Som mange af jer ved, var resultatet af det seneste valg som følgende: Hillary Clinton, den demokratiske kandidat, vandt en jordskredssejr med 52 procent af de samlede stemmer. Jill Stein, de grønnes kandidat, kom på en fjern andenplads med 19 procent. Donald J. Trump, den republikanske kandidat, var lige i hælene på hende med 14 procent, og de resterende stemmer blev delt mellem sofavælgere og Gary Johnson, den libertarianske kandidat. (Latter) Så, hvilket parallelunivers tror I så, jeg lever i? Jeg tror ikke på paralleluniverser. Jeg lever i verden, og det var sådan verden stemte. Så lad mig tage jer tilbage og forklare hvad jeg mener. I juni i år, lancerede jeg the Global Vote. og the Global Vote gør præcis det, der står på indpakningen. For første gang i historien, lader den alle folk, alle steder i verden, stemme i valg, i andre folks lande. Så, hvorfor ville man det? Hvad er pointen? Her er hvordan det ser ud. Du går ind på en hjemmeside, en ganske smuk hjemmeside, og så vælger du et valg. Dem her har vi allerede dækket. Vi bruger omkring en måned eller deromkring. Så I kan se Bulgarien, og USA, Generalsekretær til FN, folkeafstemningen om Brexit, der til sidst. Du trykker på det valg, du er interesseret i, og vælger kandidaterne. Dette er kandidaterne fra det seneste præsidentvalg på den lille ønation São Tomé and Príncipe, 199.000 indbyggere, ud fra Vestafrikas kyst. Og så kan du se en kort opsummering af de forskellige kandidater, som jeg i høj grad håber er meget neutral, meget informerende, og meget koncis. Og du stemmer ved den du kan lide. Dette var kandidaterne i det seneste islandske præsidentvalg, og sådan ser det ud. Så hvorfor i alverden ville du gide stemme i et andet lands valg? Grunden til man ikke ville gøre det, tro mig, er fordi man ville blande sig i de demokratiske processer i et andet land. Det er slet ikke formålet. Faktisk så kan man ikke, fordi jeg offentliggør resultatet efter valgkredsen allerede har stemt i det individuelle land, så vi ikke kan blande os i den proces. Men hvad vigtigere er, at jeg ikke er interesseret i indenrigspolitikken i individuelle lande. Det er ikke dét, vi stemmer om. Så dét som Trump eller Clinton foreslog at gøre for amerikanerne kommer ærligt talt ikke os ved. Det er noget, som kun amerikanerne kan stemme om. I den globale stemme overvejer man kun ét aspekt af det, som er hvad kommer disse ledere til at gøre for resten af os? Og det er meget vigtigt fordi vi lever, som I sikkert er trætte af at høre folk fortælle jer, i en globaliseret, hyperforbundet, massiv gensidig afhængig verden, hvor alle politiske afgørelser i andre folks lande kan og vil have betydning for vores liv uanset hvem vi er, uanset hvor vi bor. Som vingerne på en sommerfugl der slår på den anden side af Stillehavet som åbenbart kan skabe en orkan på den anden side, ligesom er det med den verden, vi lever i i dag og i verden af politik. Der er ikke længere en skillelinje mellem indenrigs- og udenrigsspørgsmål. Ethvert land, uanset hvor lille, selv São Tomé and Príncipe, kunne frembringe den næste Nelson Mandela eller den næste Stalin. De kunne forurene atmosfæren og havene, som tilhører os alle, eller de kunne være ansvarlige og de kunne hjælpe os alle. Og alligevel er systemet så mærkeligt, fordi systemet endnu ikke har indhentet denne globaliserede virkelighed. Kun et lille antal mennesker kan stemme på disse ledere, selvom deres indvirkning er gigantisk og næsten universelt. Hvilket antal var det? 140 millioner amerikanere stemte på USA's næste præsident og alligevel, som mange af os ved, om nogle få uger, vil nogen overlevere koderne til atomvåbnene til Donald J. Trump. Hvis dét ikke har en mulig indflydelse på os alle, så ved jeg ikke hvad har. Ligeledes med folkeafstemningen om Brexit, et lille antal af millioner af det britiske folk stemte, men udfaldet, uanset hvilken vej det gik, ville have haft en betydelig indvirkning på mange hundreder af millioner menneskers liv rundt omkring i verden. Og det var kun et lille antal, der kunne stemme. Hvilken slags demokrati er det? Kæmpe beslutninger som påvirker os alle bliver bestemt af relativt meget små antal af mennesker. Og jeg ved ikke med jer, men jeg synes ikke, det er ret demokratisk. Så jeg prøver at råde bod på det. Men som jeg siger, ingen indenrigs-spørgsmål. Faktisk så stiller jeg altid kun to spørgsmål til alle kandidater. Jeg sender de samme to spørgsmål hver gang. Jeg siger, ét: Hvis du bliver valgt ind, hvad gør du så