Hvordan ét træ kan gro 40 forskellige slags frugter

Kunstner Sam Van Aken deler det betagende arbejde bag "Tree of 40 Fruit," en igangværende serie af hybridiserede frugttræer, der gror 40 forskellige sorter af ferskener, blommer, abrikoser, nektariner og kirsebær -- alle sammen på det samme træ. Det der begyndte som et kunstprojekt for at fremvise smukke, multifarvede blomster, er blevet et levende arkiv af sjældne, nedarvede eksemplarer og deres historier, en praktisk (og lækker!) måde at uddanne folk om kultivering og et levende symbol på nødvendigheden af biodiversitet for at sikre fødevaresikkerhed.
"Mere end bare mad, vores kultur er rodfæstet i disse frugter ... På mange måder er disse frugter vores historie," siger Van Aken.

For 100 år siden,

var der 2.000 sorter af ferskener,

næsten 2.000 forskellige blommer

og næsten 800 navngivne sorter af æbler,
der voksede i de Forenede Stater.

I dag er kun en brøkdel af dem tilbage

og dét, der er tilbage, er truet
af industrialiseringen af landbruget,

sygdom og klimaændringer.

De truede sorter inkluderer "Blood Cling",

en fersken med rødt frugtkød som blev
bragt til Amerika af spanske missionærer

og dyrket af indianerne i århundreder;

en abrikos der kom
med kinesiske immigranter

som kom for at arbejde
på den transkontinentale jernbane;

og utallige sorter af blommer
som stammede fra Mellemøsten

og kom med italienske,
franske og tyske indvandrere.

Ingen af disse sorter
er oprindeligt herfra

Faktisk blev næsten alle
vores frugttræer bragt hertil,

inklusive æbler og ferskener og kirsebær.

Så mere end bare mad,

indlejret i disse frugter
er vores kultur.

Det er de folk, der dyrkede og plejede dem

som skattede dem så højt
at de tog dem hertil med dem

som en forbindelse til deres hjem

og det er måden hvorpå
de har videregivet og delt dem.

På mange måder,
er disse frugter vores historie.

Og jeg var heldig nok til at lære om det

igennem et kunstværk, som jeg skabte,
med titlen "Tree of 40 Fruit."

Tree of 40 Fruit er et enkelt træ,

som der vokser 40 sorter
af stenfrugter på.

Så det er ferskener, blommer, aprikoser,
nektariner og kirsebær,

som allesammen gror på det samme træ.

Det er designet til at ligne et
normalt træ gennem størstedelen af året

indtil det, om foråret, blomstrer
lyserødt og hvidt

og så bærer det, om sommeren,
en mangfoldighed af forskellige frugter.

Jeg startede projektet
af kunstneriske årsager:

Jeg ville ændre hverdagens virkelighed

og for at være ærlig,

skabe dette overraskende øjeblik
hvor folk kunne se træet

blomstre i alle de forskellige farver

og bære alle disse forskellige frugter.

Jeg skabte træet med 40
frugter ved podning.

Jeg samler afklipninger om vinteren,
opbevarer dem

og poder dem så
på enden af grenene om foråret.

Faktisk, er næsten alle frugttræer podet

fordi frugttræers frø er en
genetisk variant af forældretræet.

Så når vi finder en sort,
som vi virkelig kan lide,

formerer vi den ved
at tage en afklipning af ét træ

og putte den på et andet --

det er ret mærkeligt at tænke på,

at hvert eneste Macintosh æble
kom fra ét træ,

som er blevet podet igen og igen
fra generation til generation.

Men det betyder også, at frugttræer
ikke kan præserveres som frø.

Jeg har kendt til podning,
så længe jeg kan huske.

Min oldefar levede af
at pode ferskenplantager

i det sydøstlige Pennsylvania.

Og selvom jeg aldrig mødte ham,

hver gang nogen nævnte hans navn,

bemærkede de hurtigt,

at han kunne pode, som om han havde
en magisk eller mystisk evne.

Jeg besluttede mig for tallet 40
til træet med 40 frugter

fordi det findes overalt
i vestlig religion

ikke som det kvantificerbare dusin
og ikke det uendelige,

men et tal som ikke kan tælles.

Det er en gave eller en mangfoldighed.

