Hvad gør en bog til en bog?
Er det bare alt der opbevarer
og formidler information?
Eller har det at gøre med papir,
indbinding,
font,
blæk,
dens vægt i din hånd,
duften af siderne?
Er det en bog?
Sikkert ikke.
Men er det her?
For at få svar på det,
har vi brug for,
at tage tilbage til bogens begyndelse
og forstå hvordan disse elementer
fandt sammen for at skabe noget,
der er mere end summen af deres dele.
Det tidligste objekt, vi anser for
at være en bog, er kodekset,
en stak papirer
bundet sammen i den ene side.
Men det store
omdrejningspunkt i boghistorie
var Johann Gutenbergs trykpresse
i midten af det 15. århundrede.
Idéen om bevægelige bogstaver havde
været opfundet meget tidligere i Østen,
men introduktionen af Gutenbergs trykpresse
havde en dybtgående effekt.
Pludseligt var en elite af munke
og den herskende klasse
ikke længere i kontrol
af tekstproduktioner.
Beskeder kunne lettere blive spredt,
og kopier kunne blive konstant produceret,
så trykkerier dukkede op over hele Europa.
Produktet af denne bibliografiske optur
er velkendt for os i visse henseender,
men markant anderledes på andre områder.
Bogens skelet er papir,
bogstaver og omslag.
For mere end 2000 år siden
opfandt Kina papir til at skrive på,
som kom efter egyptisk papyrus.
Indtil det 16. århundrede,
skrev europæere hovedsagligt
på tynde ark af træ
og holdbart pergament
lavet af udstrakt dyreskind.
Papirs popularitet spredtes gennem Europa
og erstattede pergamenter i tryk fordi
det var billigere at købe i store partier.
Blæk var blevet lavet ved at kombinere
organiske plante- og dyrefarvestoffer
med vand eller vin,
men eftersom vand
ikke binder sig til metal,
så behøvede trykpressen
et skift til oliebaseret blæk.
Trykpresser brugte sort blæk
lavet af en blanding af lampesod
terpentin
og valnøddeolie.
Og hvad med bogstavstørrelse og type?
De tidligste bevægelige bogstaver
bestod af omvendte bogstaver
støbt i relief på enden af blylegeringer.
De var håndlavede og dyre,
og designet var lige så forskelligt
som dem der lavede deres forme.
Standardiseringen var ikke
rigtig mulig før masseproduktion
og opfindelsen af et tilgængeligt
tekstbehandlingssystem.
Vi kan takke Nicolas Jenson
for udviklingen af to romanske fonte,
som ledte til tusinder af andre,
inklusiv den velkendte Times Roman.
Det var nødvendigt
at noget holdte det hele sammen,
og indtil det sene 15. århundrede
bestod omslag af enten træ
eller papirark,
der var klistret sammen.
Disse ville blive
erstattet af fiberreb,
der oprindeligt var tiltænkt kvalitets
bindinger i det sene 17. århundrede,
men blev senere et billigere alternativ.
Og mens masseproducerede omslag
i dag er marketingsredskaber,
så var designet af omslag
på tidlige bøger gjort på bestilling.
Selv bogrygge har en historie.
Først blev de ikke anset for
at være æstetisk vigtige,
og de tidligste var
flade i stedet for runde.
Den flade form
gjorde bøgerne lettere at læse
ved at de lettere kunne hvile
på et bord.
Men de bogrygge blev let ødelagt
ved almindelig brug.
En rund form løste det problem,
selvom at der opstod nye problemer,
såsom det, at bogen lukkede af sig selv.
Men fleksibilitet var vigtigere
især for rejsende læsere.
Imens bogen udvikler sig
og vi erstatter bundne tekster
med fladskærme og elektronisk blæk,
er disse genstande
og filer virkelig bøger?
Tilfører følelsen af omslaget
eller duften af papiret
noget afgørende til oplevelsen?
Eller lever magien kun indeni ordene,
uanset deres fremstilling?