Så jeg har "fremudsagt," hvilket er et udtryk jeg fandt på -- (Latter) for omkring tre sekunder siden. Jeg har fremudsagt for omkring 20 år, og da jeg først begyndte, ville jeg sætte mig ned med folk, og sige, "Hej, lad os tale 10, 20 år frem." Og de ville sige, "Fedt." Og jeg har set den tidshorisont blive kortere og kortere og kortere, så meget, at jeg mødtes med en CEO to måneder siden, og jeg sagde -- vi er påbegyndt vores første samtale. Han siger, "Jeg elsker hvad du gør. Jeg vil gerne tale om de næste seks måneder." (Latter) Vi står overfor en masse problemer. Disse er problemer på civilisatorisk-skala. Problemet er dog, at vi ikke kan løse dem ved at bruge de mentale modeller vi bruger lige nu for at prøve at løse disse problemer. En masse teknisk arbejde bliver lavet, men der er et problem vi bliver nødt til at løse på forhånd, hvis vi gerne vil flytte på de store problemer. "Kortsigtethed." Ikke? Der er ingen marcher. Der er ingen armbånd. Der er ingen andragender du kan tegne for at være imod kortsigtethed. Jeg prøvede at sætte en op, men ingen underskrev. Det var underligt. (Latter) Men det forhindrer os i at gøre så meget. Kortsigtethed, af mange årsager, har gennemtrængt hver en afkrog af vores virkelighed. Jeg vil gerne ha at i tager et sekund og bare tænke på et problem i overvejer at arbejde på. Det kan være personligt, det kan være på arbejdet eller det kan være verdenssituations problemer, og tænk på hvor langt ud i kommer til at tænke, omkring løsningen på det. Fordi kortsigtethed forhindrer CEO'en i at købe virkelig dyrt sikkerhedsudstyr. Det vil gøre ondt på bundlinjen. Så vi får Dybvands Horisonten. Kortsigtethed forhindrer lærere i at bruge en-til-en kvalitetstid med deres elever. Så lige nu i Amerika, dropper en high school elev ud hvert 26. sekund. Kortsigtethed forhindrer Kongressen -- undskyld hvis der er nogen her fra Kongressen -- (Latter) eller ikke så meget -- (Latter) fra at putte penge ind i et rigtigt infrastrukturalt lovforslag. Så hvad vi får er I-35W bro-kollapset over Misissippi-floden et par år tilbage, 13 døde. Det har ikke altid været sådan her. Vi byggede Panama Kanalen. Vi har stort set udryddet global polio. Vi byggede den trans kontinentale jernbane, Marshall Planen. Og det er ikke bare store, fysiske infrastruktur problemer og udfordringer. Kvinders valgret, retten til at stemme. Men i vores kortsigtetheds tid, hvor alting virker til at ske lige nu, og hvor vi kun kan tænke frem til det næste tweet eller forside-opslag, så bliver hyper-reaktionær. Så hvad gør vi? Vi tager folk som flygter fra deres krigs-hærdede land, og vi går efter dem. Vi tager små kriminelle stof forbrydere og sætter dem væk på livstid. Og så bygger vi kæmpe Mansions uden overhovedet at tænke på hvordan folk nogensinde får råd til dem med deres job. Det er en hurtig sorteper. Realiteten er, at for mange af disse problemer, der er nogle tekniske løsninger, mange af dem. Jeg kalder disse tekniske løsninger, sandpose strategier. Så i ved at der er en storm på vej, dæmningen er ødelagt, ingen har kastet penge efter den, i omgiver jeres hjem med sandposer. Og gæt hvad? Det virker. Stormen forsvinder, vandstanden går ned, i skiller jer af med sandposerne, og i gør dette storm efter storm efter storm. Og her er den lumske ting. En sandpose strategi kan få dig genvalgt. En sandpose strategi kan hjælpe dig med at nå dine kvartal numre. Så, hvis du gerne vil bevæge dig fremad ind i en anden fremtid end den vi har lige nu, for jeg tror ikke vi har ramt -- 2016 er ikke top civilisationen. (Latter) Der er mere vi kan gøre. Men mit argument er, at medmindre vi ændre vores mentale modeller og vores mentale kort på hvordan vi tænker om kortsigtet, så sker det ikke. Så hvad jeg har udviklet er noget der hedder "langbane," og det er en øvelse. Og langbane er ikke en slags én gang-færdig øvelse. Jeg er sikker på, at alle her på ét tidspunkt har lavet et off-site med en masse Post-It noter og tavler, og i laver -- ingen fornærmelse mod