Internettets egen dreng: Historien om Aaron Swartz

Filmen følger historien om programmerings vidunderbarnet og informations aktivisten Aaron Swartz. Fra Swartz's arbejde med at hjælpe med udviklingen af internet protokollen RSS, som medstifter af Reddit - hans fingeraftryk findes overalt på internettet.Men det var Swartz's banebrydende arbejde indenfor social retfærdighed og politisk organisation kombineret med hans aggressive tilgang til fri adgang til information der fangede ham i et to år langt retsligt mareridt. Det var en kamp der endte med at han tog sit eget liv i en alder af 26 år. Arons historie resonerer med folk lagt ud over de online fællesskaber hvor han var en berømthed. Denne film er en personlig beretning om hvad det er vi mister når vi er tonedøve omkring teknologi og dennes relationer til vores civile rettigheder.

En film af Brian Knappenberger - Luminant Media
http://www.takepart.com/internets-own-boy
https://www.kickstarter.com/projects/26788492/aaron-swartz-documentary-the-internets-own-boy-0
Creative Commons Attribution-NonCommercial-ShareAlike 3.0 Unported License

Der findes uretfærdige love; Skal vi fortsætte med at følge dem, eller skal vi forsøge at forbedre dem, og adlyde dem til det lykkes, eller skal vi overtræde dem med det samme?

En af grundlæggerne af det sociale nyheds og underholdnings website Reddit er fundet død

Han var virkeligt et vidunderbarn.
Men han så ikke sig selv på den måde.

Han var totalt ligeglad

med at starte et firma og tjene penge.

Der er en dyb følelse af tab i dag i Highland Park, Aron Schwartz hjemby

- hvor man tager afsked med et af internettets klareste lys.

Frihedselskere og tilhængere af åben adgang begræder hans tab.

Folk der kendte ham beskriver ham som "et forbløffende intellekt".

Han blev slået ihjel af regeringen, og
MIT forrådt alle deres grundlæggende principper.

De ville bruge ham som et eksempel.

Regeringer har en umætteligt
behov for at kontrollere.

Han stod til op til 35 års fængsel og en bøde på 6 millioner kroner.

Det rejser spørgsmål om anklagemyndighedens nidkærhed,
og jeg vil enddog sige embedsmisbrug.

Har du undersøgt dette specifikke spørgsmål og er du kommet frem til en konklussion?

Da jeg voksede op indså jeg langsomt at de ting der var omkring mig,

som folk havde fortalt mig var som de altid havde været og altid ville være

slet ikke var naturlige. Det var ting der kunne ændres,

og endnu vigtigere, de var forkerte og burde ændres.

Da jeg indså det var der i realiteten ingen vej tilbage.

Så er det tid til historie læsning.

Bogen hedder "Paddington på markedet".

Han er født i Hghland Park og voksede op her.

Aron stammer fra en familie med tre brødre, alle særdeles intelligente.

"Åh, kassen vælter... I slap fri..."

Vi var alle, du ved, ikke de mest artige børn.

Du ved, tre drenge der hele tiden løber rundt og laver ballade.

"Hov, nej, nej, nej!"

– Aaron!
– Hvad?

Men jeg blev klar over at Aron lærte at lære i en meget ung alder.

"En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti!"

- Banke, banke på!
- Hvem der?

- Aaron.
- Aaron hvem?

- Komiker Aaron.

Han vidste hvad han ville og han ville altid gøre det.

Han opnåede altid det han ville.

Hans nysgerrighed var uudtømmelig.

"Her er et billede der viser planeterne. Hver planet har et tegn:

"Tegnet for Merkur, tegnet for Venus, tegnet for Jorden, tegnet for Mars, tegnet for Jupiter."

En dag sagde han til Susan: "Hvad er det der gratis familie underholdning i Highland Park centrum".

"Gratis familie underholdning i Highland Park centrum".

På det tidspunkt var han tre år.

Hun sagde "Hvad snakker du om?"

Han sagde "Se, det står der på køleskabet".

"Gratis familie underholdning i Highland Park centrum".

Hun var helt paf og forbløffet over at han kunne læse.

Den hedder "Min familie soning" [Yom Kippur, jødisk helligdag]

Soningens aften er forskellig fra alle andre aftener.

Jeg kan huske engang hvor vi var på Chicago universitetets biblioteket.

Jeg tog en bog ned fra hylden, den var fra omkring år 1900,

og viste den til ham og sagde "Ved du hvad, det her er virkeligt et usædvanligt sted".

Vi var alle nysgerrige børn, men Aron kunne virkeligt lide at lære og at undervise.

"...og i dag skal vi lære alfabetet bagfra".

"Z, Y, X, W, V, U, T..."

Jeg kan huske da han kom hjem fra sin første time i algebra (bogstavregning).

Han sagde: "Noah, lad mig lære dig bogstavregning""

Jeg sagde spørgende "Hvad er bogstavregning?"

Sådan var han altid.

"Lad os trykke på knappen. Sådan. Nu er den der!"

"Nu er den lyserød!"

Han var to eller tre år gammel da Bob introducerede computere for ham.

Han fløj afsted med dem.

(baby snak)

Vi havde allesammen computere, men Aron tog dem virkeligt til sig, tog virkeligt Internettet til sig.

- Arbejder du på computeren?
- Nææh...

"Hvordan kan det være...Mor, hvorfor er der ikke noget der virker?"

Han var ikke ret gammel da han begyndte at programmere.

Jeg kan huske at det første program jeg skrev sammen med ham var i BASIC

det var et Star Wars trivia spil (spørgsmål og svar).

Han sad sammen med mig i kælderen hvor computeren var,

i flere timer og programmerede spillet.

Det problem jeg blev ved med at have med ham var at der var ikke mere jeg ville have lavet

og for ham var der altid mere at lave,

altid noget som kunne løses gennem programmering.

Som Adam så det var programmering magi.

Du kan gøre ting som normale mennesker ikke kan.

Aron lavede en pengeautomat ud af en Macintosh og en papkasse.

Et år til allehelgensaften vidste jeg ikke hvad jeg ville være,

og han syntes det kunne være super sejt hvis jeg klædte mig ud som hans nye favorit ting

som på det tidspunkt var den originale iMac.

Jeg hadede at klæde mig ud til allerhelgensaften men han elskede at overtale andre

til at klæde sig ud som det han ville have.

"Studievært Aaron, stop!
Guys, kom nu, kig ind i kameraet!"

"Spiderman kigger ind i kameraet"

Han lavede en hjemmeside som hed "The Info" hvor folk bare kan indtaste information

Jeg er sikker på at der er en der ved alt om guld, bladguld...

Hvorfor skriver de ikke om det på den her hjemmeside?
Og så kan andre komme ind senere,

og læse det, og ændre det hvis de synes det er forkert.

Meget ligesom Wikipedia, ikke sandt?

Og det var før Wikipedia var started,
og det var udviklet af en 12-årig dreng,

på sit værelse. Det kørte på en miniature server ved hjælp af ældgammel teknologi.

Og en af lærerne sagde

"Det er en forfærdelig ide. Man kan ikke bare
lade hvem som helst skrive et leksikon!"

"Hele grunden til at vi har lærde
er for at skrive disse bøger til os".

"Hvordan kunne du overhovedet komme op med sådan en forfærdelig ide?"

Jeg og mine andre brødre havde det som
"Åh ved du hvad, Wikipedia er sejt, men..."

"vi havde det hjemme hos os selv for fem år siden."

Aron's hjemmeside, theinfo.org, vandt en skole konkurrence

som Cambridge web design firmaet ArsDigita var vært for.

Vi tog alle til Cambridge da han vandt ArsDigita prisen

og vi havde ingen ide om hvad det var Aron lavede.

Det var indlysende at prisen var meget vigtig.

Aron blev hurtigt involveret i online programmerings fælleskaber

der på det tidspunkt var i gang med at udforme nye værktøjer til web'en.

Han kommer hen til mig og siger "Ben, der er den her virkeligt fantastiske ting jeg arbejder på".

"Du er nødt til at høre om det!"

"Ja, hvad er det?"

"Det er den her ting der kaldes RSS".

Og han forklarer mig hvad RSS er.
Jeg siger undende "Hvorfor er det brugbart Aaron?"

"Er der nogen hjemmesider der bruger det?
Hvorfor skulle jeg bruge det?"

Der var den her email liste for folk der arbejdede med RSS og mere generelt XML,

der var en fyr der hed Aaron Swartz som var stridslysten men meget klog,

og han havde en masse gode ideer, og

han kom ikke engang til ansigt-til-ansigt møderne. og de sagde,

"Hvornår dukker du op til et af ansigt-til-ansigt møderne?"

Og han sagde "Du ved, jeg tror ikke min mor vil tillade det, jeg er først lige blevet fjorten".

Deres første reaktion var: "Hmm, den person, den kollega vi har arbejdet sammen med hele året

var tretten år gammel mens vi arbejdede med ham, og han er kun fjorten nu".

Deres efterfølgende reaktion var:

"Jøsses, vi vil rigtigt gerne møde ham. Det er enestående!"

Han var en del af den komite der lavede udkastet til RSS.

Det han lavede var at hjælpe med at bygge grundlaget for moderne hypertekst.

Den del han arbejdede på, RSS, er et værktøj der kan bruges til at hente sammendrag

af ting der sker på hjemmesider.

Oftest bruges dette til blogs.

Der er måske 10 eller 20 personers blogs du gerne vil læse.

Du bruger deres RSS feeds, disse opsummeringer af hvad der sker på andre sider

til at skabe en samlet liste over alle de ting der er gang i.

Aaron var meget ung, men han forstod teknologien, og han indså at der var mangler

og søgte efter måder han kunne hjælpe med at forbedre den.

Så hans mor begyndte at sætte ham på fly i Chicago. Vi hentede ham så i San Francisco.

Vi introducerede ham til interessante personer at debattere med, og vi undrede os over hans skrækkelige spisevaner.

Han spiste kun lyst mad, kun sådan noget som kogte ris og ikke stegte ris for de var ikke lyse nok

og hvidt brød, og så videre...

og man blev nærmest tryllebundet over kvaliteten af den debat der udsprang af det

der så ud som en lille drengs mund,

og man tænker, at dette barn virkeligt vil blive til noget hvis ikke han dør af skørbug.

Aaron, så er det din tur!

Jeg tror at forskellen er at i dag kan man ikke lave dotcom firmaer.

Du kan ikke have et firma der bare sælger hundemad over internettet, eller sælger hundemad via mobil telefoner.

Men der er stadigt gang i en masse innovation.

Jeg tror måske at hvis du ikke kan få øje på innovationen, så er det måske fordi du har begravet dit hoved i sandet.

Han går til det med en form for alfa-nørd personlighed, hvor han fremtoner

lidt som "Jeg er klogere end dig og fordi jeg er klogere end dig er jeg bedre end dig,

og jeg kan bestemme hvad du skal lave".

Så han opfører sig lidt som en nar.

Så man forbinder alle de her computere og så løser de store problemer,

som eksempelvis at søge efter rumvæsener eller at finde en kur mod kræft.

Jeg mødte ham først på IRC, på Internet Relay Chat.

Han skrev ikke bare kode, han fik også folk interesserede i de problemer der interesserede ham.

Han var en netværksbygger.

Han lagde megen af sin energi i fri kultur bevægelsen.

Jeg tror Aaron prøvede på at få verden til at fungere. Han prøvede på at reparere den.

Han havde en stærk personlighed der helt sikker somme tider irriterede folk.

Det var ikke nødvendigvis sådan at han altid befandt sig godt i verden

og verden var ikke altid komfortabel med ham.

Da Aaron kom i gymnasiet var han ret skoletræt.

Han kunne ikke lide det. Han kunne ikke lide nogle af de klasser han tog. Han kunne ikke lide lærerne.

Aaron var virkelig god til at få fat i information.

Han var sådan "Jeg behøver ikke den her lærer for at lære geometri.

Jeg kan bare læse en geometribog,

og jeg har ikke brug for en lærer for at lære mig deres version af den amerikanske historie,

jeg har noget lignende tre historiesamlinger her, jeg kan bare læse dem,

og jeg er slet ikke interresseret i det. Jeg er interesseret i web'en".

Jeg havde det svært med skolen. Jeg synes ikke lærerne vidste hvad de snakkede om,

og de var dominerende og kontrollerende, og lektierne var en farce,

og det hele virkede bare som om eleverne bare skulle være der og holdes beskæftigede.

