Hvordan kunst hjælper unge hjemløse med at hele og bygge

Malika Whitley er grundlæggeren af ChopArt, en organisation for hjemløse teenagere, med fokus på mentorer, værdighed og mulighederne i kunsten.
I denne rørende tale, deler hun sin historie om hjemløshed og det at finde sin stemme gennem kunsten - hendes mission er at give et kreativt frirum til andre, som er skubbet ud på grænsen af samfundet.

Elsker du ikke en god lur?

(grin)

At stjæle et lille øjeblik

at krybe sammen på sofaen
og tage en pause

Det er en af mine favoritter,

men noget jeg tog for givet,

før jeg som teenager
oplevede at blive hjemløs

At kunne tage en lur, er
reserveret for stabilitet og tryghed

noget man ikke finder

når alt hvad man ejer
og har, kan være i en taske

og du stjæler dig til at sidde
lidt tid, et givent sted,

før du bliver bedt om at gå.

Jeg voksede op i Atlanta, Georgia,

flyttede fra hus til hus

med en kærlig og tæt familie

der kæmpede for stabilitet

i økonomien.

Men da min mor midlertidigt mistede
sig selv til manien

og denne mani valgte mig som
primær syndebuk

gennem følelsesmæssigt
og fysisk misbrug

flygtede jeg af frygt
for min sikkerhed.

Min konklusion var,
at hjemløshed sikrere

end at være hjemme.

Jeg var 16.

Jeg blev en af
Atlantas 3300 hjemløse unge

som ingen tog sig af

som var ude og usynlige hver aften.

Der var ikke, og der er
stadig ikke noget sted

en hjemløs mindreårig kan
komme indenfor

og få en seng.

Det gik op for mig at de fleste
tænker på hjemløshed

som en ubelejlig konsekvens af
dovenskab og narko,

men det stemte dårligt med min taske,
fyldt med tøj og skolebøger,

Eller mine A+ karakterer.

Jeg sad på min
foretrukne bænk i midtbyen

og ventede i timer

indtil jeg kunne snige
mig til et par timers søvn

på sofaer, i biler

i bygninger eller lagerrum.

Ligesom tusinde andre unge hjemløse
forsvandt jeg i byens skygger

mens verden kørte videre.

som om ingenting
var gået helt galt.

Usynligheden alene
knækkede mig næsten

men jeg havde kunsten

noget der ikke forudsatte

materiel rigdom i bytte for
et tilflugtssted.

Et par timer med sang og poesi

eller at spare penge op

til at forsvinde ind
i en verden af skuespil,

holdt mig i gang og gav mig livet tilbage
når jeg var allerlængst nede

Jeg gik til gudstjeneste onsdag aften

og i desperation efter at søge
tilflugt i kunsten

tog jeg afsted et
par timer før

gik ned af trappen

og ind i en verden
hvor det eneste der betød noget

var om jeg kunne ramme
tonen i den sang

jeg øvede den uge.

Jeg sang i timevis.

Det gav mig styrke til at

at glemme alt og bare synge.

Fem år senere, startede jeg ChopArt,

en tværfaglig kunstorganisation for
hjemløse mindreårige.

ChopArt benytter kunst som et værktøj
til at komme sig over traumer

med vores viden om
at bygge et fællesskab

og genoprette værdighed

og anvende det i den kreative proces.

ChopArt har hovedkvarter
i Atlanta, Georgia,

og initiativer i Hyderabad, India
og Accra, Ghana,

og siden vi startede i 2010

har vi hjulpet over 40.000
teenagere over hele verden.

Disse teenagere søger tilflugt

i de foranderlige
elementer i kunsten,

og ChopArt giver dem et sikkert
sted at gøre dette.

En usynlig gruppe, som bruger
kunsten til at træde ind i lyset

men vejen ud af usynlighed
er ikke nem.

Et søskendepar, Jeremy og Kelly,

har været med i vores program
i over tre år

De kommer i ChopArt
klassen hver onsdag aften

Men for ca et år siden,

var Jeremy og Kelly vidne til
at deres mor døde.

De så til da lægerne
måtte opgive at genoplive hende.

De græd da deres far

gav midlertidig forældremyndighed
til deres ChopArt mentor, Erin,

uden at give dem så meget som et ekstra
sæt tøj med, på vej ud af døren.

Det knuste mit hjerte at se,

men Jeremy og Kellys beslutsomhed
og tro på ChopArt

er det der holder mig igang
med dette arbejde.

Kelly der ringer til Erin
i de svære øjeblikke

og ved at Erin gør hvad hun kan

så de føler sig elsket og holdt af,

beviser for mig, at med kunsten som base

kan vi hjælpe og støtte
vores hjemløse unge.

Og vi fortsætter med at støtte

Vi støtter Devin

som blev hjemløs
med sin familie

da hans mor måtte vælge mellem
medicin og husleje.

Hos Chopart fandt han
kærligheden til at male

Vi støtter Liz,

som har levet på gaden
det meste af sit teenageliv

men bruger musikken
når hun skal finde sig selv

når traumerne bliver for tunge
for hendes unge skuldre

Vi støtter Maria,

som bruger poesi til at hele

efter tabet af sin bedstefar,
der døde i den bil

hun boede i med resten
af sin familie.

Til de unge derude
der oplever hjemløsheden,

lad mig fortælle jer at,

i har mulighed for at støtte Jer selv.

I har en stemme gennem kunsten

som ikke dømmer det i
har gennemgået

Kæmp videre og find ind i lyset,

for selv når mørket er værst

ser vi dig.

Tak

(bifald)