for os andre, for de resterende syv milliarder, der bor på denne planet? Andet spørgsmål: Hvad er din vision for dit lands fremtid i verden? Hvilken rolle ser du det spille? Hver kandidat, sender jeg disse spørgsmål til. Ikke alle svarer. Forstå mig ret. Jeg antager, at hvis man står til at blive USA's næste præsident, har man sikkert meget om ørene det meste af tiden, så jeg er ikke ligefrem overrasket over, at ikke alle svarer, men mange gør. Flere hver gang. Og nogle af dem gør meget mere end bare at svare. Nogle svarer på den mest entusiastiske og mest spændende måde, der kan forestilles. Her vil jeg gerne sige et par ord, om Saviour Chishimba, som var kandidat til det seneste zambiske præsidentvalg Hans svar på disse to spørgsmål var i bund og grund en 18-siders afhandling om hans syn på Zambias potentielle rolle i verden og i det internationale fællesskab. Jeg lagde det op på hjemmesiden, så alle kunne læse det. Saviour vandt den globale stemme, men han vandt ikke det zambiske præsidentvalg. Så jeg tænkte på, hvad jeg skulle med denne utrolige gruppe af folk? Jeg har pragtfulde folk, som vandt den globale stemme. Forresten så tager vi altid fejl. Den, som vi vælger, er aldrig den person, der bliver valgt af de nationale stemmer. Det er måske delvist fordi, vi altid ser ud til at gå efter kvinden. Men jeg tror også, det kan være et tegn på at de nationale stemmer stadig tænker meget nationalt. De tænker stadig meget indad. De spørger stadig sig selv: Hvad er der i det for mig? fremfor det de burde, hvilket er, hvad er der i det for os? Men der har I det. Ingen forslag lige nu, tak. men send en e-mail, hvis du har en idé til hvad vi kan gøre med dette fantastiske hold af gloværdige tabere. (Latter) Vi har Saviour Chishimba, som jeg nævnte før. Vi har Halla Tómasdóttir, som kom på andenpladsen i det islandske præsidentvalg. Mange af jer har sikkert set hendes fantastiske foredrag til TEDWomen et par uger siden, hvor hun talte om behovet for at flere kvinder går ind i politik. Vi har Maria das Neves fra São Tomé and Príncipe. Vi har Hillary Clinton. Jeg ved ikke om hun er ledig. Vi har Jill Stein. Og vi har også dækket valget til næste Generalsekretær i FN Vi har den tidligere statsminister af New Zealand, som ville være et skønt medlem af holdet. Så jeg tror måske at disse mennesker, den herlige taberklub kunne rejse hen, hvor end der afholdes et valg og minde folk om behovet i vores moderne tidsalder, om at tænkte en lille smule udad, og at tænke på de internationale konsekvenser. Så hvad sker der nu med den globale stemme? Altså, selvfølgelig, er Donald og Hillary-showet lidt svært at efterfølge, men der er nogle andre meget vigtige kommende valg. Det ser ud til at formere sig. Der er noget i gang, som jeg er sikker på I har bemærket, i verden. Og den næste række valg er allesammen kritisk vigtige. Om bare nogle få dage har vi en gentagelse af det østrigske præsidentvalg med udsigt til at Norber Hofer bliver, hvad normalt beskrives som, den første yderste højrefløjsstatsleder i Europa siden den 2. verdenskrig. Næste år har vi Tyskland, vi har Frankrig, vi har præsidentvalg i Iran og et dusin andre. Det bliver ikke mindre vigtigt. Det bliver mere og mere vigtigt. Selvfølgelig er den globale stemme ikke et enestående projekt. Den er der ikke bare for sig selv. Den har en baggrund. Det er en del af et projekt, jeg lancerede tilbage i 2014, som jeg kaldte the Good Country. Idéen bag the Good Country er i bund og grund meget simpel. Det er min simple diagnose af hvad der er galt med verden og hvordan vi kan løse det. Hvad der er galt med verden har jeg allerede hintet til. Grundlæggende står vi over for et enormt og stigende antal af gigantiske, eksistentielle globale udfordringer: klimaændringer, menneskerrettighedskrænkelser, massemigrationer, terrorisme, økonomisk kaos, vækst i antal våben. Alle disse problemer, som truer med at udslette os, er i deres natur globaliserede problemer. Intet individuelt land har evnen til at tackle dem alle for sig selv. Og derfor, ret indlysende, bliver vi nødt til at arbejde sammen som nationer, hvis vi skal løse disse problemer. Det er så indlysende, og alligevel gør vi det ikke. Vi er ikke tæt på, at gøre det ofte nok. Det meste af tiden, bliver lande ved med at opføre sig, som om de var bekrigende, egoistiske stammer, der kæmper mod hinanden, meget ligesom de har gjort siden nationalstaten blev opfundet for hundredevis af år siden. Og dette må ændres. Dette er ikke en