Hvordan redder man truede sprog?

Op til 3000 sprog kan uddø i løbet af de næste 80 år og bringe nærmest hele kulturer ned med sig. I denne korte tale viser sprogaktivisten Daniel Bögre Udell hvordan folk rundt i verden opfinder nye måder at genoplive sine forfædres sprog og genopbygge deres traditioner - og opfordrer os til også at udforske vores sproglige arv. "Det at genoplive sit sprog og fejre sin kultur er en magtfuld måde at være sig selv i en globaliseret verden," siger han.

Sprog uddør ikke bare af sig selv.

Folk opgiver deres modersmål
fordi de er tvunget til det.

Ofte er presset politisk.

I 1892

sagde en amerikansk general,
Richard H. Pratt

at udryddelsen af indfødte kulturer

var det eneste alternativ
til udryddelsen af indfødte folk.

"Dræb indianeren," sagde han,
"men spar mennesket."

Og indtil 1978
gjorde regeringen lige dét

ved at fjerne indfødte børn
fra deres familier

og tvinge dem på kostskoler
hvor de fik engelske navne

og blev straffet for at tale sit sprog.

Assimilation var komplement til folkedrab.

I dag findes der syv tusind sprog

men få er anerkendt
af deres egne regeringer

eller støttet online.

Så for folk fra størstedelen af kulturer

er globaliseringen dybt fremmedgørende.

Det betyder at man opgiver sit sprog
for en andens.

Og hvis intet ændrer sig,

kan så mange som 3000 sprog uddø
i løbet af de næste 80 år.

Heldigvis ændrer tingene sig.

Overalt i verden

genopliver folk sine forfædres sprog

og genopbygger sine kulturer.

Så vidt vi ved,

begyndte genoplivelsen af sprog i 1800erne
hvor grundet den voksende antisemitisme,

jødiske fælleskaber brugte deres sprogarv,
hebraisk

som et middel til kulturel genoplivelse.

Og selvom det ikke havde været talt
i over 1000 år

var det bevaret
i jødiske religiøse og filosofiske bøger.

Jødiske aktivister studerede
og underviste deres børn i sproget

som blev dets første modersmålstalere
i næsten 100 generationer.

I dag er det et modersmål
for fem milioner jøder.

Og for mit vedkommende,

som en assimileret, engelsktalende medlem
af den jødiske diaspora,

en grundpille i kulturel suverænitet.

To tusind år senere,

er vi her stadigvæk.

Indtil for nyligt

var genoplivelsen af hebraisk
noget usædvanligt.

Få sprog er så godt bevaret som vores,

og med oprettelsen af Israel,

den første jødiske stat i over 1000 år,

fik man et sted,
hvor hebraisk kunne bruges dagligt.

Med andre ord,
fik andre kulturer bare ikke en chance.

(Video) Godaften, jeg hedder Elizabeth

og jeg bor i Cornwall.

Det var kornisk,

det traditionelle sprog i Cornwall,

som i dag er et grevskab i Sydengland

I 1900-tallet kæmpede korniske aktivister
for sin kultur.

Sproget havde ikke været talt
i over 100 år,

men de brugte gamle bøger og skuespil
til at lære sine børn det.

Den nye, kornisktalende generation

var dog spredt over hele Cornwall

og kunne ikke bruge sproget frit.

I 1990'erne var kornisk genoplivet,

men det trivedes ikke.

Men så, i starten af 2000'erne,
fandt korniske talere hinanden online

og brugte digitale rum
til at tale sproget dagligt.

Derefter organiserede de
ugentlige og månedlige events,

hvor de kunne mødes
og tale sproget offentligt.

I dag er der korniskundervisning
på nogle skoler.

Der er korniske skilte,

isreklamer,

Wikipedia og endda memes.

(Latter)

(Latter)

Med deres sprog intakt igen,

har Cornwallbefolkningen
sikret sig anerkendelse

som en keltisk nation sammen med
Irland, Skotland og Wales.

De modstod århundreder
af tvangsassimilation

og sagde: "Vi er ikke
et grevskab i England.

Vi er et selvstændigt folk.

Og vi er her stadig."

Og de er ikke de eneste.

Tunica-Biloxi stammen i Louisiana
er i gang med at genoplive sit sprog.

(Video) (Tunica) Jeg hedder Teyanna.

Mine venner kalder mig "Stille Storm".

Det startede i 1980'erne,

da Donna Pierite og hendes familie

begyndte at tage ture
til Baton Rouge og New Orleans

for at fotokopiere gamle dagbøger
der var gemt væk i universitetsarkiver.

Målet var at studere Tunica

og lære børnene det
og dele det med sit fællesskab.

I dag fører de Tunica ind i en renæssance.

Siden 2014 er der
næsten 100 deltagere til sprogkurser

og ifølge en folketælling fra 2017,

er der 32 der taler sproget flydende.

Nogle af dem, som Donnas datter, Elisabeth

lærer deres børn Tunica.

Disse nye talere skaber indhold,

Facebookvideoer og memes.

(Latter)

(Latter)

(Latter)

Jo mere de publicererer,

jo mere inspirerer de andre Tunica folk
til at involvere sig.

Et medlem af stammen, der bor i Texas,
skrev til Elisabeth på Facebook

og spurgte, hvordan man siger
"velsign disse lande."

Det var til et haveskilt,

så hun kunne vise sine naboer,
at hendes kultur er i live

og trives i dag.

Hebraisk, kornisk og tunica
er blot tre eksempler

fra en hel opblussen af sprogaktivisme
i alle verdensdele.

Om det er Jèrriaistalende fra Kanaløerne,

eller kenyansk tegnsprogsbrugere
fra Nairobi,

har alle grupper, der arbejder på
at bevare eller genoplive et sprog,

én ting tilfælles: medier,

så deres sprog
kan deles og undervises i.

Og i takt med at internettet vokser,

og tilgængeligheden,
skabelsen af medier øges,

bliver bevarelsen og genoplivelsen
af sprog

mere realisabel end nogensinde før.

Så hvad er jeres forfædres sprog?

Mines er hebraisk, jiddisch,
ungarsk og skotsk gælisk,

selvom jeg voksede op med engelsk.

Og heldigvis var hver af disse sprog
tilgængelig online.

Især hebraisk -
det var præinstalleret på min mobil,

det er støttet af Google Oversæt

og det har endda autokorrektur.

Og selvom dit sprog
måske ikke er understøttet lige så bredt,

prøv at undersøge det,

fordi chancerne er, at nogen derude
er allerede i gang med at få det online.

Det at genoplive sit sprog
og fejre sin kultur

er en magtfuld måde at være sig selv
i en globaliseret verden,

fordi, som jeg for nylig har lært
at sige på hebraisk,

"'nḥnw 'dyyn k'n" -

vi er her stadig.

Tak.

(Bifald)