En fejring af naturligt hår

Cheyenne Cochrane udforsker den rolle hårets struktur har spillet for de farvede i Amerika -- fra efterkrigstidens glattejern til de tusinder af kvinder der i dag har besluttet at stoppe jagten efter et konventionelt skønhedsideal, og nu favner deres naturlige hår. "Det handler om andet og mere end frisyrer", siger Cochrane. "Det handler om at være modig nok til at modstå presset fra andres forventninger"

Jeg er fra Sydsiden af Chicago,

og i 7. klasse havde jeg
en veninde der hed Jenny,

som boede på Sydvestsiden af Chicago.

Jenny var hvid,

og hvis du kender noget til de inddelte
befolkningsstatistikker af Chicago,

ved du, at der ikke er
ret mange sorte mennesker,

på Sydvestsiden af Chicago.

Men Jenny var min ven

Indimellem legede vi sammen
efter skole og i weekenderne.

En dag, hjemme i hendes stue

talte vi om det 13-årige taler om,

og Jenny's lillesøster, Rosie,
var der også.

Hun sad bag mig
og legede lidt med mit hår,

og jeg tænkte ikke over
hvad hun lavede.

Men under en pause i samtalen,

prikkede Rosie mig på skulderen.

Hun sagde: "Må jeg spørge dig om noget?"

Jeg sagde: "Ja, Rosie. Selvfølgelig."

"Er du sort?"

(Latter)

Rummet frøs til is.

Stilhed.

Jenny og Rosie's mor var ikke
særlig langt væk.

Hun var i køkkenet,
og overhørte samtalen,

og hun var forarget.

Hun sagde: "Rosie! Det må du
da ikke spørge om."

Og Jenny som var min ven,
blev rigtig flov.

Jeg havde lidt ondt af hende,
men jeg var faktisk ikke fornærmet.

Jeg tænkte, at det ikke var Rosie's skyld
at hun i sine 10 korte år på jorden,

bosiddende på Sydvestsiden af Chicago,

ikke var 100% sikker på,
hvordan en sort person ser ud.

Det er fair.

Men hvad der var mere
overraskende for mig, var

at i al den tid jeg var sammen med
Jenny og Rosie's familie -

var sammen med dem,

legede med dem,

og rørte ved dem -

var det først da Rosie puttede
sine hænder i mit hår,

at hun tænkte på at spørge,
om jeg var sort.

Det var første gang jeg indså,

hvor stor en rolle mit hår's tekstur
spillede i opfattelsen af min etnicitet,

og også hvilken væsentlig rolle
det havde i samfundets øjne.

Garrett A. Morgan og Madame CJ Walker
var pionerer

i industrien for hår- og skønheds-
pleje i det tidlige 1900-tal.

De er bedst kendt som opfindere af
kemisk-baseret hår-creme

og glattejern,

som var designet til,
permanent eller semipermanent,

at ændre sort hår's tekstur.

Ofte, når vi tænker på
de sortes historie i Amerika

handler det om de afskyelige handlinger

og utallige overgreb, som
farvede mennesker oplevede,

på grund af vores hudfarve,

men sandheden er, at efter
Den Amerikanske Borgerkrig,

var det afroamerikanske mænd
og kvinders hår,

der blev det mest velkendte "særpræg"
i kategoriseringen af afrikanere,

mere end hudfarven.

Så før de blev almindelige

i hårplejens milliard-industri,

handlede vores afhængighed af
redskaber og produkter,

såsom hår-relaxere og den glattende kam,

mere om vores overlevelse
og fremskridt som race

i postslaveriets Amerika.

Gennem årene blev vi mere vant til
denne tanke om,

at glattere og længere hår betød
bedre og mere smuk.

Vi blev kulturelt fikseret af

denne ide om, hvad vi kan lide at kalde...

"godt hår".

Det betyder i bund og grund at:

jo løsere strukturen i krøllerne er,
des bedre er håret.

Og vi lod disse institutionaliserede ideer
forme en falskt følelse af hierarki,

der fastlagde, hvad man mente var
god hår-kvalitet

og hvad der ikke var.

