Sprog uddør ikke bare af sig selv. Folk opgiver deres modersmål fordi de er tvunget til det. Ofte er presset politisk. I 1892 sagde en amerikansk general, Richard H. Pratt at udryddelsen af indfødte kulturer var det eneste alternativ til udryddelsen af indfødte folk. "Dræb indianeren," sagde han, "men spar mennesket." Og indtil 1978 gjorde regeringen lige dét ved at fjerne indfødte børn fra deres familier og tvinge dem på kostskoler hvor de fik engelske navne og blev straffet for at tale sit sprog. Assimilation var komplement til folkedrab. I dag findes der syv tusind sprog men få er anerkendt af deres egne regeringer eller støttet online. Så for folk fra størstedelen af kulturer er globaliseringen dybt fremmedgørende. Det betyder at man opgiver sit sprog for en andens. Og hvis intet ændrer sig, kan så mange som 3000 sprog uddø i løbet af de næste 80 år. Heldigvis ændrer tingene sig. Overalt i verden genopliver folk sine forfædres sprog og genopbygger sine kulturer. Så vidt vi ved, begyndte genoplivelsen af sprog i 1800erne hvor grundet den voksende antisemitisme, jødiske fælleskaber brugte deres sprogarv, hebraisk som et middel til kulturel genoplivelse. Og selvom det ikke havde været talt i over 1000 år var det bevaret i jødiske religiøse og filosofiske bøger. Jødiske aktivister studerede og underviste deres børn i sproget som blev dets første modersmålstalere i næsten 100 generationer. I dag er det et modersmål for fem milioner jøder. Og for mit vedkommende, som en assimileret, engelsktalende medlem af den jødiske diaspora, en grundpille i kulturel suverænitet. To tusind år senere, er vi her stadigvæk. Indtil for nyligt var genoplivelsen af hebraisk noget usædvanligt. Få sprog er så godt bevaret som vores, og med oprettelsen af Israel, den første jødiske stat i over 1000 år, fik man et sted, hvor hebraisk kunne bruges dagligt. Med andre ord, fik andre kulturer bare ikke en chance. (Video) Godaften, jeg hedder Elizabeth og jeg bor i Cornwall. Det var kornisk, det traditionelle sprog i Cornwall, som i dag er et grevskab i Sydengland I 1900-tallet kæmpede korniske aktivister for sin kultur. Sproget havde ikke været talt i over 100 år, men de brugte gamle bøger og skuespil til at lære sine børn det. Den nye, kornisktalende generation var dog spredt over hele Cornwall og kunne ikke bruge sproget frit. I 1990'erne var kornisk genoplivet, men det trivedes ikke. Men så, i starten af 2000'erne, fandt korniske talere hinanden online og brugte digitale rum til at tale sproget dagligt. Derefter organiserede de ugentlige og månedlige events, hvor de kunne mødes og tale sproget offentligt. I dag er der korniskundervisning på nogle skoler. Der er korniske skilte, isreklamer, Wikipedia og endda memes. (Latter) (Latter) Med deres sprog intakt igen, har Cornwallbefolkningen sikret sig anerkendelse som en keltisk nation sammen med Irland, Skotland og Wales. De modstod århundreder af tvangsassimilation og sagde: "Vi er ikke et grevskab i England. Vi er et selvstændigt folk. Og vi er her stadig." Og de er ikke de eneste. Tunica-Biloxi stammen i Louisiana er i gang med at genoplive sit sprog. (Video) (Tunica) Jeg hedder Teyanna. Mine venner kalder mig "Stille Storm". Det startede i 1980'erne, da Donna Pierite og hendes familie begyndte at tage ture til Baton Rouge og New Orleans for at fotokopiere gamle dagbøger der var gemt væk i universitetsarkiver. Målet var at studere Tunica og lære børnene det og dele det med sit fællesskab. I dag fører de Tunica ind i en renæssance. Siden 2014 er der næsten 100 deltagere til sprogkurser og ifølge en folketælling fra 2017, er der 32 der taler sproget flydende. Nogle af dem, som Donnas datter, Elisabeth lærer deres børn Tunica. Disse nye talere skaber indhold, Facebookvideoer og memes. (Latter) (Latter) (Latter) Jo mere de publicererer, jo mere inspirerer de andre Tunica folk til at involvere sig. Et medlem af stammen, der bor i Texas, skrev til Elisabeth på Facebook og spurgte, hvordan man siger "velsign disse lande." Det var til et haveskilt, så hun kunne vise sine naboer, at hendes kultur er i live og trives i dag. Hebraisk, kornisk og tunica er blot tre eksempler fra en hel opblussen af sprogaktivisme i alle verdensdele. Om det er Jèrriaistalende fra Kanaløerne, eller kenyansk tegnsprogsbrugere fra Nairobi, har alle grupper, der arbejder på at bevare eller genoplive et sprog, én ting tilfælles: medier, så deres sprog kan deles og undervises i. Og i takt med at internettet vokser, og tilgængeligheden, skabelsen af medier øges, bliver bevarelsen og genoplivelsen af sprog mere realisabel end nogensinde før. Så hvad er jeres forfædres sprog? Mines er hebraisk, jiddisch, ungarsk og skotsk gælisk, selvom jeg voksede op med engelsk. Og heldigvis var hver af disse sprog tilgængelig online. Især hebraisk - det var præinstalleret på min mobil, det er støttet af Google Oversæt og det har endda autokorrektur. Og selvom dit sprog måske ikke er understøttet lige så bredt, prøv at undersøge det, fordi chancerne er, at nogen derude er allerede i gang med at få det online. Det at genoplive sit sprog og fejre sin kultur er en magtfuld måde at være sig selv i en globaliseret verden, fordi, som jeg for nylig har lært at sige på hebraisk, "'nḥnw 'dyyn k'n" - vi er her stadig. Tak. (Bifald)