Jeg er en veteran fra stjerneskibet Enterprise.
Jeg svævede gennem galaksen,
styrede et umådeligt stjerneskib
med et mandskab sammensat af folk
fra hele denne verden
Folk af forskellige racer,
forskellige kulturer,
af forskellige herkomster.
Alle arbejdede sammen.
Vores mission var at udforske
nye ukendte verdener,
at søge nye liv og nye civilisationer,
at modigt bevæge sig hen,
hvor ingen før havde været.
Jeg er barnebarnet af japanske immigranter,
som rejste til Amerika.
Modigt rejste de til en ny ukendt verden
for at søge nye muligheder.
Min mor blev født i Sacramento, Californien.
Min far var fra San Fransisco.
De mødtes og blev gift i Los Angeles,
hvor jeg blev født.
Jeg var fire år gammel,
da Pearl Habor, den 7. december 1941,
blev bombarderet af Japan.
På en nat blev verdenen
kastet ind i en verdenskrig.
Amerika blev pludselig grebet af hysteri.
Japan-amerikanere,
amerikanske borgere med japansk baggrund,
blev set på med mistro, frygt
og decideret had
af den simple grund,
at vi tilfældigvis lignede
de folk, som bombarderede Pearl Habor.
Og hysteriet blev større og større
indtil februar 1942,
hvor den amerikanske præsident,
Franklin Delano Roosevelt,
beordrede, at alle japan-amerikanere
på den amerikanske vestkyst
uden videre skulle samles
uden tiltale, uden retslig behandling
og uden rettergang.
Retfærdig rettergang er en bærende søjle
i vores retssystem.
Men det hele forsvandt.
Vi blev samlet
og fængslet i fængselslejre ,
indhegnet med pigtråd
i nogle af de mest afsides steder i USA:
den glohede ørken i Arizona,
de trykkende sumpområder i Arkansas,
ødemarkerne i Wyoming, Idaho, Utah, Colorado
og to af de mest øde steder i Californien.
Den 20. april fejrede jeg min 5-års fødselsdag,
og blot et par uger efter min fødselsdag
hentede mine forældre min lillebror,
min lillesøster og mig
en tidlig morgen,
og de klædte os hurtigt på.
Min bror og jeg var i stuen
og kiggede ud af vinduet,
og vi så to soldater marchere ind i vores indkørsel.
De havde bajonetter på deres rifler.
De trampede op på verandaen
og hamrede på døren.
Min far åbnede,
og soldaterne beordrede os ud af vores hjem
Min far gav min bror og mig
lidt bagage at bære,
og vi gik ud og stod i indkørslen
og ventede på, at vores mor kom ud,
og da hun endelig kom ud
havde hun i den ene arm vores lillesøster
og i den anden, havde hun en stor køjesæk.
Tårer strømmede ned af begge hendes kinder.
Jeg vil aldrig glemme det syn.
Det er brændt ind i min hukommelse.
Vi blev taget fra vores hjem
og læsset ind i togvogne
med andre japansk-amerikanske familier.
Der var vagter i begge ender af hver togvogn
som var vi kriminelle.
Vi blev ført tværs over landet,
vuggende i toget i 4 dage og 3 nætter,
indtil vi ankom til Arkansas sumpområder.
Jeg husker stadig pigtråds-hegnet,
der indespærrede mig.
Jeg husker det store vagttårn
med maskinpistoler, der pegede imod os.
Jeg husker søgelyset, der fulgte mig,
når jeg om natten løb
fra min barak til latrinen.
Men det 5-år gamle jeg syntes nu,
at det var meget rart, at de lyste vejen for mig,
når jeg skulle tisse.
Jeg var et barn,
for ung til at forstå grunden til min tilværelse.
Børn er fantastisk gode til at tilpasse sig.
Hvad der ville have været grotesk og unormalt
blev min hverdag
som fange i en fængselslejr.
Det blev normalt at stå i kø tre gange om dagen
for at kunne spise elendig mad
i en larmende spisesal.
Det blev normalt at følge med min far,
så vi kunne bade i et fællesbad med alle andre.
At være i et fængsel,
et fængsel omhegnet af pigtråd,
blev min hverdag.
Da krigen sluttede,
blev vi løsladt,
og vi fik en enkeltbillet,
der førte til hvor som helst i USA.
Mine forældre besluttede sig for
at tage tilbage til Los Angeles,
men i Los Angeles var vi ikke længere velkommen.
Vi havde ikke en krone på lommen.
Alt var blevet taget fra os,
og fjendtligheden var intens.
Vores første hjem var i et slumkvarter
i den fattigste del af byen.
Vi var omringet af menneskevrag, drankere
og galninge.
Stanken af urin hærgede
i både gader og stræder
og entreen.
Det var en forfærdelig oplevelse,
og for os børn var det skræmmende.
Jeg husker en gang,
hvor en dranker kom vaklende hen ad gaden
og faldt lige for øjnene af os,
og kastede op.
Min lille søster sagde: "Mor, lad os tage hjem",
for det at være indespærret af pigtråd,
var for os
hjem
Mine forældre arbejdede hårdt
for at komme på rette spor.
Vi havde mistet alt.
De var midt i deres liv
og skulle til at starte forfra.
De sled dem selv halvt ihjel og til sidst,
lykkedes det dem
at få råd til
et tre-værelses hjem i et ordentligt nabolag.
Jeg blev teenager,
og jeg blev nysgerrig
omkring min barndom i fangenskab.
Jeg havde læst samfundsbøger
om idealerne i det amerikanske demokrati.
Alle mennesker er skabt lige,
vi har en umistelig ret til liv,
frihed og stræben efter lykke,
og jeg kunne ikke få de idealer til at stemme overens
med min barndom i fangenskab.
