Cameron Russell: Udseende er ikke alt. Tro mig, jeg er model.

Cameron Russell indrømmer at hun vandt et "genetisk lotteri": hun er høj, smuk og undertøjsmodel. Men døm hende ikke på udseendet. I dette frygtløse foredrag, kaster hun et ironisk blik på industrien der fik hende til at se utrolig forførende ud da hun knap var 16 år. (Filmet ved TEDxMidAtlantic.)

Hej. Mit navn er Cameron Russel,

og i det sidste stykke tid

har jeg været model.

I 10 år faktisk.

Og jeg har det som om der er en ubehagelig spænding

i lokalet lige nu

fordi jeg ikke burde have haft denne kjole på. (Latter)

Så heldigvis har jeg taget skiftetøj med.

Dette er det første tøjskifte på TED scenen,

så I fyre er temmelig heldige for at være vidne til det, synes jeg.

Hvis nogle af kvinderne blev virkelig skræmte da jeg kom ud,

behøver I ikke at sige det nu, men jeg finder ud af det senere på Twitter.

(Latter)

Jeg vil også gerne bemærke at jeg er temmelig priviligeret

over at være i stand til at transformere det I mener om mig

i løbet af 10 meget korte sekunder.

Det er ikke alle der får lov til det.

Disse høje hæle er utrolig ukomfortable,

så det er godt jeg ikke ville have dem på.

Den værste del ved at trække denne sweater hen over mit hoved,

fordi det er der I alle griner af mig,

så gør ikke noget mens den er over mit hoved.

Okay.

Så hvorfor gjorde jeg det?

Det var akavet.

Jamen,

forhåbentligvis ikke så akavet som det billede.

Billeder er magtfulde,

men billeder er også overfladiske.

Jeg forandrede fuldstændig jeres mening om mig, i løbet af seks sekunder.

Og på dette billede,

havde jeg faktisk aldrig haft en kæreste i det virkelige liv.

Jeg var total utilpas, og fotografen

fortalte mig at jeg skulle krumme ryggen og sætte min hånd

i fyrens hår.

Og selvfølgelig, ud over kirurgi,

eller den falske solbrændthed jeg fik for to dage siden til mit arbejde,

er der meget lidt vi kan gøre for at transformere vores udseende,

og vores udseende, selvom det er overfladisk og uforanderligt,

har en kæmpestor påvirkning på vores liv.

Så i dag, for mig, det at være frygtløs er at være ærlig.

Og jeg er på denne scene fordi jeg er model.

Jeg er på denne scene fordi jeg er en smuk, hvid kvinde,

og i min industri kalder vi det en sexet pige.

Og jeg vil besvare de spørgsmål som folk altid stiller mig,

men med et ærligt twist.

Så det første spørgsmål er, hvordan bliver man en model?

Og jeg siger altid bare, "Åh, jeg blev fundet af en talentspejder," men det betyder ingenting.

Den rigtige måde jeg blev model på, er

at jeg vandt et genetisk lotteri,
og jeg er modtageren af en arv,

og måske undrer I jer over hvad en arv er.

Jamen, i løbet af de sidste par århundreder

har vi defineret skønhed ikke kun som helbred og ungdom

og symmetri, som vi er biologisk programmerede til at beundre,

men også høje, slanke figurer,

og femininitet og hvid hud.

Og dette er en arv der blev bygget til mig,

og det er en arv som jeg har jeg har udnyttet.

Og jeg ved der er mennesker i publikum

der er skeptiske på dette tidspunkt,

og måske er der nogle modebevidste personer der siger,

"Vent. Naomi. Tyra. Joan Smalls. Liu Wen."

Og allerførst vil jeg rose jer for jeres viden indenfor modeller. Meget imponerende.

(Latter)

Men desværre må jeg fortælle jeg at i 2007,

talte en meget inspireret NYU Ph.D. studerende

alle modellerne på scenen, hver eneste der blev hyret,

og af de 677 modeller der blev hyret,

var kun 37, eller mindre end fire procent, ikke-hvide.

Den næste spørgsmål som folk altid stiller mig er,

"Kan jeg være model når jeg bliver voksen?"

Og det første svar er, "Det ved jeg ikke, det lader de ikke mig bestemme."

Men det andet svar er, og det jeg virkelig vil sige til disse små piger er, "Hvorfor?"

I ved? Du kan blive hvad som helst.

Du kan blive præsident for USA,

eller opfinderen af det næste internet,

eller en ninja cardio-thorakal pet,

hvilket ville være for fedt, fordi man så ville være den første."

(Latter)

Hvis, efter denne imponerende liste, de stadig tænker,

"Nej, nej, Cameron, jeg vil være model,"

så vil jeg sige, "Vær min chef."

Fordi jeg bestemmer ikke over noget,

og man kunne være chefredaktør for American Vogue

eller administrerende direktør for H&M, eller den næste Steven Meisel.

At sige at man vil være model når man bliver voksen

er lig med at sige at man vil vinde lotteriet når man bliver voksen.

Det er ude af ens hænder, og det er fedt,

og det er ikke en karrierevej.

Jeg vil nu demonstrere 10 års sammenlagt model viden,

fordi jeg, modsat cardio-thorakal kirurgerne,

kan det blive kogt ned til -- lige nu.

Så hvis fotografen står lige her

og lyset er lige der, som en fin HMI,

og klienten siger, "Cameron, vi vil have et billede hvor du går,"

jamen så kommer dette ben først, fint og langt, denne arm bevæger sig tilbage, denne arm bevæger sig frem,

hovedet er trekvart, og man går bare frem og tilbage,

bare gør det, og så ser man tilbage på sine indbildte venner,

300, 400, 500 gange. (Latter)

Det vil se nogenlunde sådan her ud. (Latter)

Det var forhåbentligt mindre akavet end den i midten.