Men problemet var, at da jeg startede,

kunne jeg ikke finde
40 forskellige sorter af disse frugter

på trods af at jeg bor i staten New York,

som, for hundrede år siden,

var en af de førende producenter
af disse frugter.

Så imens de fællede forskningsplantager

og gamle plantager,

samlede jeg grene fra dem

og podede dem på træerne i mit gartneri.

Sådan her så træet med 40 frugter ud
da jeg først plantede dem

og sådan her ser de ud seks år senere.

Det her er bestemt ikke en sport, med
øjeblikkelig tilfredsstillelse --

(Latter)

Det tager et år, før du kan se,
om en podning er lykkedes;

det tager to til tre år, før du kan se,
om det bærer frugt;

og det tager op til otte år,
at skabe bare ét af disse træer.

Hver af sorterne,
som er podet på træet med 40 frugter,

har en lidt forskellig form
og en lidt forskellig farve.

Og jeg indså, at ved at lave en tidsplan
for hvornår de alle blomstrede

i forhold til hinanden,

kan jeg i bund og grund forme eller
designe hvordan træet ser ud om foråret.

Og det er sådan, de ser ud om sommeren.

De producerer frugt fra juni
til slutningen af september.

Først kirsebær, så abrikoser,

asiatiske blommer, nektariner og ferskener

og jeg tror, jeg har glemt én af dem...

(Latter)

Selvom det er et kunstværk,
der eksisterer udenfor galleriet,

som projektet fortsætter,

har det været en bevaring
gennem kunstverdenen.

Da jeg er blevet bedt om
at skabe disse på forskellige steder,

har jeg tænkt mig at undersøge sorter

der oprinder fra eller
historisk dyrkedes i det område.

Jeg vil skaffe dem lokalt
og pode dem på træet

så det bliver en landbrugshistorie
over det område hvor de står.

Og så blev projektet taget op online

hvilket var skræmmende og ydmygende.

Det skræmmende var alle
de tatoveringer, jeg så

af billeder af træet med 40 frugter.

(Latter)

Og jeg tænkte, "Hvorfor
dog gøre det mod sin krop?"

(Latter)

Og den ydmygende del var alle
de henstillinger, som jeg modtog

fra pastorer, fra rabbinere og præster

som bad om at bruge træet
som en central del af deres gudstjeneste.

Og så blev det et meme --

og svaret på dét spørgsmål er,
"Det håber jeg ikke?"

[Er dit ægteskab som
træet med 40 frugter?]

(Latter)

Som alle gode memes

har det ført til et interview på National
Public Radios "Weekend Edition,"

og som college professor
troede jeg, at jeg havde toppet --

at det var kulminationen af min karriere -

men man ved aldrig hvem der lytter til NPR

Og adskillige uger efter NPR interviewet,

modtog jeg en email fra
USA's forsvarsministerium.

The Defense Advanced Research
Project Administration inviterede mig

til at komme og tale
om innovation og kreativitet

og det er en samtale, der hurtigt blev
til en diskussion om fødevaresikkerhed.

Ser I, vores nationale sikkerhed
er afhængig af vores fødevaresikkerhed.

Nu da vi har skabt disse monokulturer

der kun dyrker et par sorter
af hver afgrøde,

hvis der sker noget
med bare én af de sorter,

kan det have en dramatisk virkning
på vores fødevareforsyning.

Og nøglen til at opretholde
vores fødevaresikkerhed

er at bevare vores biodiversitet.

For 100 år siden, blev det gjort
af alle der havde en have

eller et par enkelte træer i baghaven

og dyrkede sorter,
der var gået i arv i deres familie.

Det her er blommer fra bare ét
Tree of 40 Fruit på én uge i august.

Adskillige år inde i projektet,

fik jeg at vide, at jeg havde én
af de største samlinger af disse frugter

i det østlige USA,

hvilket, som en kunstner,
er fuldstændig rædselsvækkende.

(Latter)

Men på mange måder
vidste jeg ikke hvad jeg havde.

Jeg opdagede, at størstedelen
af de sorter, jeg havde,

var nedarvede sorter,

altså de der dyrkedes før 1945,

hvilket er anset som starten
på industrialiseringen af landbruget.

Adskillige af sorterne er dateret
til for tusinder af år siden.