Hvad værre er: vi lader disse
falske ideologier

invadere opfattelsen af os selv,

og de fortsætter med at inficere
vores kulturelle identitet

som Afro-Amerikanske kvinder i dag.

Så hvad gjorde vi?

Vi tog til frisørsalon
hver 6. eller 8. uge,

uden undtagelse,

for at udsætte vores hovedbund
for hårde udglattende kemikalier,

startende i en meget ung alder -

nogle gange fra 8, 10 år -

som resulterede i hårtab,

skaldede pletter,

endda brandsår i hovedbunden.

Vi steger vores hår i temperaturer op til
230 grader eller mere

næsten dagligt,

for at vedligeholde det glatte look.

Eller vi dækker vores hår med
parykker og fletninger,

og lader kun hårrødderne
ånde privat derhjemme,

hvor ingen ved, hvad der
virkelig foregår derunder.

Vi adopterede disse skikke
i vores samfund,

så det er ikke underligt,
at nutidens typiske ideal

af en professionel sort kvinde,

især i erhvervslivet i Amerika,

ofte ser sådan her ud,

snarere end sådan her.

Og hun ser helt sikkert ikke sådan her ud.

I september i år,

afgjorde en forbundsdomstol,
at det er lovligt

for en virksomhed at diskriminere
i ansættelse af en medarbejder,

i forhold til om hun
eller han har dreadlocks.

I denne sag,

siger HR lederen i Mobile, Alabama,

til offentligheden,

"Jeg siger ikke, at jeres er uglet,

men...

I ved godt, hvad jeg snakker om."

Hvad snakkede hun om her?

Mente hun, at de var grimme?

Eller måske, at de var
en smule for Afro-centriske

og så for pro-sort ud
til hendes smag.

Det handler måske
ikke om Afro-centrisme,

og måske mere om
at være for "urban"

til de professionelle rammer.

Måske bekymrede det hende at,
de ser "skræmmende" ud,

og ville skræmme
klienter og kundebase.

Alle disse ord knyttes
alt for ofte

til stigmaet forbundet med
naturlig hårstil.

Og dette...

bliver nødt til at ændre sig.

I 2013,

blev en artikel udgivet af Deloitte
Leadership Center for Inclusion,

som studerede 3000 individer
i administrative lederstillinger,

ift. begrebet tilpasning på arbejdspladser

baseret på udseende, tilskyndelse,
tilknytning og forbindelse.

I forbindelse med tilpasning
relateret til udseende,

viste undersøgelsen,

at 67% af farvede kvinder
tilpasser sig på arbejdspladsen

grundet deres udseende.

Ud af alle de der erkendte
at tilpasse deres udseende,

sagde 82%, at det var lidt
eller utroligt vigtigt

for dem at gøre dette,
af hensyn til karrieren.

Dette er Ursula Burns.

Hun er den første kvindelige
Afro-Amerikanske CEO i et Fortune 500 -

nemlig Xerox.

Hun er kendt for sit signatur-look,

det, du ser her.

Et kort, nydeligt trimmet,
vel-manicureret Afro.

Fru Burns er lidt det,
vi kalder en "naturlig pige".

Og hun baner vejen og viser,
hvad der muligt

for Afro-Amerikanske kvinder,
som ønsker at gøre karriere,

men stadig ønsker
en naturlig hårstil.

Men idag vælger størstedelen af
de Afro-Amerikanske kvinder,

vi ser op til som ledere,
ikoner og rollemodeller,

stadig at glatte håret.

Så,

måske er det, fordi de gerne vil -

det er, hvad de faktisk
føler sig bedst tilpas med -

men måske -

og jeg vil vædde på det -

en del af dem følte,
at de var nødt til det,

for at nå det niveau af success,
de har opnået idag.

Der er en naturlig hårbevægelse,
som fejer gennem landet,

også steder som Europa.

Milllioner af kvinder udforsker,
betydningen af at have naturlig hår,

og de klipper hårspidser der
er skadet gennem mange år

for at genoprette
naturlige krøller.

Jeg ved det, fordi jeg har været
fortaler og ambassadør for bevægelsen,

i omkring tre år.