Og, ved du hvad, jeg begyndte at læse bøger om uddannelses historien

og hvordan uddannelsessystemet blev udviklet,

og, du ved, alternativer til det og måder hvorpå folk faktisk kunne lære noget

i modsætning til bare at gen bruge fakta som lærerne gav dem,

og det førte mig på en eller anden måde ned af en sti hvor jeg satte spørgsmål til ting, da jeg begyndte at sætte spørgsmål til min skole,

så satte jeg spørgsmål ved samfundet som havde opbygget skolen, jeg satte spørgsmål ved virksomhederne skolerne forberedte folk til,

jeg satte spørgsmål ved myndighederne der stod bag hele denne struktur.

En af de ting han var mest lidenskabelig omkring var copyright, specielt i den tidlige periode.

Ophavsret har altid være lidt af en byrde for udgiver industrien og for læsere,

men det var ikke en ulidelig byrde. Det var en fornuftig instution der

sikrede at folk blev betalt.

Hvad Aaron's generation oplevede var sammenstødet mellem det antikverede ophavsret system

og den fantastiske nye tin vi prøvede på at bygge - internettet og web'en.

De kolliderede, og det bragte kaos.

Han mødte Harvard retsprofessor Lawrence Lessing,

som på det tidspunkt udfordrede ophavsretsloven in højesteretten.

Den unge Aaron Swartz fløj til Washington for at høre højesterets høringerne.

Jeg hedder Aaron Swartz for at høre Eldred - for at se Eldred dokumenterne.

Hvorfor fløj du hertil fra Chicago, hvorfor kom du hele den vej for at overvære Eldred argumenterne?

Det er en noget sværere spørgsmål...

Jeg ved det ikke. Det er meget spændende at se højesteretten,

specielt i en så prestigefyldt sag som den her.

Lessing arbejde også på en ny måde at definere ophavsret på på internettet.

Det hed Creative Commons (kreativ fælleseje).

Den simple grundide i Creative Commons er at give folk - skaberne -

en simpel måde hvorpå de kan mærke deres creativitet med de friheder som de ønsker de skal have.

Så hvis ophavsret handler om "Alle rettigheder forbeholdt", så er det her mere en "Nogle rettigheder forbeholdt" model.

Jeg vil finde en simpel måde hvorpå man kan sige "her er det du må gøre med mit arbejde,

selvom der kan være andre ting som kræver min godkendelse før du må lave dem".

Og Aarons rolle var den computer relaterede del.

Som hvordan kan man udformer licens betingelserne så de er simple og forståelige

og udtrykt på en form hvor maskiner kan fortolke dem?

Folks reaktion var "Hvorfor får du en femten årig dreng til at skrive specifikationen til Creative Commons?

Tror du ikke at det er en stor fejl?

Hvortil Larry siger "Den størst fejl vi kunne begå er ikke at lytte til den dreng".

Han er knap nok høj nok til at nå op over podiet,

og det var et justerbart podie så det var en smule pinligt

når han slog sin skærm op og der ikke var nogen der kunne se hans ansigt.

Når du kommer ind på vores hjemmeside og går til "Vælg licens"

Så får du en række muligheder med forklaring om hvad de betyder, og du får tre simple spørgsmål:

"Vil du have tilgendegivelse?"

"Vil du tillade kommerciel brug af dit arbejde?"

"Vil du tillade at der laves ændringer i dit arbejde?"

Jeg var forundret, bare helt paf over at disse voksne betragtede ham som en voksen,

og Aaron stod deroppe foran et publikum fyldt med folk og begyndte bare at snakke

om den platform han havde udviklet til Creative Commons,

og de lyttede til ham, vildt...

Jeg sad i baggrunden og tænkte: Han er kun et barn, hvorfor lytter de til ham?

Men det gjorde de...

Jeg tror ikke jeg helt forstod det.

Selvom kritikere har har sagt at den ikke gør meget for at sikre at kunstnere bliver betalt for deres arbejde

har Creative Commons været en enorm success.

På nuværende tidspunkt har hjemmesiden Flicker alene over 200 millioner brugere der bruger en eller anden form for Creative Commons licens.

Han bidrog gennem sine tekniske evner, men det var ikke bare et teknisk spørgsmål for ham.

Aaron skrev ofte åbenhjertigt i sin blog:

Jeg tænker grundigt over ting, og jeg vil gerne have at andre gør det samme.

Jeg arbejder med ideer og lærer fra mennesker. Jeg bryder mig ikke om at ekskludere mennesker.

Jeg er perfektionist, men jeg vil ikke lade det stå i vejen for udgivelse.

Med undtagelse af uddannelse og underholdning vil jeg ikke spilde min tid

på ting der ikke har nogen effekt.

Jeg prøver på at være venner med alle, men jeg hader når de ikke tager mig seriøst.

Jeg bærer ikke nag, det er ikke produktivt, men jeg lærer af mine erfaringer.

Jeg vil forbedre verden.

I 2004 forlader Swartz Highland Park og starter på Stanford universitetet.

Han led af blødende tyktarmsbetændelse som var meget bekymrende, og vi var bekymrede for om han tog sin medicin.

Han blev indlagt på hospitalet og han skulle tage en pille cocktail hver dag,

og en af de piller var et steroid der hæmmede hans vækst,

og som fik ham til at føle sig anderledes end de andre studerende.

Jeg tror Aaron kom til Stanford klar til at studere på højt niveau

men oplevede i realiteten et babysitter program for overachieving gymnasieelever

som på fire år skal blive til industriledere og "et procentere"

og det tror jeg han blev tosset over.

I 2005, efter kun et år på universitetet,

blev Swartz tilbudt en stilling i nyt iværksætter kuvøse firma der hed Y Combinator der blev ledet af Paul Graham.

Han er lidt sådan "Hey, jeg har den her ide til en hjemmeside".

Og Paul Graham kunne lide ham nok til at sige "Ja, OK"

Så Aaron dropper ud af skolen og flytter til den her lejlighed...

Så det her har været Aarons lejlighed.

Jeg husker svag min far fortælle mig hvor svært det var at få et lejemål

'for Aaron havde ikke noget kreditkort og han var droppet ud af universitetet.

Aaron boede i det der nu er stuen og nogle af plakaterne er fra den tid hvor Aaron boede her.

Og her er biblioteket... der er flere bøger, men mange af dem er Aarrons.

Aarons Y Combinator hjemmeside hed "infogami", et værktøj til at bygge hjemmesider.

Men infogami havde svært ved at få brugere og det endte med at Swartz

slog sit firma sammen med et andet Y Combinator projekt der havde brug for hjælp.

Det var et projekt ledet af Steve Huffman og Alexis Ohanian der hed "Reddit".

Der stod vi så, startende fra næsten ingenting. Ingen brugere, ingen penge, ingen kode,

og vi voksede dag for dag og blev til denne enormt populære hjemmeside.

Og der var ikke nogen tegn på at det ville stoppe.

Først havde vi 1000 brugere, så 10000, så 20000 og så videre, og så videre... Det var bare utroligt.

Reddit bliver kæmpestort og det er sådan et rigtigt nørdet hjørne af innternettet.

Der er en masse vittigheder, en masse kunst, og folk strømmer bare til hjemmesiden

og hjemmesiden bliver den vigtigste hjemmesider de besøger hver morgen for at få nyhederne,

reddit var på en eller anden måde bare på grænsen af kaos,

men på den anden side var det et sted hvor folk diskuterede dagens nyheder, teknologi, politik og andre emner,

og der er en masse "ikke til brug på arbejdet" materiale, stødende materiale,

der er under-reddits hvor "trolls" finder et hjem,

så på den måde blev reddit også en slags hjem for det kontroversielle,

på en måde sidder det på kanten af kaos.

reddit vækker opmærksomhed hos magasin giganten Condé Nast,

som kommer med et tilbud om at købe firmaet.

For et stort beløb, stort nok til at min far blev dynget til i spørgsmål

som "Hvordan opbevarer jeg alle de penge?"

- Mange penge...
- Rigtigt mange penge.

Det var sandsynligvis mere end en million dollars, men jeg ved det faktisk ikke.

- Og hvor gammel er han på det tidspunkt?
- 19, 20.

Så det var i den her lejlighed. De sad har rundt omkring i sofaer der kom før dem der er her nu,

hackede på Reddit, og da de solgte Reddit

holdt de ddenne kæmpe fest, og dagen efter fløj de alle til Californien,

og overlod nøglerne til mig.

Det var underligt, du ved, han havde lige solgt sin iværksætter virksomhen så vi antog alle at

han var den rigeste blandt os

men han sagde"Åh nej, jeg tager det lille rum på størrelse med en skotøjsæske. Det er alt hvad jeg har brug for".

Det var knapt nok større end et skab.

Ideen om at han skulle bruge sine penge på fine ting virkede bare usandsynligt.

Han forklarede det som "Jeg kan godt lide at bo i lejlighed så jeg har ikke tænkt mig at bruge en masse penge på et nyt sted. Jeg har ikke lyst til at købe et hus,

og jeg elsker at gå i jeans og T-shirt,

så jeg har ikke tænkt mig at bruge penge på tøj.

Det betyder ikke noget.

Det der betyder noget for Swartz er hvordan trafikken flyder på internettet,

og hvad det er der får vores opmærksomhed.

I det gamle radio/TV system er man fundamentalt set begrænset af

den tilgængelige båndbredde. Man kunne kun sende ti luftbårne TV kanaler

eller endda hvis du har kabel, 500 kanaler.

På internettet kan alle have deres egne kanal. Alle kan have en blog eller en MySpace side.

Alle har mulighed for at udtrykke sig selv.

Det der er tilgængeligt nu er ikke et spørgsmål om hvem der har adgang til de luftbårne kanaler,

det er et spørgsmål om hvem der har kontrol over hvordan du finder folk.

Du ved, man kan se magt koncentrere sig om hjemmesider som Google, den type adgangskontrol der fortæller

hvor du kan bevæge dig hen på internettet.

De folk der giver dig dine nyhedskilder og informationskilder.

Så det er ikke bare bestemte folk der får lov til at tale, alle kan

tale. Det er et spørgsmål om hvem der bliver hørt.

Da han begynder at arbejde i San Francisco
for Condé Nast, kommer jhan iind på kontoret

og de giver ham en computer med alt det her skidt installeret på,

og de siger at han ikke selv må installere nye ting på den,

hvilket for en udvikler er vanvittigt.

Fra dag et lagede han over det.

"Grå vægge, grå borde, grå støj. Fra den første dag jeg kom her kunne jeg ikke klare det.

Ved middagstid havde jeg bogstaveligt talt låst mig inde i en toiletbås og begyndte at græde.

Jeg kan ikke forestille mig at jeg kan bevare mine fulde fem men der er nogen der summer i mine ører hele dagen lang

For ikke at tale om at få arbejdet.

Det ser ikke ud som om der er noger der får udført noget arbejde her.

Alle kommer hele tiden ind og ud af vores kontor for at hænge ud og snakke, eller høre om vi vil spille

det nye videospil som Wired er i gang med at teste".

Han stræbte virkeligt efter noget andet der var politisk orienteret,

og Silicon Valley har bare ikke rigtigt den kultur

der orienterer tekniske aktiviteter mod politiske mål.

Aaron hadede at arbejde for en virksomhed.

De hadede alle at arbejce for Condé Nast,men Aaron var den eneste der ikke kunne holde det ud.

Så Aaron får basalt set sig selv fyret.

Ved aldrig at møde op på arbejdet.

Det siges at det var et rodet brud.
Både Alexis Ohanian og Steve Huffman

afslog at blive interview'et til denne film.

Han afviste forretningsverdenen. En af de ting det er vigtigt at huske på om

det valg Aaron tog da han valgte at forlade iværksætter kulturen, er at han også sagde farvel

til de ting der havde gjort ham berømt og afhold, og han risikerede at skuffe sine fans.

Han kom derhen hvor han skulle hen, og han havde selvbevidstheden

og stædigheden til at indse at han var kravlet op af bjerget at møg for at plukke

den enlige rose og han opdagede at han havde mistet sin lugtesans,

og hellere end at sidde der og insistere på at det ikke var så galt som det så ud,

og at han jo havde fået fat i rosen,

så kravlede han ned igen, hvilket er ret sejt.

Måden Aaron altid så det på er at programmerin er magi -

du kan opnå ting, som normale mennesker ikke kan, ved at kunne programmere.

Så hvis du har magiske kræfter, vil du så bruge dem til at gøre verden bedre eller til at tjene et bjerg af penge?

Swartz var inspireret af en af de visionære han havde mødt som barn.

Manden der havde opfundet World Wide Web,
Tim Berners-Lee.

I 1990 var der ingen tvivl om at Berners-Lee sad med

en af de mest lukrative opfindelser i det tyvende århundrede,

men i stedet for at profitere fra opfindelsen af World Wide Web gav han den væk gratis.

Det er den eneste grund til at World Wide Web'en eksisterer i dag.

