De fordomsfulde søgeresultater

Søgemaskiner er blevet vores betroede kilder til information og dermed sandhedens ombudsmænd. Men er det overhovedet muligt at opnå et fordomsfrit søgeresultat? Den svenske forfatter og journalist Andreas Ekström argumenterer for, at det er en filosofisk umulighed. I dette tankevækkende foredrag opfordres vi til at forstærke båndet mellem teknologi og humaniora og han minder os om, at bag enhver algoritme findes personlige holdninger som ingen kode helt kan udrydde.

Når jeg møder elever
på forskellige skoler,

stiller jeg altid samme spørgsmål:

Hvorfor Googler du?

Hvorfor er Google din
foretrukne søgemaskine?

Underligt nok, får jeg altid
de samme 3 svar.

1) "Fordi den virker",

som er et udemærket svar;
og også grunden til jeg Googler.

2) Nogen siger,

"Jeg kender ikke nogen alternativer."

Det svar er ikke lige så godt,
og min respons er som regel,

"Prøv at Google ordet 'søgemaskine',

du finder muligvis et par
alternativer."

3) Sidst men ikke mindst,

vil en elev række fingeren
i vejret og sige,

"Med Google er jeg sikker på
et fordomsfrit resultat."

Sikker på altid at få
et fordomsfrit resultat.

Som et menneske af humaniora,

omend en digital humaniora,

får det mine hår til at rejse sig

selv om jeg er klar over at tilliden,
ideen om et objektivt resultat

er en hjørnesten i den kollektive
påskønnelse af Google.

Jeg vil vise Jer hvorfor dette,
rent filosofisk, er nærmest umuligt.

Men lad mig først kort gennemgå
de basale principper

bag hver søgning, som vi ofte glemmer

Når du beslutter at Google noget,

så spørg dig selv:
"Er det rene fakta jeg leder efter?"

Hvad er hovedstaden i Frankrig?

Hvad består et
vandmolekule af?

Fint -- Google derudaf.

Ingen videnskabsfolk er
tæt på at bevise

at det er London og H30.

Her findes ingen store
sammensværgelser.

Hele verden er enige om,

hvad svarene på disse
spørgsmål er.

Men hvis vi komplicerer det
en smule og spørger,

"Hvorfor er der en konflikt
mellem Israel og Palæstina?"

Er det ikke længere simpel
fakta du leder efter,

i stedet søger du viden,

som er langt mere kompliceret
og følsom.

Og for at opnå viden,

skal du have 10, 20
eller 100 fakta

og kunne sige,
"Ja, disse er alle sande."

Men pga den jeg er,

ung/gammel, hvid/sort,
homo- eller heteroseksuel

vil jeg vægte dem forskelligt.

og jeg vil sige, "Ja, det er sandt,

men dette er vigtigere".

Og her bliver det interessant

det er her vi bliver menneskelige.

Det er her vi begynder at debattere.

Og for at komme fremad,
må vi filtrere alle fakta,

gennem venner, naboer,
forældre og børn

og kolleger og aviser
og dagblade,

for til sidst at ende med
reel viden,

og her en en søgemaskine
en dårlig hjælp

Jeg lovede et eksempel der
viser hvorfor det er så svært

at nå til et punkt af sand og ren
objektiv viden --

som stof til eftertanke.

Jeg vil udføre et par
simple søgninger

Vi starter med "Michelle Obama,"

førstedame i USA.

Og vi vælger billeder.

Som I kan se fungerer
det rigtig godt.

Det er et perfekt søgeresultat
mere eller mindre.

Det er kun hende på billederne,
end ikke præsidenten.

Hvordan fungerer det?

Meget simpelt.

Google bruger mange smarte
tricks, men helt enkelt,

kigges der primært på 2 ting.

1) Billedets titel på hjemmesiden

Står der "Michelle Obama" under billedet?

En ret god indikation på
at hun rent faktisk er motivet.

2) Google kigger på selv billedfilen,

dvs. navnet på den fil der er
lagt op på hjemmesiden.

Igen, hedder det "MichelleObama.jpeg"?

Et ret sikkert bevis på
det ikke er Clint Eastwood.

Og sådan får du dette
søgeresultat -- næsten.

I 2009 var Michelle Obama
offer for en racistisk kampagne,

hvor folk forsøgt at håne hende
gennem søgeresultater.

Et billede blev spredt på Internet

hvor hendes ansigt var forvrænget
så hun lignede en abe.

Det billede blev offentliggjort overalt.

Det blev offentliggjort med et
meget tydeligt formål,

at dukke op i søgeresultater.

