Det var aldrig planen, at jeg skulle blive klima-aktivist Men situationen har forandret sig og nu står jeg her, som klima-aktivist og beder jeg alle om også at blive det. Nu vil jeg fortælle hvorfor, og endnu vigtigere: hvordan. For ti år siden, da jeg var 13, lærte jeg første gang om drivhuseffekten. Vi brugte 90 minutter på emnet, og jeg kan huske, at det irriterede mig, at noget så fundamentalt blev kogt ned til kun én geografitime. Den irritation gik aldrig helt væk, så da jeg blev student, besluttede jeg at læse geografi, for at sikre at jeg forstod det med klimaforandringerne. Og det vendte op og ned på det hele. Det var første gang, jeg så på tallene, på videnskaben bag klimakrisen og jeg troede ikke mine egne øjne. Som de fleste vidste jeg nok, at planeten ikke havde det så godt. Men jeg anede ikke, at vi nærmer os en selvskabt katastrofe med så hastige skridt. Det var også første gang jeg forstod, hvor stor forskel det gør at se på det store billede. Tag for eksempel koncentrationen af CO2; den vigtigste faktor i global opvarmning. Det her ser jo slemt ud. Det ser ud som om det går den forkerte vej. Men når man ser ikke bare på de sidste 60 år, men de sidste 10.000 år, forstår man hvor uhyggeligt, det her faktisk er. Og det er kun ét aspekt af den krise, vi er midt i. Jeg vil ikke gå i detaljer, men lad mig sige én ting: Vi lever i en tid hvor den mest ødelæggende kraft på planeten, er menneskeheden selv. Vi lever i en tid som ingen videnskabsfolk kan love, at du overlever. Vi lever i en tid, hvor vi skaber et miljø, der ikke længere er sikkert for mennesker. Så der sad jeg, første år på geografi, og følte mig ret overvældet. Men ... der var også gode nyheder. Det samme år jeg hørte om alt det her, gik ledere fra hele verden sammen i Paris og aftalte et fælles mål om global opvarmning på max 2 grader. Billederne gik verden rundt, og folk sagde til mig, at det var en historisk dag. Sikke en lettelse, hva'? Bortset fra ... at der var noget, der ikke helt stemte. Efter aftalen var underskrevet, blev situationen ikke bedre. Faktisk blev den meget værre. Beslutningstagere, industrier, ledere og politikere. fortsatte som før og udnytter vores ressourcer uden tanke for fremtiden, og bygger flere kulkraftværker selvom vi godt ved, at der står i Paris-aftalen, at vi skal holde op med det. Så selvom der naturligvis også sker noget positiv -- der bliver installeret vind- og solenergi verden over, ja -- men de forandringer går langsomt -- alt for langsomt, faktisk. Så efter Paris-aftalen blev underskrevet, fortsætter graferne deres himmelflugt og sætter nye rekorder hvert år. De fem varmeste år, vi nogensinde har målt er de sidste fem år, og vi har aldrig udledt mere, på globalt plan, end vi gør i dag. Så der stod jeg på én gang kunne jeg se og forstå videnskaben, og se, at der ikke kom svar, at der ikke kom handling. Og så fik jeg nok. Jeg besluttede mig for at tage med til FN's Klimakonvention, det forum, der blev oprettet for at bringe folk sammen for at få styr på klimaet -- men åbenbart ikke sådan rigtigt. Det var sidste år. Jeg rejste over til Klimakonventionen for at finde ud af hvad der foregår, hvad det egentlig handler om. Hvis du er politisk realist, er det måske ikke overraskende, men for mig var det svært at tage: Olieindustrien og politiske ledere gør alt, alt hvad de kan for at forhindre réel forandring. De vil helst ikke sætte mål, der er ambitiøse nok til at holde os under de 2 grader. De er jo dem, der som de eneste, har gavn af denne klimakrise, ikke? Olieindustrien genererer profit, og de politiske ledere, overvejer næste valg, og det der er populært og det er åbenbart ikke at stille de svære spørgsmål De har ingen grund til at ændre spillets regler. Der findes ingen lande, hvor virksomheder eller politiske kræfter bliver underlagt sanktioner, når de smadrer klimaet. Hvor underlig og trist, den konvention end var, så var der én, der var anderledes, én som virkede ret bekymret, og det var Greta Thunberg. I dét øjeblik besluttede jeg at alt andet virkede håbløst og meningsløst så jeg gik med i hendes klimastrejke, lige der på