Jeg er en veteran fra stjerneskibet Enterprise. Jeg svævede gennem galaksen, styrede et umådeligt stjerneskib med et mandskab sammensat af folk fra hele denne verden Folk af forskellige racer, forskellige kulturer, af forskellige herkomster. Alle arbejdede sammen. Vores mission var at udforske nye ukendte verdener, at søge nye liv og nye civilisationer, at modigt bevæge sig hen, hvor ingen før havde været. Jeg er barnebarnet af japanske immigranter, som rejste til Amerika. Modigt rejste de til en ny ukendt verden for at søge nye muligheder. Min mor blev født i Sacramento, Californien. Min far var fra San Fransisco. De mødtes og blev gift i Los Angeles, hvor jeg blev født. Jeg var fire år gammel, da Pearl Habor, den 7. december 1941, blev bombarderet af Japan. På en nat blev verdenen kastet ind i en verdenskrig. Amerika blev pludselig grebet af hysteri. Japan-amerikanere, amerikanske borgere med japansk baggrund, blev set på med mistro, frygt og decideret had af den simple grund, at vi tilfældigvis lignede de folk, som bombarderede Pearl Habor. Og hysteriet blev større og større indtil februar 1942, hvor den amerikanske præsident, Franklin Delano Roosevelt, beordrede, at alle japan-amerikanere på den amerikanske vestkyst uden videre skulle samles uden tiltale, uden retslig behandling og uden rettergang. Retfærdig rettergang er en bærende søjle i vores retssystem. Men det hele forsvandt. Vi blev samlet og fængslet i fængselslejre , indhegnet med pigtråd i nogle af de mest afsides steder i USA: den glohede ørken i Arizona, de trykkende sumpområder i Arkansas, ødemarkerne i Wyoming, Idaho, Utah, Colorado og to af de mest øde steder i Californien. Den 20. april fejrede jeg min 5-års fødselsdag, og blot et par uger efter min fødselsdag hentede mine forældre min lillebror, min lillesøster og mig en tidlig morgen, og de klædte os hurtigt på. Min bror og jeg var i stuen og kiggede ud af vinduet, og vi så to soldater marchere ind i vores indkørsel. De havde bajonetter på deres rifler. De trampede op på verandaen og hamrede på døren. Min far åbnede, og soldaterne beordrede os ud af vores hjem Min far gav min bror og mig lidt bagage at bære, og vi gik ud og stod i indkørslen og ventede på, at vores mor kom ud, og da hun endelig kom ud havde hun i den ene arm vores lillesøster og i den anden, havde hun en stor køjesæk. Tårer strømmede ned af begge hendes kinder. Jeg vil aldrig glemme det syn. Det er brændt ind i min hukommelse. Vi blev taget fra vores hjem og læsset ind i togvogne med andre japansk-amerikanske familier. Der var vagter i begge ender af hver togvogn som var vi kriminelle. Vi blev ført tværs over landet, vuggende i toget i 4 dage og 3 nætter, indtil vi ankom til Arkansas sumpområder. Jeg husker stadig pigtråds-hegnet, der indespærrede mig. Jeg husker det store vagttårn med maskinpistoler, der pegede imod os. Jeg husker søgelyset, der fulgte mig, når jeg om natten løb fra min barak til latrinen. Men det 5-år gamle jeg syntes nu, at det var meget rart, at de lyste vejen for mig, når jeg skulle tisse. Jeg var et barn, for ung til at forstå grunden til min tilværelse. Børn er fantastisk gode til at tilpasse sig. Hvad der ville have været grotesk og unormalt blev min hverdag som fange i en fængselslejr. Det blev normalt at stå i kø tre gange om dagen for at kunne spise elendig mad i en larmende spisesal. Det blev normalt at følge med min far, så vi kunne bade i et fællesbad med alle andre. At være i et fængsel, et fængsel omhegnet af pigtråd, blev min hverdag. Da krigen sluttede, blev vi løsladt, og vi fik en enkeltbillet, der førte til hvor som helst i USA. Mine forældre besluttede sig for at tage tilbage til Los Angeles, men i Los Angeles var vi ikke længere velkommen. Vi havde ikke en krone på lommen. Alt var blevet taget fra os, og fjendtligheden var intens. Vores første hjem var i et slumkvarter i den fattigste del af byen. Vi var omringet af menneskevrag, drankere og galninge. Stanken af urin hærgede i både gader og stræder og entreen. Det var en forfærdelig oplevelse, og for os børn var det skræmmende. Jeg husker en gang, hvor en dranker kom vaklende hen ad gaden og faldt lige for øjnene af os, og kastede op. Min lille søster sagde: "Mor, lad os tage hjem", for det at være indespærret af pigtråd, var for os hjem Mine forældre arbejdede hårdt for at komme på rette spor. Vi havde mistet alt. De var midt i deres liv og skulle til at starte forfra. De sled dem selv halvt ihjel og til sidst, lykkedes det dem at få råd til et tre-værelses hjem i et ordentligt nabolag. Jeg blev teenager, og jeg blev nysgerrig omkring min barndom i fangenskab. Jeg havde læst samfundsbøger om idealerne i det amerikanske demokrati. Alle mennesker er skabt lige, vi har en umistelig ret til liv, frihed og stræben efter lykke, og jeg kunne ikke få de idealer til at stemme overens med min barndom i fangenskab. Jeg læste