Aaron er helt sikker dybt influeret af Tim.

Tim er helt sikkert et meget prominent tidlig internet geni der på ingen måde sælger ud.

Han er ikke på nogen måde interesseret i hvordan han kan tjene en milliard dollars.

Folk sagde "Åh, der kan laves penge der"

så der ville have våre en masse små webs

i stedet for en stor web,

og et lille netværk og alle mulige netværk virker ikke

fordi du kan ikke følge links fra et til de andre.

Man er nødt til at have kritisk masse - hele planeten,

så det vil ikke virke uden at hele planeten kan deltage.

Jeg føler meget stærkt at det iikke er nok at leve i verden som den er,

bare at tage det du bliver givet, og du ved, gøre det de voksne siger du skal gøre,

det dine forældre har sagt du skal gøre, det samfundet siger du skal gøre. Jeg mener at man altid skal stille spørgsmål.

Jeg har en meget videnskabelig tilgang hvor alt det du har lært er foreløbigt,

det er altid åbent for nyfortolkning eller afvisning eller der kan stilles spørgsmål ved det, og jeg mener det samme gør sig gældende for samfundet.

Da jeg indså at der var virkeligt seriøse problemer - grundlæggende problemer -

som jeg kunne gøre noget for at løse, kunne jeg på ingen måde glemme det, jeg kunne ikke se nogen mulighed for ikke at gøre noget.

Vi begyndte bare at tilbringe meget tid sammen

bare som venner

Vi kunne bare snakke, i flere timer, til langt ud på natten.

Jeg burde helt klart have indset at han flirtede med mig. Jeg tror at det på en eller anden måde

var en tosset ide, og umuligt, så derfor forestiller jeg mig at det ikke sker.

MIt ægteskab var i opløsning, og jeg sad fast uden nogen steder at gå hen,

vi blev bofæller, og jeg tog min datter med derhen.

Vi flyttede ind, møblerede huset, det var virkeligt fredfyldt.

Mit liv havde ikke været så fredfyldt i lang tid, og det havde hans heller ikke.

Vi var meget tætte helt fra starten af vores romantiske forhold.

Vi var bare...vi var bare i hele tiden i kontakt med hinanden.

Men vi er begge svære at have med at gøre. [Griner]

In en meget Ally McBean lignende diskussion indrømmede han at han havde en tema sang, og jeg fik ham til at synge den for mig.

Det var "Extraordinary Machine" af Fiona Apple.

Jeg tror at det var følelsen af at være lidt kamptræt som sangen har,

og den indeholder også en slags håb.

♪ Til fods er der langt, men jeg er god til
at være utilpas så jeg kan ikke lade være

med hele tiden at ændre mig ♪

På mange måder var Aaron utroligt optimistisk med hensyn til livet. Selom han ikke slev følte det sådan

kunne han være utroligt optimistisk med hensyn til livet.

♪ Extraordinary machine ♪

- Hvad laver du?
(Quinn) - der er video på Flicker nu.

Swartz kastede sin energi ind i en række nye

projekter omkring adgang til offentlig information,

inklusiv en ansvarlighedshjemmeside kaldet Watchdog.net,

og et projekt der hedder Det Åbne Bibliotek.

Så, projekt Det Åbne Bibliotek er en hjemmeside der kan ses på openlibrary.org,

og ideen er at det er en stor wiki, en editerbar hjemmeside med en side pr. bog.

Så for hver bog der nogensinde er udgivet vil vi have en hjemmeside om den der samler

alle informationer fra udgivere, fra boghandlere, fra biblioteker, fra læsere

på et sted, som så udstiller links til hvor du kan købe den, låne den, eller kigge i den.

Jeg elsker biblioteker. Jeg er den type person der når jeg kommer til en ny by straks finder ud af hvor biblioteket er.

Det er drømmen om Det Åbne Bibliotek, at bygge denne hjemmeside hvor man både kan springe

fra bog til bog, fra person til forfatter, fra emne til ide, gå igennem dette enorme

kundskabens træ der var indlejret og forsvundet i store fysiske biblioteker der er svære at finde,

der er svært tilgængelige online. Det er virkeligt vigtigt fordi bøger er vores kulturarv.

Bøger er det sted hvor folk skriver ting ned,

og at se det opslugt af en virksomhed...er ret skræmmende.

Hvordan kan vi sikre offentlig adgang til offentlig ejendom?

Det kan lyde indlysende at der er offentlig adgang til offentlig ejendom,

men det forholder sig ikke sådan. Så offentlig ejendom burde være tilgængelig for alle, men er ofte låst inde.

Der er ofte et lukket bur. Det er som at have en nationalpark men med en voldgrav omkring den,

og skydetårne der peger udad hvis nogen skulle få lyst til at komme og nyde den offentlige ejendom.

En af de ting Aaron var specielt interesseret i var at sikre offentlig adgang til offentlig ejendom.

Det var en af de ting der bragte ham i store problemer.

Jeg havde forsøgt at få adgang til føderale domstols registreringer i USA.

Hvad jeg opdagede var et forvirrede system kaldet "PACER".

PACER står for offentlig adgang til elektroniske domstols registreringer (Public Access to Court Electronic Records).

Jeg begyndte at google og så løb jeg ind i Carl Malamud.

Adgang til juridisk materiale i USA er en branche der omsætter for ti milliarder dollars årligt.

PACER er den her utroligt afskyelige offentlige service. Det koster to cents (60 øre) per side

det er det mest hjernedøde kode du nogensinde har set. Man kan ikke søge i det, man kan ikke lave bogmærker.

Du er nødt til at have et kreditkort, og der er tale om offentlige registreringer.

Amerikas distriktsdomstole er meget vigtige; det er der hvor mange af vores banebrydende retssager starter.

Civilretsager, patentsager, alle mulige sager. Journalister, studerende, borgere og advokater

har alle brug for adgang til PACER og det modarbejder dem på hvert eneste skridt på vejen.

Folk uden midler har ikke adgang til loven på samme måde som folk der har et American Express guldkort.

Det er en skat på adgang til retfærdighed.

Du ved, loven er vores demokratis operativ system, og man skal betale for adgang til det?

De ved, det er ikke rigtigt et demokrati.

De omsætter for cirka 120 millioner dollars om året i PACER systemet,

og det koster ikke i nærheden af det ifølge deres egne regnskaber. Det er faktisk ulovligt.

Loven om elektronisk journaler fra 2002 foreskriver at retten kun må opkræve det der er nødvendigt

for at dække omkostningerne ved at drive PACER.

Som grundlægger af Public.Resource.Org, ville Malamud protestere mod PACER gebyrerne.

Han startede et projekt kaldet PACER genanvendelses projektet,

hvor folk kunne overføre PACER dokumenter de allerede havde betalt for

til en frit tilgængelig database så andre kunne bruge dem.

PACER folkene fik meget kritik fra kongressen og andre omkring offentlig adgang,

så de oprettede en system af 17 biblioteker spredt rundt i landet hvor der var gratis adgang til PACER.

Det er et bibliotek for, tror jeg, ca. hver 8.500 kvadratkilometer, så det var ikke super praktisk.

Jeg opfordrede frivillige til at delttage i den såkaldte flashdrev gruppe

der downloadede dokumenter fra bibliotekerne med gratis adgang og overførte dem til PACER genanvendelses hjemmesiden.

Folk skulle tage et flashdrev med ind på et af bibliotekerne, downloade en gruppe dokumenter til drevet,

og så sende dem til mig. Altså, det var bare for sjov.

Det var faktisk sådan at hvis man trykkede på linket til flashdrev gruppen så man en troldmand fra Oz,

du ved, de syngende Munchkins, så der blev viste et videoklip:

♪ Vi er slikkepind logen...♪

Men selvfølgeligt får jeg et telefonopkald fra Steve Shultz og Aaron der sagde

"Hey, vi vil gerne med i flashdrev gruppen".

Omkring det tidspunkt løb jeg ind i Aaron på en konference.

Det er noget der virkeligt er nødt til at være et samarbejde mellem mange forskellige mennesker.

Så jeg gik hen til ham og sagde,

"Hej, jeg har tænkt på en løsning på PACER problemet".

Schultz havde allerede udviklet et program der automatisk kunne downloade PACER dokumenter

fra forsøgs bibliotekerne.

Swartz ville gerne se det.

Så jeg viste ham koden og jeg havde ingen ide om hvad der derefter ville ske

men det der skete var at henover de næste par timer på konferencen

sad han henne i et hjørne og forbedrede min kode. Han fik en af hans venner

der boede tæt på et af bibliotekerne, til at tage ind på biblioteket og afprøve hans forbedrede kode.

På det tidspunk blev folkene i retten klar over at der var noget der ikke gik helt som planlagt.

Og data begynde at strømme ind i store mængder

og snart var det 760 GB PACER dokumenter, omkring 20 millioner sider.

Ved brug af information hentet fra prøve bibliotekerne

udførte Swartz en massiv automatiseret downloading af PACER systemet.

Han var i stand til at hente næsten 2,7 millioner føderale retsdokumenter, næsten 20 millioner sider tekst.

Jeg vil indrømme at 20 millioner sider nok havde overgået de forventninger som folkene der

stod bag pilotprojektet, men selv om det overraskede bureaukrater er det ikke ulovligt.

Aaron og Carl besluttede sig for at gå til The New York Times for at fortælle hvad der var sket.

De vækkede også FBIs opmærksomhed som begyndte at holde øje med Swartz's forældres hus i Illinois.

Jeg får en tweet fra min hvor hvor der bare står "Ring til mig!".

Så jeg tænkte noget i retning af hvad helvede sker der her?

Og da jeg endeligt får fat i Aaron var hans more ligesom "Åh gud, FBI, FBI, FBI!"

En FBI kører ind i vores indkørsel for at se om Aaron er på sit værelse.

Jeg kan huske at jeg var hjemme den dag og jeg undrede mig over hvorfor den bil kørte ind i vores indkørsel,

for bare at køre ud igen. Det var underligt!

Omkring fem år senere læser jeg den her FBI rapport, åh for søren: Det var den FBI agent der kørte ind i min indkørsel.

Han var rædselsslagen. Han var fuldstændigt rædselsslagen.

Han blev endnu mere rædselsslagen efter at FBI faktisk ringede til ham

for at narre ham til at komme ind til en kaffebar uden en advokat.

Han fortalte at han tog hjem, lagde sig på sengen hvor han, du ved, bare lå og rystede.

Overførslerne bragte også en omfattende overtrædelse af beskyttelse af personlige informationer i retsdokumenterne frem i lyset.

Det endte med at retten blev tvunget til at ændre sine retningslinier

og FBI lukkede efterforskningen uden at anklage nogen.

Jeg synes stadigt at det er bemærkelsesværdigt

at nogen, selv i FBIs feltkontor i den fjerneste udørk,

kunne mene at det var passende at bruge skattemidler på at efterforske folk

for strafferetsligt tyveri baseret på at de havde gjort loven offentligt tilgængelig.

Hvordan kan du kalde dig selv retsskaffen

og tro at der på nogen måde kunne kunne være noget galt i

at offentliggøre loven?

Aaron var villig til at udsætte sig selv for risici sager han troede på.

Generet af ulige fordeling af velstand gik Swatz videre fra teknologi til en bredere vifte af politiske sager.

Jeg kom ind i kongressen og inviterede ham med som praktikant for en tid

så han kunne lære noget om den politiske proces.

Han lærte noget om dette nye fællesskab, et nyt sæt egenskaber, på en måde lærte han at "hacke" politik.

Det virkede latterligt at minearbejdere skal hamre dagen lang til deres kroppe driver af sved

velvidende at hvis de vover at stoppe så vil de ikke kunne få mad på bordet den dag,

mens jeg tjener flere og flere penge hver dag ved bare at sidde og se TV..

Men verden er åbenbart helt skør.

Så jeg blev medstifter af en gruppe kaldet "Kampagne komiteen for gradvis forandring"

og det vi prøver på er via internettet, at prøve at organisere folk der brænder for politiske fremskridt

og for at bevæge landet mod en mere fremsynet retning

og på en måde stå sammen, deltage på vores mail lister, deltage i vores kampagner

og hjælpe os med at få fremsynede kandidater valgt over hele landet.

Gruppen er ansvarlig kickstarte græsrodsbevægelsen som stod bag kampagnen for at få valgt Elizabeth Warren ind i senatet.

Han har måske ment at det var skørt system, men han kom ind og sagde "Jeg er nødt til at lære det her system,

for det kan manipuleres som ethvert socialt baseret system".

Men hans lidenskab for viden og biblioteker kom ikke til at spille anden violin.

Aaron begyndte at kigge nærmere på de institutioner der publicerede videnskabelige artikler.