konventionen. Det var min første klimastrejke, og det var en meget mærkelig kulisse, bare hun og jeg, der sad der i konferencelokalet, omringet af et virvar af jakkeklædte konferencedeltagere, som slet ikke anede, hvad de skulle stille op med os. Og alligevel føltes det mere kraftfuldt, end jeg længe havde turde håbe på. Og det var lige der, jeg fik følelsen af, at det var tid til at begynde at strejke i Tyskland. Jeg var blevet overbevist om, at ingen andre ville gøre det for os, og var der den mindste chance for, at det kunne gøre en forskel virkede det dumt ikke at prøve. Så jeg -- (klapsalver) Så jeg rejste tilbage til Berlin. Jeg fik allierede, som havde fået den samme idé på det tidspunkt. og sammen ville vi afprøve "Fredage for fremtiden". Vi anede naturligvis ikke, hvad vi rodede os ud i. Før vores første strejke havde mange af os, inklusive mig aldrig organiseret en demonstration eller nogen form for protestaktion før. Vi havde ingen penge, ingen ressourcer og overhovedet ingen idé om hvad klimastrejke er. Så vi begyndte med noget, vi var gode til: at sende tekstbeskeder vi skrev dag og nat, til så mange som muligt, og vi organiserede vores første klimastrejke gennem WhatsApp. Natten før vores første strejkeaktion kunne jeg ikke sove af nervøsitet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, men havde bange anelser. Måske var det fordi vi ikke var de eneste, der havde længtes efter at få en stemme i et politisk miljø der lod til at have glemt at inkludere de unges perspektiv i beslutningsprocessen. Måske. Men på en eller anden måde viste det sig at virke. Og fra den ene dag til den anden var vi over det hele. Og jeg var, fra den ene dag til den anden blevet en klima-aktivist. Normalt, i den her slags TED Talk, er vi nu kommet dertil, hvor jeg skal sige, at der er håb, at vi unge mennesker nok skal få styr på det at vi redder fremtiden og planeten og det hele at vi unge mennesker, der strejker for klimaet, kan løse det her problem. Sådan er det normalt. Men ikke med det her. Sådan fungerer den her krise ikke. Her kommer plot-twistet: Når vi ser på videnskaben i dag, tre-et-halvt år efter Paris-aftalen, kan vi se, det stadig er muligt at holde den globale opvarmning under to grader -- teknisk muligt. Og vi kan også se, det stadig er muligt at stoppe andre katastrofer der er ved at ske, såsom masseudryddelser og jordforringelse -- ja, teknisk set. Det er bare helt utrolig usandsynligt. Og uanset hvad, kræver det forandring i en skala, vi aldrig har set før. Vores økonomier skulle blive carbon-uafhængige før 2050 og vi skulle omvælte den magtfordeling der i øjeblikket tillader oliegiganterne sammen med politiske ledere at blive siddende på magten. Vi taler om intet mindre end den største omvæltning siden den industrielle revolution. Vi taler, om man vil, om en klimarevolution. på rekordtid. Der ville ikke være ét år mere at spilde Og uanset hvad, kræver den slags forandring at verden ikke forventer, at en eller tre millioner skolestrejkere kan ordne det her. Jo, vi er ret seje, og vi bliver ved, og vi kommer til at udrette ting, som ingen havde forestillet sig. Ja. Men det slutter ikke med os; det begynder med os. Det her er ikke en opgave for én generation. Det er en opgave for menneskeheden. Og det er nu, at alle øjne vender sig mod jer. Hvis det her skal lykkes skal vi få styr på en million ting Det er trods alt en meget kompleks problemstilling. Men ... der er nogle ting, vi allesammen kan gå i gang med. De dårlige nyheder først: Hvis I troede, jeg ville bede Jer om at cykle mere spise mindre kød, flyve mindre, eller tage en tur i genbrugsbutikken; beklager, så nemt er det ikke. Men her er de gode nyheder: I er mere end bare købere og forbrugere selvom industrien gerne ser, at I begrænser Jer dertil. Nej, du og jeg -- vi er allesammen politiske væsner og vi kan allesammen være en del af svaret på det her. Vi kan alle være det, som mange kalder klima-aktivister. yay? (latter) Hvad er de første skridt så? Fire trin er nødvendige, før resten lader sig gøre. De fire første skridt, som alle kan tage De fire første skridt, som er afgørende. Og