Margaret Gould Stewart: Hvad YouTube mener om copyright

Margaret Gould Stewart, YouTube's chef for brugererfaringer, fortæller, hvordan den allestedsnærværende videohjemmeside arbejder sammen med copyright-indehavere og skaberne (på de bedste tider) om et kreativt økosystem, hvor alle vinder.

Så, hvis du er blandt publikum idag,

eller du måske ser denne video på et andet tidspunkt og sted

er du en deltager i de digitale rettigheders økosystem.

Uanset om du er kunstner, tekniker,

advokat eller en fan,

så har håndtering af copyright direkte indvirkning på dit liv.

Nu er rettighedsforvaltning ikke længere

et spørgsmål om ejerskab.

Det er et indviklet net af relationer

og en kritisk del af vores kulturelle landskab.

YouTube bekymrer sig dybt om indholdets ejeres rettigheder.

Men for at give dem valgmuligheder, hvad de kan gøre

med kopier, mash-ups og meget mere,

bliver vi først nødt til at identificere

hvornår copyright-materiale er uploadet til vores hjemmesider.

Lad os se på en specifik video, så du kan se, hvordan det fungerer

For to år siden frigav musikeren Chris Brown,

den officielle video til hans single, "Forever".

En fan så den på TV,

optog den med kameraet på mobilen,

og uploadede den til YouTube.

Fordi Sony Music havde registreret Chris Brown's video

i deres Content ID system,

kunne de indenfor få sekunder

opdage kopieringen,

og dernæst bestemme, hvad der så skulle gøres.

Men hvordan ved man at en brugers video er en kopi?

Tja, det starter med at ejerne af indholdet

leverer aktiver ind i vores database,

sammen med en skik politik

der fortæller os, hvad der skal gøres, når vi finder en match.

Vi sammenligner hver upload

med alle referencefilererne i vores database.

Nu vil dette zonekort vise dig

hvordan hjernen af systemet virker.

Her kan vi se den orginale referencefil

blive sammenlignet med brugergenereret indhold.

Systemet sammeligner hvert minut

af dem alle for at se om der er en match.

Det betyder at vi kan identificere en match

selvom den anvendte kopi blot er en del af den oprindelige fil,

spilles i slow motion

og har forringet lyd- og videokvalitet.

Og det gør vi hver gang

en video bliver uploadet til YouTube.

Og det er over 20 timers video hvert minut.

Når vi har en match,

anvender vi den politik, som de rettighedsejeren har fastsat.

Og skalaen og hastigheden af systemet

er virkelig betagende.

Vi snakker ikke bare om få videoer.

Vi snakker omkring over

100 år af videoer hver dag,

imellem nye uploads og de scanninger,

som vi jævnligt foretager i alt indhold på webstedet.

Og når vi sammenligner de 100 år af videoer,

sammenligner vi dem med millioner

af referencefiler i vores database.

Det ville svare til, at 36.000 mennesker

stirrer på 36.000 skærme

hver eneste dag, uden så meget som at holde kaffepause.

Hvad gør vi, når vi finder en match?

Tja, de fleste rettighedsejere vil, istedet for en blokering,

give tilladelse til at kopieringen offentliggøres.

Og så kan de nyde godt gennem eksponering,

reklamen og forbundne salg.

Husker I Chris Brown's video, "Forever"?

Det havde sin dag i solen og derefter faldt den ud af hitlisterne.

Og det lignede slutningen på dénhistorie.

Men på et tidspunkt sidste år, blev et ungt par gift.

Dette er deres bryllupsvideo.

Du har nok set den.

(Musik)♫♫♫

Det fantastiske omkring den er,

hvis bryllupsceremonien var så sjov,

kan du så forestille dig, hvor sjov receptionen må have været?

Jeg mener, hvem er disse mennesker?

Jeg ville vildt godt med til det bryllup.

Deres lille bryllupsvideo

blev set over 40 millioner gange.

Og istedet for at blokere,

tillod Sony at videoen blev uploadet.

Og de reklamerede for den

og forbandt den til iTunes.

Og sangen, 18 måneder gammel,

kom tilbage på 4. pladsen på iTunes's hitliste.

Så Sony får indtægter fra begge af disse.

Og Jill og Kevin, det lykkelige par,

de kom tilbage fra deres bryllupsrejse

og konstaterede, at deres video var blevet vanvittigt viral.

Og de blev inviteret til en masse talkshows.

Og de brugte muligheden til at gøre en forskel.

Denne video gav over 26.000 dollars i donation

til kampen mod vold i hjemmet.

Og "JK Wedding Entrance Dance" blev så populær

at NBC parodierede den på sæsonfinalen af "The Office,"

hvilket bare beviser,

at det er virkelig et økosystem af kulturen.

Fordi det ikke bare amatører som låner fra store studier,

men indimellem store studier, som låner fra amatører.

Ved at give et valg, kan vi skabe en kultur med muligheder.

Og alt hvad det tog at ændre tingene,

var at give mulighed for valg gennem rettighedsidentifikation.

Hvorfor er der ingen, der har løst dette problem før?

Fordi det er et stort problem,

og indviklet og rodet.

Det er ikke ualmindeligt, at en enkelt video

har flere rettighedesejere.

Der er musikalske selskaber.

Der er flere musikudgivere.

Og hver af disse kan variere fra land til land.

Og der er masser af tilfælde

hvor vi har mere end ét værk presset sammen.

Så vi er nødt til at administrere mange krav

til den samme video.

YouTube's Content ID system behandler alle disse sager.

Men systemet fungerer kun med

deltagelse af rettighedsejerne.

Hvis du har indhold, som andre uploader til YouTube,

skal du registere dig i Content ID systemet,

og så vil du have mulighed

for at bestemme, hvordan indholdet bliver brugt.

Og tænk grundigt over de politikker, du tillægger det pågældende indhold.

Ved blot at blokere alt genbrug,

kan du gå glip af nye kunstformer,

nyt publikum,

nye distributionskanaler

og nye indtægtskilder.

Men det handler ikke kun om dollars og indtryk.

Bare se på al glæden

der spredtes via progressiv forvaltning af rettigheder

og ny teknologi.

Og vi kan alle blive enige om, at glæde absolut er en idé, som er værd at sprede.

Tak.

Klappesalver