Du er ikke alene i din ensomhed

At være åben og sårbar i din ensomhed, tristhed og frygt, kan hjælpe dig til at finde trøst og føle dig mindre alene, siger forfatter og kunstner Jonny Sun. I dette ærligt oplæg, fyldt med hans egne illustrationer, deler Sun hvordan det at fortælle historier om at føle sig udenfor, hjalp ham med at finde et uventet fællesskab, og et lille lys i mørket.

Hej.

Der er én jeg gerne
vil introducere jer for.

Dette her er Jomny.

Det er "Jonny", stavet med et "m"
ved en fejltagelse,

hvis I undrede jer,

vi kan ikke alle være fejlfri.

Jomny er en alien

sendt på mission til Jorden
for at studere mennesker.

Jomny føler sig fortabt og alene,
og langt væk hjemmefra,

og jeg tror allesammen vi kan
genkende den følelse.

Eller, det kan jeg i hvert fald.

Jeg skrev historien om denne her
alien på et tidspunkt i mit liv

hvor jeg følte mig særligt fremmedgjort.

Jeg var lige flyttet til Cambridge
og var begyndt på min PhD på MIT,

og jeg følte mig intimideret og isoleret,
og som om jeg overhovedet ikke hørte til.

Men jeg havde en slags livsline.

Ser I, jeg havde i årevis skrevet jokes

og delt dem på de sociale medier,

og jeg opdagede at det var noget
jeg gjorde mere og mere.

For mange mennesker kan internettet
føles som et ensomt sted.

Det kan virke som det her–

et kæmpe, uendeligt, grænseløst tomrum

som du kan blive ved med at råbe,
men hvor der aldrig er nogen som lytter.

Men for mig var der noget beroligende
ved at tale ud i tomrummet.

Jeg fandt at når jeg delte
mine følelser med tomrummet,

begyndte det på et tidspunkt
at svare tilbage.

Og det viser sig at tomrummet
ikke er denne endeløse, ensomme slette,

det er faktisk fuldt af
alle mulige slags mennesker,

der også stirrer ud i det,
og også ønsker at nogen hører dem.

Altså, der er rigtig mange dårlige ting
som kommer fra de sociale medier.

Det er ikke det jeg siger.

Når som helst man er online,
møder man så meget tristhed

og vrede og vold.

Det kan føles som ragnarok.

Men på samme tid er det modstridende,

for jeg kan ikke benægte det faktum,
at rigtig mange af mine tætteste venner

er mennesker som jeg
oprindeligt mødte online.

Og jeg tror til dels det er fordi
de sociale medier er et slags

bekendelses-rum.

Det kan føles som om du skriver
i denne her personlige, intime dagbog

som er fuldstændig privat,

men samtidig vil du gerne have
alle i verden til at læse den.

Og jeg tror en del af det, glæden ved det

er at vi får lov til at opleve ting
fra nogle menneskers perspektiv

som er fuldstændig anderledes
end os selv,

og nogle gange er det rigtig godt.

For eksempel, da jeg først kom på Twitter

opdagede jeg at rigtig mange
af de mennesker jeg fulgte

snakkede om psykiske problemer
og om at gå i terapi

på måder som slet ikke var så
tabuiseret som det plejer,

når vi snakker om den slags
ansigt til ansigt.

Gennem dem blev samtalen omkring
psykisk sygdom normaliseret,

og de hjalp mig til at opdage
at terapi var noget

der også ville kunne hjælpe mig.

For mange mennesker

lyder det ret skræmmende
at tale om den slags emner

så offentligt og så åbent på internettet.

Det virker som om mange mennesker
tror det er en kæmpe, uhyggelig ting

at være på internettet hvis du
ikke allerede er helt perfekt.

Men jeg tror faktisk internettet kan
være et skønt sted for uvidenhed

og det er virkelig noget vi bør hylde

for i min verden er der noget vigtigt
ved at dele din uperfekthed

og dine usikkerheder
og dine sårbarheder

med andre mennesker.

