Britta Riley: En have i min lejlighed

Britta Riley ønskede at dyrke hendes egen mad (i sin meget lille lejlighed). Så hun og hendes venner udviklede et system, til at dyrke afgrøder i kasserede brugte plasticflasker -- udvikling, test og tilpasning af systemet, vha. sociale medier, og afprøvning af mange forskellige variationer på samme tid, resulterede hurtigt i fundet af det optimale system. Kald det distribueret gør-det-selv. Og reslutatet? Velsmagende.

Jeg er, som mange af jer,

en af de to milliarder mennesker på jorden,

som bor i en by.

Og der er dage - Jeg ved ikke med resten af jer -

men der er dage, hvor jeg helt håndgribeligt føler,

hvor meget jeg er afhængig af andre mennesker

mere eller mindre, på alle områder i mit liv.

Og nogle dage kan det endda være lidt skræmmende.

Men hvad jeg er kommet for at tale om i dag er,

hvordan den samme indbyrdes afhængighed,

faktisk er en ekstremt stærk social infrastruktur,

som vi fasktisk kan lære at styre,

og således heale nogle af vores dybeste borgerlige problemstillinger,

hvis vi gør brug af samarbejde igennem Open Source.

For et par år siden

læste jeg en artikel af journalist Michael Pollan, i New York Times,

hvori han diskuterede, at dyrke bare lidt af sin egen mad,

er en af de bedste ting,

vi kan gøre for miljøet.

Da jeg læste dette

var det midt om vinteren,

og jeg havde bestemt ikke plads til en masse jord

i min lejlighed i centrum af New York

Så jeg var egentlig parat til bare,

at læse den næste udgave af magasinet Wired,

og finde ud af, hvordan eksperterne ville løse opgaven med,

at finde løsninger på disse problemer i fremtiden.

Men det var netop pointen,

som Michael Pollan diskuterede i denne artikel --

At det er nemlig præcist når vi overlader

ansvaret for alle disse ting til specialisterne,

at vi bliver årsagen til den slags virvar,

som vi kan observere i mad-systemet.

Jeg kender tilfældigvis til en smule fra mit eget arbejde om,

hvordan NASA har brugt hydroponiske bede til

at udforske, i dyrkning af afgrøder i rummet.

Og man kan faktisk få et optimalt ernæringsmæssigt udbytte

ved at anvende en form for flydende jord, af høj kvalitet,

hen over planternes rodsystemer.

For en plante

er min lejlighed nok

nogenlunde lige så fremmed, som det ydre rum.

Men jeg kan tilbyde noget naturligt lys,

samt klimakontrol året rundt.

Vi spoler to år frem i tiden,

og nu har vi vinduesfarme,

som er vertikale hydroponiske bede til,

at dyrke spiselige afgrøder indendørs.

Og måden det fungerer på er, at der sidder en pumpe i bunden,

som periodisk sender en flydende næringsstof-opløsning op til toppen,

hvor fra det siver ned igennem planternes rodsystemer,

som hænger fast i små stykker ler,

så der bliver altså ikke brugt jord.

Lys og temperatur varierer

for hver enkelt vindues mikroklima,

så en vinduesfarm

kræver en landmand.

og hun må bestemme sig for

hvilke afgrøder, hun vil dyrke i sin vinduesfarm,

og om hun vil dyrke sine afgrøder økologisk.

Til at begynde med, var en vinduesfarm

en teknisk meget kompleks idé,

som først skulle igennem en lang testfase.

Og jeg ville virkelig gerne have, at det skulle være et Open Source-projekt,

fordi hydroponiske bede,

er et af de områder, hvor der ansøges flest patenter

i USA lige nu,

og det kan evt. ende,

som endnu et område som Monsanto,

hvor erhverslives intellektuelle ejendomsret,

står i vejen for menneskers mad.

Så jeg besluttede, at i stedet for, at skabe et produkt,

ville jeg i stedet

starte dette her op, med en hel masse medudviklere.

De første par systemer vi lavede virkede på sin vis.

Vi kunne rent faktisk dyrke omkring en salat om ugen

i en vindueskarm i en almindelg lejlighed i centrum af New York.

Vi var i stand til at dyrke cherrytomater og

agurker, og alt muligt andet.