De skrev "Michelle Obama" i
billedets titel

og navngav filen "MichelleObama.jpeg"
eller lignende.

Alt sammen for at manipulere
med søgeresultater.

Og det fungerede.

Dvs. når man i 2009 Googlede
"Michelle Obama",

dukkede dette forvrængede
billede op, som et af de første resultater.

Resultaterne er selvrensende,

og det er det smukke ved det,

fordi Google måler relevans
døgnet rundt hver dag.

Men Google lod sig ikke
nøje i dette tilfælde,

og tænkte, "Dette er racistisk
og giver et dårligt resultat

så vi går ind og rydder
op manuelt.

Nu skriver vi noget kode
der fikser det,"

og det gjorde de så.

Der er nok ingen her som
synes det var en dårlig ide.

Heller ikke jeg.

Men så går der et par år,

og verdens mest Googlede Anders

Anders Behring Breivik,

gjorde hvad han gjorde.

Det var 22. juli 2011,

en forfærdelig dag i Norges historie

Denne mand, en terrorist, sprang
et par regeringsbygninger i luften

i gåafstand fra vores nuværende
lokation i Oslo, Norge.

Så rejste han til øen Utøya

og skød og dræbte en gruppe børn.

Næsten 80 mennesker døde den dag.

Mange vil beskrive dette
som to terrorhandlinger,

at han gjorde 2 forskellige ting:
udløste bomber og skød disse børn.

Det er ikke sandt.

Der var 3 handlinger.

Han sprang bygninger i luften,
skød børnene,

og satte sig derefter ned og
afventede at verden Googlede ham.

Og han gjorde meget ud af
forberedelserne af alle 3.

En person gennemskuede
dette med det samme,

En svensk webudvikler

og ekspert i optimering
af søgeresultater, Nikke Lindqvist.

Han er også meget politisk

og var hurtigt ude med en reaktion
på sin blog og på Facebook.

Han fortalte alle,

"Hvis der er noget den fyr
ønsker sig lige nu,

er det at kontrollere sit image.

Lad os se om vi kan
forvrænge det.

Lad os, som en civiliseret verden,
protestere mod hans handlinger

med forhånelse af hans søgeresultater."

Og hvordan?

Han bad sine læsere om følgende,

"Gå på Internet,

find billeder af hundelort --

find billeder af hundelort --

og placer dem i indlæg,
på Jeres hjemmesider og blogs.

Skriv navnet på denne terrorist
i billedets titel,

og navngiv filen "Breivik.jpeg."

Lad os fortælle Google at dette
er terroristens ansigt."

Og det virkede.

To år efter kampagnen
mod Michelle Obama,

virkede kampagnen mod
Anders Behring Breivik fint.

I flere uger efter 22. juli
viste billedsøgninger på ham

alle disse billeder af hundelort
som noget af det første,

som en lille protest.

Underligt nok, fandt Google
ingen grund til at gribe ind.

De gik ikke ind og rensede
søgeresultatet manuelt.

Det store spørgsmål er
derfor nu,

hvad er forskellen på disse
to kampagner?

Er der nogen forskel på hvad
der skete for Michelle Obama

og hvad der skete for
Anders Behring Breivik?

Selvfølgelig ikke.

Det er nøjagtig det samme,

alligevel greb Google kun
ind i det ene tilfælde.

Hvorfor?

Fordi Michelle Obama er en
hæderlig person. Derfor.

Og Anders Behring Breivik
er en foragtelig person.

Kan I se hvad der sker?

Man evaluerer en person

og der er kun een magtfuld
spiller i verden

med autoritet til at skelne.

"Dig kan vi li', dig hader vi.

Dig har vi tillid til,
du er en løgner.

Du har ret, du tager fejl.
Du er sand, du er falsk.

Du er Obama og du er Breivik."

Det er ,om noget, magt.

I bør huske at bag
enhver algoritme

er der altid et menneske,

et menneske med
personlige holdninger

som ingen programmering
nogensinde kan fjerne.

Jeg siger dette,
ikke kun til Google,

men til alle i verden
der har tillid til kode.

Du må identificere
dine egne fordomme.

Du må forstå at du
er menneskelig

og tage ansvar i
overenstemmelse hermed.

Jeg siger dette fordi vi er
nået til et punkt

hvor det er bydende nødvendigt

at vi knytter disse bånd
sammen igen, tættere:

Humaniora og teknologi.

Tættere end nogensinde.

Om ikke andet, så for at minde
om at den forførende ide

om fordomsfrie og
rene søgeresultater

er, og altid vil være, en myte.

Tak fordi I lyttede.

(Bifald)