Jeg er fra Sydsiden af Chicago, og i 7. klasse havde jeg en veninde der hed Jenny, som boede på Sydvestsiden af Chicago. Jenny var hvid, og hvis du kender noget til de inddelte befolkningsstatistikker af Chicago, ved du, at der ikke er ret mange sorte mennesker, på Sydvestsiden af Chicago. Men Jenny var min ven Indimellem legede vi sammen efter skole og i weekenderne. En dag, hjemme i hendes stue talte vi om det 13-årige taler om, og Jenny's lillesøster, Rosie, var der også. Hun sad bag mig og legede lidt med mit hår, og jeg tænkte ikke over hvad hun lavede. Men under en pause i samtalen, prikkede Rosie mig på skulderen. Hun sagde: "Må jeg spørge dig om noget?" Jeg sagde: "Ja, Rosie. Selvfølgelig." "Er du sort?" (Latter) Rummet frøs til is. Stilhed. Jenny og Rosie's mor var ikke særlig langt væk. Hun var i køkkenet, og overhørte samtalen, og hun var forarget. Hun sagde: "Rosie! Det må du da ikke spørge om." Og Jenny som var min ven, blev rigtig flov. Jeg havde lidt ondt af hende, men jeg var faktisk ikke fornærmet. Jeg tænkte, at det ikke var Rosie's skyld at hun i sine 10 korte år på jorden, bosiddende på Sydvestsiden af Chicago, ikke var 100% sikker på, hvordan en sort person ser ud. Det er fair. Men hvad der var mere overraskende for mig, var at i al den tid jeg var sammen med Jenny og Rosie's familie - var sammen med dem, legede med dem, og rørte ved dem - var det først da Rosie puttede sine hænder i mit hår, at hun tænkte på at spørge, om jeg var sort. Det var første gang jeg indså, hvor stor en rolle mit hår's tekstur spillede i opfattelsen af min etnicitet, og også hvilken væsentlig rolle det havde i samfundets øjne. Garrett A. Morgan og Madame CJ Walker var pionerer i industrien for hår- og skønheds- pleje i det tidlige 1900-tal. De er bedst kendt som opfindere af kemisk-baseret hår-creme og glattejern, som var designet til, permanent eller semipermanent, at ændre sort hår's tekstur. Ofte, når vi tænker på de sortes historie i Amerika handler det om de afskyelige handlinger og utallige overgreb, som farvede mennesker oplevede, på grund af vores hudfarve, men sandheden er, at efter Den Amerikanske Borgerkrig, var det afroamerikanske mænd og kvinders hår, der blev det mest velkendte "særpræg" i kategoriseringen af afrikanere, mere end hudfarven. Så før de blev almindelige i hårplejens milliard-industri, handlede vores afhængighed af redskaber og produkter, såsom hår-relaxere og den glattende kam, mere om vores overlevelse og fremskridt som race i postslaveriets Amerika. Gennem årene blev vi mere vant til denne tanke om, at glattere og længere hår betød bedre og mere smuk. Vi blev kulturelt fikseret af denne ide om, hvad vi kan lide at kalde... "godt hår". Det betyder i bund og grund at: jo løsere strukturen i krøllerne er, des bedre er håret. Og vi lod disse institutionaliserede ideer forme en falskt følelse af hierarki, der fastlagde, hvad man mente var god hår-kvalitet og hvad der ikke var. Hvad værre er: vi lader disse falske ideologier invadere opfattelsen af os selv, og de fortsætter med at inficere vores kulturelle identitet som Afro-Amerikanske kvinder i dag. Så hvad gjorde vi? Vi tog til frisørsalon hver 6. eller 8. uge, uden undtagelse, for at udsætte vores hovedbund for hårde udglattende kemikalier, startende i en meget ung alder - nogle gange fra 8, 10 år - som resulterede i hårtab, skaldede pletter, endda brandsår i hovedbunden. Vi steger vores hår i temperaturer op til 230 grader eller mere næsten dagligt, for at vedligeholde det glatte look. Eller vi dækker vores hår med parykker og fletninger, og lader kun hårrødderne ånde privat derhjemme, hvor ingen ved, hvad der virkelig foregår derunder. Vi adopterede disse skikke i vores samfund, så det er ikke underligt, at nutidens typiske ideal af en professionel sort kvinde, især i erhvervslivet i Amerika, ofte ser sådan her ud, snarere end sådan her. Og hun ser helt sikkert ikke sådan her ud. I september i år, afgjorde en forbundsdomstol, at det er lovligt for en virksomhed at diskriminere i ansættelse af en medarbejder, i forhold til om hun eller han har dreadlocks. I denne sag, siger HR lederen i Mobile, Alabama, til offentligheden, "Jeg siger ikke, at jeres er uglet, men... I ved godt, hvad jeg snakker om." Hvad snakkede hun om her? Mente hun, at de var grimme? Eller måske, at de var en smule for Afro-centriske og så for pro-sort ud til hendes smag. Det handler måske ikke om Afro-centrisme, og måske mere om at være for "urban" til de professionelle rammer. Måske bekymrede det hende at, de ser "skræmmende" ud, og ville skræmme klienter og kundebase. Alle disse ord knyttes alt for ofte til stigmaet forbundet med naturlig hårstil. Og dette... bliver nødt til at ændre sig. I 2013, blev en artikel udgivet af Deloitte Leadership Center for Inclusion, som studerede 3000 individer i administrative lederstillinger, ift. begrebet tilpasning på arbejdspladser baseret