Og da jeg fandt ud af hvor sjældne de var,

blev jeg besat af at forsøge at bevare dem

og fartøjet til dette blev kunst.

Jeg ville gå ind i gamle plantager
før de blev fældet

og jeg ville redde den del af stammen,

der havde den oprindelige podning.

Jeg begyndte at lave aftryk
af blomster og bladene

for at lave herbarium-eksemplarer.

Jeg begyndte at lave DNA-sekvensering.

Men i sidste ende, satte jeg ud
for at bevare historien

igennem disse kobberplade-ætsninger
og brevpresse-beskrivelser.

For at fortælle
George IV-ferskenens historie,

som rodfæstede sig mellem
to bygninger i New York City --

nogen går forbi, smager den,

den bliver en stor kommerciel sort
i det 19. århundrede

fordi så godt smager den bare.

Så forsvinder den næsten,

fordi den ikke er god at afskibe

og den tilpasser sig ikke moderne landbrug

Men jeg erkænder, at som en historie
er den nødt til at blive fortalt.

Og i fortællingen af den historie,

må den inkludere oplevelsen af
at kunne røre,

lugte og smage de sorter.

Så jeg gik i gang med at skabe en plantage

for at gøre disse frugter
offentligt tilgængelige

og for at have målet om at anbringe dem
i den højeste densitet af mennesker,

som jeg kunne finde.

Naturligvis begyndte jeg med at lede
efter en hektar land i New York City --

(Latter)

hvilket, set i bakspejlet,
virkede ret ambitiøst

og nok var årsagen til at ingen ringede
eller besvarede mine emails --

(Latter)

indtil jeg, fire år senere, fik et svar
fra Governors Island.

Så Governors Island
er en tidligere flådebase

der blev givet til City of New York i 2000

Og det åbnede for alt det her land

bare fem minutter med færge fra New York.

Og de inviterede mig til at lave
et projekt, som vi kalder "Open Orchard",

som vil bringe frugtsorter tilbage,

der ikke er blevet dyrket i New York
i over et århundrede.

P.t. under udførelse,

vil Open Orchard være 50 træer,
der er podet flere gange,

som besidder 200 nedarvede
og antikke frugtsorter.

Så det her er sorter, der stammer fra
eller dyrkedes historisk i området.

Sorter som "Early Strawberry" æblet

som har sin oprindelse på 13th Street
og Third Avenue.

Eftersom et frugttræ
ikke kan bevares som frø,

vil Open Orchard fungere
som en levende genbank

eller et arkiv af disse frugter.

Ligesom Tree of 40 Fruit,

vil den være empirisk;

den vil også være symbolsk.

Vigtigst af alt vil den invitere folk
til at deltage i bevarelse

og til at lære mere om deres mad.

Igennem Tree of 40 Fruit

har jeg modtaget tusindvis
af emails fra folk,

med spørgsmål som
"Hvordan planter man et træ?"

Med under tre procent af befolkningen

der har direkte tilknytning til landbruget

vil Open Orchard invitere folk

til at komme og deltage i offentlige
programmer og være med i workshops

for at lære at pode, at dyrke,
at beskære og høste et træ;

til at deltage i rundture
om frisk mad eller blomster;

til arbejde med lokale kokke
for at lære at bruge frugterne

og til at genskabe århundrede gamle retter

som mange af disse sorter
dyrkedes specielt til.

Ud over plantagens fysiske placering,

vil det være en kogebog,
der samler alle de opskrifter.

Det vil være en opslagsbog,

der fortæller om frugternes
karakteristika og karaktertræk,

deres oprindelse og deres historier

Da jeg voksede op på en gård, troede jeg,
at jeg forstod landbruget

og jeg ville ikke have noget
med det at gøre.

Så jeg blev kunstner --

(Latter)

Men jeg må indrømme,
at det er noget i min egen DNA.

Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste.

For 100 år siden, var vi alle sammen
bundet tættere med kulturen,

dyrkningen og historien bag vores mad

og vi er blevet skilt fra det.

Open Orchard skaber muligheden

for ikke bare at genskabe kontakten
til denne ukendte fortid,

men for at vi kan overveje,
hvad fremtiden for vores mad kunne være.

Tak.

(Applaus)