konsulenterne herinde som gør det -- og i laver en lang-sigtet plan, og to uger efter, glemmer alle om den. Ikke? Eller en uge efter. Hvis i er heldige, tre måneder. Det er en øvelse for det er ikke nødvendigvis en ting i gør. Det er en proces hvor du bliver nødt til at blive ved med at tænke i forskellige baner for hvér større beslutning du arbejder på. Så jeg vil gerne gennemgå disse tre måder at tænke på. Den første: transgenerationel tænkning. Jeg elsker filosofferne: Plato, Sokrates, Habermas, Heidegger. Jeg er opdraget om dem. Men de gjorde alle én ting der faktisk ikke virkede som noget særligt indtil jeg virkelig begyndte at grave ned i det. Og de tog alle, som en måleenhed for hele deres virkelighed for hvad det betød at værre dydig og god, den ene livstid, for fødsel til død. Men her er et problem med disse ploblemstillinger: de stabler sig oven på os, fordi den eneste måde vi ved hvordan man gør noget godt i verden er hvis vi gør det imellem vores fødsel og død Det er hvad vi er programmeret til. Hvis du går til selv-hjælp sektionen i enhver bog butik, det er alt omkring dig. Hvilket er godt, medmindre du har med nogle af disse store problemstillinger at gøre. Så med transgenerationel tænknin, hvilket virkelig er transgenerationel etik, du er istand til at udvide hvordan du tænker omkring disse problemer, hvad er din rolle i at hjælpe med at løse dem. Det er ikke noget der bare skal gøres ved Sikkerhedsrådets afdeling. Det er noget du kan gøre på meget personlig vis. Så i ny og næ, hvis jeg er heldig, tager min kone og jeg ud og spiser, og vi har tre børn under syv år. Så i kan forestille jer, at det er et fredfyldt, stille måltid. (Latter) Så vi sidder ned og bogstaveligt talt, alt jeg vil er at spise og chille, og mine børn har en totalt og komplet anden idé af hvad vi skal lave. Så min første idé er min sandpose strategi, ikke? Det er at gå ned i min lomme og tage min Iphone frem og give dem "Frozen" eller nogle andre bedst-sælgende spil ting. Og så stopper jeg og jeg bliver nødt til at putte denne transgenerationelle tænke kasket på. Jeg gør det ikke i restauranten, for det ville være bizart, men jeg bliver nødt -- Jeg gjorde det én gang og derfor lærte jeg det var bizart. (Latter) Og du bliver nødt til at tænke, "OK, jeg kan gøre det." Men hvad lære det dem? Så hvad betyder det, hvis jeg faktisk medbringer noget papir eller engagerer med dem i en samtale? Det svært. Det ikke nemt, og jeg gør det meget personligt. Det faktisk mere traumatisk end nogle af de store problemstillinger jeg arbejder med i verden -- underholde mine børn ved bordet. Men hvad det gør er at det forbinder dem til nuet med mig, men det gør også -- og dette er kernen af transgenerationel tænkning etik -- Det lære dem hvordan de skal interagerer med deres børn and deres børn og deres børn. Anden, fremtids tænkning. Når vi tænker på fremtiden, 10, 15 år frem, giv mig en vision af hvad fremtiden er. I behøver ikke give det til mig, men tænk i dit hovedet. Og hvad du sikker vil se er den dominante kulturalle linse der dominerer vores tænkning omkring fremtiden lige nu: teknologi. Så når vi tænker omkring problemerne, vi tager det altid igennem en teknologisk linse, a teknisk-centreret, en techno-utopisk, og der er intet galt med det, men det er noget vi virkelig skal tænke dybt over hvis vi skal flytte på disse store problemstillinger, Fordi det har ikke altid været sådan her. Right? Oldtiden havde deres måde at tænke omkring hvad fremtiden var. Kirken havde bestemt deres idé om hvad fremtiden kunne være, og du kunne faktisk betale din vej ind i fremtiden. Right? Og heldigvis for menneskeheden, fik vi den videnskabelige revolution. Derfra, vi fik teknologien, men hvad er der sket -- Og forresten, dette er ikke en kritik. Jeg elsker teknologi. Alt i mit hus snakker tilbage til mig, fra mine børn til mine højtalere til alting. (Latter) Men vi har fralagt fremtiden fra de høje præster i Rom til de høje præster af Silicon Valley. Så når vi tænker, nå, hvordan