Oscaruddeling og Bechdel-testen

Det er et par år siden jeg sidst har set på Bechdel-testen for kvinders roller i spillefilm, så nu er det på tide igen at kigge nærmere på Hollywood, og se om der er sket nævneværdige forbedringer i måden kvinder fremstilles på i film. Jeg undersøger det ved at teste alle de nominerede film i kategorien Bedste Film 2011, eftersom Oscaruddelingen regnes for årets store anerkendelse, eller i hvert fald det helt store skulderklap i filmbranchen.

Jeg foreslår også en lille tilføjelse til testen for at skærpe den og pege på løsninger på den store mangel på betydningsfulde roller til kvinder i Hollywood. Det klassiske spørgsmål om en "omvendt test" af manderoller i film tager jeg også fat på, og så har jeg et eksempel på en alternativ test, der måler tilstedeværelsen af ikke-hvide roller i film.

Se den oprindelig "Bechdel Test for Women in Movies" video: http://www.feministfrequency.com/2009/12/the-bechdel-test-for-women-in-movies

Du kan finde mere information, links og en tekstkopi af videoens indhold på: http://www.feministfrequency.com

Hvis du vil støtte Feminist Frequency kan du donere her: http://www.feministfrequency.com/donate

Det er et par år siden jeg sidst så på Bechdel-testen for kvinders roller i film,

så nu er det på tide at kigge nærmere på Hollywood

og se om der er sket nævneværdige forbedringer i
måden kvinder fremstilles på i film.

En måde at undersøge det på er at teste alle de nominerede til en Oscar for Bedste Film 2011

eftersom Oscaruddelingen regnes for årets store anerkendelse, eller i hvert fald

det helt store skulderklap i filmbranchen.

Men før vi kommer så vidt, vil jeg lige minde om hvad Bechdel-testen er og hvordan den virker.

Bechdel-testen er en meget simpel metode til at måle kvinders relevans for plottet i en film,

og til mere overordnet at vurdere kvinders tilstedeværelse i Hollywoodfilm.

Testen stammer fra Allison Bechdels tegneserie "Dykes to Watch Out For" fra 1985.

For at bestå testen skal en film bare leve op til disse tre meget simple kriterier:

Der skal være mindst to navngivne kvinder i filmen,

de skal tale med hinanden,

og samtalen skal handle om noget andet end en mand.

Ret enkelt, ikke?

Det er det absolut laveste mindstekrav man kan have

for betydningsfulde kvinderoller i film.

Lad os huske på, at testen opstod som en slags vittighed, der skulle lave sjov med

det faktum at der bliver lavet så få film hvor kvinder spiller vigtige roller.

Testen er blevet så populær de seneste par år fordi

den faktisk er en stor hjælp når man vil belyse dette fortsatte problem i underholdningsbranchen.

Lad os nu se nærmere på de nominerede i kategorien Bedste Film 2011

og se hvordan de klarer sig i Bechdel-testen.

Første film på podiet er The Descendants.

En fortælling om en far, der leder sin familie gennem en krise.

Moren er så godt som lagt på køl allerede inden åbningsteksterne er rullet over skærmen,

så hun kan fungere som katalysator for farfigurens personlige udvikling.

Denne film består testen på grund af en håndfuld kortere samtaler mellem kvinder,

blandt andet mellem de to døtre Alex og Scotty.

Moneyball fortæller om et professionelt baseballhold med holdets træner Billy Beane i centrum.

Den dumper testen i stor stil, da den ingen samtaler mellem kvinder har overhovedet.

Trods dette, er det en overraskende sjov og gribende film.

Tree of Life er en eksperimenterende film om en dreng og hans familie.

Den består ikke testen, fordi den eneste scene hvor to kvinder taler sammen

er en samtale om familiens afdøde søn.

Selvom det er en film med minimal dialog

taler faren og sønnen sammen flere gange.

Hugo er en finurlig film om en forældreløs dreng, der prøver at løse en gåde som hans far efterlod sig.

Selvom der er to navngivne kvinder, der taler sammen i filmen,

handler deres samtaler altid om en mand,

bortset fra denne 5-sekunders scene, som man med god vilje kunne lade filmen bestå testen.

Isabelle: Var du skuespillerinde? En rigtig filmskuespillerinde, det er så eventyrligt, mama!

Mama: Sådan var det ikke dengang, vi var ikke stjerner som de er i dag.

Hvis du i biografmørket taber dit slik, og ved at bøje dig for at samle det op

går glip af den eneste scene i filmen hvor to kvinder faktisk taler med hinanden,

så er der noget i vejen.

Extremely Loud and Incredibly Close dumper også.

Filmen handler om en dreng, der forsøger at komme overens med tabet af sin far ved 9/11.