I kraft af at være studerende på et betydningsfuldt amerikansk universitet antager jeg at man har adgang

til en bred vifte af videnskabelige tidsskrifter.

Stort set alle større universiteter i USA betaler den type licens gebyrer til organisationer som

JSTOR og Thomson for at få adgang til videnskabelige tidsskrifter som resten af verden ikke kan læse.

Disse videnskabelige tidsskrifter og artikler i al væsentlighed hele den rige menneskelige viden onlige

og meget af den er betalt via skatteyderne og offentlige midler.

Men for at læse dem skal man ofte betale for dem igen via store gebyrer til udgivere som Reed-Elsevier.

Disse gebyrer er så store at folk der studerer i Indien i stedet for USA

slet ikke har adgang. De er udelukket fra adgang til disse tidsskrifter.

De er udelukket fra hele vores videnskabelige arv.

Jeg mener, en stor del af disse artikler går helt tilbage til oplysningstiden.

Hver gang der er nogen der har skrevet en videnskabelig artikel er den blevet scannet, digitaliseret og indsat i disse samlinger.

Det er den arv historien har bragt os gennem menneskers arbejde med interessante ting, gennem vidennskaben.

Det er en arv som burde tilhøre os alle som et fællesskab, som et folk,

men istedet er den låst inde og gjort tilgængeligt online af nogle få kommercielle firmaer

som forsøger at få maksimal profit ud af den.

Så en videnskabsmand betalt af universitetet eller det offentlige publiserer en artikel

og som den aller aller sidste del af process, efter alt arbejdet er udført,

efter alt den egentlige forskning er udført - tankerne, laboratorie arbejdet, analyserne, når alt det er udført,

som det aller sidste skridt, overdrager forskeren hans eller hendes ophavsret til denne multi-milliard dollar virksomhed.

Og det er sygt. Det er en hel økonomi bygget på frivilligt arbejde

hvor udgiveren sidder på toppen og skummer fløden.

Sikke et svindel nummer. En enkelt udgiver i England tjente tre milliarder dollar sidste år.

Jeg mener, sikke en fidus!

JSTOR er bare en meget meget lille spiller i den historie

men af en eller anden grund blev JSTOR den spiller Aaron valgte at konfrontere.

Han havde deltaget i nogle konferencer om åben adgang og åben publisering,

og jeg ved ikke hvem personen fra JSTOR var

men jeg tror de - på et tidspunkt spurgte Aaron,

"Hvor meget vil det koste at gøre JSTOR tilgængelig for altid?"

Og de gav et tal - jeg tror det var to hundrede millioner dollars,

et tal som Aaron syntes var helt ude i hampen.

Da han arbejdede for at fællesskab på Harvard kendte han brugerne på MIT's berømte åbne og hurtige netværk inde ved siden af

havde autoriseret adgang til hele JSTOR. Swartz så en mulighed.

Du har nøglerne til porten,

og med en lille smule shell script magi så kan du få fat i de videnskabelige artikler

Den 24 september, 2010,

registrerede Swartz en nyindkøbt Acer bærbar

på MITs netværk ender navnet "Garry Host"

Klient navnet var registreret som "GHost bærbar"

Han bryder ikke ind i JSTOR på traditionel vis.

JSTOR databasen var organiseret,

så det var fuldstændigt trivielt at finde ud af hvordan artiklerne i JSTOR kunne downloades,

da de basalt set var nummererede.

Det var basalt set bare skråstreg skråstreg skråstreg...nummer artikel 444024 og -25 og -26

Han skrev et Python script der hed keepgrabbing.py,

som bare blev ved med at hente den ene artikel efter den anden.

Næste dag begynder GHost bærbaren at hente artikler

men snart efter bliver computerens IP adresse blokeret. For Swartz var det bare et mindre humpel på vejen.

Han får hurtigt givet computeren en ny IP adresse og fortsætter med at download.

JSTOR og MIT forsøger at forhindre downloadningen via en række foranstalninger

da de bemærker at dette sker,

og da disse moderate tiltag ikke virker

så kommer det dertil at JSTOR simpelthen fjerner MITs adgang til JSTOR databasen.

Så der udspillet en slags katten mod musen spil

om adgang til JSTOR databasen.

Ultimativt er Aaron katten da han har flere tekniske evner

end de JSTOR folk der prøver at beskytte den.

Det endte med at han fandt et ulåst forsyningsskab i kælderen i en af bygningerne,

så istedet for at bruge WiFi gik han bare der ned og satte computeren direkte på nettet,

og han lod den bare stå der med en ekstern harddisk og downloade artikler.

Uden at han vidste det var den bærbare og harddisken blevet fundet af myndighederne.

De stoppede ikke downloadningen.

Istedet for satte de et overvågningskamera op.

De fandt computeren i det her rum i kælderen i en MIT bygning.

De kunne have slukket den. De kunne have ventet på ham og sagt

"Du der, hvad laver du, stop det. Hvem er du?"

De kunne have gjort alt muligt men det gjorde de ikke.

Det de ville var at filme det for at samle beviser til en sag.

Det er den eneste grund til at du filmer sådan noget som det.

Til at begynde med var der kun optagelser af en person

som brugte skabet til opbevaring af flasker og dåser.

Men nogle dage senere fangede det Swartz.

Swartz udskifter harddisken. Han tager den ud af sin rygsæk,

er ude af billedet i omkring fem minutter

og forlader så stedet.

Så planlægger de en form for efterfølgning da han cykler hjem fra MIT,

betjentene kom fra den ene side af gaden,

eller noget i den retning, og begynder at følge efter ham.

Han beskriver at han blev holdt nede og overfaldt af politiet.

Han fortæller mig at de - det var uklart om det var politiet der var efter ham.

Han troede at der var nogen der prøvede at overfalde ham.

Han har fortalt mig at de bankede ham.

Det var bare katastrofalt. Forestillingen om nogen form kriminel retsforfølgelse af nogen som helt i vores familie

var så fremmed og uforståeligt, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

De får ransagningskendelser til Aarons hjem, hans lejlighed i Cambridge, hans kontor på Harvard.

To dage før anholdelsen var efterforskningen komet op på et højere niveau end JSTOR og Camebridhǵe's lokale politi.

Den var blevet overtaget af den amerikanske efterretningstjeneste.

Efterretningstjenesten begyndte at efterforske computer og kreditkort svindel i 1994

men seks uger efter engrebene den 11. september blev deres rolle udvidet.

[bifald]

Præsident Bush brugte Patriot Act loven til at etablere et netværk kaldet "taskforce for elektronisk kriminalitet".
[PATRIOT Act: Providing Appropriate Tools Required to Intercept and Obstruct Terrorism Act]

Det lovforslag jeg står med tager højde for de nye realiteter og farer ved moderne terrorisme.

Ifølge efterretningtjenesten beskæftiger de sig primært med aktiviteter af økonomisk karakter,

organiseret kriminalitet, eller svindel ved hjælp af ny teknologi.

Efterretningstjenesten overgav sagen til statsadvokaten i Boston.

Der var en fyr på statsadvokatens kontor der havde titlen:

"Leder af afdelingen for computer kriminalitet eller taskforce"

Jeg ved ikke hvad han ellers havde gang i,

men man er i hvert tilfælde ikke meget af en computer kriminalitets anklager uden en computer kriminalitets sag,

så han tog den med kyshånd, beholdt den selv, gav den ikke til andre på kontoret

det var Steve Heymann.

Anklager Steve Heymann har stort set været ude af offentligheden lys siden anholdelsen af Swartz,

men han kan ses her i en episode at tv serien "Amerikansk grådighed"

optaget omkring det tidspunkt hvor Swartz blev anholdt.

Han beskriver sin tidligere sag mod den berygtede hacker Alberto Gonzales,

en sag som gav Heymann enorm presse bevågenhed og anerkendelse.

Gonzales var hjernen bag tyveriet af over hundrede millioner kreditkort og pengeautomat numre,

det største af den for for svindelnummer i historien.

Gennem en beskrivelse af Gonzales giver Heymann sit syn på hackeres tankegang:

Disse fyre er drevet af mange af de samme ting vi selv drives af.

De er egoistiske, de kan lide udfordringer, og selvfølgeligt kan de lide penge og det man kan få for penge.

En af de mistænkte i Gonzales sagen var en ung hacker ved navn Jonathan James.

Da han fik indtryk af at han kunne få skylden for Gonzales' forbrydelser

begik James selvmord under efterforskningen.

I en tidlig pressemeddelelse der beskriver myndighedernes holdning til sagen mod Aaron Swartz,

udtaler Heymann's chef, statsadvokaten for Massechusets, Carmen Ortiz:

"At stjæle er at stjæle, hvad end man bruger en computer eller et brækjern,

og hvad enten man tager dokumenter, data, eller penge."

Det er ikke sandt. Det er åbenlyst ikke sandt.

Jeg siger ikke at det er harmløst,

jeg siger ikke at vi ikke skal betragte tyveri af information som noget krimnelt,

men man er nødt til at være meget mere nuanceret

omkring det at finde ud af hvilke former for skader der er skadelige her.

Med hensyn til et brækjern så forårsager jeg skade hver gang jeg

begår et indbrud. Det er der ingen tvivl om.

Men når Aaron skriver et script der siger

download download download, hundrede gange i sekundet,

så er der ingen der åbenlyst har lidt skade.

Hvis han gør det med det formål at opbygge et arkiv til akademisk forskning

så er der aldrig nogen der lider skade.

Han stjal ikke. Han solgte ikke det han fik fat i eller gav det væk.

Så vidt jeg kan se ville han sige noget med det.

Anholdelsen sled på Swartz.

Han ville slet ikke snakke om det.

Det jeg mener er, at han var meget stresset.

Hvis du troede at FBI havde planer om at opsøge dig på et vilkårligt tidspunkt,

uanset hvornår du gik en tur, måske bare for at ordne vasketøj,

og de ville bryde ind i din lejlighed fordi du havde efterladt døren ulåst,

så ville jeg også blive ret stresset,

helt klart, så Aaron var altid i sådan en for for dystert humør.

Han ville ikke fortælle noget om hvor han opholdt sig på det tidspunkt,

for han var skrækslagen for at FBI skulle stå og vente på ham.

Det var en tid med hidtil uset social og politisk aktivisme.

Tidsskriftet Time udnævnte senere "protestbevægelsen" som årets person i 2011.

Der var en slags sydende hacker aktivitet i gang.

Wikileaks havde udgivet en guldgruppe af diplomatisk korrespondance.

Manning var fængslet på det tidspunkt.

Man vidste ikke om han var kilden.

Anonymous, som er en slags protest gruppe

med mange hackere iblandt dem

havde gang i forskellige former for "angreb".

Hvis du sammenligner det med det han gjorde,

så skulle man have ladet MIT og JSTOR håndtere det

som en slags privat professionel tvist,

og det skulle aldrig have fået opmærksomhed fra det kriminalretslige system.

Det hørte bare ikke til der.

Inden han blev anklaget fik Swartz et anbringelsestilbud

de bestod af tre måneders fængsel, tid i en institution,

og et år i husarrest,

uden adgang til en computer.

Det var på betingelse af at Swartz erklærede sig skyldig i en grov forbrydelse.

Her står vi så: uden efterforskning, uden nogen beviser overhovedet

om hvad myndighedernes sag drejer sig om

og vi skal tage denne enormt betydningsfulde beslutning,

hvor advokaterne presser på for at du skal sige ja,

hvor myndighederne stiller krav der ikke er til forhandling,

og du får at vide at dine muligheder for at vinde er små,

så uanset om du er skyldig eller ej så er det bedst du slår en handel af.

Boston har sin egen afdeling for computer kriminalitet,

masser af advokater, sandsynligvis flere advokater end de har brug for.

Så du ved, du kan forestille dig alle mulige slags sager der er svære at føre

fordi du har nogle kriminelle i Rusland,

eller du har at gøre med folk hos et firma

der har advokater der tjener 3-3500 kroner i timen

der er dine modstandere, og så har du den her sag mod en ung fyr,

hvor det er ret let at bevise at han har gjort "noget",

og han har allerede brændmærket sig selv som en ballademager hos FBI,

så hvorfor ikke gå så hårdt som muligt efter den her fyr?

Det er godt for dig som anklager. Det er godt for staten

for' du bekæmper alle de her terrorist typer.

Jeg var så bange.

Jeg var så bange for at få min computer beslaglagt.

Jeg var så bange for at komme i fængsel hvis min computer blev beslaglagt.

Jeg havde konfidentielt materiale fra kilder fra min tidligere arbejdsgiver på min bærbar.

og det er min højeste prioritet - at beskytte mine kilder.

Jeg var så bange for hvad der kunne ske med Ada.

