentlighedens frygt.

Folk er bekymrede for deres sikkerhed,
økonomi og for kulturelle forandringer.

Men er det vigtigere end at redde liv?

For der er noget grundlæggende her,

som overskygger alt andet,
ifølge min mening,

og det er vores fælles medmenneskelighed.

Ingen person,
der flygter fra krig eller forfølgelse

skal behøve at dø på et hav
for at nå sikkerhed.

(Bifald)

Én ting er sikker,

at ingen flygtninge
ville være på disse farlige både,

hvis de kunne leve og trives hvor de var.

Og ingen migrant
vil tage på en så farlig rejse,

hvis de havde nok mad
til dem selv og deres børn.

Ingen ville give deres livsopsparinger

til berygtede smuglere,

hvis der var en lovlig vej for migration.

Så for Masas skyld

og for Doaas skyld

og for Bassems

og de 500 mennesker, der druknede med dem,

kan vi sikre, at de ikke døde forgæves?

Kan vi lade os inspirere af det der skete,

og arbejde for en verden,
hvor alles liv er vigtige?

Tak.

(Bifald)