Det var, jeg ved ikke hvad der skete der.

Desværre efter man har gået i skole,

og man har et CV og man har lavet et par jobs,

kan man ikke sige noget andet,

så hvis man siger man for eksempel vil være præsident i USA,

men der i ens CV står, "Undertøjsmodel: 10 år,"

kigger folk mærkeligt på en.

Det næste spørgsmål som folk altid stiller mig er, "Retoucherer de alle billederne?"

Og ja, de retoucherer mere eller mindre alle billeder,

men det er kun en lille del af det der sker.

Dette billede er det allerførste billede jeg nogensinde tog,

og det er også den allerførste gang jeg havde bikini på,

og jeg havde ikke engang haft menstruation endnu.

Jeg ved det bliver personligt, men

jeg var en ung pige.

Sådan her så jeg ud med min bedstemor, kun et par måneder forinden.

Det her er mig den samme dag som dette billede.

Min ven fik lov til at komme med mig.

Her er jeg til en pyjamas fest et par dage inden jeg skød French Vogue.

Her er jeg på fodboldholdet og i V Magazine.

Og dette er mig i dag.

Og jeg håber at det I ser er, at

disse billeder ikke er billeder af mig.

De er konstruktioner,

og de er konstruktioner af en gruppe af professionelle,

af hårstylister og makeup artister og fotografer og stylister

og alle deres assistenter og pre-produktion og post-produktion,

og de bygger dette. Det er ikke mig.

Okay, så det næste spørgsmål folk altid spørger mig om er,

"Får du gratis ting?"

Jeg har godt nok for mange 20cm høje hæle som jeg aldrig har på,

bortset fra tidligere,

men de gratis ting som jeg får

er de gratis ting som jeg får i det virkelige liv, og det er det som vi ikke kan lide at tale om.

Jeg voksede op i Cambridge,

og en gang gik jeg ind i en forretning og jeg glemte mine penge

og de gav mig kjolen gratis.

Da jeg var teenager, kørte jeg med min veninde

der var en forfærdelig bilist, og hun kørte selvfølgelig overfor rødt,

vi blev standset,

og det eneste det krævede var et, "Undskyld hr. Politibetjent,"

og så kørte vi igen.

Og jeg fik disse gratis ting på grund af mit udseende,

ikke hvem jeg er, og der er mennesker der betaler en pris

for deres udseende og ikke hvem de er.

Jeg bor i New York, og forrige år,

ud af de 140.000 teenagere der blev stoppet og kropsvisiteret,

var 86 procent af dem sorte og latinoer,

og de fleste af dem var unge mænd.

Og der er kun 177.000 unge sorte og lationer i New York,

så for dem, er det ikke et spørgsmål om, "Bliver jeg stoppet?"

men "Hvor mange gange bliver jeg stoppet? Hvornår bliver jeg stoppet?"

Da jeg forskede til dette foredrag,

fandt jeg ud af at af alle 13-årige piger i USA,

kan 53 procent ikke lide deres krop,

og det antal stiger til 78 procent til den tid de er 17.

Så det sidste spørgsmål som folk stiller mig er,

"Hvordan er det at være model?"

Og jeg tror det spørgsmål som de leder efter er,

"Hvis du er lidt tyndere og du har mere skinnende hår,

vil du være så lykkelig og smuk."

Og når vi er backstage, giver vi et svar

der måske ser sådan ud.

Vi siger, "Det er virkelig fantastisk at rejse,

og det er fantastisk at få lov til at arbejde med kreative, inspirerede, passionerede mennesker."

Og de ting er sande, men de er kun halvdelen af historien,

fordi den ting vi aldrig siger foran kameraet,

som jeg aldrig har sagt på kameraet,

er, "Jeg er usikker."

Og jeg er usikker fordi jeg hver dag skal tænke på

hvordan jeg ser ud.

Og hvis man nogensinde undrer sig,

"Hvis jeg har tyndere lår og mere skinnende hår, vil jeg så være mere lykkelig?"

skal man bare møde en gruppe modeller,

fordi de har de tyndeste lår og det meste skinnende hår og det fedeste tøj,

og de er de muligvis de mest fysisk usikre kvinder på jorden.

Så da jeg skrev denne tale, fandt jeg det meget svært

at finde en ærlig balance, fordi på den ene side

Jeg havde det meget ubehageligt med at komme herud og sige,

"Se, jeg har modtaget alle disse goder fra et spil kort som er stakket til min fordel,"

og det føltes også virkelig ubehageligt at følge det op med,

"og det gør mig ikke altid glad."

Men frem for alt var det svært at udfolde arven

om køn og race undertrykkelse

når jeg er en af de største modtagere.

Men jeg er også glad og beæret over at være her

og jeg mener det er fedt at jeg fik lov til at komme

inden 10 eller 20 eller 30 år var gået, og jeg havde haft mere agentur i min karriere,

fordi så ville jeg måske ikke fortælle historien om hvordan jeg fik mit første arbejde,

eller måske ville jeg ikke fortælle historien om hvordan jeg betalte for universitetet,

som virker så vigtigt lige nu.

Hvis der er noget at huske i dette foredrag, håber jeg det er at

vi har det alle bedre med at anerkende

billeders magt i vores opfattede succeser

og vores opfattede fiaskoer.

Tak. (Bifald)