Når jeg møder elever på forskellige skoler, stiller jeg altid samme spørgsmål: Hvorfor Googler du? Hvorfor er Google din foretrukne søgemaskine? Underligt nok, får jeg altid de samme 3 svar. 1) "Fordi den virker", som er et udemærket svar; og også grunden til jeg Googler. 2) Nogen siger, "Jeg kender ikke nogen alternativer." Det svar er ikke lige så godt, og min respons er som regel, "Prøv at Google ordet 'søgemaskine', du finder muligvis et par alternativer." 3) Sidst men ikke mindst, vil en elev række fingeren i vejret og sige, "Med Google er jeg sikker på et fordomsfrit resultat." Sikker på altid at få et fordomsfrit resultat. Som et menneske af humaniora, omend en digital humaniora, får det mine hår til at rejse sig selv om jeg er klar over at tilliden, ideen om et objektivt resultat er en hjørnesten i den kollektive påskønnelse af Google. Jeg vil vise Jer hvorfor dette, rent filosofisk, er nærmest umuligt. Men lad mig først kort gennemgå de basale principper bag hver søgning, som vi ofte glemmer Når du beslutter at Google noget, så spørg dig selv: "Er det rene fakta jeg leder efter?" Hvad er hovedstaden i Frankrig? Hvad består et vandmolekule af? Fint -- Google derudaf. Ingen videnskabsfolk er tæt på at bevise at det er London og H30. Her findes ingen store sammensværgelser. Hele verden er enige om, hvad svarene på disse spørgsmål er. Men hvis vi komplicerer det en smule og spørger, "Hvorfor er der en konflikt mellem Israel og Palæstina?" Er det ikke længere simpel fakta du leder efter, i stedet søger du viden, som er langt mere kompliceret og følsom. Og for at opnå viden, skal du have 10, 20 eller 100 fakta og kunne sige, "Ja, disse er alle sande." Men pga den jeg er, ung/gammel, hvid/sort, homo- eller heteroseksuel vil jeg vægte dem forskelligt. og jeg vil sige, "Ja, det er sandt, men dette er vigtigere". Og her bliver det interessant det er her vi bliver menneskelige. Det er her vi begynder at debattere. Og for at komme fremad, må vi filtrere alle fakta, gennem venner, naboer, forældre og børn og kolleger og aviser og dagblade, for til sidst at ende med reel viden, og her en en søgemaskine en dårlig hjælp Jeg lovede et eksempel der viser hvorfor det er så svært at nå til et punkt af sand og ren objektiv viden -- som stof til eftertanke. Jeg vil udføre et par simple søgninger Vi starter med "Michelle Obama," førstedame i USA. Og vi vælger billeder. Som I kan se fungerer det rigtig godt. Det er et perfekt søgeresultat mere eller mindre. Det er kun hende på billederne, end ikke præsidenten. Hvordan fungerer det? Meget simpelt. Google bruger mange smarte tricks, men helt enkelt, kigges der primært på 2 ting. 1) Billedets titel på hjemmesiden Står der "Michelle Obama" under billedet? En ret god indikation på at hun rent faktisk er motivet. 2) Google kigger på selv billedfilen, dvs. navnet på den fil der er lagt op på hjemmesiden. Igen, hedder det "MichelleObama.jpeg"? Et ret sikkert bevis på det ikke er Clint Eastwood. Og sådan får du dette søgeresultat -- næsten. I 2009 var Michelle Obama offer for en racistisk kampagne, hvor folk forsøgt at håne hende gennem søgeresultater. Et billede blev spredt på Internet hvor hendes ansigt var forvrænget så hun lignede en abe. Det billede blev offentliggjort overalt. Det blev offentliggjort med et meget tydeligt formål, at dukke op i søgeresultater. De skrev "Michelle Obama" i billedets titel og navngav filen "MichelleObama.jpeg" eller lignende. Alt sammen for at manipulere med søgeresultater. Og det fungerede. Dvs. når man i 2009 Googlede "Michelle Obama", dukkede dette forvrængede billede op, som et