historiebøger, men kunne intet finde om det. Så efter aftensmaden førte jeg lange og sommetider ophedede samtaler med min far, Vi førte mange af sådanne samtaler, og det jeg fik ud af dem var min fars visdom Han var den, som led mest under forholdene i fangenskab, men alligevel forstod han det amerikanske demokrati. Han fortalte mig, at vores demokrati, er folkets demokrati. Det kan være lige så storslået som folket kan være, men det kan også være lige så fejlfuldt som mennesker er. Han fortalte mig at amerikansk demokrati er afhængig af gode mennesker, som værdsætter idealerne i vores system og aktivt deltager i processen om at få vores demokrati til at fungere. Han tog mig med til hoved- kvarteret for en kampagne — guvernøren for Illinois stillede op til præsidentvalget — og introducerede mig for den amerikanske valgpolitik. Han fortalte mig også om unge japan-amerikanere under 2. verdenskrig. Da Pearl Harbor blev bombarderet, skyndte unge japan-amerikanere sig, ligesom andre unge amerikanere, at melde sig som frivillige i hæren for at kæmpe for vores land. Den patriotiske handling blev besvaret med et slag i ansigtet. Vi blev nægtet at tjene i hæren og blev kategoriseret som "ikke-fremmede fjender". Det er oprørende at blive kaldt en fjende, når du frivilligt melder dig for at kæmpe for dit land, men det var sammensat med ordene "ikke-fremmed", som betyder "statsborger". De tog ordet "statsborger" fra os, og fængslede dem i et helt år. Og så indså regeringen, at der i krigstiden var mangel på arbejdskraft, og lige så pludseligt som de havde samlet os, lige så pludseligt åbnede hæren for op for tilmeldinger af japan-amerikanere. Det var fuldstændigt irrationelt, men det mest fantastiske og det mest forbløffende var, at tusindvis af unge japansk-amerikanske mænd og kvinder trådte ud af pigtrådshegnene, iførte sig samme uniform, som vores vagter og efterlod deres familier i fangenskab for at kæmpe for dette land. De sagde, at de ville kæmpe, ikke kun for at få deres familier ud af pigtrådshegnene, men fordi de værdsatte det selvsamme ideal som vores regering står for, burde stå for, og det var ved at blive afskaffet af det, som var blevet gjort. Alle mennesker er skabt lige. Og de gik i krig for at kæmpe for dette land. De blev placeret i en særskilt enhed kun for japan-amerikanere og derefter sendt afsted til krigsmarkerne i Europa, og de kastede dem selv ind i krigen. De kæmpede med fantastisk, utrolig mod og tapperhed. De blev sendt ud på de mest farlige missioner og i krigen pådrog de sig den højeste dødsrate blandt alle enheder. Der er en kamp, som illustrerer dette. Det var kampen om den gotiske linje. Tyskerne havde rodfæstet sig i denne bjergskråning, en bjergskråning med masser af sten, i utilgængelige huler, og tre allierede bataljoner havde hamret løs på den i 6 måneder og de var i dødvande. Enhed 442 blev tilkaldt for at deltage i kampen, men mændene i enhed 442 fandt på en unik, men farlig ide: Bagsiden af bjerget var intet andet end en klippesten. Tyskerne troede, at et angreb fra bagsiden ville være umuligt. Mændene i enhed 442 besluttede sig for at gøre det umulige. En mørk og måneløs nat begyndte de at bestige klippevæggen, med et fald på mere end 304 meter, i fuld krigsudstyr. Hele natten klatrede de op ad klippen. I mørket mistede nogle deres håndfæste eller deres fodfæste og de faldt i døden i bjergkløften forneden. De faldt alle i stilhed. Ikke en eneste skreg, for ikke at afsløre deres position. Mændene klatrede i 8 timer og dem, som nåede toppen blev der indtil morgengry, og så snart lyset brød frem angreb de. Tyskerne blev overraskede og de tog klippen og brød den gotiske linje. 6-måneders dødvande blev brudt af enhed 442 på 32 minutter. Det var en fantastisk handling, og da krigen sluttede, vendte enhed 442 hjem til USA som den enhed med flest hædersbevisninger i hele 2. verdenskrig. De blev budt velkommen på græsplænen ved Det Hvide Hus af præsident Truman, som sagde: "I kæmpede ikke kun mod fjenden, men også mod fordomme, og I vandt." De er mine helte. De klyngede sig til deres tro på dette lands skinnende idealer, og de beviste, at det at være amerikaner ikke kun er for nogle mennesker, at det at være amerikaner ikke defineres ud fra race. De udvidede forståelsen af det at være amerikaner ved at inkludere japan-amerikanere som var frygtet, mistænkt og hadet. De skabte forandring, og de efterlod mig en arv. De er mine helte, og min far er min helt, som forstod demokrati og vejledte mig igennem det. De gav mig en arv, og med den arv følger der et ansvar, og jeg er dedikeret til at gøre mit land til et endnu bedre Amerika, til at gøre vores regering til et mere ægte demokrati og på grund af de helte jeg har, og de anstrengelser vi har været igennem, kan jeg stå her foran jer som en homoseksuel japan-amerikaner. Men mere end det, jeg er en stolt amerikaner. Mange tak.