Aaron fortalte mig at de havde givet ham et tilbud,

og til sidst sagde han bare at han ville tage imod det hvis jeg sagde han skulle,

og jeg sagde - jeg kom virkeligt tæt på at sige "Tag det".

Hanhavde disse - han havde udviklet, sådan, seriøse politiske ambitioner

i den mellemliggende tid, fra der hvor du ved

han afsluttede sit iværksætter liv

til han begyndte sit nye liv der havde ledt frem til denne politiske aktivisme,

og han troede bare ikke på at han kunne fortsætte sit liv uden en ren straffeatest.

Du ved, en dag da vi gik udenfor det Hvide Hus sagde han til mig,

"De tillader ikke tidligere straffede at arbejde der".

Og han ville virkeligt virkeligt gerne have at det blev hans liv.

Han havde ikke dræbt nogen. Han havde ikke skadet nogen.

Han havde ikke stjålet penge.

Han havde ikke gjort noget der gjorde ham fortjen til at blive kaldt kriminel, og...

det var ikke rimeligt at han skulle stemples som kriminel,

og fratages retten til at stemme i mange stater

for at gøre det han gjorde. Det er vanvittigt.

Der ville give mening at giive ham en stor bøde,

eller sige han ikke kunne komme tilbage til MIT igen.

Men at være kriminel. Komme i fængsel.

Swartz sagde nej til anbringelses tilbudet.

Heymann fordoblede sine bestræbelser.

Heymann blev ved med at presse os på alle niveauer.

Selv med fysiske beviser taget fra Aaron's

computer harddisk og USB drev,

anklageren havde brug for beviser om hans motiv.

Hvorfor downloadede Aaron Swartz artikler JSTOR,

og hvad var hans plan med dem?

Myndighedernes påstand var at han ville udgive dem.

Vi ved ikke rigtigt om det hans reelle intention

for Aaron havde flere gange tidligere lavet projekter hvor han analyserede enorme mængder artikler

for at finde ud af interessante ting om dem.

Det bedste bevis for det er fra da han gik på Stanford,

her downloadede han hele Westlaw rets databasen.

I et projekt sammen med Stanford jurastuderende

havde Swartz downloaded Westlaw rets databasen.

Han afdækkede foruroligende forbindelser mellem dem der støttede forskningen økonomisk

og favorable forskningsresultater.

Han lavede en utrolig analyse af kommercielle virsomheder

som gav penge til jura professorer som skrev artikler

som var fordelagtige for f.eks. Exxon i forbindelse med et olieudslip.

Så det var et korrupt støtte system, selvisk forskning.

Swartz havde aldrig publiseret Westlaw dokumenterne.

I teorien kunne han gøre det samme med JSTOR databasen.

Det ville have været helt okay.

Hvis han modsat havde intentioner om at oprette en konkurerende service til JSTOR

som, du ved, oprette sin egen

adgang til Harward retstidkrifter og tage betaling, du ved, tage penge for det

så ja, det ville være en kriminel handling

fordi du udnytter materialet kommercielt

men det er ret skørt at forestille sig at det var det han var i gang med.

Men der er en tredie mulighed: Hvad nu hvis han forsøgte på at gøre alt det tilgængeligt for udviklingslandene?

Men afhængigt af hvad han prøvede på så er det meget afgørende for

hvordan det burde håndters lovmæssigt. Myndighederne retsforfulgte ham

som om det var en kommerciel kriminel forseelse,

Som det at stjæle en bunke kreditkort, detvar den form for kriminalitet.

Jeg ved ikke hvad han ville bruge database til

men jeg hørte fra en af hans venner at Aaron havde fortalt ham

at han ville analysere de data den indeholdt for beviser for kommercielt finansiering af klima forskning

som førte til forudindtagede resultater, og jeg er sikker på at det var sandt.

Jeg havde lige hørt at Steve ville snakke med mig

og jeg tænkte at det måske var en måde jeg kom ud af det på

bare få det til at gå væk

jeg ville ikke leve med frygten for at få min computer beslaglagt.

Jeg ville ikke leve med frygten for at ryge i fængsel anklaget for foragt for retten

hvis de forsøgte at få mig til at dekryptere min computer.

Da de kontaktede mig og sagde "Steve vil snakke med dig"

virkede det fornuftigt.

De tilbød Norton det der kaldes et "dronning for en dag" brev eller tilbud.

Det gav anklagerne ret til at stille spørgsmål om Aarons sag.

Norton ville få immunitet for selv at blive retsforfulgt

vedrørende det hun afslørede under møderne.

Jeg brød mig ikke om det. Jeg fortalte gentagne gange mine advokater

at jeg ikke brød mig om det...der var noget muggent ved det. Jeg kunne ikke lide det. Jeg ville ikke have immunitet.

Jeg havde ikke brug for immunitet. Jeg havde ikke gjort noget,

men de var virkeligt virkeligt vedholdende med det-

de ville ikke have at jeg mødtes med anklageren uden immunitet.

[Interviewer] Bare for at gøre det helt klar, det er et "dronning for en dag" forslag, et tilbud.

Korrekt, et tilbud.

- hvor du helt grundlæggende giver dem information som modydelse for beskyttelse mod retsforfølgelse.

- Altså, jeg gav dem ikke information. Det var - det var i hvert tilfælde sådan som jeg så på det -

Det var bare en diskussion, jeg havde en samtale med dem.

- Altså, de spørger dig omnoget...
- De stiller mig spørgsmål.

- og de kan spørge dig om alt det de har lyst til...
- Korrekt.

- og uanset hvad de finder ud af...
- Jeg vil gerne...

- De kan ikke retsforfølge dig.
- Korrekt, og jeg prøvede gentagne gange på at undgå beskyttelse.

Jeg forsøgte gentagne gange at afvise deres tilbud.

Jeg var syg. Jeg blev presset af mine advokater.

Jeg var forvirret. Jeg havde det ikke ret godt på det tidspunkt.

Jeg var deprimeret og jeg var bange, og jeg forstod ikke den situation jeg var i.

Jeg havde ingen ide om den situation jeg var i.

Jeg havde ikke gjort noget der var interessant, og slet ikke noget forkert.

Vi blev helt tossede.

Aaron var helt klart meget fortvivlet over det. Vi var meget fortvivlede over det.

Aarons advokater var meget fortvivlede over det.

Vi forsøgte at få Quinn til at skifte advokater.

Jeg var ikke vant til at være i et rum med store bevæbnede mænd

der blev ved med at fortælle mig at jeg løj, og at jeg måtte have gjort noget.

Jeg sagde til dem at det de brugte som anklage

ikke var ulovligt.

Jeg fortalte dem at de var på den forkerte side af historien.

Jeg brugte den sætning. Jeg sagde "I er på den forkerte side af historien".

Og de så ud til at kede sig. De så ikke ud til at være vrede. De så bare ud til at kede sig

og det gik op for mig at vi ikke var en del af de samme samtale.

Jeg mener, jeg fortalte dem en masse om hvorfor folk downloader videnskabelige artikler,,

og så på et tidspunkt - jeg husker ikke konteksten -

nævnte jeg at han havde skrevet en blog "Guerilla åben adgang manifestet".

Det er "Guerilla åben adgang manifestet",

formodentligt skrevet i juli 2008 i Italien.

"information er magt. Men som al magt, er der dem der vil have den forr sig selv".

"Hele verdens videnskabelige og kulturelle arv, publiseret gennem århundreder i bøger og tidsskrifter,

bliver oftere og oftere digitaliseret og lååst inde af en håndfuld private virksomheder".

"Imens står dem der er lukket ude ikke stille og ser på".

"I har sneget jer gennem sprækker og kravlet over hegne,

for at befri den information udgiverne har låst inde, og delt den med jeres venner".

"Men alt det sker i det skjulte, under jorden".

"Det kaldes at stjæle eller piratkopiering som om det at dele en rigdom af viden

er det moralske ækvivalent til at plyndre et skib og myrde besætningen".

"Men at dele er ikke amoralsk - det er moralsk bydende nødvendigt".

"Kun dem der er blindet af grådighed ville nægte at lade en ven lave en kopi".

"Der er ikke nogen retfærdighed i at følge uretfærdige love".

"Det er på tide se lyset og deltage i den stolte tradition for civil ulydighed,

erklære vores modstand af dette private tyveri af offentlig kultur".

Manifestet var angiveligt skrevet af fire forskellige personer og desuden editeret af Norton.

Men det var Swartz der underskrev det.

Da det var ovre gik jeg direkte hen til Aaron og fortalte ham alt hvad jeg kunne huske om det.

Han blev meget vred.

De ting jeg har gjort burde ikke summere op på den måde.

Jeg havde ikke gjort noget forkert, og alt var gået galt,

men jeg ville aldrig...

Jeg er stadig vred.

Jeg er stadig vred over at du kan prøve at gøre dit bedste med de her mennesker for at gøre det rigtige,

og de vender alt imod dig,

og de vil skade dig så meget som muligt.

Og i det øjeblik fortrød jeg det jeg havde sagt.

Men jeg fortryder langt mere at vi finder os i det.

At vi har det okay med det.

At vi synes det er okay med et retssystem -

et system der forsøger at vildlede folk ind i små fælder så de kan ødelægge deres liv.

Så ja, jeg ville ønske jeg ikke havde sagt det.

Men jeg er meget meget vredere over at det er hvor jeg er.

At det er det vi som et folk synes er okay.

Jeg tror de brugte alle de kneb de kunne komme på

for at få hende til at sige ting som kunne skade Aaron,

og styrke retsforfølgelsen af Aaron,

men jeg tror ikke hun havde viden der hjalp myndighederne.

Der går måneder mens Swartz' venner og familie venter på det truende anklageskrift.

I mellemtiden er Swartz blevet en "go-to" ekspert vedrørende en række internet emner.

[RT interviewer] ...så spørger jeg dig: Mener du at internettet er noget

der burde betragtes som en menneskeret, og noget som myndighederne ikke kan tage fra dig?

Ja, helt klart. Jeg mener, den her opfattelse om at national sikkerhed er en undskyldning for at lukke Internettet,

er nøjagtigt det vi hørte i Egypten og Syrien og i alle disse andre lande,

så ja, det er rigtigt at hjemmesider som WikiLeaks vil publisere nogle pinlige ting

om hvad den amerikanske regering gør, og folk vil organisere sig og protestere mod det,

og forsøge at påvirke deres regering. Og det er, du ved, en god ting,

og det er det alle disse første ændring rettigheder om friheden til at ytre sig og forsamlingsfrihed handler om,

så forestillingen om at vi skulle forsøge at sætte dem ud af spillet mener jeg går direkte imod de helt basale amerikanske principper.

Et princip som jeg er sikker på vores grundlæggere ville have forstået.

Hvis internettet havde fandtes på det tidspunkt

ville de have skrevet "Internet udbyder" i stedet for "postkontor" i grundloven.

[RT interviewer] Ja, det er absolut interessant at se hvor langt...

Swartz møder aktivisten Taren Stinebrickner-Kauffman, og de to begynder at date.

[Aaron] Vi har brug for en massiv global offentlig protest.

[Taren] Hvis der ikke kommer en massiv global offentlig protest. så vil det ikke ændre sig.

- Du ved, fire personer i den her by skulle være i stand til at frembringe en massiv global offentlig protest.

- Du ved, vi har brug for en protest underskriver.

Uden at fortælle hende noget specifikt advarede han hende om at han var involveret i noget

han kaldte det bare "Den slemme ting":

Jeg havde alle mulige skøre teorier, som eksempelvis at han havde en affære med Elizabeth Warren eller sådan noget.

Jeg tænkte faktisk på både Hillary Clinton og Elizabeth Warren, meen...

Så på et tidspunkt, sandsynligvis sidst i juli ringede Aaron til mig.

Jeg tog tilfældigvis telefonen og han sagde "Den slemme ting" er måske i nyhederne i morgen.

Skal jeg fortælle dig det eller vil du læse om det i nyhederne?

Jeg sagde "Du skal fortælle mig det".

Aaron sagde "Hmm, jer er -- jeg er blevet arresteret

for at downloade for mange videnskabelige artikler, og de vil gøre mig til et skræmmebilled".

Jeg sagde spørgende "Er det det? Er det det hele? Virkeligt? Det lyder ikke som noget særligt stort".

Den 14 juli 2011 tiltalte den føderale anklager Swartz for fire kriminelle forhold.

Han bliver tiltalt den samme dag hvor to personer som er med i LulzSec bliver arresteret i England,

ligesom nogle få andre rigtige hackere. Og Aaron er ligesom bare en der på en måde ligner en hacker

nok til at de kan sætte hans hoved på en stav og sætte det på byporten.

Aaron overgav sig og de arresterede ham.