(Latter)

For når nogen deler
at de føler sig kede af det, eller bange

eller alene, for eksempel,

så føler jeg mig faktisk mindre alene,

ikke ved at komme af med min ensomhed

men ved at vise mig at jeg ikke er alene

om at føle mig ensom.

Og som forfatter, og som kunstner,

går jeg rigtig meget op i at gøre
denne evne til at være sårbar

til en fælles ting, noget som
vi kan dele med hinanden.

Jeg vil gerne gøre det indre
til noget ydre,

tage nogle af de her usynlige, personlige
følelser jeg ikke kan sætte ord på,

holde dem op mod lyset,
sætte ord på dem,

og så dele dem med andre mennesker,

i håbet om at det måske kan hjælpe dem
med at sætte ord på deres følelser også.

Det ved jeg godt lyder som en stor ting,

men i sidste ende vil jeg gerne
putte alle disse her ting

ned i små, ufarlige pakker,

for når vi kan gemme dem
i disse små værker,

så tror jeg de er lettere at gå til,
jeg tror de er sjovere.

De hjælper os lettere med
at se vores fælles menneskelighed.

Nogle gange i form af en kort historie,

nogle gange i form af en nuttet
bog fyldt med tegninger, for eksempel.

Og nogle gange i form af

en fjollet joke,
som jeg smider ud på internettet.

For et par måneder siden, for eksempel,
postede jeg en idé til en app

til en hundeluftnings-service

hvor en hund dukker op ved din dør,
og du er nødt til at forlade huset

og gå en tur.

(Latter)

Hvis der er app-udviklere
her i publikum,

kom og snak med mig bagefter.

Eller, jeg kan også godt lide at dele
hver gang jer er nervøs over en email.

Afslutningen "bedste hilsner,"

er en forkortelse for
"jeg gør mit bedste",

en forkortelse for "Du må ikke hade mig,
jeg gør virkelig det bedste jeg kan!"

Eller mit svar til det
klassiske spørgsmål,

hvis jeg kunne spise middag med hvem som
helst, død eller levende – ja tak, gerne.

Jeg er meget ensom.

(Latter)

Og det viser sig altid at når jeg
deler de her ting online,

er reaktionen altid meget ens.

Folk mødes for at grine sammen,

for at dele den følelse,

og går så hurtigt hver til sit igen.

(Latter)

Ja, og så er jeg igen alene.

Men jeg tror nogle gange at de her små
samlinger kan være rigtig meningsfulde.

For eksempel, da jeg blev færdig
som arkitekt

og flyttede til Cambridge,

lagde jeg det her spørgsmål op:

"Hvor mange mennesker i dit liv
har du allerede haft

din sidste samtale med?"

Og jeg tænkte over mine egne venner
som var flyttet væk

til andre byer, endda andre lande,

og hvor svært det ville være for mig
at holde kontakten.

Men andre mennesker begyndte at svare,
og dele egne oplevelser.

Én snakkede om et familiemedlem
som de havde skændtes med.

Én snakkede om en af deres nærmeste
som var gået bort

pludseligt og uventet.

En anden fortalte om deres
venner fra skoletiden

der også var flyttet væk.

Men så begyndte noget dejligt at ske.

Istedet for bare at svare mig,

begyndte folk at svare hinanden,

og de begyndte at snakke sammen,
og dele deres egne oplevelser,

og trøste hinanden

og opmuntre hinanden
til at række ud til den ven

som de ikke havde snakket med længe

eller det familiemedlem
som de havde skændtes med.

Og til sidst fik vi dette her
lille mikro-samfund.

Det føltes som om en støttegruppe opstod

hvor alle mulige mennesker mødtes.

Jeg tror hver gang vi deler noget online

hver gang vi gør det her,
er der en chance for

at disse små mikrosamfund
kan opstå.