ændring i politiske systemer eller i ideologi. Dette er en ændring i kultur. Vi, os allesammen, bliver nødt til at forstå, at tænke indad ikke er løsningen på verdens problemer. Vi bliver nødt til at lære at samarbejde og arbejde sammen i meget højere grad og konkurrere bare en lille smule mindre. Ellers bliver tingene ved med at forværres og de bliver meget værre, meget hurtigere end vi forventer. Denne ændring vil kun ske, hvis vi almindelige mennesker fortæller vores politikere at tingene har ændret sig. Vi må fortælle dem, at kulturen har ændret sig. Vi må fortælle dem, at de har et nyt mandat. Det gamle mandat var meget simpelt og meget enligt: Hvis du har magt eller autoritet, så er du ansvarlig for dit eget folk og dit eget lille stykke territorie, og det er dét. Og hvis du, for at gøre det bedste for dit eget folk, tager røven på alle andre på planeten, så er det endnu bedre. Det bliver betragtet som en smule macho. I dag, tror jeg alle i en position af magt og ansvar har et tosidet mandat, som siger, at hvis du har magt og ansvar, så er du ansvarlig over for dit eget folk og for hver mand, kvinde, barn og dyr på planeten. Du er ansvarlig for dit eget stykke territorie og for hver enkel kvadratmeter af Jordens overflade og atmosfæren over den. Og kan du ikke lide dette ansvar, så burde du ikke være ved magten. Dette er for mig reglen for den moderne tidsalder, og det er den besked, vi skal igennem med til vores politikere, og vise dem at det er den måde, tingene bliver gjort på nu om dage. Ellers er vi allesammen på røven. Jeg har faktisk intet problem med Donald Trumps motto "America first". Det virker som et ret banalt udsagn om hvad politikere altid har gjort, og sikkert altid bør gøre. Selvfølgelig bliver de valgt for at repræsentere deres egne folks interesser. Men det, jeg finder så kedeligt og så gammeldags og så fantasiløst om hans tilgang til dette, er, at Amerika først, betyder alle andre sidst, at gøre Amerika stort igen, betyder at gøre alle andre små igen, og det er simpelthen ikke sandt. I mit job som politisk rådgiver gennem de sidste ca. 20 år, har jeg set så mange hundreder af eksempler på politikker, der harmoniserer de internationale og nationale behov, og de udgør en bedre politik. Jeg beder ikke nationer om at være altruistiske eller ofre sig selv. Det ville være tåbeligt. Ingen nation ville gøre det. Jeg beder dem om at vågne op og forstå, at vi behøver en ny måde at regere på, hvilket er muligt og hvilket harmoniserer de to behov: dem der er gode for vores folk, og dem der er gode for alle andre. Siden det amerikanske valg og siden Brexit, er det blevet mere og mere tydeligt for mig, at de gamle skel mellem venstre- og højrefløj ikke længere giver mening. De passer ikke rigtig til mønsteret. Det, der ser ud til at betyde noget i dag, er meget simpelt; uanset om dit syn på verden er, at du finder tilfredsstillelse ved, at kigge indad og tilbage, eller om du, som jeg, finder håb i, at kigge fremad og udad. Dét er den nye politik. Dét er det nye skel, der splitter verden over på midten. Det lyder måske fordømmende, men det er ikke meningen. Jeg misforstår overhovedet ikke, hvorfor så mange mennesker finder deres trøst i at kigge indad og tilbage. Når tiderne er svære, når du er i pengenød, når du føler dig usikker og sårbar, så er det en næsten naturlig tendens, at vende sig indad, at tænke på sine egne behov, og at tilsidesætte alle andres, og måske begynde at forestille sig, at fortiden på en måde var bedre end nutiden eller fremtiden nogensinde kunne være. Men jeg mener, at det er en blindgyde. Historien viser os, at det er en blindgyde. Når folk vender sig indad og ser tilbage, så går menneskeligt fremskridt i baggear og tingene bliver værre for alle, meget hurtigt. Hvis du er ligesom mig, og du tror på fremad og udad, og du tror på, at det bedste ved menneskeheden, er dens diversitet, og det bedste ved globalisering er måden den pisker op i denne diversitet, dette kulturelle mix, for at lave noget, der er mere kreativt, mere spændende, mere produktivt end der nogensinde har været før i menneskehedens historie, så, mine venner, har vi et job at udføre, fordi indads- og bagudsbrigaden forener sig som aldrig før, og dette motto om indad og bagud, den frygt, den angst, der spiller på de simpleste instinkter, fejer ind over verden. Dem af os der tror, som jeg tror, på fremad og udad, vi bliver nødt til at få os selv organiseret, fordi tiden løber ud meget, meget hurtigt. Tak. (Bifald)