Så kropsvisiterede de ham,

tog hans snørrebånd, hans bælte, og efterlod ham i en enecelle.

Statsadvokat kontoret i Massachusetts kom med en udtalelse hvor der stod

"Swartz står til op til 35 års fængsel,

efterfulgt af tre års overvåget udgang,

tilbagebetaling af tab og en bøde på op til en million dollars.

Han løslades mod en kaution på et hundrede tusinde dollars.

Den samme dropper det primære offer i sagen, JSTOR,

fomelt alle anklager mod Swartz og afviser at videreføre sagen.

JSTOR - de var ikke vores venner; de hjalp os ikke eller var venlige imod os,

men de var også bare ligesom "Vi er ikke en del af det her".

JSTOR og deres moderfirma ITHAKA undveg også forespørgsler om interviews til denne film.

Men på samme tid frigiver de en udtalelse hvor de skriver,

"det var myndighedernes beslutning om at anklage, ikke JSTORs".

Så vi tror at med det, så er sagen afsluttet.

At vi kunne få Steve Heymann til at droppe sagen, eller indgå et rationelt kompromis.

Og myndighederne nægtede.

[Kommentator] Hvorfor?

Jeg tror det var fordi de ville bruge Aaron som eksempel,

og de sagde de ville - grunden til at de ikke ville

rokke sig på kravet om kriminel dom og fængselsstraf

var at de ville bruge denne sag som afskrækkelse. Det var det de fortalte os.

[Interviewer] Var det det de fortalte jer?
- Ja.

- Den skulle bruges som et eksempel?
- Ja.

- Han skulle bruges som et eksempel?
- Ja.

Det var det Steve Heymann sagde.

Afskrække hvem? De andre mennesker der rendte rundt derude og loggede på JSTOR,

og downloadede artikler for at komme med et politisk standpunkt? Jeg mener, hvem er det de afskrækker?

Det ville være lettere at forstå Obama aadministrationens

påståede holdning til afskrækkelse

hvis det var en administration der, for eksempel,

restforfulgte de, uden tvivl, største økonomiske forbrydelser

som dette land har set i de sidste hundrede år.

De forbrydelser der blev begået på Wall Street der førte til den finansielle krise.

Når du begynder at bruge

den ikke kontroversielle ide om afskrækkelse

selektivt

og du stopper med at lave saglige analyser af lovbrud

og du begynder at bruge retshåndhævelses ressourcer

specifikt på basis af politisk ideologi,

så er det ikke bare udemokratisk, det burde også være uamerikansk.

Anklageren Stephen Heymann skulle ifølge rapporter senere have fortalt MIT's eksterne rådgivere

at det der fik bæret til at flyde over

var en pressemeddelelse som blev sendt ud af "Kræv fremskridt" organisationen som Swartz havde stiftet.

Ifølge MITs betragtninger reagerede Heymanns på den korte støtteerklæring

vad at kalde det en "vild internet kampagne" og "et trosset træk"

der flyttede sagen fra en personsag til en institutionel sag.

Det var en giftig cocktail: en anklager der ikke ville tabe ansigt,

som muligvis stod overfor en politisk karriere, og som ikke ville risikere at dette skulle kunne komme tilbage og forfølge dem.

Man bruger jeg ved ikke hvor mange skattekroner på at anholde en for at låne for mange bøger på biblioteket,

for derefter at få sin røv på geled i retten. Under ingen omstændigheder.

Jeg forsøgte så på forskellige måder, at lægge så meget pres som muligt på MIT for at få dem

til at gå til myndighederne, og anmode myndighederne om at skrinlægge sagen.

[Interviewer] Hvad var MIT's reaktion på det?

Det tyder ikke på at der er nogen reaktion fra MIT på det tidspunkt.

MIT forsvarer ikke Aaron

hvilket for folk indenfor MIT's rækker virker skandaløst,

fordi MIT er et sted der opfordrer til hacking i den mest noble fortolkning af ordet..

På MIT var det at løbe rundt på tage og gennem tunneller hvor du egentlig ikke må være

ikke bare et overgangs ritual, det var en det rundvisningen på MIT,

og op dirkning af låse var et vinter kursus på MIT.

De havde den moralske forpligtigelse til at sætte en stopper for det.

MIT stod aldrig frem og tog et standpunkt og sagde til myndighederne "Lad være med det"

"Vi vil ikke have at i gør det her. I overreagerer. Det er for meget".

...så vidt jeg ved.

De opførte sig som en virksomhed ville have gjort. På en måde hjalp de myndighederne,

de hjalp ikke os, med mindre de syntes de havde pligt til det, og de prøvede aldrig på at stoppe det.

MIT afslog gentagne forespørgsler efter kommentarer,

men de udgav senere en rapport hvor de skrev at de forsøgte at forholde sig neutrale,

og de mente at Heymann og statsadvokat kontorer var ligeglade med hvad MIT mente eller sagde om sagen.

MIT's opførsel virkede virkeligt i modstrid med MIT's værdisæt.

Du kan argumentere at MIT vendte det blinde øje til, og at det var okay at de gjorde det,,

men det at tage et standpunkt - at tage et neutralt standpunkt - svarer i virkeligheden til at tage et standpunkt der støtter anklageren.

Hvis du kigger på Steve Jobs og Steve Wozniak,

så startede de med at sælge en Blue Box, som var en enhed designet til at snyde telefon selskaberne.

Hvis du kigger på Bill Gates og Paul Allen,

så startede de deres forretning ved at bruge computer ressourcer på Harvard,

hvilket helt klart var imod reglerne.

Forskellen mellem Aaron og dem jeg lige har nævnt

er at Aaron ville forbedre verden, han forsøgte ikke bare på at tjene penge.

Swartz fortsatte med at udtale sig åbenhjertig omkring forskellige internet problematikker.

Du ved, grunden til at internettet fungerer er at der er et åbent konkurrencepræget marked for ideer,

og det vi har brug for at fokusere på er at få mere information om vores regering, mere adgang,

flere diskussioner, mere debat, men istedet virker det som at det kongressen fokuserer på at lukke ting ned.

Aaron troede på at han kunne ændre verden ved bare at forkklare den meget tydeligt for folk.

[RT interviewer] "Flame" (spyware) kan helt bogstaveligt styre din computer og få den til at udspionere dig.

Velkommen Aaron. Det er godt at have dig tilbage.

Du ved, ligesom spioner i gamle dage installerede mikrofoner og optog hvad folk sagde,

så bruger de nu computere til at gøre det samme.

[Fortæller] Swartz's politiske aktivitet fortsatte,

hans opmærksomhed blev rettet mod et lovforslag, designet til at begrænse online piratkopiering, som var på vej gennem kongressen.

Det hed "SOPA" [Stop Online Piracy Act].

Aktivister som Peter Eckersley så det som en enorm overreaktion

der truede den tekniske integritet i selve internettet.

[Ekersley] Og en af de første ting jeg gjorde var at ringe til Aaron.

Og jeg sagde "Kan vi lave en stor online kampagne mod det her?"

"Det her er ikke et lovforslag om ophavsret".

"Er det iikke?"

"Nej" sagde han, "det er et lovforslag om den frie ret til at komme på"

Nu lyttede jeg.

Og han tænkte over det et stykke tid og sagde så "Ja".

Og han gik ud og grundlagde "Kræv fremgang".

"Kræv fremgang" er en online aktivist gruppe. Vi har omkring halvanden million medlemmer nu,

men det startede i efteråret 2010.

Aaron var en af de mest fremtrædende personer i gruppen af personer

som hjalp med at guide organisationer med problemer omkring social retfærdighed på føderalt niveau her i landet.

SOPA var et lovforslag med det formål at bremse online piratkopiering af musik og film,

men det det gjorde var basalt set at bruge en forhammer til et problem som krævede en skalpel.

Hvis den blev vedtaget ville loven gøre et firma i stand til at fjerne det økonomiske grundlag for en hel hjemmeside uden rettergang,

eller endda tvinge Google til at ekskludere links til den.

Alt de behøvede var en enkelt påstand om brud på ophavsret.

Det satte de traditionelle medie giganter op mod den nye og meget mere sofistikerede remix kultur.

Det gør alle der har en hjemmeside til politibetjent,

og hvis de ikke sikrer at ingen af brugerne på hjemmesiden bruger den til noget

der bare potentielt set er ulovligt, så kan hele hjemmesiden lukkes uden så meget som en rettergang.

Det var for meget, jeg mener, det var en katastrofe.

Lovforslaget udgjorde en seriøs trussel mod den frie ret til at udtale sig og mod de civile rettigheder for alle der bruger internettet.

Der var kun en håndfuld af os der sagde, "Hør, vi støtter heller ikke piratkopiering,

men det giver ingen mening at ødelægge arkitekturen i internetet,

domæne navn systemet og så meget af det der gør det frit og åbent under dække af kampen mod piratkopiering,

og det forstod Aaron med det samme.

Friheder garanteret i grundloven, de friheder vores land er bygget på

ville pludseligt være væk.

Ny teknologi ville i stedet for at give os større frihed have skrottet fundamentale rettigheder

som vi altid har taget for givet.

Og jeg indså den dag da jeg snakkede med Peter at jeg ikke kunne lade det ske.

Da SOPA blev fremlagt i oktober 2011 blev lovforslaget betragtet som uundgåeligt.

Da lovforslaget kom frem var vores strategi at forsøge at forsinke det

og måske svække det en smule, men ikke engang vi

troede at det var muligt at stoppe lovforslaget.

Efter at have arbejdet i Washington lærer man at de typiske

lovmæssige kampe er kampe mellem forskellige kommercielle interesser.

De kæmper alle om at gennemføre love og de tætteste kampe

er når man et sæt af kommercielle interesser mod et andet sæt af kommercielle interesser,

og hvor de er financielt lige stærke i form af kampagne tilskud og lobby virksomhed.

Det er de tætteste kampe.

Der hvor der typisk slet ikke er nogen kamp er der

hvor alle pengene er på en side, alle firmaer er på en side,

og hvor der bare er millioner a mennesker på den anden side.

Jeg har ikke set noget lignende PIPA og SOPA i hele min tid som offentlig ansat.

Der var mere end fyrre amerikanske senatorer som medsponsorer,

så de var allerede nået langt med at få

de treds stemmer som der kræves for at slippe gennem de processretslige forhindringer.

Selv jeg begyndte at tvivle på mig selv. Det var en svær periode.

Swartz og kræv fremskridt bevægelsen var i stand til opnå enorm støtte ved brug af utraditionelle metoder

kombineret med standard tale over IP, hvilket gjorde det utroligt nemt for folk at ringe til kongressen.

Jeg har aldrig mødt nogen anden der var i stand til at operere på hans niveau,

både fra den teknologiske side og fra den kampagne strategiske side.

Millioner af mennesker kontaktede kongressen og skrev under på initiativet.

Kongressen blev fanget med bariererne nede.

Der var bare noget underligt ved at se intetanende medlemmer aaf kongressen debatere lovforslaget,

at se dem insistere på at de kunne kontrollere internettet,

og en samling nørder kunne umuligt stoppe dem.

Jeg er en nørd.

Jeg er bare ikke nørdet nok...

Måske burde vi spørge nogle nørder hvad det virkeligt handler om. [Latter]Måske burde vi spørge nogle nørder hvad det virkeligt handler om. [Latter]

Lad os få en høring, hent nørderne...

[Latter]

Virkeligt?

[Latter]

"Nørder"?

[Latter]

Ved du hvad, jeg tror faktisk det ord du leder efter er "eksperter"...

[Latter]

til at oplyse jer så jeres lovforslag ikke giver bagslag [publikum griner og klapper]

og ødelægger internettet.

Vi bruger betegnelsen "nørd" men det må vi godt fordi vi er nørder.

Det faktum at det kom så langt som det gjorde uden at de involverede tekniske eksperter,

afspejler det faktum at der er et problem i den her by.

Jeg søger efter en der kan komme ind og stå overfor denne forsamling, vidne i en høring og sige "Det er derfor de tager fejl".

Der plejede at værre en enhed der kom med teknologi råd

og medlemmer kunne gå til dem og sige "Hjælp mig med at forstå X, Y, Z".

Men Gingrich nedlagde den. Han påstod at det var spild af penge.

Lige side har kongressen været kastet tilbage til den mørke middelalder.

Jeg tror ikke at der var nogen der virkeligt troede på at SOPA kunne overvindes, inklusiv Aaron.

Det var et forsøg værd men så ikke ud til at kunne vindes,

og jeg husker, måske nogle få måneder senere, jeg husker at han vendte sig mod mig og sagde

"Jeg tror vi måske kan vinde den her".

Og jeg sagde håbefuldt "Det ville være fantastisk".

Opkaldene til kongressen fortsatte.

