Vil du præsentere dig selv til at starte med? Mit navn er Claus Bonnez og jeg er forsvarsadvokat og advokat også inde for visse andre områder herunder sager om tvangsindlæggelser, altså retsplejelovens kapitel 43a, selve diagnoserne har jeg ikke så meget forstand på det overlader jeg til lægevidenskaben. Kender du det anerkendte Rosenhan studie, og i så fald har du en mening om det? Jeg har hørt det omtalt. Det er et studium som skulle påvise at nogle studerende der blev indkaldt til et forsøg blev konstateret at have en psykiatrisk diagnose uagtet af de ikke havde det, det er sådan set hvad jeg ved om det Kunne amerikanske psykiatere skelne imellem om et individ var sindsygt eller normalt? Psykolog David Rosenhan lavede et dramatisk eksperiment Han samlede 8 mennesker, inklusiv ham selv, hvoraf ingen tidligere havde haft en psykiatrisk lidelse Hver person blev så sendt til et specifikt psykiatrisk hospital et sted i landet På et aftalt tidspunkt mødte de op på hver deres hospital og fortalte den tilstedeværende psykiater at de hørte stemmer der sagde ordet “thud" (bump) ? Det var den eneste løgn de skulle fortælle ellers skulle de opfører sig fuldstændig normalt Og hvad skete der så? Alle blev diagnosticeret sindsyge, og indlagt på hospitalet Alle? Alle! Og var der nogle der var sindsyge? Nej, der var ingen der kunne have bedømt disse mennesker sindsyge Jeg fortalte venner og familie: "Jeg kommer ud når jeg vil ud" - det var alt! "Jeg er der nogle dage, og så kommer Jeg ud!" Ingen viste at jeg ville være tvunget til at være der i 2 måneder! Efter indlæggelsen opførte alle 8 falske patienter sig fuldstændigt normalt Men hospitalerne nægtede at udskrive dem, 7 blev diagnosticeret som værende skizofrene, og en som værende bi-polar De blev alle givet stærke psykofarmaka De fandt at der var intet de kunne gøre for at overbevise lægerne at de var raske Og det blev hurtigt klart at den eneste måde at komme ud - var at give psykiaterne ret i at de var sindsyge, og lade som om de fik det bedre Den eneste måde at komme ud på var at give dem ret De sagde at jeg var sindsyg, ”Jeg er sindsyg, men jeg får det bedre" Det var en bekræftelse af deres perspektiv af mig I retten, når jeg anfægter en tvangsindlæggelse, det er jo de menneskeretslige aspekter om man overholder reglerne og så er jeg kritisk overfor at man i dansk ret, generelt ikke tillader at man får en "second opinion" altså en alternativ udtalelse ud over myndighedernes vurderinger når man skal lægge til grund om en person opfylder kriterierne for om man skal være tvangsindlagt i Danmark Ok, er det noget der sker ofte? Jamen det er hovedreglen, altså... Er det hovedreglen at der ikke bliver mulighed for at få en "second opinion"? Ja, absolut det følger af psykiatriloven, at hvis man tvangsindlægges så har man ret til at få en domstolsprøvelse af hvorvidt tvangsindlæggelsen var berettiget og den domstolsprøvelse, skal man have i Dansk ret, ifølge den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 5 at man skal have en sådan prøvelse og det har vi selvfølgelig også i Danmark fordi vi er medlemmer af europarådet for at leve op til grundloven Når vi så har de sager efter min opfattelse så bliver de noget af en farce, fordi man reelt ikke har andre udtalelser end det hospital selv som så at sige har opretholdt den her tvangsindlæggelse og dermed mangler vi jo at få en kritisk udtalelse der eventuelt kan gå imod de indlæggende myndigheders udtalelse Og det er jo sådan og det er jo meget forståeligt at dommere, domstole og advokater vi har jo ikke nogen psykiatrisk sagkyndig viden og jeg kan jo ikke vide når en læge siger at en eller anden er sindsyg meget ofte kan man jo ikke se på klienten om de er sindsyge eller ikke er sindsyge, så det har jeg jo ikke noget begreb om og det har dommeren sådan set heller ikke og det har regionens, (hospitalets) advokat heller ikke når vi står med sådan en sag i retten og så forlader vi os på det