Ingen samtale mellem to kvinder handler om andet end drengen.

I klassisk Woody Allens-stil handler Midnight in Paris om en mand med en identitetskrise,

og selvom der er en hel håndfuld kvinderoller i filmen

så taler de aldrig om andet end mænd og om mændenes indflydelse på deres liv.

Nogle filmkritikere mener, at denne scene mellem Inez og hendes mor redder filmen fra at dumpe.

Helen: Kom lige og se de her, Inez. Ville de ikke se skønne ud i et hus ved vandet i Malibu?

Inez: Åh.

Helen: Combien monsieur?

Butiksejer: Dix-huit mille.

Helen: Merci

Inez: Hvor meget?

Helen: Et røverkøb til 18.000 dollars.

Gil: 18.000 dollars for den her!?

Helen: Nej vent, det er jo euro...

Men som I kan se er Owen Wilsons rolle og butiksejeren også med i samtalen,

så jeg vil mene den dumper.

Men jeg vender tilbage til spørgsmålet om en enkelt replik senere i denne video.

Denne film begår en større brøler

ved at have et af filmens vigtigste møder med historiske personer mellem Gil og Gertrude Stein.

For de af jer, der ikke kender hende,

så er Stein en af de mest berømte forfattere og mest berømte lesbiske i USAs historie,

og Woody Allen er så fræk ikke at lade hende tale med en eneste anden kvinde i filmen.

War Horse handler om en dreng og hans hest.

Den dumper.

Videre!

The Help fortæller en historie centreret om kvinder, og har et stort ensemble af kvinderoller,

så denne film består uden problemer testen.

Selvom filmen er dybt problematisk i sin skildring af racisme i USA

yder både Viola Davis og Octavia Spencer fantastiske præstationer.

Til slut har vi The Artist, som godt nok er en stumfilm

og så kan man med rette spørge hvordan man kan tester en film helt uden samtale.

På klassisk stumfilmvis kommunikerer filmens personer med hinanden via

mellemtekster

mimede ord,

ansigtsudtryk, kropslige fagter og pantomime.

Så i dette tilfælde gælder alle slags non-verbal kommunikation mellem to kvinder,

hvis det har nogensomhelst relevans for plottet, og ikke handler om en mand.

Utroligt nok består filmen stadig ikke testen.

Ud af 9 nominerede film i kategorien Bedste Film 2011 består kun 2 testen uden problemer,

mens 2 andre er på vippen med kun én replik.

Bemærk også at kun én af de nominerede film har en handling centreret om kvinder

For at vende tilbage til Hugo og Midnight in Paris,

så er det desværre sådan, at diskussioner om Bechdel-testen ofte forfalder til ordkløveri

om hvorvidt en alenestående replik eller udveksling er nok til at filmen består testen.

Det er ikke nødvendigt at køre fast i detaljen

når det handler om at en 10-sekunders scene skal gøre det ud for "samtale".

Hvis det er så svært at blive enige om det,

så er det et klart signal om at der er problemer med måden kvinder fremstilles på i filmen.

Derfor vil jeg, i Bechdel-testens ånd

ydmygt foreslå denne lille tilføjelse til testen:

En film skal have mindst to navngivne kvinder, der taler sammen

i mere end 60 sekunder om noget andet end en mand.

Denne nye 60-sekundersregel ville skærpe testen

så man undgår ordkløveri over en eller to replikker,

og hvis to kvinder taler sammen i mere end 60 sekunder er der samtidig

en lidt større chance for at deres samtale har betydning for plottet i filmen,

måske.

Altså, vi taler kun om 1 minut i en 90 eller 120 minutter lang film - stadig et meget ydmygt krav.

De film, der i så fald kunne bestå testen behøvede stadig ikke at have vedkommende kvinderoller,

men det ville gøre det sværere for film at bestå testen ved hjælp af smuthuller.

Tag for eksempel de nominerede til Bedste Film 2010

her kan 6 ud af de 10 nominerede med lidt god vilje bestå testen,

men hvis vi tilføjer 60-sekundersreglen, vil halvdelen slet ikke have en chance.

De tre film fra 2010 der faktisk består 60-sekunders testen og snakker med hinanden om andet en mænd

er alle sammen film centreret om kvinderoller.

Og hvis du endnu ikke har set "Winter's Bone" bør du skynde dig at gøre det.

Udover at være visuelt flot og velspillet,

kan jeg også anbefale dens nuancerede skildring af køn og fattigdom i USAs udkantsområder.

Det er værd at bemærke, at selvom True Grit handler om en kvinde

idet den fortæller historien om Mattie Ross, der kæmper for at klare sig i en mandsdomineret verden

dumper filmen hvis vi tilføjer 60-sekundersreglen.