Da domæne udbyder firmaet Go Daddy begyndte at støtte lovforslaget

var der titusindvis af brugere der flyttede deres domæner i protest.

Indenfor en uge ændrede et ydmyget Go Daddy deres holdning til SOPA.

Da de kongresmedlemmer der støttede musik og filmindustriien

indså bagslaget forsøgte de at barbere lovforslaget en smule ned.

Man kunne se at kurven knækkede. Man kunne se at vores argumenter begyndte at give genlyd.

Det var som om Aaron havde tændt en tændstik og den blev blæst ud,

tændt en anden og den blev blæst ud,

hvorefter han til sidst havde samlet nok pindebrænde til at flammen blev ved

for til sidst at blive til et brølende flammehav.

Den 16 januar 2012 kom det hvide hus med en udtalelse

om at de ikke støttede lovforslaget.

Og så skete der det her:

Jeg støtter kraftigt at vi skal finde løsninger på problemerne omkring pirat kopiering,

og at vi skal håndtere dem seriøst, men det her lovforslag er ikke det rette lovforslag.

Da Jimmy Wales kom med sin støtte og mørklagde Wikipedia,

den femte mest populære hjemmeside i verden,

det er den hjemmeside der får syv procent af alle klik på internettet.

Wikipedia blev mørklagt.

Reddit blev mørklagt.

Craiglist blev mørklagt.

Telefonene på Capitol Hill glødede.

Medlemmerne af kongressen startede et kapløb for at komme med udtalelser hvor de trak deres støtte til ldet ovforslag

som de aktivt havde støtte blot nogle få dage inden.

I løbet af 24 timer gik antallet af SOPA modstandere i kongressen

fra det her...

til det her.

At se kongresmedlemmer og senatorer langsomt skifte side gennem mørklægningsdages

var ret utroligt.

Der var noget lignende hundrede stemmer der skiftede.

Og det var der, hvor svært det end var for mig at tro, efter alt dette,

at vi havde vundet.

Det som alle havde sagt var umuligt,

det som nogle af verdens største virksomheder havde afskrevet som luftkasteller

var sket.

Vi gjorde det.

Vi vandt.

Det er en historisk i internet politik - måske i amerikansk politik.

Det vi hørte fra folk i Washington, D.C, fra de ansatte i Capitol Hill var:

de modtog flere emails og opringninger på SOPA mørklægnings dagen

end de havde modtaget om noget som helst andet..

Jeg synes det var et ekstremt spændende øjeblik.

Det var det øjeblik hvor internettet var blev voksen, politisk set.

Det var vildt spændende fordi det er svært at tro at det faktisk skete.

Det er svært at forstå at et lovforslag med så enorm økonomisk støtte bag det

ikke bare sejlede gennem kongressen.

Og ikke bare at det ikke sejlede igennem, det kom slet ikke igennem.

Det er nemt sommetider at føle sig magtesløs,

som når du går ud i gaderne og du går og råber og der ikke er nogen der hører dig.

Men i dag er jeg kommet for at fortælle jer at i er magtfulde.

[Forsamlingen jubler]

Så ja, det kan måske sommetider føles som om i ikke bliver hørt, men jeg er her for at fortælle jer at det gør i.

Man lytter til jer. I gør en forskel.

I kan stoppe det her lovforslag hvis ikke ikke holder op med at kæmpe.

[Forsamlingen jubler]

Stop PIPS

Stop SOPA.

[Forsamlingen jubler]

Nogle af de største internet firmaer ville, for at være helt ærlig, drage fordel af

en verden hvor deres små konkurrenter ville kunne censureres.

Vi kan ikke lade det ske.

For ham var det vigtigere at sikre man lavede en lille forandring

end at være en lille del af en større forandring.

Men SOPA spillede en meget stor rolle i en meget stor forandring

så for ham var det en slags validering af konceptet

som "Okay, det jeg vil med mit liv er at ændre verden".

"Den måde jeg betragter hvor stor min indflydelse er er meget videnskabelig,

og det her viser at det er muligt".

"De ting jeg vil med mit liv er mulige".

"jeg har bevist at jeg kan gøre det,

at jeg, Aaron Swartz, kan ændre verden".

For en fyr der aldrig rigtigt syntes at han havde opnået noget - og sådan var Aaron -

var dette et af de få øjeblikke hvor man kunne se

at han havde det godt med noget godt,

en følelse som at her er hans måske eneste sejrsrunde.

Alle sagde at vi ikke kunne stoppe SOPA.

Vi stoppede den.

Det her er tre enormt store sejre og året er ikke engang gået endnu.

Jeg mener, hvis der er et tidspunkt hvor man kan være positiv, så er det nu.

Du ved, han vinder over SOPA et år efter han blev anholdt.

Det er ikke et utvetydigt lykkeligt øjeblik. Der sker en masse på det tidspunkt.

Han er så kraftigt tunet ind på at deltage i den politiske proces at man slet ikke kan stoppe ham.

Rækken af organisationer som Swartz stiftede eller medstiftede er enorm,

og år inden Edward Snowden blotlagde omfattende internet overvågning,

var Swartz allerede bekymret.

Det er chokerende at se at ansvarligheden er så lemfældig.

at de end ikke har den mest basale statistik over hvor omfattende overvågnings programmet er.

Og hvis svaret er: "Åh, vi overvåger så mange mennesker at vi end ikke kan tælle dem"

så er der tale om utroligt mange mennesker.

Det ville være en ting hvis de sagde, "Hør, vi ved hvor mange telefoner vi overvåger,

men vi ved ikke nøjagtigt hvor mange rigtige mennesker det svarer til".

Men de kom bare tilbage og sagde, "Vi kan slet ikke give dig noget tal overhovedet".

Det er meget - jeg mener, det er skræmmende, det er det det er.

De lagde et enormt pres på ham, tog alle de penge han havde tjent.

De, du ved, truede med at spærre ham inde.

Hvorfor gør de de? Jeg mener, altså, hvorfor går de efter angiverne?

Du ved, hvorfor går de efter dem der fortæller sandheden

om alle mulige ting, jeg mener, fra bankerne, til krig, eller bare omkring offentlig indsigt.

Så hemmeligholdelse tjener dem der allerede har magten,

og vi lever i en tidsalder af hemmeligholdelse som falder sammen med en tidsalder hvor regeringen også laver

en masse ting som sandsynligvis er ulovlige eller forfatningsstridige.

Så de to ting er ikke en tilfældighed.

Det står ret klart at den her teknologi ikke er udviklet til brug

mod små lande rund om i verden, men lige her, til brug i de forenede stater, af den amerikanske regering.

Problement med overvågnings programmet er at der langsomme udvidelse over lang tid, du ved,

der går helt tilbage til Nixon administrationen, ikke sandt,

og det blev helt klart meget stort efter 11. september under George W. Bush,

og Obama har fortsat udvidet det, og problemet er langsomt blevet værre og værre,

men der har aldrig været det her specifikke tidspunkt man kan pege på og sige,

"Okay, vi er nødt til at mobilisere modstanden nu, for det er nu det gælder..."

Det er min vurdering at anklagen mod Aaron Swartz handlede om at sende klokkeklar besked

til en gruppe mennesker som Obama administrationen anså som en politisk trussel,

og det er basakt set hacker, informations, og demokrati aktivist fællesskaberne,

og den besked som Obama administrationen ville sende til disse specifikke fællesskaber var,

var efter min vurdering, "Vi ved at i har midlerne til at forstyrre det etablerede samfund,

så vi vil statuere et eksempel gennem Aaron Swartz

for at skræmme som mange af jer som muligt fra at lave ballade".

Og myndighederne sagde, "Åh, det retslige grundlag vi bruger til at

lovliggøre overvågnings programmet er også klassificeret,

så vi kan ikke engang fortælle jer hvilke love det er vi bruger til at overvåge jer".

Hver gang de sige, "Åh, det her er endnu et eksempel på cyberkrig.

De cyberkriminelle angriber os igen. Vi er i fare. Vi bliver alle truet.

Så bruger de disse undskyldninger til at gennemtvinge flere og flere farlige love.

[Interviewer] Så for at følge op - hvordan synes du personligt kampen skrider frem?

Det er op til dig!

- Jeg ved det. Det er bare sådan at vi bør, du ved...

Du ved, der er de her to diametralt modsatrettede perspektiver,

alt er i den skønneste orden, internettet har skabt al den her frihed og lighed, og alt bliver bare fantastisk.

eller alt er forfærdeligt,

internettet har skabt alle disse værktøjer til at jagte og og spionere på os,

og styre hvad vi siger.

Og det forholder si sådan at de begge er sande, ikke?

Internettet har skabt begge, og begge er overraskende og forbløffende,

og hvem der vinder i det lange løb er op til os.

Det giver ikke mening at sige "Åh, den ene klarer sig bedre end den anden", de er, du ved, begge sande.

Og det er op til os hvilken en af dem vi vil styrke og udnytte

for de er der begge og de vil altid begge være der.

Den 12 september 2012 indgav statsanklageren et nyt anklageskrift mod Swartz,

der tilføjede yderlige anklager om ulovlig aflytning, uautoriseret adgang til en computer, og computer svindel.

Istedet for fire anklager om alvorlige forbrydelser stod Swartz nu overfor ti.

Anklagemyndighedens brug af magt var øget dramatisk

ligesom Swartz's potentielle fængselsstraf og bøde.

De indgav et separat anklageskrift for at tilføje flere anklager

og de havde en teori om hvorfor denne adfærd udgjorde en række føderale forbrydelser,

og at det kunne resultere i en meget streng straf hvis han dømtes skyldig.

Den teori som en stor del af anklagerens sag mod Swartz

bygger på udspringer af en lov fra 1986.

Den hedder "Loven om computer svindel og misbrug"

Loven om computer svindel og misbrug

var inspireret af filmen "War Games" med Matthew Broderick - super god film.

[Broderick] Jeg har, du ved.

I filmen er der en dreng der, via magien i computer netvært, får mulighed for

at starte et atomangreb.

[misiler starter op]

Du ved, noget der ikke er muligt i virkeligheden, og slet ikke i 80-erne,

men filmen skræmte åbenbart kongressen nok til

at de vedtog den originale lov om computer svindel og misbrug.

Det er en lov der er helt ude af trit med tiden, den gør f.eks.

brugsbetingelses lignende aftaler strafbare. Du kan tage sådan noget som

eHarmony eller Match.com, hvor en eller anden overdriver deres personlige egenskaber,

og pludseligt, afhængigt af jurisdiktion og anklageren,

kan vedkommende være i alvorlige juridiske problemer.

Vi ved alle hvad "Brugsbetingelser" er.

De fleste læser dem ikke, men hvis man ikke overholder dem kan det betyde at

man begår en alvorlig forbrydelse.

En hjemmesides brugsbetingelser siger ofte noget lignende:

"Vær søde mod hinanden", eller "Gør ikke noget upassende".

Ideen om at kriminalret skulle have noget sige om den slags krænkelser,

tror jeg de fleste vil synes er skørt.

Eksemplerne bliver endnu mere "skøre".

Indtil det blev ændret i marts 2013 foreskrev brugsbetingelserne på hjemmesiden for Heart's magasinet Seventeen

at man skulle være atten år for at måtte læse den.

Jeg vil sige at med den måde hvorpå CFAA er blevet fortolket af justits ministeriet

så bryder vi sandsynligvis alle loven.

Uklar og med tendens til misbrug er CFAA blevet en ne-size-fits-all hammer

for en bred vifte af computer relaterede tvister.

Selvom det ikke var den eneste forhold i has sag

involverede elleve af de tretten anklager mod Swartz computer bedrageri og misbrug retsakten (CFAA).

Spørgsmålet "Hvorfor?" hænger over en stor del af historien om Aaron Swartz.

Hvad var myndighedernes motivation og hvordan ville deres sag have været?

Justitsministeriet har afvist at svare på spørgsmål,

men professor Orin Kerr er en tidligere anklager der har studeret sagen.

Jeg tror jeg ser den her sag fra en anden retning en de fleste andre af en række grunde:

Jeg var anklager i justitsministeriet i tre år

før jeg begyndte at undervise. Myndighederne fremlagde

et anklageskrift baseret på de forbrydelser de mente var begået.

udelukkende som advokat, ved at se på fortilfælde, ved at se på vedtægter,

ved at se på historien, , ved at kigge kigge på andre eksisterende sager,

så mener jeg at det var et fair anklageskrift.

Man kan debattere om de skulle have ført sagen.

Der er bare en del uenighed. Nogle er på åben adgang siden, andre er ikke.