hospital som har forestået indlæggelsen og det er jo ikke så underligt at de siger om deres egen beslutning at den var berettiget og derfor er og bliver de sager meget tomme og efter min opfattelse i strid med Den Europæiske Menneskeretigheds Konvention Og det bygger jeg på at det konkret fremgår i nogle afgørelser truffet af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at det skal være en uhildet instans som foretager den efterfølgende vurdering af om den pågældende er sindsyg eller var sindsyg altså ikke den institution som har besluttet at tvangsindlægge oprindeligt for mig er det ganske indlysende og Menneskerettighedsdomtolens praksis er ikke særlig overraskende men når man påberåber den i Dansk ret så er det sådan set for døve ører for både by- og landsretterne er sådan set ligeglade Og nu har jeg indklaget en konkret sag for Menneskeretighedsdomtolen Aha, på det grundlag? På netop det spørgsmål om at der ikke har været uvildig sagkyndig bistand under prøvelsen af sagen Både by- og landsret lagde i den konkrete sag ligesom i de øvrige mange andre sager jeg også har alene vægt på den indlæggende myndigheds, den indlæggende læges sagkyndige vurderinger og de sagkyndige vurderinger som lå til grund for opretsholdelse af tvangsindlæggelsen og efter min opfattelse opfylder det ikke de retssikkerhedskrav som stilles i Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 5 Tiden til faglig reflektion og fordybelse er ikke tilstede i det daglige arbejde... Jo, det er klart. Man kan sige det er lidt et andet problem det du rejser fordi spørgsmålet er jo når man så er indlagt på et hospital hvis arbejdsforholdene er så ringe som de er beskrevet i den undersøgelse fra arbejdstilsynet så opstår der en risiko for at man simpelthen fejldiagnostiserer og det kan jo have både betydning for folk der har godt af at være på hospitalet og være under behandling, de måske for tidligt bliver skrevet ud og sendt hjem mens andre der slet ikke burde være på hospitalet f.eks., fordi de slet ikke er syge forbliver på hospitalet uberettiget - som selvfølgelig er et alvorligt problem i og med folk de er tvangsindlagt Men om så man forestiller sig at hospitalet i øvrigt havde fuldstændig gode arbejdsforhold og et fagligt meget kompetent personale så er det stadig væk i strid med de retstatsprincipper som Menneskerettighedsdomstolen indfortolker i artikel 5 at det er samme institution som efterfølgende under en sag hvor en borger gør gældende at en tvangsindlæggelse var uberettiget, at det er de samme institutioner som så at sige leverer de udtalelser som retten træffer sin afgørelse på så er det ligemeget... Det forstærkes selvfølgelig af at arbejdsmiljøet så også er dårligt for det gør måske validiteten af de her lægelige udtalelser dårlig men om så det ikke var sådan så er det stadigvæk problematisk fordi det hører med til hele den kontradiktoriske tankegang, man har i en demokratisk retstats retssale nemlig at den part der angribes, skal have lejlighed til at fremkomme med argumenter og at den part der står på den anden side også skal have lejlighed til det og her står patienterne når de bliver udskrevet og har altså den eneste ammunition de kan diske op med er modpartens oplysninger om dem selv det er jo absurd, og bryder grundlæggende med de menneskeretlige traditioner vi har i dansk ret Jeg ved ikke om i agter at interviewe den anden side, Regionen f.eks. Kom med et eksempel på hvor at patienten der har indklaget en sag efter psykiatriloven, har fået lov til at indhente sagkyndig bistand det forekommer overhovedet ikke i ugeskrift for retsvæsenet eller i andre retstidsskrifter som jeg har kenskab til Og det vil sige at det er helt normalt i dansk ret at man ikke følger Menneskerettighedsdomstolens praksis med at den tidligere tvangsindlagte skal have lejlighed til at få en kritisk sagkyndig vurdering men at man alene lægger vægt på den indlæggende læges vurdering. Det er meget problematisk!