Men de første par systemer

var de her lækkende, larmende, strømslugere,

som Martha Stewart i hvert fald aldrig ville have sagt god for.

(Latter)

Så for at bringe flere medudviklere ind i det,

gjorde vi det, at vi lavede en social medie hjemmeside,

hvor vi offentliggjorde disse designs,

vi forklarede hvordan de fungerede,

og vi gik endda så langt,

at vi beskrev alle problemerne med disse systemer.

Og så inviterede vi mennesker fra hele verden til,

at bygge dem og ekserimentere sammen med os.

Så faktisk har vi på denne hjemmeside

18.000 mennesker.

Og vi har vinduesfarme

over hele verden.

Det vi gør,

er hvad NASA eller store virksomheder

ville kalde for R&D, eller forskning og udvikling.

Men det vi kalder det er R&D-G-D-S,

eller forskning og udvikle det selv.

Så for eksempel

Jackson kom og foreslog,

at vi brugte luftpumper i stedet for vandpumper.

Der skulle bygges en hel del systemer, før det rigtig lykkedes,

men så snart det gjorde, så var vi i stand til,

at reducere halvdelen af vores udledning af drivhusgasser

Tony i Chicago har haft en tilgang til eksperimenterne,

meget lig mange andre vinduesfarmere,

og han har fået sine jordbær til at give frugt

ni måneder om året, under lavt belyste betingelser,

simpelthen ved, at ændre de organiske næringsstoffer.

Og vinduesfarmere i Finland

har tilpasset deres vinduesfarme,

så de passer til de mørke finske vintre,

ved at udstyre dem med LED vækst lys,

som de nu er ved at lave til Open Source og en del af projektet.

Så vinduesfarme har udviklet sig

igennem en hurtig versioneringsprocess,

lignende den der anvendes til software.

Og som med alle andre Open Source-projekter,

er det rigtige udbytte, det samspil der er,

blandt specifikke problemstillinger,

blandt mennesker, der tilpasser deres systemer

i forhold til deres egne problemstillinger,

samt de mere universelle problemstillinger.

Så mit kerne team og jeg

var i stand til, at koncentrere os om forbedringer,

som virkelig kommer alle til gode.

Og vi er i stand ti, at tage hånd om nyankomnes behov.

Så for gør-det-selv folket

tilbyder vi gratis og gennemtestede instruktioner,

således at alle, hvor som helst i verden,

kan bygge et af disse systemer gratis.

Og der er patentanmeldelse på disse systemer også,

som ejes af fællesskabet.

Og til at finansiere projektet,

går vi sammen om at lave produkter,

som vi sælger til skoler og privatpersoner,

der ikke har tid til, at bygge deres egne systemer.

I vores fællesskab

er der opstået en bestemt kultur.

I denne kultur er det mere anset, at være en tester,

som bakker op om en andens idé,

end det er bare at være idémanden.

Det som vi får ud af dette projekt er,

at vi får støtte til vores eget arbejde,

samt en oplevelse af rent faktisk at bidrage

til miljøbevægelsen

på en anderledes måde, end bare at skifte til el-sparepærer.

Men jeg tror Eileen sagde det bedst,

at det vi virkelig får ud af det her er,

er glæden ved at bidrage.

Så hun udtrykker her, hvordan det er,

at se nogen på den anden side af jorden,

der har brugt din idé, bygget ud fra den,

og anerkendt dig for dit bidrag.

Hvis vi virkelig ønsker, at se den brede forbrugerkultur ændre sig,

som vi alle snakker om,

som miljøforkæmpere og madelskere,

så er vi måske nød til, helt at skrotte begrebet forbruger,

og i stedet bakke op omkring mennesker, som gør en forskel.

Open Source-projekter synes at leve deres eget liv.

Og det vi kan se er, at "forskning og udvikling gør-det-selv",

har bevæget sig ud over bare vinduesfarme og LED-lys,

til solpaneler og hydroponiske bede.

Og vi bygger oven på nyskabelser,

fra generationer, der kom før os.

Og vi kigger frem mod generationer,

som virkelig har brug for, at vi nyskaber måden vi lever på i dag.

Så vi ønsker at du vil være med til

at genopdage værdien

af forenede borgere,

og til at erklære,

at vi alle stadig er pionerer.

(Bifald)