skal vi behandle klima eller fattigdom eller hjemløshed, vores første reaktion er at tænke om det gennem vores teknologiske linse. Og hør, jeg foreslår ikke at vi går til denne fyr. I jeg elsker Joel, misforstå mig ikke, men jeg siger ikke vi går til Joel. Hvad jeg siger er at vi bliver nødt til at gentænke vores basale antagelse om kun at kigge på fremtiden på en måde, kun at kigge på det gennem den dominante linse. For vores problemer er så store og bredde at vi bliver nødt til at åbne os op. Så derfor gør jeg alting i min magt til ikke at snakke om fremtiden. Jeg snakker om fremtider. Det åbner samtalen igen. Så når du sidder og tænker om hvordan vi rykker fremad på dette store problem -- det kunne være derhjemme, det kunne være på arbejde, det kunne igen være på en global scene -- snyd ikke dig selv for at tænke udover teknologien som en løsning for vi er mere bekymrede om teknologisk evolution lige nu end vi er om moral evolution. Og med mindre vi fixer det, bliver vi ikke istand til at komme ud af kortsigtethed og komme til hvor vi gerne vil være. Den sidste, telos tænkning. Dette kommer fra den Græske rod. Ultimativ mål og ultimativ mening. Og det er virkelig at spørge et spørgsmål: til hvilken ende? Hvornår var sidste gang du spurgte dig selv: Til hvilken ende? Og da du spurgte dig selv det, hvor langt ud gik du? Forbi langt er ikke langt nok længere. Tre, fem år gør det ikke. Det er 30, 40, 50, 100 år. I Homer's epik, "The Odyssey." Oddyseus havde svaret til hans "hvilken ende." Det var Ithaca. Det var en dristig vision af hvad han ville -- at returnerer til Penelope. Og jeg kan fortælle jer, på grund af det arbejde jeg laver, men i ved det også intuitivt -- vi har mistet vores Ithaca. Vi har mistet vores "til hvilken ende," så vi bliver i dette hamster hjul. Og ja, vi prøver at løse disse problemer, Men hvad kommer efter vi løser problemet? Og medmindre du definerer hvad der kommer efter, så rykker folk sig ikke. Firmaerne -- dette er ikke bare omkring firmaerne -- men firmaerne der konsekvent bryder ud af kortsigtethed er ikke overraskende familie-drevne firmaer. De er transgenerationelle. De er telos. De tænker på fremtiden. Og dette er en reklame for Patek Philippe. De er 175 år gamle, og hvad der er fantastisk er at de bogstaveligt legemliggør denne form for langsigtet fornuft i deres mærke, fordi, forresten, så ejer du faktisk aldrig en Patek Philippe, og jeg vil bestemt ikke -- (Latter) medmindre nogen bare vil kaste 25,000 dollars på scenen. Du passer på det for den næste generation. Så det er vigtigt at vi husker, fremtiden, vi behandler den som et navneord. Det er det ikke. Det er et udsagnsord. Det kræver handling. Det kræver vi skubber ind i det. Det er ikke denne ting der skyller ind over os. Det er noget vi faktisk har kontrol over. Men i et kortsigtet samfund, vi ender med at føle vi ikke har. Vi føler som om vi er fanget. Vi kan komme over det. Nu bliver jeg mere komfortabel i det fact, at på et tidspunkt i den uundgåelige fremtid, vil jeg dø. Men pga. disse nye måder at tænke og gøre, både i den ydre verden men også med min familie derhjemme, og hvad jeg forlader mine børn, bliver jeg mere komfortabel i det faktum. Og det er noget mange af os har det ubehageligt med, men jeg siger jer, tænk det igennem. Brug denne type tænkning og i kan skubbe jer selv over hvad uundgåeligt er meget, meget ukomfortabelt. Og det begynder alt sammen med jer der spørger dette spørgsmål: Hvad er jeres langsigt? Men jeg spørger jer, når i spørger jer selv det nu eller i aften eller bag et rat eller i bestyrelseslokalet eller situations lokalet: Skub forbi den lange-bane, hurtigt, oh, hvad er min langsigt de næste tre år eller fem år? Prøv at skubbe forbi dit eget liv hvis du kan fordi det får dig til at gøre ting en smule større end du havde tænkt muligt. Ja, vi har store, store problemer derude. Med denne proces, med denne tænkning. Jeg tror at vi kan gøre en forskel. Jeg tror I kan gøre en forskel, og jeg tror på jer. Tak. (Bifald)