Efter 27 år med overdrevet varme
og hårde kemikalier,

var mit hår begyndt at vise tegn på
ekstrem slid.

Det var ved at falde af,

det var ved at blive tyndt,

det så ekstremt tørt og skrøbeligt ud.

Alle de års jagt efter et konventionel
billede af skønhed,

som vi så tidligere,

var begyndt at trække spor.

Jeg ønskede at gøre noget ved det,

så jeg startede, hvad jeg kalder
"Drop Varme Udfordringen",

hvor jeg ikke bruger
glattejern o.lign. i mit hår

i seks måneder.

Og som en god årgang-0'er,

dokumenterede jeg det på sociale medier.

(Latter)

Jeg dokumenterede, selvom jeg
modvilligt klippede

tre til fire tommer af mit elskede hår.

Jeg dokumenterede, selvom jeg kæmpede
med at mestre naturlige frisyrer,

også mens jeg kæmpede med at favne dem

og mene, at de faktisk så godt ud.

Og jeg dokumenterede hvordan mit hår's
struktur langsomt ændre sig.

Ved at dele denne rejse åbent,

lærte jeg, at jeg ikke var
den eneste kvinde, som gennemgik dette,

at der faktisk var tusinder af kvinder,

som længtes efter det samme.

De kontaktede mig, og sagde:

"Cheyenne, hvordan fik du
denne naturlige hårstil,

som jeg så dig med her den anden dag?

Hvilke nye produkter benytter du,

som måske er bedre for
mit hår's struktur,

nu hvor det ændrer sig?"

Eller "hvilke rutiner er der for naturlig hår,

som jeg burde starte for at
genoprette hårets balance?"

Men jeg fandt også ud af,
at et stort antal kvinder,

var ekstremt tøvende,
overfor det første skridt,

fordi de var lammet af skræk.

Frygt for det ukendte -

hvordan vil de se ud nu?

Hvad vil de synes om
deres naturlige hårstil?

Og mest vigtigt,

hvordan vil andre se dem?

Gennem de seneste tre år,

og gennem utallige samtaler
med mine venner,

og med fremmede rundt i verden,

lærte jeg nogle vigtige ting om,

hvordan Afro-Amerikanske kvinder
identificerer sig med deres hår.

Når jeg tænker tilbage

på den HR leder fra Mobile, Alabama,

ville jeg sige: "Nej, faktisk ikke.

Vi ved ikke, hvad du snakker om."

Men her er nogle ting, som vi ved.

Vi ved, at når sorte kvinder favner deres
naturlige hår med åbne arme,

hjælper det med at løsne op for
generationers indlæring om,

at sort i dets naturlige form
ikke er smukt,

eller er noget, som skal gemmes væk
eller dækkes til.

Vi ved, at sorte kvinder udtrykker
deres individualitet

og får følelsen af styrke

ved ofte at forsøge sig
med en ny hårstil.

Og vi ved også,

at når vi inviteres til at have
naturlig hår på arbejdspladsen,

bekræfter det os i, at vi er værdsat,

og dette hjælper os til at udfolde os
og udvikle os professionelt.

Jeg giver Jer dette:

I en tid med racisme og social spænding,

Favn denne bevægelse,

og andre som på samme vis,

hjælper os med at sprænge
rammerne for status quo.

Når du ser en kvinde med fletninger
eller lokker ned at ryggen,

eller du ser din kollega,

der ikke længere glatter sit hår,

så lad være med at se
beundrende på hende,

og spørge om du må røre ved det -

(Latter)

Værdsæt hende oprigtigt.

Ros hende.

Hvad fanden, giv hende en high-five,
hvis det er, hvad du har lyst til.

Fordi -

det er mere end bare et hårstil.

Det handler om at elske sig selv
og at have selvværd.

Det handler om, at være modig nok,

til ikke at bukke under for pres
fra andres forventninger.

Og det handler om bevidst
at afvige fra normen,

og vide at den ikke definerer, hvem vi er,

men blot viser, hvem vi er.

Til sidst,

at være modig er lettere,

når vi kan regne med medfølelse fra andre.

Så efter idag,

håber jeg, at vi kan regne med jer.

Tak.

(Bifald)