af de første resultater. Resultaterne er selvrensende, og det er det smukke ved det, fordi Google måler relevans døgnet rundt hver dag. Men Google lod sig ikke nøje i dette tilfælde, og tænkte, "Dette er racistisk og giver et dårligt resultat så vi går ind og rydder op manuelt. Nu skriver vi noget kode der fikser det," og det gjorde de så. Der er nok ingen her som synes det var en dårlig ide. Heller ikke jeg. Men så går der et par år, og verdens mest Googlede Anders Anders Behring Breivik, gjorde hvad han gjorde. Det var 22. juli 2011, en forfærdelig dag i Norges historie Denne mand, en terrorist, sprang et par regeringsbygninger i luften i gåafstand fra vores nuværende lokation i Oslo, Norge. Så rejste han til øen Utøya og skød og dræbte en gruppe børn. Næsten 80 mennesker døde den dag. Mange vil beskrive dette som to terrorhandlinger, at han gjorde 2 forskellige ting: udløste bomber og skød disse børn. Det er ikke sandt. Der var 3 handlinger. Han sprang bygninger i luften, skød børnene, og satte sig derefter ned og afventede at verden Googlede ham. Og han gjorde meget ud af forberedelserne af alle 3. En person gennemskuede dette med det samme, En svensk webudvikler og ekspert i optimering af søgeresultater, Nikke Lindqvist. Han er også meget politisk og var hurtigt ude med en reaktion på sin blog og på Facebook. Han fortalte alle, "Hvis der er noget den fyr ønsker sig lige nu, er det at kontrollere sit image. Lad os se om vi kan forvrænge det. Lad os, som en civiliseret verden, protestere mod hans handlinger med forhånelse af hans søgeresultater." Og hvordan? Han bad sine læsere om følgende, "Gå på Internet, find billeder af hundelort -- find billeder af hundelort -- og placer dem i indlæg, på Jeres hjemmesider og blogs. Skriv navnet på denne terrorist i billedets titel, og navngiv filen "Breivik.jpeg." Lad os fortælle Google at dette er terroristens ansigt." Og det virkede. To år efter kampagnen mod Michelle Obama, virkede kampagnen mod Anders Behring Breivik fint. I flere uger efter 22. juli viste billedsøgninger på ham alle disse billeder af hundelort som noget af det første, som en lille protest. Underligt nok, fandt Google ingen grund til at gribe ind. De gik ikke ind og rensede søgeresultatet manuelt. Det store spørgsmål er derfor nu, hvad er forskellen på disse to kampagner? Er der nogen forskel på hvad der skete for Michelle Obama og hvad der skete for Anders Behring Breivik? Selvfølgelig ikke. Det er nøjagtig det samme, alligevel greb Google kun ind i det ene tilfælde. Hvorfor? Fordi Michelle Obama er en hæderlig person. Derfor. Og Anders Behring Breivik er en foragtelig person. Kan I se hvad der sker? Man evaluerer en person og der er kun een magtfuld spiller i verden med autoritet til at skelne. "Dig kan vi li', dig hader vi. Dig har vi tillid til, du er en løgner. Du har ret, du tager fejl. Du er sand, du er falsk. Du er Obama og du er Breivik." Det er ,om noget, magt. I bør huske at bag enhver algoritme er der altid et menneske, et menneske med personlige holdninger som ingen programmering nogensinde kan fjerne. Jeg siger dette, ikke kun til Google, men til alle i verden der har tillid til kode. Du må identificere dine egne fordomme. Du må forstå at du er menneskelig og tage ansvar i overenstemmelse hermed. Jeg siger dette fordi vi er nået til et punkt hvor det er bydende nødvendigt at vi knytter disse bånd sammen igen, tættere: Humaniora og teknologi. Tættere end nogensinde. Om ikke andet, så for at minde om at den forførende ide om fordomsfrie og rene søgeresultater er, og altid vil være, en myte. Tak fordi I lyttede. (Bifald)