Den eneste samtale hun har med en anden kvinde, er med kromutteren Mrs. Floyd

og deres tilfældige udvekslinger varer i alt mindre end et minut.

Denne type film, hvor den kvindelige hovedperson befinder sig i en verden domineret af mænd,

minder mig om Smølfineprincippet, som jeg har diskuteret før i min videoserie "Troper vs. Kvinder".

Jeg vil understrege, at denne test ikke måler en films kvalitet,

den måler ikke hvorvidt en film er feministisk eller ej, og den kan ikke engang måle om en film er centreret om kvinderoller.

Nogle ret elendige film - selv nogle, der rummer kvindestereotyper

og/eller kønsdiskriminerende kvinderoller - kan bestå testen med glans,

mens gode, anbefalelsesværdige film kan dumpe.

Bechdel-testen fungerer bedst som et redskab til at vurdere Hollywood som helhed:

den kan bruges til at vurdere en hvilken som helst gruppe af mainstreamfilm,

- såsom de nominerede til Golden Globes, eller årets største kassesuccesser - med det samme resultat.

Testen kan hjælpe os til at få øje på manglen på meningsfulde kvinderoller

som et strukturelt problem i hele filmindustrien.

Problemet begrænser sig ikke til enkeltfilm eller en enkelt instruktør eller genre.

Ind i mellem kommer der en film som Bridesmaids,

som skildrer kvinder og deres indbyrdes forhold på en mere troværdig og mindre tøsefilmsagtig måde,

men det sker cirka lige så tit som at kvinder nomineres i kategorien Bedste Instruktør.

En almindelig reaktion på Bechdel-testen er "Men hvad så med det omvendte scenarie?"

"Hvorfor er der ikke også en test, der måler om to mænd taler med hinanden om noget andet end kvinder?"

Svaret er simpelt: testens formål er at henlede vores opmærksomhed på et problem eller en mangel,

og der er ikke nogen mangel på mænd der taler med hinanden.

Bechdel-testen er nyttig fordi den kan hjælpe os til at se et mønster i filmindustrien,

og eftersom der ikke er et problem med underrepræsentation af mænds historier i film,

er den omvendte test overflødig.

Kvinder er ikke de eneste, der spiller marginaliserede roller i Hollywood,

så en nyttig variation over Bechdel-testen

er at bruge den til at måle tilstedeværelsen af race - eller etniske minoritetsroller.

Alaya Dawn Johnson tog testen i brug og så på om film havde to eller flere ikke-hvide personer,

der talte med hinanden om noget andet end en hvid person.

Mængden af spillefilm der består denne test er umådeligt lille,

selv en film som The Help, der har adskillige ikke-hvide kvinder på rollelisten,

består kun på et hængende hår, fordi de næsten altid taler med eller om hvide personer i filmen.

Denne variation over testen blotlægger Hollywoods stadige uvillighed til at at lave brede film,

til et bredt publikum, der handler om ikke-hvide mennesker, med mindre filmen også

har en deltagende hvid person på rollelisten.

Som Martha Southgate bemærkede:

"Den underliggende i præmis i The Help og mange andre film, der handler om borgerrettigheder,

er at en hvid rolle ligefrem er nødvendig for fortællingen om sortes frigørelse.

Jeg så dette på George Takeis facebookside,

og det er måske en mere passende titel til filmen? ()

Det ville være rart hvis antallet af kvinderoller af betydningen var langsomt stigende i Hollywood,

men i virkeligheden er det slet ikke tilfældet.

Det er stadig hovedsageligt mænd der er direktører, instruktører og beslutningstagere i filmindustrien,

og de fortæller historier, de selv kan forholde sig til.

Ikke overraskende er resultatet at de fleste film fortæller om mænd og mænds historier.

Så selvom det giver mening at en film som Moneyball er centreret omkring manderoller,

og det ikke ville give mening at insistere på at den skulle tilføje kvinderoller,

er problemet at hovedparten af alle Hollywoodfilm også er film om mænd.

Det er nedslående hvor tydeligt det er, at Hollywood ikke prioriterer roller til kvinder,

og ikke er interesseret i at fortælle kvinders historier.

Løsningen er at filmskabere og manuskriptforfattere begynder at lave flere film om kvinder og deres liv,

det er den egentlige løsning på problemet.

Der er bogstavelig talt tusindvis af spændende, gribende og modige historier om kvinder

og de venter bare på at blive fortalt på det store lærred.

Når der er lige så mange fortællinger om kvinder som der er om mænd i spillefilm,

så vil vi ikke have brug for Bechdel-testen længere,

men desværre er det scenarie stadig fjern fremtid.

Feminist Frequency-videoer er altid fri for reklamer,
så jeg har brug for jeres hjælp.

besøg feministfrequency.com/donate.