Der er en chance for at alle mulige
forskellige slags væsener

kan mødes og blive ført sammen.

Og nogle gange, på tværs af
internettets mudderpøl,

finder man en beslægtet sjæl.

Nogle gange gennem at læse svarene

og alle kommentarerne, og finde et svar
der er særligt menneskekærligt,

eller indsigtsfuldt, eller sjovt.

Nogle gange ved at følge nogen,

og opdage at de allerede følger dig.

Og nogle gange er det ved at kigge
på nogen du kender i virkeligheden

og se de ting du skriver,
og de ting som de skriver,

og opdage at I deler en masse interesser,

og det bringer dem tættere på dig.

Nogle gange, hvis du er heldig,

får du lov at møde et andet rumvæsen.

[når to aliebns finder hinanden
et fremmed sted,

føles det lidt mere som hjemme]

Men jeg er også bekymret,
for som vi ved,

føles internettet
for det meste ikke sådan.

Vi ved allesammen at for det meste

føles internettet som et sted
hvor vi misforstår hinanden,

hvor vi kommer i konflikt med hinanden,

hvor der er en masse forvirring
og larm og råben og skrigen,

og det føles som om
der er for meget af det hele.

Det føles som kaos,

og jeg ved ikke hvordan vi kan forene
det dårlige med det gode,

for som vi ved, og som vi har set,

kan de dårlige ting virkelig,
virkelig skade os.

For mig føles det som om, at de platforme
vi bruger til at bebo disse online rum,

er blevet designet,
uvidende eller mod bedre vidende,

så de tillader chikane og misbrug,
til at udbrede misinformation,

til at muliggøre had og hadsk tale
og den vold som det skaber,

og det føles som om ingen
af vores nuværende platforme

gør nok for at tage hånd om
og fikse det.

Men stadig, og muligvis uheldigvis,

drages jeg stadig mod disse digitale rum,
som så mange andre,

for nogle gange føles det bare som om
at det er der alle mennesker er.

Og jeg føler mig fjollet

og dum nogle gange

over at glæde mig ved de små øjeblikke af
menneskelig samhørighed, i disse tider.

Men jeg har altid arbejdet ud fra den idé

at disse små øjeblikkes menneskelighed
ikke er ligegyldige.

De er slet ikke
en tilflugt fra verden,

de er tværtimod grunden til
at vi søger disse rum.

De er vigtige og nødvendige
og de bekræfter og de giver os liv.

Og de er disse bittesmå,
midlertidige tilflugtsteder

som viser os, at vi ikke er
helt så alene, som vi tror.

Derfor, ja, selvom livet er noget skidt
og alle er triste,

og en dag skal vi allesammen dø --

[hør her. livet er skidt. alle er triste.

vi skal allesammen dø, men jeg har
allerede købt denne her hoppeborg

så tager du skoene af eller hvad]

Jeg tror at denne her metaforiske
hoppeborg, i dette eksempel,

i virkeligheden er vores relationer
og vores forbindelser til andre mennesker.

Og derfor, en aften,

da jeg følte mig særlig trist
og håbløs når jeg kiggede på verden,

råbte jeg ud i tomrummet,

til det ensomme mørke.

Jeg sagde, "I dag føles det at logge på
et socialt medie,

som at holde nogen
i hånden ved verdens undergang."

Og denne gang, istedet for
et svar fra tomrummet,

var det mennesker der dukkede op,

der begyndte at svare mig, og så
begyndte at snakke med hinanden,

og langsom formedes dette her
lillebitte samfund.

Alle kom for at holde hinanden i hånden.

Og i disse farlige og usikre tider,

midt i det hele,

tror jeg at det vi bliver nødt til
at holde fast i, er andre mennesker.

Og jeg ved godt det er en lille ting,
skabt af små øjeblikke,

men jeg tror på
at det er et lille, bitte lys

midt i alt mørket.

Mange tak.

(Klapsalve)

Mange tak.

(Klapsalve)