Jeg tror at myndighederne Swartz's "Guerilla åben adgang manifest" meget seriøst,

og jeg tror de så ham som en der var engageret, som så det som moralsk bydende nødvendigt

at bryde loven, for at forhindre en lov som Swartz mente var uretfærdig,

og i et demokrati er det sådan at hvis man synes en lov er uretfærdig, så er der måder hvorpå man kan ændre den.

Man kan gå til kongressen som Swartz gjorde så mesterligt med SOPA,

eller man kan overtræde loven i forsøg på at sætte den ud af spillet,

og jeg tror at det der drev anklagerne var fornemmelsen af at Swartz var engageret,

ikke bare i at bryde loven, men i at sikre at loven blev sat ud af kraft.

At alle ville få adgang til databasen på en måde så

man ikke kunne komme tandpastaen tilbage i tuben.

Det ville ske og Swartz's side ville vinde.

Der er stor uenighed i samfundet om hvorvidt det er en uretfærdig lov,

og ultimativt er det en beslutning det amerikanske folk skal tage via kongressen.

Og så er der det andet problem som jeg tror vi stadigt er ved at finde ud af hvordan vi løser:

Hvor er grænsen mellem mindre alvorlige overtrædelser og mere alvorlige overtrædelser?

Vi er nu på vej ind i en anden form for computer miljø og misbrug,

og vi har endnu ikke en rigtig stærk fornemmelse af nøjagtigt hvor disse grænser er

for det er vi først ved at finde ud af.

Det er dårlig brug af anklagemyndighedens skøn.

Den hammer som justitsministeriet bruger til at skræmme folk med

bliver bare større og større og større,

så for de fleste - du ved, man kan ikke spille med sit liv på den måde.

Skal vi aflytte nogens telefon? Skal vi filme dem?

Skal vi få nogen af dem til at vidne mod de andre?

Det er sådan føderale agenter og anklagere tænkte.

De opbyggede sagen. De konstruerede sagen.

Swartz var fanget i tandhjulene på et brutalt kriminalretsligt system der ikke kunne bakke tilbage,

en maskine der har gjort Amerika til det land i verden med det højeste niveau af indespærrede.

Vi har i det her land tilladt os selv at blive fanget i politisk frygt og vrede,

og alt det vi er bange for, som internettets fremtid og adgang,

eller noget vi er bange for resulterer instinktivt kriminalretslig intervention,

og vi bruger indespærring, fængsler, og afstraffelse til at løse en lang række problemer,

som historisk set aldrig var blevet set på som kriminalretslige problemer.

Afsættet til at true, sagsøge, retsforfølge, som er en del af det

der har skabt denne debat og kontrovers omkring netadgang og information på internettet,

er helt konsistent med hvad vi har set på andre områder.

Den eneste forskel er at dem der normalt kommer i søgelyset og gøres til ofre

for den type kriminalitet og trues med fængsling typisk er fattige og minoriteter.

Swartz blev mere og mere isoleret fra venner og familie.

Han var stort set stoppet med at arbejde eller lave noget i det hele taget,

og sagen fyldte i realiteten hele hans liv.

En af Aarons advokater fortalte tilsyneladende anklagerne at han var følelsesmæssigt ustabil,

og at det var noget de virkeligt skulle være klar over og vide.

Det tog meget hårdt på ham.

Han brød sig ikke om at være begrænset i det han kunne gøre eller hvorhen han kunne bevæge sig,

og truslen om fængsel, som de truede ham med igen og igen,

var skræmmende for ham.

Alle han penge blev brugt,

og det kostede også os en hel del, og han indsamlede en hel del penge,

så det kostede, altså, det kostede millioner af dollars.

[Interviewer] Forsvaret?
- Ja.

- Var det millioner?
- Ja.

Jeg tror ikke han ville være en byrde for nogen.

Jeg tror det var en faktor, som "Jeg har mit normale liv,

og så har jeg den her lorte ting som jeg skal tage mig af,

og jeg prøver på at holde de to ting så separate som muligt,

men de begyndte bare at blive blandet sammen og det hele blev noget lort".

Swartz stod over for et svært valg som bare blev sværere:

Indrømmer du skyld og kommer videre med dit liv,

eller kæmper du imod et system der er i stykker?

I hans sag var svaret simpelt:

Hen afviste det endelige tilbud og en dato for retssagen blev fastlagt.

Aaron var fast besluttet på at han ikke ville bryde sammen og acceptere noget

som han ikke mente var retfærdigt, men jeg tror også han var bange.

Jeg tror ikke at de kunne have fået Aaron dømt.

Jeg tror vi kunne have fulgt ham ud af den retssal og jeg ville have givet ham et stort knus,

og vi ville have gået over den lille flod i Boston, og være gået ud fr at få e par øl.

Jeg mente virkeligt at vi havde ret. Jeg var sikker på at vi ville vinde sagen.

Jeg troede på at vi kunne vinde sagen.

Han snakkede ikke ret meget om det, men man kunne se

den enorme smerte han gik igennem.

[Sang]

Der var ikke noget tidspunkt i Aarons barndom hvor han havde alvorlige humørsvingninger,

eller perioder med depression eller noget som jeg ville beskrive som "alvorlig depression"

og det er muligt, du ved, at han var deprimeret. Det sker at folk bliver deprimeret.

[Musik]

Meget tidligt i vores forhold, måske efter tre eller fire uger,

kan jeg huske at han sagde til mig

at jeg var meget stærkere end han var.

Du ved, han var skråbelig på mange måder.

Ting tog meget hårdere på ham end på mange andre mennesker.

Det var også en del af hans genialitet.

Jeg tror han måske havde en form for klinisk depression i starten af tyverne.

Jeg tror ikke han led af det da jeg var sammen med ham.

Han var ikke en "sprudlende" men det er ikke det samme som at være deprimeret.

Han var bare under sådan et enormt pres i to år i træk.

Han ville bare ikke mere.

Han var bare - jeg tror bare at det var for meget.

[Sang]

Jeg fik et telefonopkald sent om aftene.

Jeg var klar over at der var noget galt, og så ringede jeg og fandt ud af hvad der var sket.

En medstifter af den sociale nyheds og underholdnings hjemmeside "Reddit" er fundet død.

Politiet fortæller at seksogtyve årige Aaron Swartz

begik selvmord i går i sin Brooklyn lejlighed.

Jeg tænkte bare at vi havde mistet en af vores generations mest kreative hjerner.

Jeg følte at hele verden faldt sammen i det øjeblik.

Det var en af de sværeste nætter i mit liv.

Jeg blev bare ved med at råbe "Jeg kan ikke høre dig! Hvad siger du? Jeg kan ikke høre dig!"

Jeg kan ikke. Sådan er det.

[Interviewer] Okay.

Jaah, der var ikke noget af det der gav mening,

og det gør det stadigt ikke.

Jeg var frustreret, vred.

[Ånder ud]

Du ved, jeg har prøvet at forklare det for mine børn.

Min tre-årige sagde til mig at lægerne ville reparere ham.

Jeg kender mange mennesker der er døde, men jeg har aldrig mistet nogen som ham,

for alla føler, og det gør jeg også, der var så meget vi kunne havet - mere der skulle laves som...

Jeg vidste bare ikke at det var der han var. Jeg vidste ikke at det var det han led af, og...

Han var en del af mig.

Jeg ville bare have at det ikke skulle være sand,og så...

og så kiggede jeg på hans Wikipedia side og jeg så slut datoen:

"til 2013".

[]

Min første tanke var: hvad nu hvis der ikke er nogen der lægger mærke til det?

Du ved, fordi det var ikke klart for mig hvor iøjnefaldende han var.

Jeg har aldrig set en så massiv sorg som jeg så.

Nette lyste bare op.

Alle prøvede at forklare det med deres egne ord, men jeg har aldrig set

folk sørge på Twitter før..

Folk sørgede vitterligt online.

Han var internettets egen dreng,

og den gamle verden slog ham ihjel.

Vi står midt i en tid hvor der ikke gøres noget ved voldsom uretfærdighed.

Arkitekterne bag den finansielle nedsmeltning går til middag med præsidenten, regelmæssigt.

At tænke sig at midt i den tid, der var det det her som myndighederne valgte at retsforfølge.

Det virkede bare absurd, hvis ikke det var så tragisk.

Spørgsmålet er: Kan vi gøre noget, givet hvad der er sket,

for at gøre verden til et bedre sted,

og hvordan kan vi videreføre den arv?

Det er det eneste spørgsmål man kan stille.

Over hele verden er der begyndt at opstå hack-a-thons, forsamlinger,

Aaron Swartz har på en måde fået det bedste frem i os ved at prøve på at sige:

Hvordan retter vi op på det her?

Han var efter min beskedne mening, en af de i sandheden ekstraordinært revulutionære

som dette land har frembragt.

Jeg ved ikke om Aaron tabte eller vandt,

men vi er helt sikkert af de ting som han kæmpede med.

Når vi sender bevæbnede betjente mod folk der prøver på at forbedre adgang til viden,

så har vi brudt princippet bag retsstaten - så har vi vanhelliget retfærdighedens tempel.

Aaron Swartz var ikke kriminel.

[Klapsalver]

Fremskridt kommer ikke af sig selv,

det kommer gennem vedvarende kampe.

Aaron kunne virkeligt skabe maagi,

og jeg er fast besluttet på at sikre at hans magi ikke slutter med hans død.

Han troede på at han kunne ændre verden, og han havde ret.

Som resultat af den sidste uge og i dag, er der allerede phoenixes der rejser sig.

[Klapsalver]

Efter Swartz's død har Zoe Lofgren fra repræsentanternes hus og senator Ron Wyden

fremlagt lovforslag til reformering af loven om computer baseret svindel og misbrug [CFAA] -

den forældede lov som lå til grund for de fleste af anklagerne mod Swartz.

Det kaldes "Aarons lov".

Aaron troede bogstaveligt på at du hele tiden burde spørge dig selv:

Hvad er det vigtigste i verden som jeg kunne arbejde på lige nu?

Og hvis det ikke er det du arbejder på, hvorfor gør du det så ikke?

[Demonstranterne] Det er sådan her demokrati ser ud!

[forsamlingen messer] Vi er også en del af folket!

Friheden på internettet er under angreb, hvad gør vi?

Rejs jer, kæmp imod det!

Friheden på internettet er under angreb, hvad gør vi?

Hey, hey! Ho, ho! NROC skal falde!

Jeg ville ønske vi kunne ændre fortiden, men det kan vi ikke.

Men vi kan ændre fremtiden, og det er vi nødt til.

Vi er nødt til at gøre det for Aaron, og vi er nødt til at gøre det for os selv.

Vi er nødt til at gøre det for at gøre vores verden til et bedre sted, et mere menneskeligt sted,

et sted hvor retfærdighed sker fyldest, og hvor adgang til viden bliver en menneskeret. [Klapsalver]

Der var den her dreng, tilbage i februar, fra Baltimore, fjorten år gammel,

som havde adgang til JSTOR, og han havde søgt rund i JSTOR efter at han havde læst noget,

og han fandt en måde hvorpå man tidligt kan undersøge for kræft i bugspytkirtlen,

og kræft i bugspytkirtlen er en voldsom dræber fordi man opdager det alt for sent,

når det opdages er det allerede for sent at gøre noget ved det,

og han sendte emails til hele onkologiafdelingen på John Hopkins,

du ved, hundreder af dem, og alle --
- [Interviewer] Sagde du at han var fjorten år gammel?

- ja, en fjorten årig knægt, og de fleste ignorerede ham, men der var en der sendte en email tilbage,

og sagde at det var ikke en helt dum ide, skulle du ikke tage og komme herover?

Drengen arbejdede aftener og weekender med den her forsker, og i februar hørte jeg ham i nyhederne

bare nogle få uger efter Aarons død, da Aaron var meget i nyhederne...

Undskyld...

og han sagde at grunden til at de var i nyhederne var at de havde gjort det.
De havde produceret

en test der kunne detektere kræft i bugspytkirtlen tidligt. Det ville komme til at redde liv

og han sagde, "Det er derfor det Aaron gjorde var så vigtigt".

For man ved aldrig, vel? Universielle sandheder er ikke bare noget

som politikerne bruger til, du ved, at finde ud af hvad hastighedsbegrænsningerne skal være.

Det er der hvor de ting der skal sikre at dine børn ikke dør af kræft i bugspytkirtlen kommer fra,

og uden adgang vil den person der finder det der redder dig

måske aldrig finde det svar der er brug for.

Han sov så god , han faldt ikke ud af [baby snak], ikke engang da han drømte at han var tilbage i rumskibet.

[Aaron's far] Rigtigt godt, Aaron. Rigtigt godt. Yay, Aaron!

OK, nu skal vi synge.

♪ ♪ ♪

AARON SWARTZ, 1986-2013

Tilkendegivelser

SLUT