Jeg læste historiebøger,
men kunne intet finde om det.
Så efter aftensmaden førte jeg lange
og sommetider ophedede samtaler med min far,
Vi førte mange af sådanne samtaler,
og det jeg fik ud af dem
var min fars visdom
Han var den, som led mest
under forholdene i fangenskab,
men alligevel forstod han
det amerikanske demokrati.
Han fortalte mig, at vores demokrati,
er folkets demokrati.
Det kan være lige så storslået
som folket kan være,
men det kan også være lige
så fejlfuldt som mennesker er.
Han fortalte mig at amerikansk demokrati
er afhængig af gode mennesker,
som værdsætter idealerne i vores system
og aktivt deltager i processen om
at få vores demokrati til at fungere.
Han tog mig med til hoved-
kvarteret for en kampagne —
guvernøren for Illinois stillede op
til præsidentvalget —
og introducerede mig for
den amerikanske valgpolitik.
Han fortalte mig også om
unge japan-amerikanere
under 2. verdenskrig.
Da Pearl Harbor blev bombarderet,
skyndte unge japan-amerikanere sig,
ligesom andre unge amerikanere,
at melde sig som frivillige i hæren
for at kæmpe for vores land.
Den patriotiske handling
blev besvaret med et slag i ansigtet.
Vi blev nægtet at tjene i hæren
og blev kategoriseret som
"ikke-fremmede fjender".
Det er oprørende at blive kaldt en fjende,
når du frivilligt melder dig
for at kæmpe for dit land,
men det var sammensat med
ordene "ikke-fremmed",
som betyder
"statsborger".
De tog ordet "statsborger" fra os,
og fængslede dem i et helt år.
Og så indså regeringen,
at der i krigstiden var mangel på arbejdskraft,
og lige så pludseligt som de havde samlet os,
lige så pludseligt åbnede
hæren for op for tilmeldinger
af japan-amerikanere.
Det var fuldstændigt irrationelt,
men det mest fantastiske
og det mest forbløffende var,
at tusindvis af unge
japansk-amerikanske mænd og kvinder
trådte ud af pigtrådshegnene,
iførte sig samme uniform, som vores vagter
og efterlod deres familier i fangenskab
for at kæmpe for dette land.
De sagde, at de ville kæmpe,
ikke kun for at få deres familier ud
af pigtrådshegnene,
men fordi de værdsatte det selvsamme ideal
som vores regering står for,
burde stå for,
og det var ved at blive afskaffet
af det, som var blevet gjort.
Alle mennesker er skabt lige.
Og de gik i krig for at kæmpe for dette land.
De blev placeret i en særskilt
enhed kun for japan-amerikanere
og derefter sendt afsted til
krigsmarkerne i Europa,
og de kastede dem selv ind i krigen.
De kæmpede med fantastisk,
utrolig mod og tapperhed.
De blev sendt ud på de mest farlige missioner
og i krigen pådrog de sig den højeste dødsrate
blandt alle enheder.
Der er en kamp, som illustrerer dette.
Det var kampen om den gotiske linje.
Tyskerne havde rodfæstet sig
i denne bjergskråning,
en bjergskråning med masser af sten,
i utilgængelige huler,
og tre allierede bataljoner
havde hamret løs på den
i 6 måneder
og de var i dødvande.
Enhed 442 blev tilkaldt
for at deltage i kampen,
men mændene i enhed 442
fandt på en unik,
men farlig ide:
Bagsiden af bjerget
var intet andet end en klippesten.
Tyskerne troede, at et angreb fra bagsiden
ville være umuligt.
Mændene i enhed 442 besluttede
sig for at gøre det umulige.
En mørk og måneløs nat
begyndte de at bestige klippevæggen,
med et fald på mere end 304 meter,
i fuld krigsudstyr.
Hele natten klatrede de
op ad klippen.
I mørket
mistede nogle deres håndfæste
eller deres fodfæste
og de faldt i døden
i bjergkløften forneden.
De faldt alle i stilhed.
Ikke en eneste skreg,
for ikke at afsløre deres position.
Mændene klatrede i 8 timer
og dem, som nåede toppen
blev der indtil morgengry,
og så snart lyset brød frem
angreb de.
Tyskerne blev overraskede
og de tog klippen
og brød den gotiske linje.
6-måneders dødvande
blev brudt af enhed 442
på 32 minutter.
Det var en fantastisk handling,
og da krigen sluttede,
vendte enhed 442 hjem til USA
som den enhed med flest hædersbevisninger
i hele 2. verdenskrig.
De blev budt velkommen på
græsplænen ved Det Hvide Hus
af præsident Truman, som sagde:
"I kæmpede ikke kun mod fjenden,
men også mod fordomme, og I vandt."
De er mine helte.
De klyngede sig til deres tro
på dette lands skinnende idealer,
og de beviste, at det at være amerikaner
ikke kun er for nogle mennesker,
at det at være amerikaner
ikke defineres ud fra race.
De udvidede forståelsen af
det at være amerikaner
ved at inkludere japan-amerikanere
som var frygtet, mistænkt og hadet.
De skabte forandring,
og de efterlod mig
en arv.
De er mine helte,
og min far er min helt,
som forstod demokrati
og vejledte mig igennem det.
De gav mig en arv,
og med den arv følger der et ansvar,
og jeg er dedikeret
til at gøre mit land
til et endnu bedre Amerika,
til at gøre vores regering
til et mere ægte demokrati
og på grund af de helte jeg har,
og de anstrengelser vi har været igennem,
kan jeg stå her foran jer
som en homoseksuel japan-amerikaner.
Men mere end det,
jeg er en stolt amerikaner.
Mange tak.