hvad er de så? Nummer ét: Vi skal drastisk omdefinere forståelse af en klima-aktivist vores opfattelse af, hvem der er svaret på det. En klima-aktivist er ikke én der har læst alle videnskabelige artikler og nu bruger hver eftermiddag på at uddele brochurer om vegetarisme i indkøbscentre. Nej. En klima-aktivist kan være hvem som helst. Enhver der vil være med i en bevægelse for dem, der vil bo på en planet, der prioriterer at beskytte naturlige miljøer og glæde og sundhed for de mange fremfor at ødelægge klimaet og smadre planeten så nogle få kan score profit. Og fordi klimakrisen påvirker hver eneste del af vores sociale, vores politiske, og vores private liv, har vi brug for klima-aktivister overalt på hvert gadehjørne, og ikke bare i alle værelser, men i alle byer, lande, stater og kontinenter. Nummer to: I skal komme ud af jeres komfortzone Det vi plejer at gøre, er der ingen fremtid i. Alle her i salen, I er nogens venner eller familie, I er arbejdere, kolleger, elever, lærere og måske er I også stemmeberettigede. Det medfører altsammen et ansvar som denne krise kræver, at I tager. Det firma, du er ansat i, eller som sponsorerer dig, overholder de Paris-aftalen? Ved din repræsentant i Folketinget, at du går op i det her, og at du vil have det på dagsordenen til valget? Har din bedste ven hørt om det her? Læser du avis, eller skriver du for en avis? Fedt. Så fortæl den, at der skal skrives om det her i hver eneste udgave, og at beslutningstagerne skal udfordres hver dag. Er du sanger? Så syng om det her. Er du lærer? Så undervis i det. Og hvis du har en bankkonto, så sig til din bank, at du skrider, hvis de bliver ved med at investere i olie Og så, selvfølgelig, om fredagen, der ved I, hvad I skal. Nummer tre: At forlade komfortzonen, fungerer bedst i fællesskab. Én person, der kalder på besværlige forandringer, er mest bare besværlig. To, fem, ti, hundrede personer, der kalder på besværlige forandringer er svære at ignorere. Jo flere I er, des sværere bliver det for folk at forsvare et system, der ikke har nogen fremtid. Magt er ikke noget, man enten har eller ikke har. Magt er noget, man enten tager eller overlader til andre, og som bliver større, når man deler det. Vi unge mennesker på gaden, vi skolestrejkende, viser jer, hvordan det kan fungere. Én skolestrejkende vil altid blot være én skolestrejkende -- eller Greta Thunberg. To-, fem-, titusinde, der strejker, er en bevægelse, og det er det, vi mangler, overalt. Så det er jo en smal sag. (latter) Og sidst, men ikke mindst, nummer fire: Det her er måske det allervigtigste i alt det her. I bliver nødt til at tage jer selv mere alvorligt. Hvis jeg har lært én ting af at organisere klima-aktioner i syv måneder, så er det, at hvis man ikke giver noget et forsøg er der sandsynligvis heller ikke andre, der gør. Verdens mest magtfulde institutioner har ikke tænkt sig at lave om på det spil, de tjener så godt på, så der er ingen grund til at overlade det til dem. Jeg ved godt, det er skræmmende. Det er et enormt ansvar, en enorm vægt på alles skuldre, ja. Men det betyder også, at hvis vi vil, kan vi gøre noget ved det her. Vi kan være en del af forandringen. Vi kan være en del af svaret. Og er det ikke ret smukt? Så lad os komme derudad. Lad os oversvømme verden med klima-aktivister. Lad os komme ud af vores komfortzoner gå sammen og begynde at tage os selv mere alvorligt. Forestil jer, hvordan denne verden ville se ud, hvis børn kunne vokse op i vished om, at fremtiden er et eventyr de kan glæde sig til og ikke noget at være bange for, hvordan verden ville se ud, hvis den næste klimakonvention er en stor begivenhed hvor de der mødes, har hørt millioner af stemmer, og trækker i arbejdstøjet for at skabe ægte forandring. Altså, jeg drømmer om en verden, hvor man i geografitimerne lærer om klimakrisen som den her enestående, store udfordring der blev overvundet af folk som dig og mig som handlede i tide fordi de forstod, de ikke havde noget at tabe men alt at vinde. Så hvorfor ikke forsøge? Der kommer ikke andre og redder fremtiden. Det her er mere end en invitation. Sig det videre. Tak. (klapsalver)