på udseende, tilskyndelse, tilknytning og forbindelse. I forbindelse med tilpasning relateret til udseende, viste undersøgelsen, at 67% af farvede kvinder tilpasser sig på arbejdspladsen grundet deres udseende. Ud af alle de der erkendte at tilpasse deres udseende, sagde 82%, at det var lidt eller utroligt vigtigt for dem at gøre dette, af hensyn til karrieren. Dette er Ursula Burns. Hun er den første kvindelige Afro-Amerikanske CEO i et Fortune 500 - nemlig Xerox. Hun er kendt for sit signatur-look, det, du ser her. Et kort, nydeligt trimmet, vel-manicureret Afro. Fru Burns er lidt det, vi kalder en "naturlig pige". Og hun baner vejen og viser, hvad der muligt for Afro-Amerikanske kvinder, som ønsker at gøre karriere, men stadig ønsker en naturlig hårstil. Men idag vælger størstedelen af de Afro-Amerikanske kvinder, vi ser op til som ledere, ikoner og rollemodeller, stadig at glatte håret. Så, måske er det, fordi de gerne vil - det er, hvad de faktisk føler sig bedst tilpas med - men måske - og jeg vil vædde på det - en del af dem følte, at de var nødt til det, for at nå det niveau af success, de har opnået idag. Der er en naturlig hårbevægelse, som fejer gennem landet, også steder som Europa. Milllioner af kvinder udforsker, betydningen af at have naturlig hår, og de klipper hårspidser der er skadet gennem mange år for at genoprette naturlige krøller. Jeg ved det, fordi jeg har været fortaler og ambassadør for bevægelsen, i omkring tre år. Efter 27 år med overdrevet varme og hårde kemikalier, var mit hår begyndt at vise tegn på ekstrem slid. Det var ved at falde af, det var ved at blive tyndt, det så ekstremt tørt og skrøbeligt ud. Alle de års jagt efter et konventionel billede af skønhed, som vi så tidligere, var begyndt at trække spor. Jeg ønskede at gøre noget ved det, så jeg startede, hvad jeg kalder "Drop Varme Udfordringen", hvor jeg ikke bruger glattejern o.lign. i mit hår i seks måneder. Og som en god årgang-0'er, dokumenterede jeg det på sociale medier. (Latter) Jeg dokumenterede, selvom jeg modvilligt klippede tre til fire tommer af mit elskede hår. Jeg dokumenterede, selvom jeg kæmpede med at mestre naturlige frisyrer, også mens jeg kæmpede med at favne dem og mene, at de faktisk så godt ud. Og jeg dokumenterede hvordan mit hår's struktur langsomt ændre sig. Ved at dele denne rejse åbent, lærte jeg, at jeg ikke var den eneste kvinde, som gennemgik dette, at der faktisk var tusinder af kvinder, som længtes efter det samme. De kontaktede mig, og sagde: "Cheyenne, hvordan fik du denne naturlige hårstil, som jeg så dig med her den anden dag? Hvilke nye produkter benytter du, som måske er bedre for mit hår's struktur, nu hvor det ændrer sig?" Eller "hvilke rutiner er der for naturlig hår, som jeg burde starte for at genoprette hårets balance?" Men jeg fandt også ud af, at et stort antal kvinder, var ekstremt tøvende, overfor det første skridt, fordi de var lammet af skræk. Frygt for det ukendte - hvordan vil de se ud nu? Hvad vil de synes om deres naturlige hårstil? Og mest vigtigt, hvordan vil andre se dem? Gennem de seneste tre år, og gennem utallige samtaler med mine venner, og med fremmede rundt i verden, lærte jeg nogle vigtige ting om, hvordan Afro-Amerikanske kvinder identificerer sig med deres hår. Når jeg tænker tilbage på den HR leder fra Mobile, Alabama, ville jeg sige: "Nej, faktisk ikke. Vi ved ikke, hvad du snakker om." Men her er nogle ting, som vi ved. Vi ved, at når sorte kvinder favner deres naturlige hår med åbne arme, hjælper det med at løsne op for generationers indlæring om, at sort i dets naturlige form ikke er smukt, eller er noget, som skal gemmes væk eller dækkes til. Vi ved, at sorte kvinder udtrykker deres individualitet og får følelsen af styrke ved ofte at forsøge sig med en ny hårstil. Og vi ved også, at når vi inviteres til at have naturlig hår på arbejdspladsen, bekræfter det os i, at vi er værdsat, og dette hjælper os til at udfolde os og udvikle os professionelt. Jeg giver Jer dette: I en tid med racisme og social spænding, Favn denne bevægelse, og andre som på samme vis, hjælper os med at sprænge rammerne for status quo. Når du ser en kvinde med fletninger eller lokker ned at ryggen, eller du ser din kollega, der ikke længere glatter sit hår, så lad være med at se beundrende på hende, og spørge om du må røre ved det - (Latter) Værdsæt hende oprigtigt. Ros hende. Hvad fanden, giv hende en high-five, hvis det er, hvad du har lyst til. Fordi - det er mere end bare et hårstil. Det handler om at elske sig selv og at have selvværd. Det handler om, at være modig nok, til ikke at bukke under for pres fra andres forventninger. Og det handler om bevidst at afvige fra normen, og vide at den ikke definerer, hvem vi er, men blot viser, hvem vi er. Til sidst, at være modig er lettere, når vi kan regne med medfølelse fra andre. Så efter idag, håber jeg, at vi kan regne med jer. Tak. (Bifald)